Satirekrise
Reprise af en krise? Danmarks nye tegningesag

Satiretegningen, der har fået Kina op i det røde felt.

Skrevet af
En milliard kinesere, der kan blive gale i skralden og et ondsindet diktatur, der synes opsat på at bruge sin enorme internationale magt til at undertvinge kritik i den globale offentlighed, er Danmarks seneste ytringsfrihedsmareridt.
Åh nej, ikke igen! Og denne gang var det endda ikke med vilje. For nej, der fulgte ikke nogen "tag den!"-besked med, om at kinesere skal »finde sig i hån, spot og latteliggørelse« (på lige fod med alle andre, bevares). Effekten var angiveligt ikke tilsigtet.

Alligevel står vi her: Jyllands-Posten, som for år tilbage fik ’en milliard muslimer’ på nakken, har lagt sig ud med mægtige Kina, og, ja, potentielt en milliard kinesere. Den grænsesøgende danske avis er med endnu en satiretegning kommet for skade at profanere et symbol, som et meget stort antal mennesker holder helligt. Og igen nægter den at sige undskyld. Skønt en undskyldning er præcis, hvad det officielle Kina forlanger.
 
 

Alle det kinesiske undertrykkerregimes skurkestreger ufortalt er der ikke noget i den aktuelle situation, der råber på en satire af denne art. Stillet over for truslen om en pandemi, der også kan brede sig ud over Kina, har Kina og kineserne snarere brug for verdenssamfundets sympati, opbakning og støtte.

 
 
Man er »indigneret« over den »mangel på empati«, som avisens »såkaldte satiretegning« udtrykker. Fra verdens største diktaturstats side mener man sig tillige berettiget til at belære om, hvor »de etiske grænser« skal gå for ytringsfrihed i et liberalt demokrati. Protestnoten er udsendt af Kinas ambassade, men som en ubehagelig påmindelse om, at omkostningerne kan blive milliardstore i tabt samhandel, har også Kinas handelskammer kontrasigneret den. Giv os dén undskyldning, ellers ...!

Så hvad gør vi nu, lille land?
Her står mere end pandaer på spil. Alle de kendte og indøvede parader er allerede oppe, og Danmark kan være på vej ind i fuld
retraumatisering: Ja, selvfølgelig må Jyllands-Posten bringe alt, hvad loven tillader, men husk dog på, at vi ikke har ytringspligt. Sludder, vi må aldrig aldrig begå knæfald for totalitarisme. Det næste blive vel en delegation fra Politiken, der begiver sig til Beijing for at overbringe sin undskyldning til alle Maos efterkommere.

Det profanerede symbol er ikke en guddom – officielt er Kina ateistisk. Ikke desto mindre er det så tæt, vi kan komme på én. De fem gule stjerner sidder ikke på kommunist-Kinas højrøde fane som pynteornamentik. Den store stjerne inkarnerer den absolutte autoritet: Det kinesiske kommunistparti, der i sin uendeligt ophøjede visdom har påtaget sig et lederskab for Riget i Midten, der ikke kan og ikke må diskuteres. Man må aldrig kritisere den store stjerne.

De fire mindre stjerner repræsenterer på deres side Folkerepublikkens fire socialklasser, som for tiden udgøres af bønderne, arbejderne, småborgerne og de ’patriotiske’ kapitalister.

Når flagets gule stjerner bliver udskiftet med gule vira, er det altså både den kinesiske ledelse og det kinesiske folk, der bliver
forvandlet til smitstoffer. Og det i en situation, hvor Kina er kastet ud i en gigantisk humanitær sundhedskrise, og mange-millionbyen Wuhan med opland og de 52 millioner mennesker, som bor her, er blevet hermetisk karantænenedlukket i en bestræbelse på at inddæmme den potentielt dødbringende coronavirus. Den har foreløbig kostet over 100 mennesker livet, imens mange flere ventes at stå for tur.

For Kina er den situation naturligvis ikke morsom. Selv ytringsfrihedsfundamentalister bør ikke fortænke kinesere, der dagligt kan opgøre nye tabstal, i at have svært ved at se komikken. Bliver vi inden for denne særlige og afgrænsede kontekstualisering gjorde Jyllands-Posten klogt i at stikke en undskyldning af en slags, som minimum af den foghske variant: »Vi beklager, at nogen har kunnet få en opfattelse af denne tegning som krænkende«.
 
