Mediernes Mette Derangement Syndrome

Er Mette Frederiksen virkelig lige så slem som en afrikansk diktator? I deres iver for at fremstå magtkritiske risikerer medierne at undergrave deres egen troværdighed.
Medierne er glade for at portrættere Mette Frederiksen og regeringen som et autoritært regime. Men er der egentlig hold i de hårde anklager?
Medierne er glade for at portrættere Mette Frederiksen og regeringen som et autoritært regime. Men er der egentlig hold i de hårde anklager?
Kunne Kandis finde på at invitere statsministeren op på scenen? Det kunne politisk kommentator og forhenværende chefredaktør på Ekstra Bladet Henrik Qvortrup godt udelukke: Det var rent spin og selviscenesættelse. 
 
Faktisk er statsministeren så forloren og langt fra den gennemsnitlige Kandis-fan, at hun før koncerten havde spist på den eksklusive og opulente restaurant Stella Maris. Denne kioskbasker af en afsløring stod Frihedsbrevet bag. 
 
For hvis der er noget, som er værre, end når statsministeren spiser makrelmadder, så er det, når hun mæsker sig i fine retter et sted, som vi måtte forstå på Frihedsbrevet, at ægte folkelige Kandis-fans ikke ville komme. 
 

Koster cirka det samme som en tur på Bone’s 

Men Stella Maris serverer dansk smørrebrød og til en pris, som nogenlunde matcher, hvad en tur på Bone’s med salat og softice koster. Ikke at det gør nogen forskel, for det viste sig, at Mette Frederiksen slet ikke har spist der. Det hele var en misforståelse baseret på en enkelt kilde. 
 
Og ifølge Kandis-forsanger Johnny Hansen (der i en uvedkommende, men sjov parentes bemærket, ikke kan døje Henrik Qvortrup) var det bandet selv, der havde taget initiativ til en Tarzan Mama Mia-duet med Mette Frederiksen. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af @mette

Mette Frederiksens Instagram optræden med Kandis.
 

“Det skal du ikke skrive om”

“Kandis-Gate” skriver sig historien om medier, der løber hurtigt med påstande om statsministeren uden at have orden i egne sager. Det minder om balladen om Nick Hækkerups mumlen på et pressemøde sidste år. Der hørte journalisterne den daværende justitsminister sige “Det skal du ikke svare på” til statsministeren. 
 
Altså et forsøg på at forholde medierne afgørende information. I bedste sendetid!  
 
Det var bare ikke, hvad Hækkerup sagde, men det forhindrede ikke både Ekstra Bladet og B.T. i at gå i breaking mode, mens #dkmedier på Twitter flød over med raseri og vilde spekulationer. Og som altid i den slags sager fyldte dementiet meget lidt i forhold til løgnen. 
 
Tom Andkjær (NB) publicerede i Januar denne deepfake-video, hvor Mette Frederiksen portrateres som Kleopatra d. 7 af Egypten.

 

“Mette Frederiksen Derangement Syndrome” 

Når medierne ender i ikke-historier, som den om Kandis-koncerten og pressemødet med Hækkerup, kunne en forklaring være, at en række journalister og chefredaktører lider af noget, man med et amerikansk låneord kan kalde “Mette Frederiksen Derangement Syndrome”. 
 

Således var det sikkert og vist, at Bush invaderede Irak for at stjæle landets olie. Obama var ikke født i USA, og finanskrisen var hans skyld, mens Trump var blevet tisset på i en hotelseng i Moskva og derfor lod sig styre af russerne. 
 
Påstande, der alle fik massiv medvind, fordi de passede ind i den prisme, hvormed mange journalister i forvejen så på Bush, Obama og Trump. Men ved at tage påstandene seriøst endte medierne med at legitimere dem over for en stor del af befolkningen, men de mistede også troværdighed, da de kom til at kritisere de omtalte præsidenters reelle misgerninger. 
 

Socialdemokratisk klynk

Blandt socialdemokrater er der en lang tradition for at brokke sig over de borgerlige medier. Min egen arbejdsplads opstod bl.a. som reaktion på socialdemokratisk frustration over højrefløjens mediemæssige dominans.  
 
