Hænger slankekure dig langt ud af halsen?
I mange år har slankeindustrien tjent deres millioner på kvindernes usikkerhed og notoriske kropshad. Men en stigende grad af kropspositivisme og slanketræthed har fået antallet af kvinder, der aktivt ønsker at tabe sig og bruge penge på det, til at falde. Dette har fået flere firmaer til at skele til Silicon Valleys såkaldte biohackeres tilgang til kroppen, der skal jackes, optimeres og omprogrammeres i håbet om at få indfanget de nye – og tidligere svært tilgængelige kunder som mænd og andre, der har fået nok af at høre om slankekure, men som stadig drømmer om en bedre – og slankere – version af sig selv.
af Sofie Lund Hansen
Der kommer sandsynligvis ikke til at gå særlig længe, før bølgen af nye sundhedsteknologiske tilbud fra USA , der blandt andet vil sætte en stopper for ”the pseudo-science and fad-dieting” og i stedet hjælpe folk med at spise ”for the one, unique you”, for alvor rammer vores side af Atlanterhavet.
I hvert fald tilbyder et firma som Habit, hvis slogan er ”Personalized Nutrition”, at sælge dig DNA-kits, så du ikke længere spiser noget, der ligger uden for dine såkaldte biomarkers, der præcist afgør, hvordan du nedbryder kulhydrater, fedt og protein. Eller hvad med at indsende en portion af din egen afføring til firmaet Viome og for en net pris af det hvide ude af øjnene få en udførlig analyse af din unikke ”molekylære profil”, fordi ”bacteria says a lot about you”. Dette tilbud er allerede tilgængeligt i Danmark og det øvrige Skandinavien.
I Viomes promotion-video stiller de spørgsmålet: Hvorfor virker modekure for nogle og ikke for andre? Heldigvis har videnskaben svaret.
For begge firmaer synes det at være en klar pointe, at det ikke er løftet om et vægttab, der bliver hevet frem som blikfang foran potentielle kunder. Vægttabet mere er en sidegevinst, når ”the one unique you” endelig gør op med sin tidligere knapt så gennemanalyserede og dermed uvidenskabelige måde at spise og leve på, hvilken sikkert blot bestod i at følge generelle kostråd og så motionere.
Kunst og videnskab forenes i biohacking
Den 44-årige, professionelle biohacker og direktør bag det sundhedsteknologiske firma Bulletproof Dave Asprey, der på mange måder er en nøglefigur til at forstå denne nye måde at tænke og tale om sundhed på, siger i et interview til The Observer, Why healthy eating and exercise aren’t enough, at selvom han startede ud med at biohacke, fordi han var overvægtig og ufokuseret, er vægttabet ikke det, der står i centrum.
Det er snarere et resultat af hans livsstil. ”The-low-fat-eat-healthy-and-exercise-crowd”, som Asprey døber den normative tilgang til sundhed og vægttab, er efter hans mening ubrugelig.
Men hvad virker så? Ifølge den tidligere programmør fra Silicon Valley, der har som mål at biohacke sig til at blive 120 år, bør man ændre sin kost til at bestå af omkring 70 % fedt, få tilpasset sin søvn efter sit eget unikke behov, og at man derudover køber præmissen om, at biohacking er ”the art and science of changing the environment around you or inside you, so you have full control of your own biology”.
Var det noget med en kop kaffe med smør? Selvom mange kender bulletproof-kaffe fra LCHF og Keto-kuren, så sværger Dave Asprey altså stadig til den og mener, at han har videnskaben i ryggen.
The Atlantics Amanda Mull henviser i The Harder, Better, Faster, Stronger Language of Dieting til en undersøgelse fra University of Manitoba, der kortlagde, hvor omfattende det, man kalder for ”gendered food stereotyping”, er: ”In order to make healthy foods seem masculine, marketers had to go so far as to invoke hypermasculine ideas like performance enhancement.”
Denne understregelse af det optimerende og performancestyrkende er ifølge Mull præcis det, vi også ser blandt de forskellige sundhedsteknologiske firmaer, der formår at få ekspanderet modtagergruppen gennem en tilsyneladende appel til logos via teknologi, videnskab og selvoptimering. ”And on top of that emphasis, tech itself is already culturally coded as a masculine arena. So if we’re no longer dieting and instead biohacking in order to fine-tune our personal microbiome using state-of-the-art testing and results-based methodology, then the potential market broadens.” skriver Mull.
Ser man sig om på YouTube eller Instagram, hvor emner som ketogen kost, biohacking og fastekure bliver behandlet, ser man også en stor andel af mænd, der bruger nogle af de samme videnskabelige og sundhedsfaglige ord som eksempelvis Asprey. Sidstnævnte er selv en aktiv youtuber, og i sin video, hvor han lærer andre at lave bulletproof coffee med smør og en olie, han kalder for Brain Octane Oil, der vist nok egentlig blot er et derivat af kokos, siger han selv, at ”Everything I do is very science based”. Dette rammer hovedet på sømmet i forhold til den retorik, som Bulletproof og de andre førnævnte firmaer benytter sig af.
Vil du vide mere om Dave Aspreys skudsikre diæt, er her et halvanden time langt interview, hvor der bliver dykket ned i videnskaben bag bogen.
Gråzonen mellem videnskab, markedsføring og bullshit
Selvfølgelig er det som udgangspunkt positivt, når nogen hævder videnskab og faglighed frem for modebladene eller popkulturens bud på, hvordan kroppen skal se ud. Men i den forvitrede og dybe jungle, der hedder ”sundhed”, er der ekstremt mange bud på, hvad der reelt er videnskabelig og nogenlunde sikker viden.
Hvad må du spise og ikke spise? Det ændrer sig hele tiden, og det har CollegeHumor lavet en sjov video om.
