Efter corona og The Great Resignation, hvor flere og flere fik tid til at tænke sig om (blandt de farligste våben) og såre simpelt sagde deres stressende, men til gengæld dårligt betalte jobs op og indrettede sig for mindre cash, har en ny tendens tilføjet flere grå hår på arbejdsgivernes efterhånden tyndt besatte hoveder: ”Quiet Quitting”.   

Fænomenet, der som så meget andet er blevet spottet på TikTok blandt unge mennesker i USA – og derefter bakket op af undersøgelser – går ud på at i stedet for at sige op og leve på en sten (eller flytte hjem til far og mor fire stater fra stamcafeen), så arbejder de kun de timer, de bliver betalt for, siger nej til kurser og udvikling, der rækker udover arbejdstiden, og holder fri uden at være tilgængelig online. 

Det lyder umiddelbart tilforladeligt, men arbejdsmarkedet i dag er tilsyneladende ikke bygget op efter en model, hvor man bare passer sit job, holder fri, når man har fri, og lægger krudtet og identiteten et andet sted., som i for eksempel noget så trivselsfremmende som fritidsaktiviteter og tid med venner og familie. 

”Quiet Quitting” – millioner af views på TikTok 

Sætningen ”Quiet Quitting” har generet millioner af views på TikTok. Kforum skrev i januar om den fortløbende TikTok-trend, hvor folk sagde deres jobs op live i såkaldte QuitToks under hashtagget #quittingmyjob. Ifølge en artikel i The Wall Street Journal viser en undersøgelse blandt unge født efter 1989, at 54 procent af deltagerne kan kategoriseres som ikkeengagerede i deres job. De møder ind fysisk eller online, løser de opgaver, der står i deres jobbeskrivelse på et minimumsniveau, og smutter igen.  

Det er ikke som sådan et nyt fænomen. Unge mennesker har før entreret arbejdsmarkedet med en idealistisk idé om, at netop de kan fastholde en sund work-life-balance og ikke er styret af noget så trivielt som at kravle op ad en karrierestige (indtil de ser sig selv i en mellemlederstilling med små børn og store udgifter kravlende op ad ryggen). 

Forskellen er den her gang, at fænomenet bliver bakket op af samlende hashtags og et stærkt arbejdsmarked med stor efterspørgsel på arbejdskraft, der sætter de stille revolutionære i en fordelagtig position. De færreste arbejdsgivere har råd til at fyre en medarbejder lige nu, der udfylder sin jobbeskrivelse, selvom det er til et minimum. 

Det handler ikke om dovenskab 

”Quiet Quitting” handler ikke om ung dovenskab, men måske om noget langt mere grundlæggende, nemlig, at de nye generationer ikke længere søger den samme grad af identitet i deres job. Lighedstegnet mellem arbejdspræstationer og arbejdstitel – og identitet og selvopfattelse – er ved at smuldre. Til stor frustration for arbejdsgiverne, der ikke i samme grad kan lokke tiden ud af medarbejderne med kollegial klub-samvær, årlige bonusser og udsigt til en stilling, hvor de kan føle sig vigtige og bestemme over andre. 

Som det amerikanske onlinemedie Axios skriver, er der en stigende lyst til at arbejde for at leve – i stedet for det omvendte. Axios mener også, at vi skal passe på med at tale os selv for meget rundt i en sandhed om, at unge mennesker lider under nutidens onlinearbejde, fordi de både skal socialisere, dyrke sport og møde deres kommende ægtefælle på arbejdspladsen. Så rolig nu. Mange af dem har levet som selvstændige individer i flere år, inden de starter i deres første faste job. Faktisk er det muligvis den stigende fleksibilitet, der gør, at ”the quiet quitters” ikke bliver til reelle udtalte opsigelser. 

Derfor smutter de til tiden 

Hvorfor er vi kommet hertil, hvor det er blevet et populært fænomen at skildre med, at man ikke tager sit arbejdsliv alt for seriøst? Har de nye generationer kigget på deres kronisk trætte telefonkiggende forældre og tænkt: ”Nej tak til det der liv”. Eller har en onlinestart på arbejdslivet under pandemien vist dem et reelt alternativ til et altopslugende arbejde, der er spækket med KPI’er og purpose? 

Forklaringerne er helt sikkert flere. Og selvfølgelig går det op for nogle af de her unge anti-arbejdsnarkomaner, at en arbejdsdag nok altid vil indeholde en vis portion rutine, travlhed og pres. Men det betyder ikke, at tendensen ikke skaber nye perspektiver på det arbejdsliv, vi er mange, der slår os på.