I 15 minutter troede jeg, jeg skulle dø
Danskfødte Anna Westberg bor i Los Angeles, hvor hun går på sit tredje år på den lokale high school. Her er der flere gange om måneden øvelser, hvor de cirka 1.600 elever skal træne beredskab og på få minutter barrikadere sig bag skabsdøre og under skoleborde. Læs, hvordan det er at gå i skole i et land, hvor frygten for skoleskyderier er en del af dagligdagen. Anna deler sin seneste oplevelse, hvor den konstante trussel blev en realitet - voldsommere og mere frygtindgydende end nogensinde før.
af Anna Gerlach Westberg
Anna Gerlach Westberg er 17 år og på tredje år på high school i LA, Californien. Anna har danske forældre og har siden 2008 boet både i USA og Danmark.
Vi har aldrig haft et skyderi på min skole, men ligesom på mange andre high schools i USA, gør min skole en stor indsats for at sikre sig. Hele vores campus er omsluttet af et hegn og bevogtet af sikkerhedsvagter. Den mindste trussel udløser et såkaldt lockdown, som betyder, at skolen sendes i en form for undtagelsestilstand, hvor ingen må hverken forlade eller komme ind i bygningerne. Forleden var der lockdown igen, da der var set en mistænkelig person med et våben i et shoppingcenter ved siden af skolen.
Som at se en bilulykke i slowmotion
Den detalje kendte vi bare slet ikke, da vi var midt i billedkunst, og vores rektors stemme skar gennem luften på skolens højtaleranlæg:
“This is not a drill. We have an active shooter. Find a classroom, lock the door, turn off the lights, and hide.”
Herefter begyndte alarmen højlydt, og jeg kiggede på mine klassekammerater. Det var virkelighed denne gang. Alle var ligblege og stive af skræk. Uden at sige noget til hinanden søgte vi alle sammen skjul.
Nogle forsøgte at presse sig ind i reoler og andre i bunden af skabe. Jeg selv fandt en ledig plads i et opbevaringsskab, hvor jeg gemte mig bag papirruller og malergrej.
Mit hjerte var helt oppe i halsen, og jeg skulle anstrenge mig for at skrive til mine forældre og fortælle dem om situationen. Jeg skrev også til mine tre nærmeste venner for at spørge, om de alle var ok.
I 15 minutter var vi ikke sikre på, om der var et rigtigt skyderi på vores skole, og flere af os, inklusive mig selv, var så bange og lammede af chok, at vi ikke engang kunne græde. Jeg troede virkelig, at jeg skulle dø. Det var som at se en bilulykke i slowmotion.
I 15 minutter ventede vi på, at der skulle ske noget forfærdeligt. Noget, som vi kendte alt for godt fra nyhederne. Jeg var forstenet af frygt, men frygtede ikke bare for mig selv, men mine venner, min skole, vores fællesskab. 1.600 elevers sikkerhed og liv.
Jeg kender alle skabe og flugtruter
Jeg kender alle de bedste skabe og reoler at gemme sig i og bag. Jeg kender alle de hurtigste flugtruter fra samtlige af de fem klasselokaler, jeg har undervisning i. Jeg scanner tit helt automatisk det rum, jeg er i og laver en plan for, hvordan vi alle kan finde et passende gemmested.
Alle lærerne har også en særlig opgave og procedure for, hvordan de skal forholde sig, hvis der pludselig opstår et skyderi i den pågældende time, i det pågældende klasselokale. Nogle af lærerene har til opgave at udpege de bedste gemmesteder, og andre hvilket klasselokale du skal gå ind i, hvis du er strandet på gangen, når alarmen går.
Vi er aldrig helt sikre på, om det bare er en øvelse eller en reel dødssituation, men fredag var en undtagelse, da rektor pludselig talte direkte til os og understregede, at det ikke var en prøve. Det er aldrig sket før.
Én af vores lærere har altid et stort baseballbat stående ved sin dør, så hun kan forhindre en angrebsmand, der forsøger at komme ind. Hun har ved flere lejligheder sagt: "Jeg vil ofre mit liv for jeres 30 liv". En sætning, man ikke har lyst til at forholde sig til, når man har historieundervisning klokken ni om morgenen.
Beredskabsøvelsen er til stor irritation for de fleste af mine klassekammerater, men for mig er det en påmindelse om det Amerika, jeg bor i. Op til to gange om ugen udspiller sig et live skuespil, hvor vi gennemlever et lockdown. Vi gemmer os under skriveborde, bag reoler, i skabe og står på toiletter, mens alarmen øredøvende ringer overalt.
Vi er aldrig helt sikre på, om det bare er en øvelse eller en reel dødssituation, men fredag var en undtagelse, da rektor pludselig talte direkte til os og understregede, at det ikke var en prøve. Det er aldrig sket før.
Mens jeg var låst inde bag skolens hegn, og området var bevogtet af politi i timevis, modtog mine forældre automatiserede telefonbeskeder, der informerede dem om situationen. Og ligesom mange andre forældre skyndte min mor sig også til området for at sikre sig, at jeg var ok. Men der var ikke noget, hun kunne stille op. Skolen var lukket land.
