Den gode og den onde skam
Flyskam, kødskam, SUV-skam, bilskam, tøjskam, affaldssorteringsskam, shoppingskam og senest avocadoskam. Mennesket har ikke skammet sig så meget, siden Adam og Eva blev forvist fra Paradis. Men hvordan forholder eksperterne sig selv til skammen? Kforum har spurgt Carsten Stage, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Tænkepauser om skam”, og Ida Auken, Radikale Venstres klima-, energi- og forsyningsordfører og tidligere miljøminister.
Vi laver i en verden af skam. SUV-skam, flyskam, kødskam og senest avocadoskam. Hvordan har I det med, at det er blevet sådan?
”Mens skyld handler om at have gjort noget forkert, handler skam om at føle sig forkert. I en tid, hvor de sociale normer forandrer sig hastigt, er det måske ikke så mærkeligt, at de, der ikke forandrer sig i samme tempo, pludselig kan føle, at det, der var deres hverdag i går, er forkert i dag. Jeg tror, det er der, skammen kommer fra, og egentlig ikke så meget fra, at folk går og skammer hinanden ud. Skam kan være en lammende følelse, så jeg mener, at vi skal undgå at kaste skam på hinanden,” siger Ida Auken.
Skam kan være en lammende følelse, så jeg mener, at vi skal undgå at kaste skam på hinanden.
Carsten Stage mener, at der findes flere former for skam, hvor den ene form er ødelæggende, og den anden form kan være positiv.
”Jeg mener, at man må skelne mellem den skam, der ødelægger liv og isolerer mennesker, fordi de vil undgå andre menneskers mere eller mindre forestillede nedvurdering, og så den skam, der skaber helt fornuftige refleksioner over, hvem vi ønsker at være. SUV-skam, flyskam, kødskam og avocadoskam er for mig eksempler på sidstnævnte skamtype, som kan være en produktiv følelse, der får os til at tage os selv, vores vaner og livsførelse op til revision: Behøver jeg flyve så meget? Kunne jeg spise mere klimavenligt? Skulle jeg få anskaffet mig en elbil? Dens slags spørgsmål er eksempler på, at vi af og til kan få noget interessant ud af at lytte til skammen, og at den for tiden faktisk indvarsler en ny tilstand: At en overdreven belastning af klimaet er blevet skamfuld. Man kan diskutere om skammen nødvendigvis fører til gode, langsigtede klimaløsninger, eller om al den skam kan ende med at belaste individet for meget, men den peger på en følelsesmæssig evne til forandring og selvrefleksion, som er vigtig,” fortæller han.
Ida Auken skammer sig ikke, men forsøger at tage ansvar ved at gøre det bedste, hun kan.
Skammer I jer selv over de overnævnte ting?
”Især flyskammen har godt fat i mig. De andre er lidt nemmere at gøre noget ved, synes jeg, mens rejser til konferencer og lignende har været en ret gængs del af et forskerliv. Men der er klart forandringer på vej. Det er ikke positivt at flyve for meget, og man går faktisk lidt stille med det over for kollegaerne, hvis man har fået arrangeret for meget af den slags rejseaktivitet,” indrømmer Carsten Stage.
Det er ikke positivt at flyve for meget, og man går faktisk lidt stille med det over for kollegaerne, hvis man har fået arrangeret for meget af den slags rejseaktivitet.
Ida Auken skammer sig ikke som sådan, men forsøger bare at tage ansvar efter bedste evne:
”Nej, jeg skammer mig ikke. Jeg forsøger hver dag at gøre mit bedste for at tage ansvar for den påvirkning, jeg laver på verden. Jeg lever ikke spor perfekt, men det kan ikke være en undskyldning for ikke at forsøge at ændre vaner, hvis man kan.”
Hvad tænker I, når jeg specifikt siger kødskam?
”Nogle gange har jeg oplevet skamdebatten som en let undskyldning for at slippe helt af krogen selv. Når andre mennesker viser flyansvarlighed eller forsøger at spise mere klimavenligt, så kan man jo altid kaste et eller andet begreb ned over dem, der siger, at de er et udtryk for en kultur af “flyskam” eller “kødskam”. Så slipper man for selv at ændre noget i sit liv,” pointerer Ida Auken.
”Jeg tænker, at det er en skamform, der knytter sig til en følelse af, at andre nedvurderer ens person, fordi man forbruger for meget kød og dermed sætter et for stort negativt klimaaftryk,” siger Carsten Stage.
Ifølge Carsten Stage kan skam både være destruktiv og positiv. Foto: Poul Ib Henriksen.
Er det omvendt skam, når vegetarer gerne vil kalde vegetarretter kødnavne: vegetarsalami, vegetarfrikadeller osv.?
Carsten Stage er ikke så sikker.
”Ikke umiddelbart. Handler det ikke mere om, at man bruger nogle kendte former til at forstå noget nyt, som dermed måske bliver nemmere at acceptere og nemmere for flere at prøve af?” spørger han.
Ida Auken er heller ikke overbevist af udsagnet, men ser det mere som et udtryk for ens vaner.
”Jeg ser det som et udtryk for, at mennesker har nogle indgroede vaner omkring mad. Når fx havremælk eller andre plantedrikke indtager mælkens plads i ens dagligdag, så er det meget naturligt at ville kalde det... mælk,” siger hun.
Kan hele skambølgen bruges til noget godt?
”Skam er ikke en følelse, der skaber forandring, så jeg vil meget advare mod at gå og skamme hinanden ud. Men når der er en stor bevægelse i gang, og de sociale normer ændrer sig, så ved vi, at flere mennesker ændrer vaner. Måske af frygt for den sociale skam. Jeg er ked af det, når folk skammer sig, men glad, når de vælger at spise mere klimavenligt eller på anden måde forsøger at tage ansvar for deres eget forbrug,” fortæller Ida Auken.
Og Carsten Stages opdeling af skam i to typer pointerer netop, at det kan være et drivmiddel til en positiv forandringsproces.
”Som sagt er mange skamforskere enige om, at skammen ikke kun er destruktiv, men også kan være produktiv. Den kan være en vigtig kropslig kilde til selvrefleksion og indsigt i, hvad man synes, er vigtigt og ønsker at investere energi i at bevare,” slutter han.
