Den endelige sandhed om dødsstjernen DR

Hele pamper-parnasset piber over, at kulturministeren vil rundbarbere DR´s budget på 3,9 milliarder – endnu en gang. Indlæggene lugter af jobsøgning – og nostalgiske følelser for tiden før internettet. Den public service-illusion, DR lever på, men ikke selv forstår mere, er åbenbart truet – som alt andet, der lugter af fællesskab i disse år. Det er alle mod alle, i hver sin skræddersyede big-data-definerede lille medieboble, drevet af Google-ads. De store fælles fortællinger og fællesskaber er væk, ligesom almindelig dannelse – og intelligensen er faldet 4,9 procent pr. generation siden 1995. Tør øjnene: DR er allerede død.

Min påstand er, at DR allerede er smadret. Dumhed har erstattet dannelse. Jeg voksede op i en tid, hvor en taxachauffør med en 9. klasses eksamen blev bevidstgjort af at høre P1 i døgndrift. Han viste alt om Derrida, Eno & hvad der skete backstage i baren ved Ib René – Cairo's bord. Dan Turèll havde et talkshow i primetime, hvor han viste Funkadelic og Sex Pistols og rap-rantede.


Den kontroversielle digter Dan Turèll havde sit eget talkshow i DR, dengang der var plads til modkultur.

Folk var fulde og havde ikke stylister, men ofte noget andet end sig selv på hjerte. Nu er DR snotdum og last mover på alt – og man undrer sig over, hvor reklameblokkene er, da DR sliber alle kanter af og gør alt til håndsæbe for at lefle for en ikke eksisterende fællesnævner. For hvad er det ved den hellige ko "Broen", der gør, at den ikke kunne være på Netflix med sponsoreret mosgrønt tøj fra H&M?
 
Oprindeligt er public service et begreb stjålet fra BBC (som så mange andre DR-idéer). Det handlede om, at man ikke bare skulle give seerne/folket, hvad de ville have, men hvad de MÅSKE ønskede – men ikke var klar over endnu – og kunne næres af metal protein og vision – frem for underholdning.
 
Public service handlede om massernes NEED, ikke som i nutidens DR, der handler om en medieelites nedladende fantasier om massernes WANTS – didaktisk, men smukt nok i teorien, og i den fragmenterede big data-minede, individuelle boble-tid, vi lever i, er der brug for noget uafhængig innovativ, kritisk bevidsthed – så hvorfor uendelig Barnaby?
 
For 10 år siden var der et historisk hul i DR, hvor jeg blot kunne gå ned i kantinen med en idé, og efter en kop kaffe fik jeg et kamera og et budget og kunne så lege enmandshær og afsøge nye emner og lege med min personlige form. Og så mødte jeg redaktøren igen til sidste gennemsyn i klipperummet, hvor han skulle sikre sig, at hans/hendes navn stod med en tydelig, stor skrifttype i den rigtige rækkefølge på rullen.
 
Der var plads til poppet avantgarde, der endte med at ændre en masse menneskers liv. Bevares – en nervøs mellemleder fik da klippet det mest grænseoverskridende væk og indsat nogle moraliserende ekspert-celeb-tågehorn af den slags, der lever af gratis latte, taxaboner og afledte sideeffekter. 
 
Senere imiterede DR3 mine idéer og casts, men gjorde “neo-dokumentar” til klam uempatisk stereotypiserende reality, der stigmatiserede de stakkels medvirkende. “HA HA, godt det ikke er mig, se tabersvinene…” præcis som på TV3.
 
Den Djøf-kalkulerede leflen
Så kom den permanente krise og de nye platforme, og kampen om seerne skærpedes yderligere – public service blev reduceret til en nedladende Djøf-kalkuleret “giv folket hvad folket vil have”-strategi, produceret for “mindst muligt til flest muligt.” Slagordet blandt medarbejderne var “Sendt er glemt.” 
 
For kvaliteten af oplevelser er svær at måle, og det handlede om tal. Jeg satte mig op på chefgangen i DR dagen efter min første programpremiere, og mine redaktører og chefer undgik mig, til de havde været inde på kontoret og se seertallene på deres sløve PC'er. Først derefter var der kage. Så kom de og spurgte, om vi skulle lave samme program som serie – helst i Jylland med kendte, noget med mad og en kendt vært? WTF?
 
