I disse dage og timer bliver det afgjort, om den tidligere så feterede iværksættervirksomhed CanopyLAB A/S undgår konkurs eller ej.
CanopyLAB blev sendt til tvangsopløsning 18. august. Ifølge selskabsloven havde ejerne dermed tre måneder til at genoptage driften i selskabet. Den frist udløb fredag den 18. november.
Måske har ejerne, Sahra-Josephine Hjorth og Christian Skræm, i 11. time levet op til lovkravene og fået afværget opløsningen. Måske har de ikke.
Kforum giver i det følgende en vurdering af CanopyLABs kommunikationsstrategi i tilfælde af en konkurs (alternativt en likvidation eller såkaldt formløs opløsning).
Sagen kort:
For et år siden var der høje forventninger til startuppen CanopyLAB, der er en e-læringsplatform. Medstifter og direktør Sahra-Josephine Hjorth var på forsiden af Børsen, blev udpeget til bestyrelserne i DI Digital og Frihedsbrevet og udvalgt til Barack Obamas lederskabsprogram. Det var desuden lykkedes at skaffe kapital fra både private og offentlige investorer.
I februar i år begyndte de kritiske historier så at rulle, først i Ekstra Bladet og siden hos Frihedsbrevet og Berlingske.
Afsløringerne viste blandt andet, at CanopyLAB tilsyneladende hverken havde omsætning, kunder eller ansatte udover de to ejere. Samtidig blev særligt Sahra-Josephine Hjorth grebet i en række usandheder om både sig selv og virksomheden.
CanopyLABs deroute kulminerede foreløbigt 18. august, da virksomheden blev sendt til tvangsopløsning. Årsagen var et for sent indsendt årsregnskab.I skrivende stund står CanopyLAB stadig registreret som under tvangsopløsning.
Derfor er det interessant:
Siden lavinen af afsløringer begyndte at rulle, har CanopyLAB og folkene bag praktiseret en pænt sagt besynderlig medie- og krisehåndtering.
Skulle tvangsopløsningen ende med en konkurs, så er det interessant at se på, hvilken kommunikationsstrategi de tidligere ejere vælger at forfølge for at forklare udviklingen over for deres stakeholders og den generelle offentlighed.
Analysen:
Her følger et bud på tre sandsynlige og en ret usandsynlig strategi i tilfælde af, at CanopyLAB ophører. Lad os begynde med den usandsynlige.
Set i lyset af CanopyLABs hidtidige kommunikative ageren, så forekommer det umiddelbart usandsynligt, at CanopyLAB i tilfælde af konkurs påtager sig ansvaret for det kuldsejlede erhvervseventyr.
Det er mere end svært at forestille sig Sahra-Josephine Hjorth og Christian Skræm stille sig frem og sige: Vi har trådt i spinaten! Vi har forkludret vores projekt, og vi har svigtet investorernes, og herunder skatteborgernes, tillid.
Denne ærlige, redelige og instinktivt sympativækkende måde at tage ansvaret på sig virker i dette tilfælde nærmest utænkelig.
Det skyldes, at det hidtidige kommunikative modus fra ejerne Hjorth og Skræm har været karakteriseret ved en palet af helt andre tilgange: tavshed, offerrolle, benægtelse og røgslør.
Tavshed, offerrolle, benægtelse og røgslør
Givet denne hidtidige fremgangsmåde forekommer det også sandsynligt, at en konkurs vil blive adresseret med en kombination af virkemidler fra denne værktøjskasse.
Tavshed: Da de kritiske historier om CanopyLAB begyndte at rulle, så svarede Hjorth og Skræm igen med en medieboykot. I de tre måneder, virksomheden har været under tvangsopløsning, har de i store træk ladet som ingenting og i stedet
delt nyheder om nye angivelige samarbejdspartnere.
Her er det værd at bemærke, at når et selskab er under tvangsopløsning, så er ledelsen afsat og kan ikke indgå forpligtelser på vegne af virksomheden.
Signalet fra CanopyLAB har under alle omstændigheder været “her går det godt” og “business as usual”.
I tilfælde af en konkurs er det sandsynligt, at også denne vil blive forsøgt forbigået i tavshed.
Offerrolle: Kernen i CanopyLAB-folkenes kommunikative forsvarsstrategi under den kritiske mediedækning frem mod tvangsopløsningen har været, at de var udsat for en mediehetz. Da virksomheden blev sendt til tvangsopløsning, skød de tilsvarende på Erhvervsstyrelsen/skifteretten for langsommelighed i forbindelse med en genoptagelse.
I tilfælde af en konkurs er det sandsynligt, at denne offerrolle atter bringes i spil.
Benægtelse/røgslør: I forlængelse af offerrollen har Hjorth og Skræm hele tiden benægtet, at der, udover nogle fodfejl såsom en ikkeeksisterende ph.d., har været nogen problemer overhovedet. Den manglende omsætning og de manglende kunder og ansatte, er tillige blevet forsøgt sløret og skjult med bortforklaringer og
hele og halve usandheder. Af og til har det været den mystiske medarbejder Emma Flores fra Colombia, der har stået for røgsløret.
I tilfælde af en konkurs forekommer det sandsynligt, at benægtelsen/røgsløret vil fortsætte ved f.eks. at hævde, at den danske forretning er mindre vigtig, med henvisning til nogle påståede og i bund og grund fiktive internationale aktiviteter.
Det forekommer overvejende sandsynligt, at en forsvarsstrategi vil bestå af et eller flere elementer fra de tre ovenstående kategorier.
Såfremt det er lykkedes for Hjorth og Skræm at få genoptaget selskabets normale drift, og dermed afværge tvangsopløsning og konkurs, så stiller situationen sig i sagens natur anderledes.
Så vil fortællingen have fået nyt liv, og perlerækken af afsløringer om sjusk og kreativ omgang med sandheden vil i hvert fald for en stund træde i baggrunden til fordel for en historie om mirakuløs overlevelse.
Om det samtidig vil bevirke, at de kommunikative virkemidler og mediehåndteringen fremover vil ændre karakter, er naturligvis uvist.
I skrivende stund er der dog også lige en tvangsopløsning, hvor tidsfristen er udløbet, der skal afværges, før det bliver aktuelt.