Silicon Valley dopaminfaster
Det nye gluten: dopamin

Skrevet af
I Silicon Valley forsager nørderne onani, arbejde og alt, der føles godt. Det kaldes dopaminfaste. Men har det overhovedet noget med dopamin at gøre?
Måske hører du til dem, der har prøvet at undgå at spise gluten i løbet af de sidste par år. Slet ikke, fordi du lider af cøliaki, altså medicinsk diagnosticeret glutenallergi. Faktisk heller ikke, fordi du sådan virkelig tror på selvbestaltede ernæringseksperter, som tappert trodser den samlede lægevidenskabelige forskning og bekendtgør, at gluten er skadeligt for alle menneskers helbred. Nej, det har ganske enkelt været, fordi det føles rart at lade være med noget.
 
Det seneste modefænomen inden for forsagelser er, ifølge en artikel i New York Times, dopaminfaste. Dopaminfaste handler om at nægte sig selv psykologiske belønninger i en periode for derigennem at blive bedre i stand til at mærke nydelse og belønning fremover. Altså en stræben efter at undgå alle aktiviteter, der får hjernen til at producere dopamin for derigennem at komme til en mentalt og fysisk sundere tilstand.
 
Da jeg først hørte om fænomenet dopaminfaste, troede jeg ærligt talt, at der var tale om en vittighed og kiggede efter The Onion-logoet. I dag ser jeg det stadig som en vittighed, men dog en ufrivillig af slagsen. Skal jeg være ærlig, så tror jeg egentlig heller ikke, at selve dopaminfasten er et ret udbredt fænomen. Men de misforståelser af, hvad dopamin er, som ligger bag, er til gengæld alle steder, jeg ser hen. Og hvis du også tror, at dopamin er en slags narko, som giver dig belønninger, så læs videre.
 
Dopamin er altså ikke et belønningsstof
En af de mest udbredte misforståelser om dopamin er, at det er et belønningsstof, og at forsagelse af dopamin altså er det samme som at forsage lyst og velbehag. Det er der ikke noget forskningsmæssigt belæg for. Tværtimod. At dopamin ikke fungerer som et belønningsstof, kan jeg bedst illustrere med historien om en abe, der ser en banan i en bananpalme.
 
Sandheden er, at dopamin ikke er et syndigt junkiemolekyle, men en arbejdshest, der er involveret i al indlært og målrettet adfærd.
 
Den klassiske dopaminjunkiebelønningsforklaring lyder sådan: Aben kravler op i palmen, plukker og spiser bananen og får sig et ordentligt skud dopamin som belønning. Det føles fedt og får aben til at klatre i palmer efter bananer fremover. Teorien hænger sammen. Med ét enkelt problem. For lige netop der, hvor aben får bananen, er der faktisk ikke brug for nogen psykologiske belønningsmekanismer overhovedet. Netop der får den jo allerede noget af det bedste, en abe kan tænke sig: nemlig en sød banan.
 
Der hvor aben har brug for et ”psykologisk boost”, er, når den står nede på jorden og kigger op på palmen. Når den ser bananen og tænker: Hey, banan i palme. Den situation kender jeg. Det her kan ende med en sød banan, og jeg ved, hvordan man klatrer i palmer. I can do this! Lige her er abens dopaminproduktion aktiv. Dopamin er ikke et belønningsstof.
 
Dopamin handler om forventning om belønning. Du tjekker altså ikke din mobil om lidt for at få et skud dopamin, men fordi du lige har fået et. Uden dopamin ville vi aldrig få gjort noget. At dopamin handler om forventning snarere end belønning, er efterhånden begyndt at sive ned til de mest oplyste debattører og skribenter. Ikke mindst takket være folk som Robert Sapolsky; en af de bedste videnskabsformidlere, jeg kender. Men det er stadig udbredt at forbinde dopamin med noget lidt lystigt og syndigt, som får det at tjekke mobilen til at være lidt som at spise flødeskumskage 100 gange om dagen. Det er noget vrøvl, som handler mere om vores forhold til flødeskumskager og forbudte lyster end om dopamin.
 