Det hele drejede sig om at banke TV 2´s seer-share – ikke at oplyse befolkningen med innovativt indhold – så man ansatte i stigende grad succesfulde talstærke TV 2-folk. Kort sagt lavede man reklame-tv uden reklamer for at overgå en reklamekanal – af mangel på større mål og visioner.
 
En anden slående ting var, hvor meget skjult reklame der var – vi taler ikke bare sponsor-tøj her – det er hele dokumentarserier med skjult agenda finansieret af interessegrupper, præcis som artiklerne er blevet de dyre reklamer i de fleste aviser. Selv formanden for DR´s bestyrelse var ved siden af chef for en lobbyorganisation, der fik over 10 millioner af en bombeflyfabrik, der ville sælge for 66 milliarder til danske politikere. Mon det har påvirket den redaktionelle linje? Grænserne var flydende ved det store tag selv-bord, og ofrene sad foran skærmene.
 
Regnearket tog over. DR blev en Djøf-silo – man siger, at der typisk er otte mellemledere, der står i vejen for hver kreativ. Tilmed prøvede DR at lægge så meget ud i den private produktionsverden som muligt, hvilket gjorde, at alle de kreative prostituerede sig i den røde indre gade (en gang, der forbinder de to DR-bygninger. Red.) i angst for at miste sommerhuset – og kun turde pitche tamme tomme ideer, der passede til regnedrengenes fantasiløse idéer om, hvad masserne skal se af formateret bras i de forskellige slots. “Kan Birthe fra Esbjerg på 47 forstå det her? Kan de fællesskabsorienterede rosa segmenter fatte det?”
 
DR's generaldirektør på ottende år, Maria Rørbye Rønn.
 
Programmerne blev ikke lavet, fordi der var en idé, en adgang eller en historie, men fordi der var en mulighed for at parre en vært med et segment billigt i en slot. Regnearkene fejlede, og det blev ikke bare dumt, men dyrt. 
 
Endnu et af de formater, jeg snildt kunne se blive reklamefinansieret: Det super-småborgerlige “Kender du typen” kræver en hel OB-vogn og et team på over tyve mennesker at optage. Vi taler seriøst om tre mennesker i en lejlighed her, ikke en stjernekrig… Jeg siger ikke, det skal skydes på værtens telefon, men … overkill. For det gælder om at holde vennerne i arbejde og budgetterne oppe, især på nyheder og den hellige søndagsserie.
 
Plus overproduktionen på medieuddannelserne, der skabte en konstant stoledans, hvor man tog en varm taburet væk – den såkaldte forandringsledelse gjorde, at tiden gik med strategier, design, rebranding osv. Bevares, man skabte nye afdelinger og et matrix af mellemledere til at skjule beslutninger og brølere – men i stedet for reel produktion. Afdelingerne lå som reklamebureauer i pitchkrige om at fylde formaterne.

Det var, som om selve processen omkring produktionen var produktet, selve programmerne var nærmest bare et biprodukt af kurser, strategier og møder – og bare der var noget laveste fællesnævner-modulation på senderen, var alt fint. Ellers genudsendte man bare noget eller købte det for en slik af BBC eller NRK.
 
Dødsstjernens mediesexuelle gøglere
“Forandringsledelse” var smart, fordi afdelinger blev splittet, rebrandet og samlet i et væk, hvilket resulterede i en stemning, der gjorde at medarbejderne kaldte DR-byen “Dødsstjernen” eller – mere præcist  - “Angstpaladset”. En bygning, der afgav en oplevelse af uendelige, skjult passivt-aggressive intriger, knive i ryggen og idétyveri.
 
En bygning, hvor man ikke kunne åbne vinduerne og bare sad og ventede på det notorisk langsomme it-system i store åbne overvågede kontorer med dåseluft – helt høje på maskinkaffe og lykkepiller. Med kortene tæt ind til kroppen ventede man på, at den skjulte magt tog nye, tågede beslutninger.
 
