Forsker dumper Ellegaards undskyldning

Pernille Skipper har sagt fra over for en bemærkning om “Enhedslistens kønne, unge piger” fra Informations Lasse Ellegaard. Det har fået Ellegaard til at sige undskyld. Eller har han nu det? Kforum har bedt Lisa Storm Villadsen, Danmarks fremmeste kapacitet i offentlige undskyldninger, vurdere kvaliteten af Ellegaards undskyldning.
En kraftig reaktion fra Pernille Skipper har fået Lasse Ellegaard til at undskylde for en bemærkning om "kønne, unge kvinder" i Enhedslisten. En forsker i offentlige undskyldninger er dog ikke imponeret.  Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
En kraftig reaktion fra Pernille Skipper har fået Lasse Ellegaard til at undskylde for en bemærkning om "kønne, unge kvinder" i Enhedslisten. En forsker i offentlige undskyldninger er dog ikke imponeret. Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen
"Jeg synes for eksempel, at Enhedslisten er lige lovlig kynisk i det konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt”.
 
Sådan skrev Dagbladet Informations Lasse Ellegaard i en kommentar i avisen. Han sigtede til partiets to forhenværende politiske ordførere Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper samt den nuværende, Mai Villadsen.
 
Udsagnet fik Pernille Skipper til at tage til genmæle på Facebook.

“Jeg er helt og aldeles færdig med at finde mig i at få at vide, at mine og andre kvinders resultater er et udslag af vores kønne udseende. Fucking færdig”, skrev den tidligere politiske ordfører blandt andet i et opslag.
 
Efterfølgende har Ellegaard over for TV 2 sagt undskyld, hvor han erklærer, at han “lægger sig fladt ned”. Ellegaard er bl.a. citeret for at sige:

“Den her reaktion viser endnu en gang, at man skal passe pissemeget på ironi. Også kærlig ironi på tryk.”
 
 
 

Ellegaards lunkne undskyldning

Lisa Storm Villadsen er professor i retorik ved Københavns Universitet. Hun har gennem ti år forsket i offentlige undskyldninger. Kforum beder hende give en faglig vurdering af Lasse Ellegaards undskyldning.
 
Hvordan vurderer du Lasse Ellegaards undskyldning til Pernille Skipper m.fl.?
 
“Den er lunken. Hvis det altså overhovedet er en undskyldning. Jeg kan ikke se, at han forholder sig til anklagen om, at han har udtrykt sig sexistisk. Han anerkender ikke den udlægning og anklager tværtimod Pernille Skipper for at læse hans tekst forkert. Det er et eksempel på en undskyldning, hvor den der undskylder, skyder skylden tilbage på anklageren,” siger Lisa Storm Villadsen og fortsætter:
 
“Han skriver “hun tager det lovligt alvorligt”, og dermed må han jo mene, at Pernille Skipper ikke forstår ironi. Så jeg vil sarkastisk spørge: Hvorfor siger han så undskyld? Man må forstå ham sådan, at hun er for tyndhudet og ikke forstår ironi. Han beklager, at han ikke har udtrykt sig på en måde, så selv “de kønne piger” i Enhedslisten kunne forstå ironien.”
 
Lisa Storm Villadsen læser af Ellegaards undskyldning, at han tilsyneladende ikke forstår, at udseendet er irrelevant for kvinders kompetencer i politik.
 
“Så det er et klassisk tilfælde, hvor han grundlæggende står ved, hvad han har skrevet, men samtidig gerne vil have gavn af den tilgivelse eller forståelse, en undskyldning måske kan give, og derfor siger han, at han lægger sig fladt ned,” siger hun og supplerer:
 
“Han siger, at han fortryder, at han ikke også gav udtryk for, at han ”faktisk” respekterer dem som politiske figurer. Med andre ord: Han trækker ikke omtalen af deres udseende som relevant tilbage, men ville ønske, han havde ladet det stå parallelt med deres kompetencer. Han holder altså fast i, at deres udseende er relevant. Så han står ved udseendets betydning. Han står ved sit synspunkt,” siger Lisa Storm Villadsen.
 
Hvis du er med på en poppet leg med at give Ellegaards undskyldning karakter, hvor vil du så placere den på en skala fra 1-10?
 
“Så ligger den på 2-3 stykker.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også