5 veje til endnu bedre gåture

Det var ikke uden en vis ærefrygt, at jeg takkede ja til Kommunikationsforums opfordring til at skrive en artikel om gåturens lyksaligheder. For det her er de store filosoffers grundstof. Et emne så uudtømmeligt, at den norske forfatter Tomas Espedal i GÅ. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv hen over hundredevis af sider øser af erindringer fra sine egne vilde, poetiske gåture og fodrejser fra hele verden, udforsker Aristoteles’, Baudelaires, Rousseaus og Kierkegaards særlige forhold til at gå – og endevender alle de begreber om at gå, der indgår i vores dagligsprog. Som ’at gå i hundene’ og ’at gå fra hinanden’. Gangens spændvidde er svimlende.

Fælles improvisation

Det at gå er så naturlig en del af livet, at det indgår her, der og allevegne. Og det er en ultrademokratisk fornøjelse – ikke kun, fordi de store filosoffer i oldtidens Grækenland gerne vandrede, mens de diskuterede livets helt store spørgsmål. Men også, fordi alle kan være med. Det er noget, vi alle sammen har kunnet siden barnsben, og det kræver ikke særligt udstyr eller hård træning at være med. Vi går nærmest automatisk. Uden at tænke over det. Mens vi går, glider verden forbi. Og det sætter tankerne og samtalerne fri.

Sådan har det altid været. Men under pandemien har gåturen pludselig udviklet sig til at være vores primære form for adspredelse, motion og samvær med dem, der ikke lige befinder sig i vores boble. En anledning til at ventilere vores tanker.

Og når vi pludselig går så mange flere ture, end de fleste af os plejede – og så mange samtidig klager over udlængsel og manglende variation i hverdagen – bliver det spændende at udforske ’variationerne over temaet gåtur’ og se, om vi kan finde på forskellige formater, der gør, at nogle af turene bliver endnu mere særlige. Samtalerne endnu mere interessante. Samværet endnu mere intenst, selvom vi ikke må røre hinanden.

For en samtaletur er samtidig en konstant stiltiende forhandling om tempoet, retningen, og hvor meget omgivelserne får lov at fungere som skiftespor for samtalen. Hvad er så vigtigt, at man må afbryde samtalen for at påpege det? Hvad lader man fare, fordi den igangværende samtale er helt uafbrydelig? Hvilke uventede udefrakommende påvirkninger spiller pludselig ind i samtalen og skaber nye krydskoblinger, der gør, at man kommer til at tale om det velkendte på helt nye måder? Hvad glæder man sig blot over i hver sin egen dybe stille ro?

En rigtig god samtale føles på mange måder som et stykke improvisationsmusik, samtalepartnerne komponerer i fællesskab. Når det virkelig svinger, trækker begge samtaler det helt store register af både faglig viden og personlige erfaringer. Man veksler ubesværet mellem staccato og legato. Mellem personlige anekdoter og de helt store abstrakte perspektiver. Mellem at lytte og dele. Tale og tavshed. Man slår de samme temaer an flere gange undervejs – og set i lyset af alt det andet, man har nået at vende i mellemtiden, vender pointerne og grundtonerne tilbage med fornyet kraft.

Det er berusende, når det sker. Og heldigvis opstår de helt fantastiske samtaler på gåturen ofte helt af sig selv. Hvor som helst, når som helst og med næsten hvem som helst. Men efter næsten et års nedlukning begynder jeg at høre mange, der klager over, at de ikke kan finde på så meget at snakke om, når de endelig er sammen med deres venner. Fordi vi plejede at snakke om alt det, der sker på arbejdet eller i skolen, hvad vi skal grille i weekenden, hvor vi lige har været på ferie, og hvordan fødselsdagsfesten gik.

Her i coronatiden bliver vi derfor nødt til at grave lidt dybere – men det er min klare overbevisning, at vi alle rummer uudtømmelige kilder til godt samtalestof. At vi har uendeligt meget på hjerte. Men vi er bare ikke er så vant til at gå på opdagelse i vores indre biblioteker – og mange af vores mest spændende tanker er vi ikke så vant til at sætte ord på. Så det kræver lidt træning, lidt fokus eller nogle gode samtalestartere.

