|
|
|
|
Slå op med din telefon
"Skat, det er ikke dig - det er mig"

Vi er udelelige, du og jeg. Du er den sidste ting, jeg rører, før jeg går i seng, og den første ting, jeg rækker ud efter om morgenen. Du husker mine aftaler hos lægen, min indkøbsliste og min fødselsdag. Du giver mig GIF’er og festlige emojier, som jeg kan sende til mine venner på deres fødselsdage, så de ikke bliver kede af, at jeg sender dem sms’er frem for at ringe, men i stedet tænker de: ’Åååh, svævende balloner’.” Vores elskede smartphone - som vi burde slå op med. Foto: Getty Images

Er du også i et usundt forhold? Har du lagt mærke til, at du deler dine mest intime øjeblikke med en stalker, der overvåger dig? Oplever du, at forholdet kræver mere opmærksomhed, end du har lyst til at give? Går forholdet ud over andre relationer i dit liv? Drømmer du om skilsmisse? Vi har fået øjnene op for, at det ligefrem kan være gift at være gift med en smartphone. Men hvordan slår du op med din telefon?
Du er ikke den eneste, der er gift med din smartphone og oplever, at hvedebrødsdagene for længst er forbi. Kritikken er begyndt at hagle ned over smartphones, i takt med vi får øjnene op for, at det ligefrem kan være gift at være gift med en smartphone. Forholdet kan føre til, at du sover for lidt, får for lidt sex, har svært ved at koncentrere dig og glemmer nærværet. Og hvis du har det sådan, er du ganske normal:
  • 62 % af kvinder og 48 % af mænd har tjekket mobilen under sex.
     
  • 38 % af voksne tjekker telefonen, efter de er gået i seng for at sove. 66 % af unge tjekker telefonen, efter de er gået i seng, og en fjerdedel af dem svarer på beskeder i løbet af natten.
     
  • 62 % af englændere er enige i udsagnet: ”Jeg kan ikke forestille mig et liv uden min smartphone”

Tallene stammer fra den nye bog ’How to Break Up With Your Phone’ af den amerikanske videnskabsjournalist Catherine Price. Hun drømmer ikke bare om skilsmisse, men har udviklet en hel manual til at løsrive sig fra forholdet. Hun begynder sin nye bog med at beskrive det intime forhold, som hun har indledt med sin smartphone – et forhold, som mange formentlig kan nikke genkendende til.
 
”Kære telefon. Jeg husker stadig, første gang vi mødtes […]"
Jeg holdt din hånd, og tingene begyndte at gå stærkt. Der gik ikke lang tid, før vi gjorde alt sammen: gik ture, spiste frokost med venner, tog på ferie. I starten virkede det mærkeligt, at du ville med mig på badeværelset – men i dag er det bare endnu et af de tidligere private øjeblikke, som vi nu deler.
 
Vi er udelelige, du og jeg. Du er den sidste ting, jeg rører, før jeg går i seng, og den første ting, jeg rækker ud efter om morgenen. Du husker mine aftaler hos lægen, min indkøbsliste og min fødselsdag. Du giver mig GIF’er og festlige emojier, som jeg kan sende til mine venner på deres fødselsdage, så de ikke bliver kede af, at jeg sender dem sms’er frem for at ringe, men i stedet tænker de: ’Åååh, svævende balloner’.”
 
Catherine Price slutter sit åbne brev med en kold tyrker: ”Jeg føler ikke, at jeg kan leve uden dig. Og det er derfor, det er så svært for mig at fortælle, at vi bliver nødt til at slå op.”
 
Er du også i et usundt forhold?  Så er her fem forskellige tilgange til at slå op med din smartphone på:
 
1. Unplug, og skriv en klumme eller bog om det
Dyrk smartphonetidens svar på Gonzo-journalistik og method acting: Træk det digitale stik i X antal dage/uger/måneder/år, og skriv en klumme, lav en podcast, og/eller brug de sociale medier til at fortælle, hvad du har lært af dit nye analoge liv. Genren har eksisteret i nogle år på det internationale marked og er også nået til Danmark, men den har stadig masser af potentiale. Så sluk for din mobiltelefon, tag en digital detox fra sociale medier i en periode, og vend tilbage til det digitale liv, når du har skrevet en klumme/bog om det.
 
En first mover inden for genren er den amerikanske journalist Paul Miller, der tog et ganske ekstremt skridt i 2012: I et år holdt han sig helt væk fra internettet – ikke bare sin smartphone og sociale medier, og han skrev løbende om sine erfaringer på The Verge i serien Offline. Den radikale version lod dog ikke til at være sund, i hvert fald ikke for Paul Miller, der oplevede ensomhed og kedsomhed ved at være afkoblet.
 
