Sass i svingdøren
Henrik Sass har gennem hele sin karriere været en mand, der deler vandene. Det er derfor som udgangspunkt ikke overraskende, at hans exit fra politik også er af en kontroversiel karakter. Men der var nok alligevel ikke mange, der havde forudset, at Sass mindre end to uger efter, han havde meddelt, at hans opgave nu var at fordybe sig i ”Socialdemokratiets historiske virke” , ville tage et job som cheflobbyist for kapitalfondenes brancheforeningen, DVCA. I rollen som branchedirektør skal Sass i nu fremtiden sikre afkastet for kunder som A.P. Møller Capital, Axcel og Goldman Sachs.
af Rune Møller Stahl
At Henrik Sass på denne måde rykker direkte fra en central rolle i det store arbejderparti til at arbejde for at udvide den form for spekulationsvirksomhed og brug af skattely, som hans parti ellers har beskrevet som et symptom på en syg kapitalisme, har forståeligt nok trukket kritik.
Sass’ exit til en vellønnet stilling i en public affairs-afdeling, hvor opgaven er at påvirke sine tidligere kolleger, er langt fra unik
På trods af Sass’ forsikringer om, at der skam også er et par pensionskasser med i foreningen, er det svært at forestille sig en branche, der ligger længere fra Socialdemokratiets kerneværdier end kapitalfondene. Det er trods alt denne branche, Poul Nyrup, Sass’ tidligere mentor, lancerede et frontalangreb på i sin bog I grådighedens tid: kapitalfonde og kasinoøkonomii 2007.
Det er svært at forestille sig, at Mette Frederiksen anser sin tidligere løjtnants karriere-move som gavnligt i forsøget på at rykke Socialdemokratiet tilbage mod en mere klassisk politik. Hendes bête noire fra Thorning-tiden, Bjarne Corydon, lavede jo netop et lignende ryk til erhvervslivet pengeverden – først McKinsey og siden Børsen.
I stedet for at forestille os, at der er vandtætte skotter mellem de forskellige magtsfærer, oplever vi i stigende grad at stå over for en samlet magtelite.
Spørgsmålet her er imidlertid bredere end bare Henrik Sass og hans personlige politik og moral. For Sass’ exit til en vellønnet stilling i en public affairs-afdeling, hvor opgaven er at påvirke sine tidligere kolleger, er langt fra unik, men en del af en bredere tendens. Tidligere har vi set Brian Mikkelsen skifte til Dansk Erhverv, Karen Hækkerup til Landbrug og Fødevarer og Gitte Lillelund Bech, der gik fra posten som forsvarsminister til lobbyist i Advice, hvor hun blandt andet skulle sælge kampfly til sine tidligere kollegaer.
.jpg)
Sass har om skiftet udtalt: "Det har ligeledes været klart for mig siden valget, at min tid i politik er udrandt". Kilde: POLFOTO/Jacob Jørgensen.
I 2014 lavede jeg med Christoph Houman Ellersgaard en opgørelse for Politiken af, hvor ministrene gik hen, efter de forlod deres post. Blandt dem, der havde forladt politik (et mindretal), var der dobbelt så mange, der arbejdede med lobbyisme og public affairs, som der vendte tilbage til et almindeligt civilt job, hvor de ikke anvendte deres politiske netværk. Med andre ord: Tidligere ministres primære jobmarked uden for politik er lobbybranchen.
Etableringen af denne svingdør mellem politik og lobbyisme er ikke et unikt dansk fænomen, men snarere en del af en global trend. Især USA er foran på dette punkt, men også i Europa har vi set en stigende tendens til, at toppolitikeres karrierevej ofte indebærer skift mellem politik og forretningsverdenen. Denne svingdør betyder, at interesser og verdensforståelse i høj grad smelter sammen, og den kan betyde en udfordring for vores traditionelle forståelse af magt.
Vi er vant til at se erhvervsliv, bureaukrati og politikere som adskilte grupper med forskellige interesser, der kan holde hinanden i skak. Men de mange eksempler på brug af svingdøren bør mane til eftertanke. I stedet for at forestille os, at der er vandtætte skotter mellem de forskellige magtsfærer, oplever vi i stigende grad at stå over for en samlet magtelite.
Grundlæggende er der tale om et strukturelt problem, snarere end et moralsk problem, hos enkelte politikere. Hvis vi ønsker at stoppe svingdøren, er der derfor behov for politisk handling.
Denne udvikling er samtidigt forbundet med, at erhvervslivet bruger en stigende mængde penge på at påvirke det politiske system, enten med direkte donationer eller ved opbygning af et lobbyapparat. Her kan tidligere politikere spille en nøglerolle på grund af deres netværk og forståelse for det politiske spil. Direktøren i DVCA taler direkte om, at han har ansat Sass, fordi han har ”politiske netværk og indsigt".
Sass' brancheskift kommer, efter han har været medlem af Folktinget i hele 20 år.
Det er klart, at der ikke nødvendigvis er tale om køb af indflydelse, når politikere går til vellønnede stillinger som lobbyister. Men risikoen for at ødelægge en god karrieremulighed – måske endda den eneste, der kan sikre, man kan opretholde sin nuværende status og livsstil – kan afholde politikere fra at gøre sig alt for upopulære på direktørgangene. Samtidig betyder muligheden for at hyre de bedst ’connectede’ politikere, at firmaer, brancheforeninger eller andre særinteresser kan købe sig til øget indflydelse.
Grundlæggende er der tale om et strukturelt problem, snarere end et moralsk problem, hos enkelte politikere. Hvis vi ønsker at stoppe svingdøren, er der derfor behov for politisk handling.
En række forslag ligger lige for:
Man kan indføre en karenstid, så man ikke kan gå direkte fra en magtfuld post i den politiske verden til lobbyisme eller virksomheder, som man har haft ansvar for at regulere. Det er samme princip, som vi kender fra de konkurrenceklausuler, der er standard i erhvervslivets aftrædelsesordninger og er gennemført i en lang række europæiske lande.
Man kan begrænse politikeres og embedsmænds deltagelse i erhvervslivets magtfulde VL-grupper, indføre registrering af lobbyisters kontakt til politikere eller skabe åbenhed om partistøtte, hvor Danmark har en af Europas slappeste lovgivninger. Uanset konkret udformning er det regelændringer, der er brug for. Så længe incitamenterne ligger, som de gør nu, vil vi se flere sager som Sass.