1) Medbring en samtalestarter

Eksempel på samtalestartere: De 50 spørgsmålskort i min kombinerede bog og samtalespil Genopbyggerne er skabt til at sætte samtaler i gang om den særlige tid, vi lever i lige nu. Hvordan bidrager vi hver især bedst til at genopbygge samfundet efter den store nulstilling, vi gennemlever lige nu – så vi sammen skaber et endnu bedre samfund, end det vi kom fra? Det er nemt at tage et kort eller tre med på samtaletur. Læs mere på Genopbyggerne.dk

Det geniale ved at gå tur er, at omgivelserne automatisk fungerer som samtalestarter.
Der er hele tiden så meget at se, glæde sig over, undre sig over, overhøre og iagttage. Det sker – næsten – helt af sig selv. Man kommer vidt omkring.

Men hvis man gerne vil anspore en mere fokuseret, vidtløftig, koncentreret eller ideudviklende samtale, kan det være en god idé at medbringe en samtalestarter, der lægger op til en fælles udforskning af et emne eller et spørgsmål undervejs. For eksempel går jeg meget ofte tur på Assistens Kirkegård. Det er altid dejligt, og årstidernes skiften og inspirationen fra de mange gravsteder sætter altid noget godt i gang. Men når jeg med jævne mellemrum inviterer til Samtalesalon om Døden derovre, sker der noget helt andet med samtalerne. For når jeg stiller gæsterne meget konkrete spørgsmål om liv og død, som de skal udforske to og to, får de meget nemmere ved at tage hul på livets store spørgsmål, end de ellers ville have haft – og når de undervejs får udleveret en samtalemenu med 5-7 spørgsmål, de har en halv time til at vende, er det utroligt at overhøre, hvor dybt de får vendt spørgsmål, der ellers kan være svære at få hul på. Samtalestarteren fungerer simpelthen som en god undskyldning for at tage fat på det svære, vigtige, komplekse, uendeligt store, som det ellers kan føle grænseoverskridende at spørge om i en verden, hvor det forekommer tryggest at spørge ”Nå, hvad laver du så?”

Der findes et hav af fine sæt med spørgsmålskort, man kan bruge som samtalestarter, og på samtalesaloner.dk kan man stadig printe en lang række af de samtalemenuer, Andreas Lloyd og jeg producerede i de første år med samtalesalonerne.

Hvis samtaleturen er en del af arbejdet, er der mange konkrete tips at hente i Erik Harrs nye bog Skoven som Samtalerum. Han er inkarneret friluftsmenneske og har samtidig stor ledererfaring. Og i bogen sammensmelter han de erfaringer til en masse gode råd til, hvordan man kan rykke teambuilding og vigtige arbejdssamtaler ud af mødelokalerne og ind i skoven, mellem træerne, under stjernehimmelen. Mange gode bud på, hvordan naturen i sig selv kan fungere som samtalestarter.

Det vigtige er egentlig ikke valget af samtalestarter – det er selve det at benytte sig af en samtalestarter – fordi den sikrer, at samtalen starter et helt andet sted, end man er vant til, og selv ville have gjort. Og derfor udvikler samtalen sig i uventede retninger.

Med jævne mellemrum holder jeg samtalesaloner om døden på Assistens Kirkegård. Her spiller emnet, omgivelserne og spørgsmålene sammen til en totaloplevelse – og man kan fint printe menuen og tage den med på gåtur på den lokale kirkegård, hvis man trænger til at vende nogle af livets helt store spørgsmål. I det hele taget kan det være inspirerende at tænke over, om særlige omgivelser kalder på særlige emner eller spørgsmål.

2) Dyrk tavsheden som samtaleguld

Det er en gængs misforståelse, at den gode samtale kræver, at man taler konstant. Pauserne er en lige så vigtig del af samtalen som alt det, man sætter ord på. Det kan skabe en fantastisk samklang og samhørighed at opleve, se og sanse noget sammen uden at sætte ord på – for så først bagefter at bruge den fælles sansning som samtalestarter. Og ofte kan der opstå en helt særlig form for kommunikation, når man er helt stille sammen. Nogle gange kan man ligefrem høre eller sanse noget, man ellers aldrig ville have fornemmet.

Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, tog jeg et kursus i Vipassana-meditation i en lille by i Indien. Man måtte hverken tale, læse eller skrive i ti dage. Hver dag sad man på den samme plads og mediterede i ti timer. Selvom man heller ikke rigtigt måtte se på de andre deltagere, mærkede jeg efterhånden en meget stærk forbindelse til både den ældre kvinde bag mig og den yngre, der sad skråt foran mig. Den sidste dag, hvor vi så endelig måtte tale sammen, søgte de mig lige så intuitivt, som jeg søgte dem. Men det viste sig, at vi stadig ikke kunne tale sammen alligevel, for de talte ikke engelsk, og jeg talte ikke hindi. Havde vi måttet tale sammen fra starten, ville vi aldrig have opnået den stærke forbindelse, vi havde nu – for så havde sprogbarriererne skilt os ad fra start. Men nu havde vi i stedet skabt et meget stærkt bånd til hinanden, der byggede på alt muligt andet end det talte sprog. Og jeg endte med at bo et par dage hos den yngre kvinde uden at kunne sige et ord til dem – og alligevel føle mig tæt forbundet med dem.

Det lærte mig meget om, hvor dybt vi kan kommunikere med hinanden uden ord – og hvor sjældent vi oplever det, fordi vi larmer så meget i vores dagligdag. Derfor synes jeg også, det er et vigtigt aspekt af – om ikke samtalen, så i hvert fald samværet – at være intenst sammen og gå tur sammen uden at sige et ord. Sanse omgivelserne og alle de andre dybder i samværet, man ikke kan høre eller mærke, når småsnakken kører konstant.

For at træne denne form for lydløst samvær kan man lege voksenudgaven af en leg, jeg fandt på, da jeg skulle underholde min lille nevø, mens jeg trillede hans lillesøster i søvn i barnevognen. Når Otto og jeg tager på ’Stille opdagelsesrejse’, fortæller vi hinanden historier om de forskellige fænomener, vi passerede på vores vej uden at bruge ord. Vi dufter til smukke blomster, peger på store sten, vi gerne senere vil klatre på, hvirvler med nedfaldne blade, spejder efter legetøj i haverne. Og når Solvej så sover, genoplever vi alt det, vi har oplevet, ved at fortælle hinanden om det, vi så, duftede og mærkede. Lidt samme princip har jeg også oplevet Sebastian Overgaard skabe for voksne under navnet ’Silent Sightseeing’. Her gik en stor gruppe voksne byen rundt med Sebastian som guide. Helt tavse alle sammen. Uden at sige et ord stoppede han pludselig op rundt omkring for at se, lytte og sanse byen omkring os. Som guide havde Sebastian på forhånd udvalgt forskellige steder, vi skulle standse og sanse, men han lod sig også inspirere af det uforudsigelige nu, hvor der måske pludselig var et par svaner, der landede, nogle unger, der for i totterne på hinanden, eller et forelsket par, der kyssede. Som deltager iagttog man bare helt tavst og sansede så meget, man kunne. Og da vi bagefter fortalte om vores oplevelser, var det utroligt at opleve på en gang, hvordan nogle indtryk havde prentet sig klart i erindringen hos næsten alle – men også, hvordan vi hver især havde opfanget alle mulige detaljer, ingen af de andre havde noteret sig.

Hvis man ikke er vant til det, kan det måske føles lidt akavet at gå tavse omkring sammen – og det kan måske ligefrem være nødvendigt at aftale, at man sætter en alarm til at ringe om en halv time, og at ingen må sige et ord indtil da. Men med lidt øvelse kommer man hurtigt til at værdsætte det. At kunne lade stilheden fylde og flyde af sig selv.

3) Skattejagt for voksne

Skraldejagt gør det til en leg at gå tur og samle skrald. Piratstemningen og skattejagten gør det hele lidt sjovere. For alle aldre. Læs mere med på skraldejagt.dk

Min fabelagtige assistent Rasmus Holm startede for et par år siden foreningen Skraldejagt. Her mødes man for at samle skrald, mens man med en kombination af pirat-look og skattejagtskonkurrence konkurrerer om at finde dagens mest fantastiske stykke skrald. En god måde på en gang at komme ud i naturen, at ’lege’ sammen og gøre en reel fælles indsats for miljøet. Her er samtalerne ikke sat på formel, men på samme måde, som man taler virkelig godt sammen, mens man maler en stue, lægger puslespil eller snitter grøntsager, flyder samtalen meget ubesværet, når hænderne eller fødderne er fuldt beskæftiget samtidig.

