Guide til skrive-apps

Rådene til folk med skriveblokade, der er uinspirerede, dårlige til at formulere sig, grammatik-forskrækkede og/eller folk, der har svært ved at begrænse sig, er mange. Næsten så mange, at man kan diskutere, om der er gået inflation i ’best practise’, når det kommer til formidling i tekstformat. Her på Kforum har vi også tidligere skrevet om at skrive og blandt andet givet 14 grunde til, hvorfor du ikke bare skriver, og hvordan du overvinder disse. Skulle dette imidlertid ikke være nok til at hive dig ud af din skrivekrise, har vi her forslag til en række apps og skriveværktøjer, der kan hjælpe dig på vej – hvad enten du har svært ved at holde koncentrationen eller bare tænker på, hvad Hemingway mon ville have skrevet.
Singletasking, brain hacking, distraction blockers med mange flere. Apps, der hjælper dig med at skrive bedre og mere koncentreret er der mange af, og de er baseret på alt fra neurosience til Artificial Intelligence
Singletasking, brain hacking, distraction blockers med mange flere. Apps, der hjælper dig med at skrive bedre og mere koncentreret er der mange af, og de er baseret på alt fra neurosience til Artificial Intelligence
Den digitale verden, vi befinder os i, kan ikke alene give os ualmindeligt store mængder data om hinanden, men også hjælpe os med at skrive bedre. 'Machine learning' kan fortælle os om vores skrivestil og give feedback på alt fra grammatik til forvirrende formuleringer. 
 
Få hjælp af AI
En ny type app, der hedder Word Editor, er Office-pakkens nye feedback-funktion i Word. Den er baseret på en meget stor mængde data/tekst i skøn forening med artificial intelligence og giver rettelser, forslag til synonymer og kommenterer på teksten og opsætningen.
 
Word er ikke kendt for at stå højt på ønskelisten hos folk, der dagligt arbejder i tekstprogrammer, da noget så simpelt som at lægge et billede ind eller lave en helt bestemt tekstopsætning kan blive meget kompliceret. Men denne nye plugin-app giver reelt hjælpsom feedback og kan for eksempel gøre opmærksom på fejl eller formuleringer, som en formidler begår igen og igen. Således har appen også en opdragende effekt på skribenten, idet man bliver gjort opmærksom på sin egen skrivestil og med tiden kan sortere det tekstuelle ukrudt fra og skrive bedre tekster.
 
#REKLAMEPLADS#
 
The Hemingway app er en onlineapp, hvor man indsætter sin tekst eller skriver i fanen og får feedback direkte. Hemingway fås også i en betalingsversion som desktop-app, der ikke kræver wifi, og hvor man kan eksportere sin tekst til Word eller direkte ind i Wordpress eller et andet CMS-system.
 
 
Hemingway giver øjeblikkelig feedback på teksten, mens man skriver, og har som fokus at gøre teksten målrettet og klar. Adverbier, passivformer, for lange sætninger og intetsigende og/eller komplicerede formuleringer bliver markeret i forskellige farver, der fortæller skribenten, hvad der er galt, og hvordan budskabet vil stå klarere og stærkere frem i teksten.
 
The Hemingway app kræver dog, at teksten er på engelsk, og man skal også være opmærksom på, at appen har til formål at gøre teksten kort, skarp og præcis. Det er dermed ikke alle teksttyper, der egner sig til at blive screenet af Hemingway, og fælles for både denne app og Word Editor er det, at man selv skal kunne sortere i, hvilken feedback der er relevant og ikke-relevant, da der jo er tale om maskiner, som ikke bare har ubetinget ret i alle rettelser.
 
Så skriv dog!
Apps såsom Write or Die bruger "consequence mode" til at opfordre (presse) dig til at få skrevet en masse. Write or Die synes at være baseret på det velkendte og til tider frustrerende skriveråd, "bare skriv et eller andet", som i dette tilfælde er tilsat spænding i forhold til repressalier.
 
