Slut med mere, mere, mere

Bæredygtighedskommunikationen kommer et gear op, og der skal prioriteres bedre med tiden. Det fortæller Cecilie Vinther i Kforums serie om de største udfordringer for kommunikatører i 2023.
Cecilie Lund Vinther håber på mere og bedre bæredygtighedskommunikation i 2023. Foto: PR
Cecilie Lund Vinther håber på mere og bedre bæredygtighedskommunikation i 2023. Foto: PR
2023 bliver året, hvor det er slut med mere, mere, mere. Der skal prioriteres rigtigt, nu hvor økonomien bliver strammere.
 
Det mener Cecilie Lund Vinther, pressechef hos EjendomDanmark, der tidligere har arbejdet for Boliga og Ekstra Bladet. Hun medvirker i Kforums serie om de største udfordringer for kommunikatører i 2023. 
 
SERIE: K-chefernes udfordringer i 2023
I løbet af januar bringer Kforum løbende interviews med k-profiler, der kommer med deres bud på, hvilke store issues og udfordringer der vil lande på kommunikationschefernes bord i 2023. Kontakt redaktionen på info@kforum.dk med dine bud, så kommer de med i vores opsamling på alle forudsigelserne.
 

Bæredygtighedskommunikationen kommer et gear op

Jeg håber inderligt, at 2023 bliver året, hvor vi ikke kun begynder at se syvmileskridt i omstillingen af samfundet i en mere bæredygtig retning – men også kommunikationsfagligt rykker et gear op. Papsugerør og flyafgifter er håndgribelige billeder på fremtidens nødvendigheder, men der er store udviklinger og potentialer på mindre dagligdagskonkrete områder. Efterhånden som flere brancher og virksomheder finder fodfæstet i dagsordenen, bliver de også klar til at fortælle om deres initiativer.
 
Så dette år skal der skrues op for den brede diskussion af de mere komplekse dele af den grønne omstilling. Vi arbejder hos EjendomDanmark f.eks. for at skabe bedre muligheder for at opsætte solceller på byens tage, men lovgivningen om forsyning står i vejen. Dette år knækker vi forhåbentlig koden til forandrende formidling af den slags benspænd.
 
Ja, og så i den modsatte ende af skalaen kommer der – heldigvis – et nødvendigt fokus på dem, der bruger bæredygtighed som kommunikativ sminke uden dybde bag. Nej tak til den slags pynt, og ja tak til endnu stærkere formidling af alle de reelle forandringer.
 

Kommunikation bor i kernen

2022 var på mange måder et hårdt år. Der er ingen grund til at være naiv og tro, at 2023 bliver anderledes. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at blikket for verden, som vi naturligt har i kommunikationsfaget, hos endnu flere virksomheder rykker ind i virksomhedens kerne. Jeg gror et ekstra gråt hår, hver gang jeg hører kommunikation omtalt som et add-on, der skal på sidst i en proces. Særligt i en tid, hvor informationen flyder så frit, at vi skal kunne tåle, at vores budskaber læses af alle – også alene på overskriften.
 
Verden ser ikke altid pointerne med samme øjne som virksomheden selv. Derfor skal vi også i kommunikationsbranchen stå på vores faglighed og turde bringe det i spil, for vi bringer vigtige perspektiver til bordet. At navigere i en mere kompleks medievirkelighed kræver kompetencer. Det, tror jeg, vil blive endnu mere tydeligt for flere virksomheder i det kommende år. Mens andre vil lære det på den hårde måde, hvis de kokser rundt i kommunikationen, når (medie)virkeligheden rammer dem.
 

Slut med mere, mere, mere

Vi skal skære til og koncentrere kræfterne om det, der reelt giver værdi – særligt i en tid, hvor der måske skal løbes stærkere i afdelingerne, når økonomien spænder til. De seneste mange år er der kommet flere potentielle kanaler til, men fremfor bare at kommunikere mere må ambitionen også være at kommunikere bedre.
 
Vi har nok alle en lille kommunikationsskraldespand i vores palet, hvor vi ligger al det indhold hen, som vi ikke fik dukket os for i tide. Personligt vil jeg arbejde for, at 2023 bliver året, hvor vi sætter låget bedre fast, så kanalerne får lov til at blomstre på deres præmisser. Så det skal være slut med, at alle budskaber fra alle hjørner af organisationen skal ud, ud, ud. Vi skal sortere, mens kanalerne skal passe til organisationen – og bruges rigtigt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også