Chok og ærefrygt på Slotsholmen

Normalt er det et dårligt tegn, hvis alle bliver vrede på en. Lige nu er alle vrede på regeringen over både afskaffelsen af store bededag og måden, de gør det på. Betyder det så, at SVM har gjort i nælderne? Ikke nødvendigvis. De kan strategisk set også høste kommunikative gevinster. Nu bliver der f.eks. i stedet for skrøbelighed talt om bøllemetoder.
Det er indtil videre Løkke og Ellemann, der har tegnet slaget om store bededag. Statsminister Mette Frederiksen har stort set været fraværende siden nytårstalen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Det er indtil videre Løkke og Ellemann, der har tegnet slaget om store bededag. Statsminister Mette Frederiksen har stort set været fraværende siden nytårstalen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen
Man må sige, at SVM-regeringen har stukket en pind i myretuen.
 
Stort set alle er rasende, både over afskaffelsen af store bededag og over måden, det bliver gjort på.
 
Selve processen har SF’s Karsten Hønge malende beskrevet: Man kan ikke “komme med i hulen, før man har spist skovsneglen, der hedder store bededag,” siger Hønge til Politiken, med reference til filmen Zappa, hvor Mulles adgangsbillet til hulen er at spise en skovsnegl.
 
At oppositionen både til venstre og højre er opbragt over regeringens skovsneglekrav i sagen om den sløjfede helligdag, og koblingen til deltagelse i forsvarsforliget, er ikke i sig selv overraskende. Det er lidt jobbeskrivelsen for en opposition.
 
Men læg dertil, at også fagbevægelsen, folkekirken og 69 pct af danskerne er stærkt utilfredse.
 
Det er faktisk en imponerende bedrift at have gjort så mange vrede. Og det er en bedrift at få konservative folketingsmedlemmer til at retweete utilfredse tweets fra fagbevægelsen.
 
Samtidig med at være realpolitisk substans og proces, så er slaget om store bededag naturligvis samtidig også kommunikation.
 
Konservatives politiske ordfører retweeter FH-formanden. Nye alliancer opstår.
 

En demonstration af overvældende overmagt

Shock and awe” kaldes en militær strategi, hvor man viser overvældende overmagt, så modstanderen på forhånd kyses. SVM-regeringen har tilsyneladende valgt at stemple ind i det parlamentariske arbejde med netop chok og ærefrygt.
 
Spørgsmålet er så blot, om det er utilsigtede eller tilsigtede signaler, regeringen sender.
 
Givet hvor lang tid det har taget at danne denne regering, og givet hvor meget der er på spil for de tre parter, så er det vanskeligt at forestille sig, at det er utilsigtet. Altså, at man skulle have forregnet sig i forhold til både populariteten i at sløjfe en helligdag samt protesterne over at haste beslutningen igennem.
 
Regeringstoppen er drevne politikere, så vi må nødvendigvis antage, at de ved præcis, hvad de gør.
 
Regeringen har flertallet til at trumfe beslutningen igennem, og de bestemmer, hvor hurtigt det skal gå. Og så er det ellers bare at tage en bid af skovsneglen, hvis man vil være med i hulen.
 
Helt banalt viser de, hvem der bestemmer, og demonstrerer samtidig, at sagen er så vigtig for dem, at de på forhånd afviser at sætte sig i rundkreds.
 
De ophidsede myrer i myretuen kan ikke stille så forfærdeligt meget op.
 

Strategisk dybde at arbejde med 

Resultatet er lige nu vrede og opstandelse stort set hele raden rundt, og det må vi følgelig gå ud fra er en kalkuleret risiko. Det er så et åbent spørgsmål, om regeringen har foretaget en korrekt risikovurdering: Vil skovsneglen hævne sig?
 
Lige nu bliver regeringen beskyldt for magtfuldkommenhed i næste potens, og kontrasten til løfterne om bredt samarbejde i Folketinget er da også skærende.
 
Det er naturligt, hvis fremgangsmåden her og nu svækker tilliden blandt de parlamentariske kolleger. Og det vil formentlig også afspejle sig negativt i de kommende meningsmålinger. Samtidig er det næppe tilfældigt, at forslaget bulldozes igennem nu i regeringens spæde begyndelse. Der er fire år til næste valg.
 
Hvorvidt risikovurderingen er korrekt, er et spørgsmål om, hvad næste politiske dagsorden er. Og den næste igen. Tiden og den tætpakkede parlamentariske kalender arbejder for regeringen.
 
Fire år er lang tid og giver Frederiksen, Ellemann og Løkke strategisk dybde at arbejde med.
 

Fra skrøbelighed til bøllemetoder

Fraregnet den politiske substans, som man kan være enig eller uenig i, så kan regeringen, udover at vise hvem der bestemmer, høste en anden kommunikativ gevinst.
 
Siden den umage regeringskonstellation blev meldt ud, har der været stor interesse om regeringens indre holdbarhed. Viser der sig sprækker? Bryder regeringens indre modsætninger gennem facaden?
 
Er konstruktionen grundlæggende skrøbelig?
 
Den debat er lige nu lukket ned og er afløst af kritik om magtfuldkommenhed. I stedet for skrøbelighed diskuteres der nu i stedet parlamentariske bøllemetoder. Mistanken (og hos nogle håbet) om dysfunktionalitet er p.t. gjort til skamme til fordel for brutal effektivitet.
 
Det kunne (også) ligne en kommunikativ tanke. 
 
En afledt funktion af alt dette er i øvrigt, at hele manøvren også kan ses som en slags teambuilding for regeringen. Der er ikke noget, der kan ryste folk sammen, som at stå sammen gennem et stormvejr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job