Write or Die fungerer ved fx at skræmme folk til at skrive med lydeffekter, edderkopper og 'kamikaze mode'. Forfatteren David Nicholls skrev efter sigende sin bog Us, ved hjælp fra denne app. Kilde/Writeordie.com
 
Appen kan tilpasses, så den både kan udfordre eller opfordre formidleren til at skrive noget tekst. Med appen i konsekvens-tilstand bliver teksten rød, hvis ikke man skriver i mere end 10 sekunder, og reagerer man ikke på den røde farve, bliver man mødt af en skinger alarmtone, der nok skal få formidleren til at rette fokus mod tastaturet. I betalingsversionen af Write or Die er der flere 'motiverende' funktioner, som for eksempel skærm-edderkopper, der tager udgangspunkt i, at frygt kan være motiverende.
 
Appen her lever op til sit navn og kan prøves her i en gratis og edderkoppefri version.
 
Write or Die er en sjov måde at få en masse tekst fra hånden meget hurtigt, da programmet ellers vender ens egen computer mod en, og den er også effektiv. På sin måde. For med Write og Die skal man være opmærksom på, at der er tale om kvantitet fremfor kvalitet, og sidstnævnte må komme efterfølgende - og skal tilvejebringes udenfor appen.
 
Coach.me er en anden app, der også har til formål at få brugeren til at skrive, men som grundlæggende vil ændre dine skrivevaner og inkorporere nye vaner, der får brugeren til at skrive oftere og mere. Coach.me forsøger ganske enkelt at få brugeren til at skrive 'noget' hver dag og gør det muligt at holde øje med, hvor meget man skriver pr. dag. Indhold er ikke 'key' i dette tilfælde, da det udelukkende handler om at give brugeren en ny tilgang til det at skrive, så det til sidst bliver en naturlig vane, at man sætter sig ned og skriver.
 
Med apps der med lyde og visuelle effekter går ind og hacker din hjerne, så din koncentrationsevne forbedres og du bedre kan fokusere på din tekst. Kilde/Getty
 
Hack din hjerne
Lyd og miljø har en kæmpe indvirkning på, hvordan vi arbejder, og på vores koncentrationsevne. Det er dog ikke faktorer, vi selv altid er herre over, da åbne kontorer, kontorfællesskaber, caféer, hjemmearbejdspladser med syge børn og så videre kan være svære at regulere. Der er dog råd for folk, der let lader sig påvirke af støj, da man med hjælp fra lyd-apps kan lukke af for omgivelserne og hacke sin hjerne til at forbedre fokus på sin tekst.
 
Brain hacking-apps fås i forskellige versioner og prisklasser, men fælles for dem alle er lydeffekterne, der med specifikke beats og toner påvirker hjernen til en bedre koncentrationsevne. Relax Melodies og Mynoise.net er to lyduniverser, hvor man kan vælge mellem alt fra melodier til naturlyde.
 
En anden brain hacker er OmmWriter, der er mere gennemført end de to ovenstående eksempler, når det drejer sig om at skabe både lyd og miljø, hvor man ikke bliver forstyrret. OmmWriter benytter sig af baggrunde, der skal holde fokus på skærmen og har en indvirkning på humør og stemning. En anden specifik effekt er, at appen sætter lyd på tastaturet for at "støtte op" om tastaturaktivitet, som de selv skriver. Ommwriter har desuden også et lydunivers tilknyttet med lyde og melodier, der lader brugeren koncentrere sig om sine egne ord. Appen kan købes her eller bare afprøves i en testversion.
 
Singletasking
Distraktioner er der mange af, og de er i højere grad en naturlig sidegevinst til livet online. Men selvom du føler, at din mail, dit Facebook-feed og så videre nemt hiver dig væk fra din tekst, og din selvdisciplin strejker, så er der hjælp at hente her.
 