I Danmark har for eksempel Thomas Skov praktiseret genren i den udmærkede P1-serie ”Jeg er mobilafhængig”, hvor læge og SLUK-forfatter Imran Rashid guider Thomas Skov ud af mobilafhængigheden. Foto: iTunes
 
Seneste grundige skud på stammen er Catherine Price, der i bogen How to Break Up With Your Phone nøje beskriver en 30-dages plan til at slå op med en sin telefon på og få nye sunde vaner.
 
Det er en interessant og troværdig metode selv at afprøve eksperimentet på egen krop og hjerne og bagefter dele erfaringerne. Men der er en ting, der virker utroværdigt og lettere komisk: Hvis man plæderer for at slukke for smartphones og sociale medier, hvorfor så samtidig bruge de sociale medier til få budskabet igennem?
 
Catherine Prices ellers glimrende projekt falder lidt til jorden for mig, når hun samtidig bruger hashtags som #phonebreakup og har lavet visuelle posters, som man kan dele på sociale medier, fx med teksten ”I’m breaking up with my phone. Join me!”, ”More social, less media” og ”Share your break up on social media”.
 
2. Slowjam nyhederne
En særlig kategori inden for genren ”journalist unplugger og skriver/formidler om det” er at slukke for de daglige nyhedsfix på sociale medier. Hvis du er typen, der egentlig gerne vil afprøve genren, men synes, det går ud over dine SoMe-profiler, så gør som New York Times’ teknologiskribent Farhad Manjoo: Fortæl bredt, at du unplugger fra internettet i to måneder, og skriv bagefter en klumme om, hvad du har lært – men hold alligevel Twitter kørende.
 
"A year offline, what I have learned". TED Talk af Paul Miller, som holdt sig helt væk fra internettet – ikke bare sin smartphone og sociale medier. Han skrev løbende om sine erfaringer på The Verge i serien Offline.
 
I januar 2018 bekendtgjorde Farhad Manjoo sit eksperiment og skrev i marts 2018 klummen For Two Months, I Got My News From Print Newspapers. Here’s What I Learned: ”Jeg slukkede for alle mine digitale nyhedsnotifikationer, trak stikket til Twitter og andre sociale netværk og begyndte at abonnere på tre print-aviser samt et ugemagsin.” Han tillod dog sig selv at høre podcast, læse nyhedsbreve og lange nonfiktion-bøger og magasinartikler.
 
”Jeg prøvede i bund og grund at ’slowjamme’ nyhederne – jeg ville stadig gerne være informeret, men gik efter formater, der satte pris på dybde og præcision frem for hurtighed.”
 
Efter de 58 dage med print-nyheder landede Farhad Manjoo på tre gode råd: ”Get news. Not too quickly. Avoid social.”
 
Manjoos fine budskaber bliver dog gevaldigt mudrede af, at han ikke selv var ”unplugged” fra sociale medier. Han skruede godt nok gevaldigt ned for sit ellers enorme Twitter-forbrug, men en nærmere analyse af hans Twitter-profil viser, at han var på Twitter dagligt, bortset fra én dag.
 
Du kan både være moderne og offline med 'The Light Phone' - den kan nemlig intet andet end at ringe. 
 
Columbia Journalism Review kastede den første sten i artiklen The Times tech journalist ’unplugged’ from the internet. Except he didn’t, og det har siden affødt en debat blandt techskribenter og nogle ret flotte grafer over Manjoos Twitter-forbrug.
 
Og måske er pointen i dette eksperiment, at Manjoo rent faktisk oplevede, at han var ’unplugged’, fordi han skruede så meget ned for sit digitale forbrug. I hvert fald kan han ikke se det store problem.
 
Den ekstreme version af at slowjamme nyhederne er historien om en tidligere finansmand, der har besluttet sig for at flytte til Ohio og ignorere alle nyheder i resten af verden – i resten af sit liv. Så hvis du er den ekstreme type, så læs The Man Who knew too little, inden du vinker farvel til nyhederne.
 
3. Tag en digital detox på retreat eller en ugentlig digital sabbat
En populær og mere overskuelig metode er at indlægge en digital sabbat i ny og næ, enten derhjemme eller ved at tage på yoga-retreat.
 
Hent fx inspiration hos It's Time to Log Off, fx i bogen "Off. Your Digital Detox for a Better Life".
 
Det ypperste inden for digital detoxgenren er formentlig Silicon Valleys eget svar på et boheme-retreat med masser af yoga, meditation og workshops om fx digital afhængighed: Esalen. Esalen er fra 1962, men har fået et comeback som stedet, der skal give Silicon Valley “en sjæl tilbage”. Læs New York Times’ fantastiske reportage fra Esalen, og drøm dig til Big Sur, Where Silicon Valley Is Going to Get in Touch With Its Soul. Foto: Getty Images.
 