Det kan kan være ekstemt svært – for ikke at sige umuligt – at gennemskue, om det, der bliver formidlet af eksempelvis health tech-firmaerne i Silicon Valley, er sandt. Eller bare nogenlunde sandt. En lignede ballade så man også med den selvudnævnte mirakelmager og kernesunde Ninka Bernadette Mauritson og hendes tilgang til eksempelvis kost og autisme, der ifølge hende selv var så über-videnskabelig, at ikke engang Sundhedsstyrelsen kunne følge med i hendes tempo og konspirationsteoretiske tilgang.
Når Asprey i sin bestseller Head Strong argumenterer for, at man skal være varsom med noget, han kalder for ”brain kryptonite”, er det umuligt at afgøre, om det overhovedet er et rigtigt ord, endsige et fænomen, der eksisterer uden for bogens og Aspreys virkelighed. Og man bliver som læser og almindeligt menneske nødt til blot at trøste sig ved tanken om, at Asprey selv siger, at han arbejder ud fra en hypotese, og derfra bliver alting gennemtestet. På ham selv.
Derudover læser han også ”thousands of papers about biochemical pathways”, som lyder af ikke så lidt, men klart er nemmere at holde sig vågen til, når man som en ægte biohacker tager et såkaldt smartdrug til sin smørkaffe.
Kropspositivismens farvel til slankekure
Men Asprey og ligesindede er ikke de eneste tidligere besøgende i den tradtionelle afdeling for vægttab og sundhed, der har fundet noget bedre at give sig til. At antallet af mennesker på slankekur er dalende, skyldes også, at der særligt gennem 10'ernes nyfeministiske bølge er opstået en mere kropspositiv aktivisme, der særligt udfolder sig gennem de sociale medier.
Det lyder måske mærkeligt, at det skulle være aktivistisk at være positivt indstillet over for sin egen krop. Men ser man på Instagram under voksende hashtags som #HonorMyCurves og #EffYourBeautyStandars, finder man en lind strøm af særligt kvinder, der dagligt deler billeder af deres (som regel afklædte) krop for at udfordre skønheds-, tyndheds- og perfekthedskulturen. At sidst nævnte findes, kan man få syn for sagn for ved at kigge under #Fitspo eller #Thinspiration.
Ida Rud blev landskendt som 'Tykke Ida', efter DR3 viste en programserie med hende. Hun poster jævnligt billeder af sin krop på Instagram og er en af bannerførerne for kropspositivisme i Danmark.
Herhjemme har en kanal som DR3 flittigt fulgt op på problemstillingerne med kropskultur og perfekthedspres med programserier om "Tykke Ida". Her følger vi en ung kvinde, der kæmper for retten til at være tyk og blive behandlet ordentligt. De perfekte piger, der handler om fire kvinder i alderen not a girl not yet af woman, viser et liv, der hver dag er så præget af billeder af perfekte kvindekroppe på de sociale medier, at pigerne gentagne gange får sammenbrud for åben skærm.
Endelig var der også Petra, der gennem en række programmer forsøgte at lære at elske sig selv og sin krop, hvilket blev fulgt op af en norsk ligesindet; Line, der ville ”fikse kroppen”, og som i det sidste afsnit fik det råd af den amerikanske psykologiprofessor og forsker i skadelig kropskultur Renee Engeln, at hvis hun var træt af at stå foran spejlet og føle sig tyk, så skulle hun gå sin vej og tænke på noget andet.
Renee Engeln starter sin TED Talk med en beretning om at møde unge, talentfulde kvinder, der bruger enormt meget tid på at ville ændre deres udseende.
Din afføring er dit spejl
Et fælletræk for de ovenstående udsendelser er, at de på hver sin måde udtaler en lede og træthed ved den evigt nærværende diskurs om slankekure, mad og træning. Samtidig var der også et ønske om at slippe væk fra livet som Narcissus ved flodbredden og finde en anden form for mening med tilværelsen end den, man leder efter i spejlet. Om løsningen på at slippe ud af sine egne kløer ligger i at lave et program om sig selv, står hen i det uvisse.
Et andet uopklaret spørgsmål er også, hvordan det kan være, at selvom mængden af firmaer, brands og mennesker, der ønsker sig dine penge eller din tid i bytte for netop deres bud på, hvordan du bliver sund eller slank, kun overgås af mængden af affald i verdenshavene, så er kurven for Vestens hardcore livsstilssygdomme stagneret.
Et bud kunne være, at de omfattende livsstilssygdomme i Vesten, der p.t. resulterer i diabetes, hjerte-kar-sygdomme og for tidlig død, har en relation til nogle overordnede forandringer, der er sket med hele befolkningers måde at leve og spise på, og at en sådan krise derfor kalder på overordnede, strukturelle løsninger. Særligt, når man tager i betragtning, at det i dag er de ressourcesvage og dårligt bemidlede, der lever med den største risiko for at dø af følgerne ved livsstilssygdomme, er det svært at forestille sig, at det bliver bulletproof coffee eller firmaer som Habit og Viome, der bliver redskabet til at knække kurven for alverdens sundhedskriser og alarmerende prognoser.
Derimod kan man godt forestille sig, at tilbud som DNA-kits og tarmfloraanalyser kan blive et led i jagten på den sandhed og indsigt i os selv, der er så forjættet for det moderne menneske. Det kan dog være svært at afgøre, hvad der egentlig er forskellen på at stirre længselsfuldt på sit eget ansigt i vandspejlet ved flodbredden og så at betale tusinder af kroner for at få løftet sløret for ens helt personlige og særlige måde at nedbryde kulhydrat på eller endelig få indsigt i ens unikke mikrobiom og tarmflora.