Nej, dopamin er heller ikke en slags ”narko”
En anden misforståelse, der stædigt har bidt sig fast, er ideen om dopamin som narko. I artiklen fra NYT siger en af de unge dopaminfastende mænd, James Sinka, det meget smukt:
 
“We’re addicted to dopamine [..] And because we’re getting so much of it all the time, we end up just wanting more and more, so activities that used to be pleasurable now aren’t. Frequent stimulation of dopamine gets the brain’s baseline higher.”
 
Her ser vi en af de mest udbredte misforståelser om dopamin, nemlig, at det er en slags narko, og at vores kroppe på en eller anden måde kræver dopamin og ligefrem mangler det, hvis vi ikke kan få det. I forbindelse med min bog om digitale vaner, Hov, et egern!, Gyldendal 2019, søgte jeg i mere end en måned i den forskning, der findes om dopamin og adfærd. En af de påstande, jeg forsøgte at få bekræftet, er netop, at vi har en dopamintrang, som jo ville kunne forklare tvangsmæssig adfærd. Jeg fandt intet. Nada.
 
Det er lidt svært at forestille sig, at et par unge nørder i Vanløse, som praktiserede faste en dag om ugen, ville komme i internationale aviser.
 
I stedet fandt jeg en meget udbredt forvrøvlet sammenblanding, som især kulørte journalister, debattører, visse forfattere og et par populistiske forskere rejser rundt i medierne med. Nemlig, at fordi narkotiske stoffer som kokain påvirker vores dopaminproduktion (et faktum), så er alt, der påvirker vores dopaminniveauer nok lidt som kokain også (en logisk fejlslutning). Derfra er der ikke langt til at tale om selve dopaminet som en slags kokain også (fordrukkent sludder). Det svarer til at sige, at fordi jeg får ondt i maven af at drikke terpentin, så er alt, der giver mig ondt i maven nok terpentin. Ja, faktisk er ondt i maven og terpentin synonymer.
 
Jeg forstår godt, at det spiller virkelig godt i overskrifter og debatindlæg f.eks. at kunne sammenligne din mobiltelefon med ulovlig narkotika købt af rockere på det sorte marked. Men sandheden er, at dopamin ikke er et syndigt junkiemolekyle, men en arbejdshest, der er involveret i al indlært og målrettet adfærd. Når du løser arbejdsopgaver, skifter ble, skærer løg. Alle aktiviteter, der involverer opgaveløsning, læring og gentagne situationer, involverer også dopamin.
 
Derfor er det nærmest rørende komisk at læse om en af de måder, en af de unge dopaminfastere, Andrew Fleischer, prøver at undgå dopamin på:
 
“I like to find patterns in chemical compounds, and so I’m going through my books and finding quite a few,” he said.
 
Nu kan det være lidt svært at forstå præcist, hvilken aktivitet Andrew beskriver, men det er i hvert fald klart, at han her anvender indlærte færdigheder til at åbne en bog, søge og finde kemiske forbindelser og engagere sig i målrettet adfærd, som kan føre til den tilfredsstillende opdagelse af mønstre. Det er muligvis et af de mest klokkeklare skoleeksempler på en dopaminproducerende aktivitet, man overhovedet kan forestille sig. Jeg kan nærmest ikke finde på et bedre eksempel selv. Det skulle da lige være yoga, som James Sinka praktiserer med sine solhilsner, og som handler om, igen og igen, at træne den samme adfærd med det mål at opnå en bestemt tilstand. Der er ingen træning og målrettet adfærd uden dopamin.
 
Dopamin bliver brugt som en slags eksistentiel suppe på et søm
 
Silicon Valley: dopaminfastens hovedstad 
Så hvad er det, der foregår her? For dopamin handler det i hvert fald ikke om. Her er det en god idé at se på, hvor det foregår. Nemlig i den vestlige verdens tech-hovedstad Silicon Valley.
 
I San Fransisco og omegn arbejder en meget stor del af unge og voksne mennesker hos tech-firmaer som Google, Facebook eller Apple. Eller de grinder døgnet rundt i deres startups. Når man bor i Silicon Valley, er man derfor i et miljø, der er gennemsyret af digitale tjenester og mobiltelefoner, der er med over det hele. Da jeg var der sidst, var det helt naturligt at ”gramme” sin aftensmad (smide et foto på Instagram), mens det stadig var noget, man herhjemme gjorde med en selvironisk kommentar.
 