 
Niels Bo Bojesens satiretegning i Jyllands-Posten og den affødte kinesiske vrede har de seneste dage været en nyhed over hele verden.
 
 
Alle det kinesiske undertrykkerregimes skurkestreger ufortalt er der ikke noget i den aktuelle situation, der råber på en satire af denne art. Stillet over for truslen om en pandemi, der også kan brede sig ud over Kina, har Kina og kineserne snarere brug for verdenssamfundets sympati, opbakning og støtte.

Svært er det også at fortænke Kinas ambassade i at tænke, at »hån, spot og latterliggørelse« præcis må have været ærindet, og på Kinas bekostning. Endnu engang er Roses ulyksalige treenighedsformulering kommet tilbage for at hjemsøge Jylland-Posten.

En reprise af en krise? Måske, men af hvilken?
Årtier før Muhammedkrisen, i 1967, kom det også til storpolitisk satirekrise mellem Kina og Danmark. Dengang var den kommunistiske folkerepublik fortørnet over dagbladet Aktuelts uelskværdige karikaturer af formand Mao Tse-Tsung, der i hine kulturrevolutionære år var genstand for så næsegrus tilbedelse som en religiøs profet.
 

Aktuelts uelskværdige karikaturer af formand Mao Tse-Tsung

Kina forlangte dengang, at den daværende Kragh-regering greb ind og fik stoppet danske avisers nedrigheder mod Den Store Rorgænger. Kragh svarede kategorisk, at danske dagblade »i ingen henseende er underkastet den danske regerings direktiver (...) Pressens frihed er et i den danske grundlov og i det danske samfundssystem grundfæstet princip, hvorfor regeringen ingen mulighed har for at hindre dagbladet Aktuelt så lidt som den danske dagspresse i øvrigt i at bringe tegninger, som de i noten omhandlede.«
 

Den nuværende kinesiske henvendelse er da også adresseret til Jyllands-Posten alene, men har kun fået chefredaktør Jacob Nybroe til at bedyre, at når ingen hensigt om hån var til stede, kan ingen undskyldning falde. 

 
 
Dengang var Kina et fjernt og isoleret land og usammenligneligt svagere end den statskapitalistiske globale hypermagt, det i dag har udviklet sig til. Modsat datidens Kina og de mellemøstlige regeringer under Muhammedkrisen forestiller dagens Kina sig tilsyneladende næppe, at Danmarks regering kan diktere nationens frie presse noget som helst.

Den nuværende kinesiske henvendelse er da også adresseret til Jyllands-Posten alene, men har kun fået chefredaktør Jacob Nybroe til at bedyre, at når ingen hensigt om hån var til stede, kan ingen undskyldning falde. Avisen kan ikke styre, hvordan informationer og tegninger bliver opfattet af modtagere ude i verden. Uanset dette har en beklemt, men klar i mælet statsminister Mette Frederiksen for en god ordens skyld signaleret, at Danmarks ytringsfrihed – også til at tegne – er ukrænkelig og ubøjelig.
 
 
På de sociale medier Twitter og Weibu gjorde kinesiske brugere hurtigt hånegengæld. Til venstre er det bare general hån og en henvisning til, at Danmark har en af verdens højeste selvmordsrater. Til højre gør en bruger grin med, at det kun tog tyskerne fire timer at besætte Danmark under 2. verdenskrig.
 
 
 
Hvad hvad var da intentionen, hvis ikke at håne? Måske havde tegner Niels Bo Bojesen blot forelsket sig i de grafiske paralleller mellem vira og stjerner. Måske ville han blot illustrere, at Kina er så overvældet af sin coronaviruskrise, at det opfylder hele nationen, der har aflyst sine nytårsfestligheder af samme årsag. Der er ikke nødvendigvis grund til at tillægge ham og hans avis de værste motiver. Satire skal rejse kritik. Men her er der ikke nogen kritiseret part, for hverken det kinesiske kommunistparti eller Kinas fire socialklasser kan som sådan gøres ansvarlige for, at coronavira kan springe fra dyr til mennesker og mutere.
 
 
 
På de sociale medier er skabt mange memer, som angriber kinsernerne for deres krænkelse af ytringsfriheden. Her nogle udvalgte. 