Der er noget basalt sjovt og spændende over at have et mål. Alt efter årstid, og om man befinder sig i byen eller i naturen, kan man sammen sætte sig forskellige opgaver eller mål. Noget, man er på jagt efter. Vi kender det fra jagten på rav, svampe, eller når vi spejder efter det perfekte stjerneskud. Det kan være sjovt at tage del i den verdensomspændende hemmelige skattejagt efter de små bokse, der over hele verden er godt gemt under store sten, i lygtepæle og under gelændere, og som man kun kan finde, hvis man er en del af fællesskabet på Geocaching.com.

Det kan også være en slags skattejagt at åbne nye verdener for hinanden – at man i særligt selskab spejder efter noget særligt.

De første gange, jeg rejste med min amerikanske ven Paul, skulle jeg lige vænne mig til, at han engang imellem stoppede brat op, fordi der var en detalje eller en scene i gadebilledet, han gerne ville tegne. Men efter vores første fælles ture gav han mig en skitsebog, nogle blyanter, et par håndbøger om kunsten at se og løftet om, at han gerne ville lære mig at tegne. Og på de næste fællesrejser spejdede vi i fællesskab efter gode steder at tegne – og sad i timevis i højkoncentreret tavshed og tegnede en enkelt detalje, mens alle de andre turister snapshottede alle motiver, de mødte på deres vej. Jeg bliver aldrig rigtigt god til at tegne, men jeg nyder processen og roen og er meget taknemmelig for det skærpede blik, Paul dengang skænkede mig.

Jeg selv har en fetish med at fotografere ting i gadebilledet, der overraskende matcher hinanden. Og jeg overhører også frejdigt andres samtaler på gaden. Begge dele videregiver jeg på de sociale medier – og jeg modtager virkelig ofte fine matchbilleder, andre har taget, eller pudsige ting, de har overhørt, sammen med en lille hilsen om, at det havde fået dem til at tænke på mig. Og når jeg går tur med vennerne og børnene omkring mig, er det tydeligt, at de også lige kigger lidt mere efter gode matches og lytter lidt mere til, hvad folk omkring dem siger, fordi de er sammen med mig og ved, at det interesserer mig. På samme måde, som jeg gennem årene er blevet klogere på alt fra hunde til fuglelyde, byrum, rumklang eller flotte garderober, når jeg færdes sammen med de venner, der ved meget om den slags. På den måde åbner vi nye verdener for hinanden og træner hinandens blikke for det, vi ellers ville have overset.

Alle kan være med til at spejde efter ting, der matcher hinanden i gadebilledet. Stort og småt. Match i farver, mønstre eller faconer. Fotos af Nadja Pass.

4) Spræng boblerne (på forsvarlig vis)

Alle går vi rundt i vores egen lille verden. Og lige nu er der mange begrænsninger for, hvor mange man må se og under hvilke omstændigheder. Og mange af os savner i forvejen vores venner og nærmeste familie så meget, at vi har prioriteret at bruge vores coronakvote på at mødes med dem.

Men netop, fordi vi i disse tider færdes så meget inden for vores egen boble, har vi endnu mere brug for også at tale med nogen, der ikke ligner os selv. Der kan noget helt andet end os selv. Har andre behov. Prioriterer, stemmer og handler anderledes end os. Så vi ikke bliver endnu mere tunnelsynede, end vi allerede var. Og vi kan jo stadig godt fuldt forsvarligt mødes med fremmede for at gå tur udenfor med ordentlig afstand, sprit og mundbind om nødvendigt.

For nogle år siden blev jeg kontaktet af Sille Schirmer, der var i gang med et eksperiment, der hed Tur med en fremmed. Hen over et par år gik hun jævnligt tur med en person, hun ikke selv kendte, men havde taget kontakt til, fordi hendes seneste samtalepartner havde anbefalet hende at gå tur med vedkommende. Som en slags samtalestafet. Invitationen lød blot på, at jeg skulle møde på et gadehjørne iført gode travesko, sætte to timer af – og så ville hun sørge for en rute og proviant.