Det er måske derfor ikke overraskende, at teknokvalmen også optræder tidligst og stærkest her. For et par år siden hørte vi om, hvordan tech-direktører begyndte at sende deres børn på de såkaldte Waldorff-skoler, hvor skærme er bandlyste, og børnene lærer gode analoge færdigheder.
 
Disse historier blev brugt som eksempel i debatten herhjemme, når man skulle forsvare sin egen præference for skærmfrie skoler. ”Se selv, hvad de gør i Silicon Valley”, som om Silicon Valley var pædagogikkens og ikke de kommercielle digitale services’ globale centrum, og man automatisk bliver enormt god til at gennemskue de pædagogiske konsekvenser af digitale tjenester bare, fordi man selv udvikler dem.
 
Hvis du interesserer dig for facts, er det nok en god idé at huske, at næste gang, du hører nogen begynde en sætning med ”din hjerne”, er der en overvejende sandsynlighed for, at resten af sætningen er noget populistisk og forenklet sludder.
 
Det er lidt svært at forestille sig, at et par unge nørder i Vanløse, som praktiserede faste en dag om ugen, ville komme i internationale aviser. Men det er til gengæld ret let at få de to iværksætteres dopaminfaste til at give mening. Du skal blot forestille dig dem i munkekutte i et protestantisk kloster i færd med at forsage kødets og sindets lyster. To unge mænd, der søger kyskhed og engagerer sig i sysler som læsning og meditation, er ikke noget nyt. Langt fra. Det kan endda være både smukt og meningsfuldt at praktisere og være vidne til. Og de kan også være et poetisk billede på vores allesammens teknokvalme og trang til at forlade hamsterhjulet. Men dopamin handler det altså ikke om.
 
I stedet bliver dopamin her brugt som en slags eksistentiel suppe på et søm. Som når man begynder at tænke over, hvad man spiser OG undgår gluten og derefter mener, at ens tiltagende fysiske velbefindende nok har noget med gluten at gøre. Eller hvis man tænker grundigt over sit liv OG går til en numerolog, som giver én en ekstra vokal i sit fornavn, og derefter tror, at ens personlige udvikling skyldes, at man nu hedder Tiimme.
 
På samme måde kan man tænke over, hvordan man bruger sin hverdag og sin opmærksomhed og arbejder med sin work-life-balance OG prøve at undgå dopamin. Det er fint, hvis man får det bedre. Thumbs up. Og hvis det indebærer at tage et enkelt kemikalie i hjernen og tillægge det mytiske og småreligiøse betydninger, kan jeg godt leve med det. Whatever works for you.
 
Men faktum er, at hjernen er utroligt kompleks og netop består af et samspil imellem milliarder af hjerneceller, kirtler, hormoner, nerveimpulser, det, du spiser, de mennesker, der omgiver dig og din personlige historie. At prøve at forstå sin adfærd gennem et enkelt molekyle, dopamin, svarer til at betragte Jorden gennem et sugerør og prøve at forstå, hvad der foregår.
 
Det er fint, hvis det virker for dig. Men hvis du interesserer dig for facts, er det nok en god idé at huske, at næste gang, du hører nogen begynde en sætning med ”din hjerne”, er der en overvejende sandsynlighed for, at resten af sætningen er noget populistisk og forenklet sludder.

Relaterede artikler

Fremtiden er her allerede! - Kommunikationsverdenen er under konstant forandring. Hvordan holder man trit med udviklingen? Her er gode råd til, hvad ...
Facebook er døende - Heidi Keller, head of content hos Beru, erklærer nu død over Facebook. Der er heldigvis sjældent noget, der er så skidt,...
’OK BOOMER’ EXPLAINED - Der er krig på internettet – generationskrig. Det begyndte på TikTok, da et klip af en gråhåret herre iført baseballkask...
TikTok-amok – endnu et socialt medie til listen? - Vi kan ikke længere undgå TikTok, når snakken falder på sociale medier. TikTok har over 500 millioner aktive brugere om ...

Giv din stemme

26 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Leder og kommunikationsfagligt fyrtårn

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælper

Frist: 2. januar

Seniorkonsulent

Frist: 15. december

PR-rådgiver

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.