Men selvfølgelig må regeringspartiet stå forrest, når der skal uddeles skideballer. De gør det også. 

 

PR materialer fra det “S-kritisk” program ‘Mette & Magten’, med tidligere Liberal Alliance-pressechef Anne Kirstine Cramon i værtsrollen. Her iklædt uniform med A armbind og slet skjulte nazi reference. Kilde : Radio 24syv. 
 
Den skatteyderbetalte DAB-kanal Loud/24syv har ugentligt et program med en tidligere liberal pressechef dedikeret til at rakke ned på statsministeren. Ovre på FM-kanalen Radio4 har partiejer Inger Støjberg og LA’s Alex Vanopslagh deres egen offentligt finansierede platform.  
 
Så længe formålet er åbent deklareret, er det svært at blive forarget.  
 

Medierne fremfører konspirationsteorier baseret på det pureste ingenting  

Problemet er de dele af journaliststanden, hvor modviljen mod Mette Frederiksen er så massiv, at man fremfører konspirationsteorier og vilde påstande baseret på det pureste ingenting.  
 
Chefredaktører og ledende journalister optræder som debattører, snart som journalister og bagefter som analytikere i én pærevælling, hvilket man i medierne insisterer på, læserne sagtens kan adskille. 
 
“Man stiller bare spørgsmål”, men konteksten og sprogbrugen er så farvet, at læseren vil have meget svært ved at komme til en mild konklusion.  
 
Når Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, skriver om minkrapportens “dybe, mørke, sorte hul” eller Frihedsbrevets Mads Brügger om “noget meget mørkt, meget ondt og meget råddent”, skulle man tro, de beskrev et monster fra en Lovecraft-roman og ikke en demokratisk valgt mindretalsregering.  
 
I Frihedsbrevets nyhedsbrev fra d. 2. Maj, omtaler Mads Brügger forhenværende justitsminister, Nick Hækkerups jobskifte som var det en illuminati konspiration.
 

Er Asger Juhl ligesom Goebbels?  

Og så er vi endelig ved den seneste storm i den mediepolitiske andedam. Nemlig nytiltrådte chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhls udtalelser om, at der ikke er nogen forskel på det, der foregår inden i “bøtten” på Mette Frederiksen og en diktator i Nicaragua eller Congo.  
 
Det har forudsigeligt nok udløst raseri blandt socialdemokraterne. Der er åbenbart ikke nogen nedre grænse, skriver udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) på Twitter. 
 
Men udtalelsen er skarpvinklet og taget ud af kontekst, lyder svaret (her kunne vi tage et minuts ironisk stilhed for de tabloidjournalister, hvis udtalelser skarpvinkles ude af kontekst). 
 
Havde en socialdemokratisk politiker sagt noget tilsvarende absurd, såsom at der foregik det samme inde i hovedet på Asger Juhl som hos den nazistiske propagandaminister Goebbels, havde Mediedanmark godt kunne få øje på problemet. 
 
Asger Juhl udtaler, under stor kritik fra Socialdemokraterne, at der sker det samme inde i "bøtten" på Mette Frederiksen som i på en diktator i Nicaragua eller Congo.
 

Endnu et skridt i dødedansen 

Her vil jeg komme med en påstand: En underbygget påstand, hvis man vil vende min egen mediekritik mod mig selv. Asger Juhl har kalkuleret med at sende topsocialdemokraterne op i det røde felt. Hans video var, akkurat som banner-stuntet mod Barbara Bertelsen, iscenesat med henblik på at fremprovokere en skarp reaktion. 
 
Det er samme modus Berlingske Media benytter, når de associerer statsministeren med Hitler.  
 
For med skrantende oplag og tabet af opinionsdannerrollen til Facebook har Ekstra Bladet desperat brug for at fastholde positionen som den frække dreng i medieklassen.  
 
Det er effektiv markedsføring, men det er også et eksempel på dødedansen mellem medier og politikere. Når alle råber ad hinanden, er der ingen, der lytter. Hvis både politikere og journalister behandler hinanden som demagoger og løgnere, er der en overhængende risiko for, at danskerne giver begge parter ret. 
 
Niels Jespersen er chefredaktør på den socialdemokratiske netavis Pio

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job