Det var ret genialt tænkt, og jeg ville ønske, vi herhjemme var meget bedre til at gøre den slags. Vi har en tendens til altid at tage af sted til ting sammen med folk, vi allerede kender, og at have en fastlåst opfattelse af, hvem der tilhører vores vennekreds. Men vi har godt af omgås nogen, der kan udvide vores horisonter, fordi de lever, stemmer, prioriterer og handler helt anderledes end os selv.

Af samme grund har jeg selv engang imellem eksperimenteret med at holde Nadjas pop-up-kultur-klub. Her har jeg købt billet til en forestilling, jeg gerne ville se, og fortalt på de sociale medier, hvilken dato jeg var der – og at hvis andre købte billet til samme dato, ville jeg sørge for, at vi mødtes til en lille samtalesalon før og efter forestillingen – og til et glas vin i pausen. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke har mange gode venner, jeg holder af at gå til ballet og skuespil med. Det var, fordi jeg havde lyst til at opleve det sammen med nogle andre end dem, jeg plejer at opleve det med. Nogle, der så forestillingerne med andre øjne.

Det fungerede virkelig godt. Hver gang var vi ca. 20 personer, der sad fordelt rundt om i salen. Mange af dem mennesker, der ikke ellers var så vant til at gå til den slags forestillinger – eller hvis kærester måske aldrig gad – og så ville de ikke tage afsted alene. Men nu var der en anledning.

Præcis det samme kunne man gøre med at efterlyse fremmede vandre-makkere. Det er ikke et udtryk for, at man er en ensom stakkel. Det er et adelsmærke – især her i coronatiden – at man er opmærksom på ikke at blive for tunnelsynet.

Hvis man alligevel synes, det er for grænseoverskridende selv at efterlyse samtalepartnere, der kan udvide ens horisont, kan man stemple ind i nogle af de initiativer, der allerede findes. Jeg holder selv for tiden ugentlige digitale Mandagssaloner, hvor vi taler sammen på kryds og tværs af landsdele og generationer. Og der findes også mange fine – om end lige nu her ret coronaudfordrede – initiativer som Menneskebiblioteket, hvor man kan ’låne’ en samtalepartner, der repræsenterer et folkefærd, man selv har en fordom om. Og Folkevandringen, hvor store flokke går koncentrerede samtaleture sammen.

Med et hørespil i ørerne vandrer publikum selv rundt i Faaborg og Svanninge Bakker, når de skal opleve forestillingen Under Isen.

5) Samtaleruter

En anden måde at opsøge noget nyt og udvide sin horisont er ved at benytte sig af nogle af de mange lydvandringer, der i kølvandet på podcastbølgen for alvor pibler frem. Vil du gerne gå en nattevandring, så gør det med MYRKRs fortællinger i ørerne.

Længes du efter filosofiske spørgsmål, så tag en samtalepartner under armen og gå i Kierkegaards fodspor i Gilleleje.

Højt på min egen liste over lydvandringer, jeg glæder mig til, er Baggårdteatrets lydspil Under Isen i Svanninge Bakker og snart er Syddansk Universitet klar med 19 Digterruter fordelt i hele landet, hvor man på forskellig vis kan udforske de landskaber, de store danske digtere er rundet af og lod sig inspirere af. Gode anledninger til at udforske nogle egne, man måske ikke ellers lige ville have valgt som sin vandrings udgangspunkt.

Vi er så vant til at køre langt efter steder, der er se-værdige. Men som gode samtalestartere kan det være mindst lige spændende at finde frem til steder, der på grund af deres lydspor eller ruter er lytte-værdige.

Det er bare om at gå i gang

Alt det her handler om at inspirere til nye måder at samtale eller vandre på for at skabe variation nu, hvor vi går så utroligt mange ture. Men hver ting til sin tid. Det er ikke for at kimse ad alle de helt almindelige dejlige gåture i godt selskab eller forsøge at overstyre dem. Pluk det, der inspirerer, sæt det sammen på din helt egen måde, snør de gode støvler, og bare gå i gang. Rigtig god tur!