Bureau får kritik af Forbrugerombudsmanden

Epicent Public Relations har fået indskærpet forbuddet mod skjult reklame af Forbrugerombudsmanden. Bureauet har fået bragt pressemeddelelser, der fremstår som journalistiske artikler. Det uden, at det fremgår, at der er tale om reklame.
Markedsføringsmateriale skal markeres som reklame. Det har PR-bureuaet Epicent ifølge Forbrugerombudsmanden undladt. Foto: PR
Markedsføringsmateriale skal markeres som reklame. Det har PR-bureuaet Epicent ifølge Forbrugerombudsmanden undladt. Foto: PR
af Mikkel Skov Petersen
PR-bureauet Epicent har udsendt pressemeddelelser, der er udformet som artikler, og som derfor har kunnet bringes uredigeret af medier.
 
Flere af disse tekster fra Epicent er ifølge Forbrugerombudsmanden blevet gengivet ordret på mediers hjemmesider. Det har ikke fremgået, at der er tale om reklame.
 
Markedsføringsmateriale skal ifølge markedsføringsloven markeres.
 
Epicent har derfor fået indskærpet forbuddet mod skjult reklame, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
 
”Epicent Public Relations har sendt markedsføringsmateriale i form af pressemeddelelser til redaktionelle medier med angivelse af, at det er til fri redaktionel anvendelse. Pressemeddelelserne har en klar kommerciel hensigt, og alt efter om og i fald hvordan et medie viderebringer materialet, kan PR-bureauet have medvirket til at overtræde forbuddet mod skjult reklame”, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.
 
Forbrugerombudsmanden skriver videre: “Hvis et reklamebureau medvirker til at overtræde forbuddet mod skjult reklame, kan bureauet blive straffet for sin medvirken. Det har Forbrugerombudsmanden indskærpet over for PR-bureauet Epicent Public Relations.”
 

Bureaudirektør ønsker ikke at stille op

Bureaudirektør Martin Hagelskjær Damsgaard meddeler i en skriftlig kommentar til til mediet Markedsføring, at bureauet nu vil ændre praksis.
 
”På baggrund af input fra Forbrugerombudsmanden og Dansk Erhverv bliver vores pressekit fremover udformet på en måde, så det endnu mere tydeligt fremgår, at her er tale om pressemeddelelser,” skriver Martin Hagelskjær Damsgaard til Markedsføring, der oplyser, at bureaudirektøren ikke har ønsket at stille op til interview.
 
Han ønsker heller ikke at oplyse til Markedsføring, hvordan deres pressekit konkret skal ændres.
 
Epicents bureaudirektør skriver videre, at Dansk Erhverv er inddraget, da “problemstillingen”, det vil sige den mulige overtrædelse af markedsføringsloven, har “generel relevans”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job