I en tænketank for 15 år siden foreslog jeg at sælge DR-byen og bare have 1000 selvkørende kreative med kameraer og laptops, der uploadede til en offentlig server, hvor en redaktion så kunne plukke cremen til de døende flader. Derudover skulle brugerne frit kunne uploade og klippe i hele Danmarks fællesarkiv og fælles SoMe-platform. Ud med koncerthuse, studier, stativer og strategier – og ind med seerne – på danske hænder.
 
Naivt.
 
Det gik den anden vej – på Dødsstjernen valgte man de syntetiske brede løsninger, studie frem for reportage, flere Tordenskjolds soldater, mediesexuelle gøglere og hofsnoge frem for eksperter eller autentiske nye mennesker. Min chef brugte mere tid på at lyve sin wiki federe end at producere. Angsten gjorde, at man kun turde klone eller genbruge succeser. Danmark blev delt i segment-lagkager, men faktum var, at DR2 mest blev set af fraskilte gymnasielærere langs Lyngbyvejen.
 
Kantinekokkene spiste deres egne medbragte madpakker, og kaffemaskinerne gav diarré, der var en konstant angst, alle kreative hold blev konstant brudt op i en evig målløs forandringsmølle, det var alle mod alle – det var, som om selve husets design var lavet til at gå over budget, så man kunne fyre de gamle 68'ere, der ville give brok længere nede af nedskæringsvejen. Tilsæt et umuligt indeklima og et forældet mediearkiv og en kæde af teknologiske fejlkøb. 
 
DR-byen blev til på en overrislet aften mellem pamperen Kramer Mikkelsen, maniske Jytte Hilden og direktøren for Ørestadsselskabet, der havde brug for et trækplaster til fiaskokvarteret. Så kunne man flytte til et mindre hus, overskride budgettet og have et motiv til at fyre de mest besværlige genier.
 
DR Byen i Ørestaden.
 
Det gamle radiohus på Rosenørns Allé. Foto: Kim Agersten.
 
"Smagsdommerne" er et godt eksempel på DR´s deroute – en slags retorisk "Robinson" for C-listen fra kulturlivet – det handlede om at kaffebordspludre om kultur frem for at vise kulturen selv – eller producere noget, der VAR kultur og ikke bare underholdning.
 
Programmerne handlede mest om værten og hans positionering og karriere. Samtidig havde DR intet program om hverken bøger, film, kunst eller musik… det blev ved snakken OM, hvordan man snakker om kultur. Det var ikke snedig metakunst, det var medie om medie, om hvordan man snakker om medie. Og nu rammer de så nulpunktet med erstatningen "Gejst". Nå nej, du har heller ikke set det…
 
De sidste analfabeter fra Voice
Man gik efter de store dumme socialdarwinistiske projekter som det ellers oplagte sponsorformat "X Factor" – snedigt legitimeret af den fake-kritiske bøddel & narcissist Blachman, der slap afsted med Gajol-pakkesandheder, der virkede kloge i den debile kontekst. Man fik børn til at imitere sexobjekter og fylde dem med stjernedrømme, hvorefter de kunne gå med aviser året efter.
 
Inkarnationen af dansk X Factor, den følsomme overdommer Thomas Blachman.
 
Mere succesfuldt var det, da bøsserne fik lov at give Østblokken en fuckfinger via en vinder-trans med skæg for 334 millioner, delt ud til vennerne.
 
Hele kliker af forkælede Østerbro-borgerbørn og jyder direkte fra RUC eller DR´s eget indavlede “talenthold” – man ville være sikker på, at de ikke havde oplevet for meget udenfor boblen – overtog ofte hele afdelinger og klovnede villigt rundt i den hyberliberale matrix, djøf'erne havde sat op. Problemet var, at der ingen holdning var. Alt blev gjort til underholdning.
 
Et andet præmieeksempel er dengang, hvor man lavede en kanal, P6000 med Mascha Vang … der skulle være DUMMERE end P3 (!!) for at nappe de sidste analfabeter fra The Voice… det handlede igen ikke om indhold eller vision, blot om ratings, shares og markedsdominans.
 