Den optrækkende nye tegningesag har imidlertid dimensioner, der rækker langt ud over den enkelte tegning, som er blevet stridens genstand. Det kinesiske regimes forhold til ytringsfrihed er ikke bare forkvaklet indadtil, hvor hundredtusindvis af internetpolitibetjente overvåger, at kineserne afholder sig fra at kritisere autoriteterne, herunder især, at ingen afbilder livstidspræsident Xi som Peter Plys.
 
 

Snarere end at være optaget af at skaffe satisfaktion for det kinesiske folks spontant »sårede følelser«, som Kinas diplomati hævder, udspringer det kinesiske undskyldningskrav af en systematisk pressionskampagne, der både skal tjene nationalistisk selvhævdelse og lægge låg på alle tilløb til international kritik. Som om en tegning i printudgaven af Jyllands-Posten på side 14 havde nogen chance for at vinde almindelig udbredelse i det kinesiske folkedyb.

 
 
Dette seneste forsøg på at lægge pres på Jyllands-Posten indskriver sig i andre bestræbelser på at udstrække den højsensitive regimefølsomhed til også at omfatte offentligheder i andre lande, ja, hele den internationale offentlighed. Snarere end at være optaget af at skaffe satisfaktion for det kinesiske folks spontant »sårede følelser«, som Kinas diplomati hævder, udspringer det kinesiske undskyldningskrav af en systematisk pressionskampagne, der både skal tjene nationalistisk selvhævdelse og lægge låg på alle tilløb til international kritik. Som om en tegning i printudgaven af Jyllands-Posten på side 14 havde nogen chance for at vinde almindelig udbredelse i det kinesiske folkedyb.
 
Metoden er hver gang den samme: Gang på gang er udenlandske regeringer, selskaber, organisationer og individer blevet anklaget for at have såret »det kinesiske folks følelser«. Selv de svageste påskud kan blive anledning for regimet til at træde i karakter som vogter af Kinas ære. Med denne danske tegningesag har det kinesiske diktatur fået foræret en ny anledning til at aflede opmærksomheden fra sin egen undertrykkelsesstil, grasserende korruption og svigtende omsorg for at have skredet mere effektivt og tidligere ind imod coronaviruskrisen.
 
 

Selv de svageste påskud kan blive anledning for regimet til at træde i karakter som vogter af Kinas ære. Med denne danske tegningesag har det kinesiske diktatur fået foræret en ny anledning til at aflede opmærksomheden fra sin egen undertrykkelsesstil, grasserende korruption og svigtende omsorg for at have skredet mere effektivt og tidligere ind imod coronaviruskrisen.

 
 
Kina kan ikke bestemme over, hvordan frie lande skal forvalte deres ytringsfrihed, men ved at protestere tit og ofte og true med sine økonomiske magtmidler kan det i værste fald få held til at lægge en dyne af selvcensur over verdensoffentligheden og på den måde beskytte sig selv imod at få trukket sin totalitære karakter og omfattende overgreb imod dissidenter, uighurer og tibetanere frem i lyset.
 
 
 

Relaterede artikler

Der er højt til himlen, og kejseren er langt borte - Vi ser det gang på gang. Kina er ikke et oplysningsland. Medier skal opdrage, ikke oplyse, de skal understøtte Kommunist...
Kina ofrer en provins for at redde verden - Udbruddet af coronavirus i Kina aktualiserer en velkendt udfordring i bioetikken: Hvornår er karantæneredskabet – isoler...
Det nedlukkede samfund og dets fanger - Den frygtede virus spreder sig i Europa. Pludselig er vi med i en katastrofefilm om en mystisk virus, som rammen Jorden...
Myndighedernes corona-kommunikation - På bare en måned blev et lokalt sygdomsudbrud i en fjern provins i Kina pludselig en meget virkelig og alvorlig bekymrin...
Sig farvel til håndtrykket - COVID-19 har gjort os alle til germaphobes. Overlever håndtrykket?
Ve den, der ikke spritter - Alt for at undgå smitte. Skal man være i kropslig nærkontakt, er hygiejne den nye altoverskyggende norm. Håndsprit og an...
Den svære kunst at være helt enkel - Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, har længe været kendt for sit store kommunikationstalent og som en leder...
Kludder i den kinesiske coronakommunikation - I takt med, at amerikanerne har trukket sig længere og længere tilbage, har Kina ændret kurs i krisekommunikationen. I s...

Giv din stemme

15 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Rådgiver

Se alle job Indryk job

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Digital projektleder

Frist: 9. august

Presserådgiver

Frist: 10. august

Social Media Manager

Frist: 7. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.