Øvelser siden de små klasser
Flere af mine klassekammerater har været denne form for beredskabsøvelse igennem utallige gange, siden de helt små klasser, og derfor kender jeg mange, der ikke tager øvelserne seriøst overhovedet. De bruger som regel tiden på at færdiggøre lektier, være på Instagram eller Snappe med deres klassekammerater, mens de ligger i akavede stillinger under borde og stole.
I mine øjne virker det, som om de er vokset op med frygten og har tilpasset sig tanken om at skulle skjule sig for en pistol. Mine venner kalder mig hysterisk, når jeg skynder mig ind i det nærmeste skab og kæmper for at lukke døren, og de kalder mig paranoid, når jeg sender beskeder for at spørge, om de er i sikkerhed.
Fordi begge mine forældre er danske og ikke er vant til tanken om våben, kender og forstår jeg den angst, de føler, når de hører om de utallige skyderier, der gang på gang rammer både skoler og andre offentlige steder og ikke mindst mennesker, i USA.
I 30 forfærdelige minutter var de eneste lyde, der kunne høres, den aggressive lyd fra alarmen og min lærer, som græd og græd, mens han bad til Gud, om at vi ville klare den.
Men jeg vil ikke bekymre dem hver gang alarmen går, så jeg plejer egentlig bare at sende en simpel "jeg elsker dig"-besked, når den lyder. Ikke for at være morbid, men for en sikkerheds skyld. Det er dog først efter i fredags, det er gået op for mig, at mine forældre egentlig aldrig har anet, hvorfor jeg nogle gange sender den slags beskeder ud af det blå.
I fredags var de dog ikke i tvivl. For her skrev jeg først: “There's a shooter at my schoo”, før jeg sendte beskeden om, jeg elskede dem. Jeg nåede i min frygt ikke at få det sidste “l” med.
Normalt er skolens lærere og medarbejdere de eneste, der ved, hvornår øvelserne sker. Jeg kan huske, da jeg lige var flyttet tilbage til USA og begyndt i high school. Pludselig gik alarmen, og min lærer kæmpede panisk for at låse døren. Han begyndte at stable borde og stole foran, så den ikke kunne åbnes og nogle af os hjalp ham med at bære skriveborde.
Han slukkede lyset, lukkede persiennerne og sørgede for, at vi var allesammen var skjult så meget som muligt. Det kan godt være svært for 30 studerende at gemme sig i et lille klasseværelse.
Vi avler had og mistillid, fordi det er, hvad vores skole, og Amerika, har lært os. Men en skole bør være en sikker havn for børn. Et sted, hvor dine eneste bekymringer er prøver og lektier – og måske lejlighedsvist nogle sociale udfordringer.
I 30 forfærdelige minutter var de eneste lyde, der kunne høres, den aggressive lyd fra alarmen og min lærer, som græd og græd, mens han bad til Gud, om at vi ville klare den.
Det viste sig senere, at han, selvom han var lærer, ikke havde fanget informationen om, at det var en øvelse. Frygten fra den oplevelse dukker stadig op i mig, og den dukker op i mig hver gang, alarmen lyder.
Beredskabet efterlader os i konstant frygt
Det kan godt være, at det ikke altid er alle, der tager øvelserne lige seriøst, men frygten for skyderi kan mærkes på flere måder. Den ødelægger tilliden mellem klassekammerater. Vi føler os ikke sikre på vores egen skole. Frygten er en banken på døren, som vi altid holder låst. Vi låser os inde fra den verden, vi lever i. Der er rygterne om mistænkelige klassekammerater – de mulige “school shooters”.
Vi avler had og mistillid, fordi det er, hvad vores skole, og Amerika, har lært os. Men en skole bør være en sikker havn for børn. Et sted, hvor dine eneste bekymringer er prøver og lektier – og måske lejlighedsvist nogle sociale udfordringer.
Vi krammede hinanden og var glade for, at vi var heldige nok til ikke endnu at opleve et rigtigt skyderi. Men hvem ved, om vi er lige så heldige næste gang.
Jeg vil ikke længere leve i frygt, når jeg går i skole, og jeg ved, at mine klassekammerater heller ikke vil. Jeg vil ikke have, at mine forældre får en SMS fra mig, hvor jeg fortæller dem, at der skyderi på min skole eller et desperat "jeg elsker dig", fordi jeg er låst inde i et skab og ikke aner, om min frygt er berettiget.
Der kom aldrig nogen ind med et skydevåben på skolens grund i fredags. Men i tre timer kunne vi ikke forlade skolen, og imens området var tungt bevogtet af politiet med en helikopter i luften, sad vi mere eller mindre skrækslagne i klasseværelserne.
Efterfølgende, da mine venner kom ud af deres klasselokaler med tårer i øjnene, undskyldte de for ting, de i 15 minutter havde troet, de aldrig fik chancen for at undskylde for igen. Vi krammede hinanden og var glade for, at vi var heldige nok til ikke endnu at opleve et rigtigt skyderi. Men hvem ved, om vi er ligeså heldige næste gang.