4. Lad staten slukke
Hvis du synes, det har begrænset effekt selv at tage kampen op, så er der måske også hjælp på vej fra staten. Tendensen er i hvert fald, at stater begynder at sætte ind med mobilforbud i uddannelsesinstitutioner og i trafikken – og måske rammer forbuddet også en arbejdsplads nær dig.
 
I Frankrig er et mobilforbud på vej til de franske skoler i september 2018.
Tyskland strammede i oktober 2017 reglerne for brug af mobiltelefoner i trafikken, og du får nu bøder, hvis du tjekker mobilen, mens du kører bil eller cykler.
 
5. Gør det The Southern Way
Hvis alt andet glipper, så er der også The Southern Way – eller DIY-metoden: Tag en skyder – og hvis du bor i et land med en anden våbenlovgivning end den amerikanske, så tag en hammer – og gå amok på de forbandede smartphones. Sådan løser denne amerikanske mor fra staten Georgia problemet med hendes børns forhold til deres smartphones. Som hun siger, før hun smadrer telefonerne:
 
”Jeg tager hermed afstand til den effekt, som sociale medier har på mine børn,” råber moren, før hun skyder børnenes iPhone. 
 
”Jeg tager min rolle tilbage som forælder.”
 
Og efter smartphone-massakren kommer hun med de fantastiske ord: ”I’m done”.

Relaterede artikler

Glem dagen: Grib mikro-øjeblikket! - I smartphonens tidsalder lever forbrugeren fra mikroøjeblik til mikroøjeblik, afhængig af det überaktuelle behov, som ha...
Facebook: ven, fjende eller fremtid - Hvis danske medier og Facebook gik i parterapi, er det ikke sikkert, at parterapeuten overlevede. Forholdet er præget af...
Hvorfor 76 gange om dagen? - Ny bog skrevet af forskeren Adam Alter sætter fokus på vores mobilafhængighed. Bogen forklarer, hvordan og hvorfor vi er...
Har smartphones ødelagt en hel generation? - Har smartphonen ødelagt en generations fornemmelse for nærhed, givet den opmærksomhedsforstyrrelser, Fear of Missing Out...
Er du også til perfektionsporno? - De såkaldte 'satisfying GIFs' masserer din moderne hjerne til en braingasm med mønstre, maskiner og menneskelig manufakt...
Det kommer til at gøre ondt i æstetikken - Det grimme, det lange og det autentiske kommer i højsædet, når der skal produceres video i 2018. Men det vigtigste er og...
Det store SoMe-paradigmeskifte - Den digitale tidsalders pushere hedder Snapchat, Instagram og Facebook, og vi har fingrene så langt nede i kagedåsen, at...
Sårbare og hypersociale børn med smartphones - Når et barn for ikke så mange år siden skulle se film, så sad der oftest en forælder ved dets side og "talte barnet igen...
Er din kritik af Facebook strandet i et hashtag? - Facebook er blevet kaldt den mest vellykkede nudging-kampagne nogensinde. Den har vist sig så effektiv, at selvom virkso...
Dine børn finder sig selv i skærmen - Unges brug af teknologier relaterer sig til en myriade af forskellige praksisser, processer og paradokser i deres hverda...
Disneys farvel til Den Almindelige Amerikaner - Trods popularitet og flotte seertal blev det kun til en enkelt comeback-sæson for serien "Roseanne". Seriens genopstande...
Findes 'smartphone-afhængighed'? - Hvor bekymret skal man være for hverdagens skærmtid? Den danske medieflade er fyldt med modstridende påstande om, hvor b...
Lad børnenes mobiltelefoner være - Skal Folketinget forbyde elever at bruge mobiler i skoletiden? Skal det være op til den enkelte skole at regulere mobilb...
Subway Surfers, tilbage på skolebænken! - Skal grundskolerne indføre mobilforbud? Ja, er det korte svar. Det er på tide at stramme op lokalt på skolerne efter et ...
Sådan sparer danskerne hundrede millioner på brevpapir - Det er nærmest en naturlov, at der bliver brændt millionstore budgetter af på at skabe nye visuelle identiteter, hver ga...
Mysterium: Hvem slog vores sexliv ihjel? - Vi taler og taler og taler om sex, vi ser på sugardating og åbne forhold i fjernsynet, men når alt kommer til alt, så en...

Giv din stemme

7 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

56 JOB

Markedsføringskonsulent (Jylland og Fyn)

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: 21. december

Senior Communication Consultant

Frist: 2. januar

Områdechef

Frist: 2. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.