Pomodoroteknikken går ud på at arbejde i intervaller af 25 minutter af gangen og så tage 5 minutters pause, og hver anden time holdes 15 minutters pause. På disse 25 minutter skal én opgave løses. Det vil sige, at det altså ikke er både mail, telefonmøde og referatet af redaktionsmødet i sidste uge, der alt sammen skal komprimeres til 25 minutters intensivt arbejde, men i stedet indøver man at holde fokus på at løse én opgave på 25 minutter – uden distraktioner.
 
 
Pomodoro er god til dem, der gerne vil øve sig i at kunne skrive uforstyrret af indbakke, kaffemaskine og deslige og som ønsker at komme væk fra overspringshandlinger. Til denne teknik eksisterer der forskellige apps til forskellige platforme. Der findes blandt andet en web-baseret, der kan tages med overalt med wifi, mobilapp til iPhones og deskop-app. De fungerer alle som timere, så disciplinen ligger i ikke at lade sig distrahere i løbet af 25 minutter af gangen.
 
Til de rigtig hardcore overspringshandlere, der meget let lader sig distrahere, er der mulighed for at installere distraction-blockers, og som navnet indikerer, så blokerer de fuldstændig distraherende funktioner og platforme på computerne.
 
Appen FocusMe er skabt til folk der ikke har skyggen af selvdisciplin, da den skulle være meget besværlig at slå fra, når først den er slået til; så det skal virkelig være det tweet værd at slå den fra igen. Der findes også browser-plugins til for eksempel Chrome som Timewarp og StayFocusd, som kræver lidt mere disciplin af brugeren end eksempelvis FocusMe. Til Mac kan man købe SelfControl til at hjælpe koncentrationen på vej og blive en supereffektiv skribent.
 
Planlægning og overblik
Scrivener er en app, der er lavet til forfattere eller folk, der beskæftiger sig med at skrive og sammensætte en større mængde tekst.
 
Sidder man for eksempel med et større manuskript, har man sjældent bare en enkelt fane åben, hvor man arbejder i manuskriptet, men har derimod ofte flere faner, dokumenter, ordbøger og noter åbne på én gang. Scrivener forsøger at mindske kaoset ved at samle det hele i applikationen og give mulighed for at strukturere, formatere og planlægge indholdet efter egne præferencer.
 
Det skal nævnes at Scrivener, ligesom Word Editor og Hemingway app, først og fremmest er på engelsk. Dansk stave- og grammatikkontrol eksisterer i appen, men den lever ikke op til samme ordbogsstandard, som Word gør. Dertil kommer, at Scrivener også er en betalingsapp, der dog har en gratis prøveperiode på 30 dage. Appen kan fås her både mod betaling og i prøve-version.
 
Trello kan bruges til alt fra planlægning personlige og hjemlige projekter, til project management på arbejdspladsen. Trello fungerer også udemærket i den gratis version.
 
Når det drejer sig om at skabe overblik over de opgaver, der skal løses, hvad der skal laves hvornår, planlægning af indhold og så videre, så er projekt management-platformen Trello fantastisk. Redaktionen på Kforum bruger Trello, og her er vi også svært begejstrede for det overblik, siden giver, og alle de muligheder for personlig tilpasning, der er. Trello kan sættes op, som brugeren har behov for, og kan for eksempel laves som en ugeplan. Man kan oprette 'kort', tilføje personer til opgaver, lave tjeklister, tilføje billeder og synkronisere den med for eksempel Slack og Google Drive.
 
Trello fås både som app til telefonen og som site og har både en gratis version, hvor nogle af funktionerne er begrænset (eksempelvis kan man kun vælge en baggrundsfarve - ikke billeder), men gratisversionen tillader dog, at man synkroniserer med Google Drev. Der er demed ingen undskyldning for ikke at oprette en bruger, prøve det af og blive afhængig.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job