Man har også valgt at sjofle de hyperinnovative og populære elektroniske musikgenrer til fordel for en kanal dedikeret til britpop (P6) – en retrogenre, der varede måske tre år i 90'erne – plus at man stadig insisterer på at køre playlisteradio i tæt parløb med de store pladeselskaber. Jeg kender ikke én musiker, der ikke kunne tænke sig at få DR´s musikchef kørt ud i skoven – jeg nævner ingen navne.
 
Ellers var dagens orden, at man nappede idéerne fra tosser, masserne, succeser i andre lande eller store halvoffentlige brainstorms, hvor seere og medarbejdere stillede gratis op – men skulle skrive under på, at man ikke ejede sine egne idéer mere eller ville komme til at producere dem selv, skrevet med småt nederst på kontrakten.
 
På redaktionerne var det nærmere reglen end undtagelsen, at en nederst i pyramiden fik et afslag på en idé, hvorefter en i toppen lavede den selv – eller gik i mediearkivet, skamklippede fortidens hits og satte et par sikre talking heads ind fra den mediesexuelle tågehornsliste.
 
Ofringen af Danmarks kritiske bevidsthed
Bevares, man har da et par kritiske kautionister, der har overlevet udrensningen af de røde lejesvende og de fleste andre med talent eller kritisk bevidsthed. De kan så sidde udenfor primetime og legitimere den store, egodrevne underholdnings-propaganda-maskine. Jeg har hørt om dem, men ikke set noget fra den kant længe…
 
De hyperliberale tider krævede, at DR trods det enorme interne produktionsapparat lagde en masse arbejde ud i byen – hvilket ofte blot tilføjede endnu et lag fordyrende, overforsigtige mellemledere for licenspengene. Nu skulle programmerne ikke bare godkendes i DR, men pingponges frem og tilbage i uendelighed mellem interne og eksterne redaktører, til der var så lidt vodka i sjusserne, at man kunne synke antabus med dem.
 
Der blev castet efter genkendelighed og gengældte tjenester, ikke på talent eller idéer – den gennemgående ide var “mig mig mig -bla-bla-bla- forhåbentligt mange seere, sendt er glemt.” 
 
Redaktørerne købte programmer af produktionsselskaber, hvor de senere fik job, når stolen brændte under dem på DR. Så kunne de komme tilbage senere eller måske ryge på DFI eller på en filmhøjskole, hvis det var helt sløjt.
 
Tilrettelæggerne fattede intet, men der gik rygter om, at der var en satanisk swingerklub, der holdt alle disse overflødige mellemledere til fadet. Selv kulturministeren Mette Bock fik to millioner af DR for at sige op, da hun var programdirektør. Offeret var noget fint og skrøbeligt – hele Danmarks kritiske bevidsthed. Massernes lyst og mulighed for nye ukendte ting og generelle dannelse blev undermineret af angstfyldt, idiotisk ledelse og ekstremt fråds.
 
DR er for tæt på politikerne. De har holdt DR i live, fordi de ser søndags-serier med enorme seertal. Mit postulat er, at de kunne vise hvad som helst med den markedsføring og få fede seertal. Og politikerne er liderlige efter at have en reguleret talerstol på skærmen – armslængdeprincippet er jo væk, da DR er så angst og rygradsløs, at de piller alt af, der er kritik, selv satiriske julekalendere på nichekanalerne.
 
Dagen før premieren blev stikket trukket på julekalenderen, "Jul i Republikken". DR påstod, at niveauet var for lavt. Det lugtede langt væk af selvcensur efter beskyldninger om venstreorienteret propaganda, og af at DR’s ledelse var bange for at træde politikerne over tæerne. Teatrene Mungo Park og Aveny-T gik sammen om at opføre julekalenderen, og der skulle efter sigende ikke være noget galt med niveauet.
 
DR er jo propagandaministeriet, men ikke så længe. Det har reklame-content-firmaerne snart overtaget, når politikerne fatter, hvor præcist nettet er til hjernevask.
 
Efter mine oplevelser i maskinrummet mistede jeg lysten til DR – og mainstreammedier generelt. Nu vil politikerne så slagte DR, der er ved at blive lige så populært som DSB – man holder røven i vandskorpen med TV3-socialpornografi på DR3 (hvad med en lov om ansvarlige for casting, så de tossede medvirkende ikke stigmatiseres?), pensionist-quiz og en støvet ide om kanoniseret kultur på DRK, gamle DR1 på DR2 og så ren TV 2 på DR1.
 
