Hvorfor skriver du det ikke bare?
Der er mindst 13 gode grunde til, at vi ikke bare skriver derudad, når vi sidder foran Word-arket. En bagvedliggende årsag er måske nok, at vi ikke nødvendigvis er uddannet inden for kommunikation. Men vi skal jo alligevel formidle - og løsningen på vores skriveproblem er ret enkel.
af Christine Lind Ditlevsen
Så sidder man der igen. Foran det store hvide felt på skærmen og venter.
På hvad ved man ikke rigtig. Man er holdt op med at tro på den timede inspiration, den pludselige sproglige raptus, den faglige knockout, der bare tæsker frem af hænderne. Alligevel sidder man der, fuld af håb for sin tekst og af håb for sin evne til én gang til at kunne sætte ord på det, der rent faktisk er ens fagområde, eller det, ens virksomhed lever af at sælge.
Mange af os, der skriver hver dag på vores arbejde, er ikke uddannet i kommunikation. Vi er blevet ansat, fordi vi har en bestemt faglighed. Som projektmedarbejder, teknisk konsulent eller forskningsassistent for eksempel. Og så er det med formidling bare learning by doing.
Men formidling er et håndværk. Det er en kompetence, der kan og bør opøves. For dårlig formidling står i vejen for god forretning, gode relationer og godt omdømme.
Selvom vi har skrevet både pressemeddelelser, pjecemateriale, briefinger, tekster til årsrapporten og forskningsformidling.
14 grunde til, at du ikke bare skriver
Hvorfor kan det være så svært?
Svarene er mange og pinagtige og helt afhængige af dagsformen, men her er nogle af de mest almindelige:
- Jeg ved i virkeligheden ikke helt, hvem jeg skriver til
- Jeg ved ikke nok om mit emne
- Jeg føler mig ikke opdateret
- Jeg er bange for, at min første sætning er latterlig banal
- Jeg har lyst til at lave en anden arbejdsopgave
- Jeg synes, det er kedeligt at skrive [indsæt teksttype]
- Jeg har ikke en personlig skrivestil
- Jeg er bange for at stave forkert
- Jeg er tom for idéer
- Jeg er bange for, det ikke bliver godt nok sprogligt
- Jeg er ikke motiveret til at skrive
- Jeg har for meget viden om emnet
- Jeg er bange for, at det ikke bliver perfekt
Det manglende punkt 14 hedder ”Jeg prøver, men jeg kommer hele tiden til at tjekke mail og Facebook”. Den går vi ikke nærmere ind i. Det er et livsvilkår.
Svarene lægger sig herefter i to bunker: Én, der handler om os selv, og én, der handler om indholdet og dets omgivelser. Det sidste: Hvis vi (1) ikke helt er klar over, hvem der egentlig skal læse det, vi skriver, hvis vi (2) ikke ved nok om det, vi skal skrive, og hvis vi (3) ikke er helt med på, hvad der rører sig inden for det emne, vi skal skrive om.
Alle tre er relativt nemme forhindringer at rydde af vejen: Chefen, kollegerne og Google hjælper os med det, vi ikke ved. Men hvad med resten?
At skrive er en kompetence
Real seriousness in regard to writing is one of two absolute necessities. The other, unfortunately, is talent.
Hemingway (1899 – 1961)
Ernest Hemingway har skrevet bogen ’Om at skrive’. Bogen er fuld af gode råd til den, der skriver skønlitterært.
Men hov! Vi andre vil også have gode råd. Og det viser sig faktisk, at utrolig mange af hans råd er lige gode, uanset om man skal skrive fiktion eller fagtekster.
Ovenstående citat skal vi ikke lade os intimidere af – vi skal tværtimod bruge det til at skærpe vores talent. At skrive er en almenmenneskelig kompetence, som vi ikke fødes med, men som kan optrænes – lige som andre kompetencer.
Hvad er forskellen på talent og kompetence? Det første er held – det andet skal opøves.
Og nu må vi se på første del af Hemingways citat, nemlig det, at det er nødvendigt at tage skrivningen seriøst. Skriftlig formidling er en personlig kompetence på linje med de andre, som din arbejdsgiver helst ser, du er i besiddelse af: ansvarlighed, selvstændighed, videbegær, udviklingsparathed og samarbejdsevner.
Vi skal derfor skrive så meget som overhovedet muligt; det er sådan, vi tager det seriøst. Vi skal øve os. Det kan egentlig ikke siges nok i disse X Factor-tider.
Skriv personligt
Svarene på resten af vores liste kan samles under ét: Vi skal øve os. Og mails, opgaver og tvangstekster tæller ikke. Vi skal skrive tekster, som ingen har bedt os om at skrive. Tekster, som handler om alt andet end arbejde, tekster som rummer os, gør os klogere på, hvad vi synes er fedt, sjovt, bekymrende eller dødinteressant.
Uden målgruppe, tvungen form, deadline, antal tegn, corporate sprogbrug eller andre formelle krav til at spænde ben for os skriver vi nemlig på en helt anden energi og med et drive, der kommer fra et sted uden pligtfølelse. Og den fornemmelse for, at skriften vil os det godt, bliver implementeret i os, hver gang vi skriver af lyst.
Så find skriveøvelser på nettet, meld jer på skrivekurser, find jeres notesbøger frem, gå på biblioteket og lån bøger om at skrive – men skriv frem for alt en masse.
For vi bliver bedre til at skrive professionelt, når vi skriver skønt først. Vi finder en form, vores eget personlige sprog, en tone, et gænge. Og det gør det nemmere næste gang, vi sidder på arbejdet foran det store hvide felt og skal performe skriftligt.
