Kunsten at mestre en ledertale

Fokusér på dit budskab, vær troværdig og struktureret, og gi’ noget af dig selv. Det er blot et par af de virkemidler, du skal have for øje, når du holder tale som leder. Du skal også tage publikums vurdering for gode varer, for de lægger dig på is, hvis du taler hen over hovedet på dem, og den kulde rejser du dig ikke sådan lige fra.
Kristine Klæbel og Jette Skrædderdal har skrevet en masterafhandling om ledertaler, i artiklen har de samlet 6 retoriske råd.
Kristine Klæbel og Jette Skrædderdal har skrevet en masterafhandling om ledertaler, i artiklen har de samlet 6 retoriske råd.
Hvad er det, ord gør ved os, og hvor er det, vi som ledere skal sætte særligt ind, hvis vi vil vinde publikums opmærksomhed og ikke mindst deres tillid? Et spørgsmål, vi satte os for at undersøge i masterafhandlingen Ledertaler, hvad skal der til? publikums vurdering. Svaret er tydeligt. Klæd dig på til lejligheden, skab gode rammer for din tale, fokusér på dit budskab, og gør din tale personlig.
 
En overset ledelsesdisciplin
Mange lederkurser har fokus på strategi, forandring, organisation og personaleledelse, hvor det måske mere har ligget i kortene, at du som leder er god til det med ord og taler. Men er det rigtigt at sætte lighedstegn mellem lederrollen og taledisciplinen? Nej, ikke helt. Vi har alle oplevet både gode og dårlige talere –ledere eller ej. Det at tale, og vel at mærke at være god til det, kræver, man lærer sig disciplinen –lærer sig håndværket, hvor enkle og praktiske greb adskiller den gode ledertale fra den søvndyssende. Talen skal nemlig indeholde din helt egen personlige blanding af i alt seks retoriske virkemidler.
 
De seks rådtil den gode tale 
 
1. Et konkret budskab
Publikum har brug for at forstå, hvad du vil med din tale, og skal kunne identificere sig med den. Taler du eksempelvis til dine medarbejdere om sygefraværstal i afdelingen, kan de hurtigt identificere sig med dit budskab, fordi de er en del af de tal. Skal du derimod til direktionen og fortælle om samme, har du en anden opgave, hvor du skal være meget mere klar og forklarende i mælet.
 
2. Et løsningsforslag
Du skal foreslå en løsning til den udfordring, du præsenterer. Det nytter eksempelvis ikke, at du har et budskab om, at sygefraværstallene i afdelingen er for høje, og du så ikke har en løsning til, hvordan de kan nedbringes.
 
3. En klar struktur
Publikum mærker, når du har gjort dig refleksioner i forhold til, hvornår du siger hvad i talen. Med den klassiske opdeling i en indledning, midte og afslutning er du kommet langt.
 
4. Din egen historie
Brug narrativer, hvis det er muligt – særligt, hvis pointerne flugter med talens budskab. "Det her billede er fra 2014, hvor jeg havde sat mig for, at jeg vil lære at stå på ski (...). Når jeg viser jer det billede, så er det fordi, at det var omtrent lige så vanskeligt for mig at lære at stå på ski, som det er at nedbringe sygefraværet her i afdelingen. Hvorfor er det så svært? (...)"
 
5. Ubøjelig troværdighed
Vær oprigtig, og giv dig selv rum til, at publikum kan mærke dig som person. Det skal eksempelvis være troværdige sygefraværstal, du møder op med. Korrekte faktaoplysninger er det første skridt på troværdighedsskalaen.
 
6. Talens rammer og vilkår
Konteksten, hændelser op til talen, din egen fremtoning og påklædning. Alt det uden om dine ord, som udgør en fortælling i sig selv. Igen, høje sygefraværstal, som skal nedbringes, skal serveres ordentligt for medarbejderne. Selvom afdelingen har høje sygefraværstal, og selvom du som leder har noget på spil, så kan du godt sørge for en kop kaffe.
 
Vi har fundet, at specielt fremtoning og påklædning er langt vigtigere, end du tror. Det går ikke med svedpletter på skjorten, en upassende længde på kjolen eller sorte rander under øjnene. Dit publikum ser det straks, og dit budskab drukner i en irritation og en bekymring i forhold til, hvorvidt du overhovedet er i stand til at lede og træffe de rette beslutninger. Lad derfor de slidte jeans hænge i skabet, når du besøger Industriens Hus, og skriv dig bag øret, hvordan høje hæle kan virke upassende til en peptalk blandt ufaglærte. Sidst må du for alt i verden huske på, at farver er lig med glæde, hvor glæde og besparelser er to modsætninger. Det betyder, at skal du informere om en afskedigelsesrunde i virksomheden, skal du møde op i en afdæmpet påklædning.
 
 
Baggrund
Artiklen bygger på resultaterne fra forfatternes masterafhandling Ledertaler, hvad skal der til?–publikums vurdering” på RUC, foråret 2019.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job