Alt er vinklet på at lave mest muligt til flest muligt for mindst muligt – et kulturelt Whopper Meal. Klart, at ingen jeg kender under 60, refererer til DR mere. Hvordan skal vi forklare de unge, at de får en licensopkrævning, fordi de har en smartphone, der aldrig har været på DR´s hjemmeside?
 
De andre gamle medier, der modtager støtte – f.eks. aviserne – agerer alligevel, som om de var reklamemedier, så hvorfor ikke bare droppe støtten og prøve noget helt nyt?
 
Den sidste borgerlige med reol, den konservative Per Stig Møllers, gave til vennerne på Berlingske og reklamekrigerne på Duckert, Wibroe og Partners var det slet kamouflerede borgerlige Berlingskes støtteprojekt Radio24syv. Kanalen, der spilder alles liv med meta-ironisk pladder spicet op med skingre mørkeblå liberalister fra Berlingskes bloggerkorps, der forgæves forsøger at provokere med deres anakronismer og søgt skæve, ledige clickbait-standpunkter som Dan Park.
 
Værst var det, da en forkælet multimillionær skreg til en mand i kørestol, der ringede fra plejehjemmet, at han skulle tage et job. Radio24syv bør lukkes eller flytte mindst 300 km væk fra Østerbro og Nordsjælland. Grønland trænger vist mere til et mediehus end amatør-aktiehandlere og Tisvilde-gøglere. Det mest desperate populistiske greb er “Det, vi taler om” – der er værre og mere uempatisk end selv Se og Hør. Højdepunktet var vist, da Jørgen Leth sludrede om sin yndlingsfrugt i 20 minutter.
 
Sæt "Matador" på repeat på Nationalmuseets server
Journaliststanden er til rotterne pga. markedspresset – da politikerne blev trætte af kritiske medier, udvidede de bare journalistuddannelserne, så der kom så mange journalister, at de holder hinanden i skak pga. kampen om jobs og gør hvad som helst for at holde på deres.
 
Meget sigende var årets Cavlingvinder en bog om at rode rundt på ydre Ama'r for at finde sporene af en bande ildelugtende, 30 år gamle stjernetossede, banale bandemedlemmers efterkommere – sandsynligvis drevet af lyst til en bestseller, en ny Jønkebog, en gang middelklasse-tabervoyeur-krimi til juletræet. Jeg troede, at Cavling var til afslørende journalistik, der havde andre effekter end taberfascination og underholdning? 
 
Forstå mig ret: Jeg mener grundlæggende, at al central infrastruktur – el, transport, sundhed, telefoni, banker og medier – bør have et fornuftigt bud fra staten som alternativ til det private. Jeg er endnu ikke en højresnoet rindalist, der jager virtuelle røde lejesvende eller vil have mere forsamlingshus, sport og Giro 413.
 
For når alt dette er sagt, mener jeg, at vi skal fortsætte – efter en kraftig revidering af DR´s værdier og personale – da det da er interessant med mainstreammedier, der IKKE direkte er underlagt markedets frie kræfter. Problemet i dag er bare, at man ikke kan se denne frihed i sendefladen.
 
Det stolte skib DR sank, mens danskerne havde travlt med at lede efter underholdning. Illustration: Lieb.
 
Vi skal genopdage de oprindelige public service-dyder og skabe et uafhængigt, kritisk bevist medie. Den evige leflen for den ikke eksisterende laveste fællesnævner må stoppe – ellers sæt Matador, Borgen, Broen og alt det andet placebo-gas på repeat på Nationalmuseets server, og luk lortet ned på vågeblus. Giv resten af pengene til brugerstyrede kulturhuse specielt i ghettoerne, sæt it-kreativitet og kildekritik på skoleskemaet for alvor i stedet, nu hvor Titanic er sunket, og hjerneskaden er sket.
 
PS. Det var så mit officielle medieverdens-selvmord – vi ses ude i virkeligheden.
 
Læs mere af og om Morten Vammen på http://www.blazar.dk/
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job