Sikkerhedsnåle mod chok på sociale medier
Når vi rammes af noget uventet, så rystes vi – og vi får brug for at holde hånd – også online. Udfaldet af det amerikanske valg efterlod mange både i og uden for USA i chok. Bliv klogere på internettets stress-reaktioner, og se, hvordan vi bruger memer og hashtags som sjælesørgere.
af Katrine K. Pedersen
Den 12. november stormede Michael Moore Trump Tower live på Facebook. Over 2,5 millioner tilskuere fulgte med i demonstrationen med kommentarer, tilråb og tilkendegivelser.
“Gaderne er fyldt med amerikanere, der repræsenterer majoriteten. Majoriteten stemte på Hillary Clinton, det er et faktum, og vi giver ikke op,” sagde han til sit smartphonekamera og Facebook-skaren, der deltog med vrede, grædende, hujende, håbefulde, afmægtige og frygtbetonede kommentarer. Naturligvis iblandet en masse hate og tilråb fra Trump-tilhængere.
”Denne mand (Trump red.) er ikke berettiget til at lede USA” – Moore skiftevis messede sin kritik, rapporterede fra stedet og smilede venligt til folk, der konstant hoppede ind i billedet for at tage en selfie.
Hele filmen fra Michael Moores besøg i Trump Tower. Et kort klip kan ses her.
Sikkerhedsnålen
Der er stor usikkerhed, og frygten vokser i USA. Ifølge New York Times er folk bange for konsekvenserne. Man er bange for fysisk og psykisk vold og for undertrykkelse af minoriteter, imigranter, LGBT-communities og, ja, kvinder.
Folk er i chok, og Michael Moore holder i hånd. Selv forsøger han at holde opmærksomheden vågen og undgå en normalisering af USA’s tilstand. I hans godt halvanden time lange livesending tittede en diskret sikkerhedsnål frem i venstre side af Moores sweater, når kameraet fangede den.
Der var flere, der forsøgte at afklare, hvad sikkerhedsnålen lavede dér. Og selvom sikkerhedsnålen ikke er Moores påfund, så blev hans livesending startskuddet til sikkerhedsnålen som et trygheds-meme, et symbol på sammenhold og en afstandtagen til Trump.
Et af mange #safetypin-memer på Twitter nu.
På dagen for Moores livedemonstration piblede det frem med et hav af micro-bevægelser på de sociale medier som for eksempel @safetypinmovement på Instagram, der skriver: ”allierede til alle, der har brug for solidaritet, kærlighed, inklusion og sikkerhed”, eller @SafetyPinNation på Twitter og @wearapin på Facebook.
Det er ikke fordi, sikkerhedsnålen er et nyt symbol - den er poppet op ad flere omgange igennem historien. Først som et skjult symbol på modstand, håb og frihed i Holland i Nazi-tiden. Senere blev den taget op af punkkulturen, der anvendte sikkerhedsnålen som et tegn på oprør.
Sikkerhedsnålen var et klassisk punkudstyr.
Ifølge det amerikanske medie Snopes.com er det bedste eksempel på sikkerhedsnålen som et symbol på stille modstand, da den danske Kong Christian X red i Københavns gader med den gule Davidsstjerne fæstnet med en sikkerhedsnål til sin uniform. Men selvom den sidste historie stadig trives og er ganske god, så er det desværre en myte.
Internet-sorg – de fem faser
Når vi rammes af noget uventet, så rystes vi – også online. Vi bruger internettet til at komme os over et chok og deler i flok memer som sikkerhedsnåle eller fylder vores statusopdateringer med referencer til begivenheder, der har affødt en internet-chokbølge.
Vox.com har i artiklen: “Don’t call it Slacktivism – public grief is an important human act” inddelt internetreaktioner i kølvandet på et kollektivt chok i fem faser:
I fase et er vi i affekt, og vi deler, fordi vi af forskellige årsager har brug for at tage del i en offentlig sorg eller et holdningsfællesskab.
Med tiden - fase to - kommer chokket på afstand, og vi begynder at distancere os fra de nye meme-fælleskaber. De fleste af os vil i denne fase blive kritiseret for at være en del af fænomenet ’slacktivisme’ – en form for aktivisme, hvor man ikke behøver at rejse sig fra sofaen, men blot kan klikke eller opdatere.
Kritikken handler om, at internettet har dræbt oprigtig aktivisme og meningsfulde diskussioner til fordel for den lette løsning, hvor du ikke behøver at bruge tid på at sætte dig ind i tingene, men i stedet kan give dit profilfoto en gang farve.
Et eksempel på fase to, er da Mads Brügger, programchef på radiokanalen Radio24syv, citerede et vers fra Matthæusevangeliets bjergprædiken:
Det var i sensommeren 2015, mens flygtninge vandrede ind over Danmarks grænser, og folk brugte de sociale medier til at dele fotos og lave statusopdateringer af ture til Rødby (hvor flygtninge ankom med færge fra Tyskland. Red.) med tøj, mad og legetøj eller Suplerflex’s ikoniske orange kunstværk fra 2002 med teksten ”Foreigners please don't leave us alone with the Danes” – et værk, der i 2015 blev til et meme.
Mads Brüggers opdatering landede på et tidspunkt, hvor der stadig var en oprigtig følelse af afmagt og frygt. Noget af det handlede om mistillid til politikere, og noget af det var en frygt for, at situationen var ude af kontrol med flygtende mennesker som ofre.
Selvom hans kritik var nødvendig og stadig er det, så blev den modtaget som en manglende forståelse for, at der var følelser på spil bag opdateringerne - og at de ikke nødvendigvis var narcissistiske udbrud, men måske snarere menneskelige reaktioner affødt af afmagt.
Det er nu engang den måde, hvorpå vi sørger, rystes, bliver afmægtige, bekymrede, bange eller går i chok online – og som Todd Van Der Werff skriver i sin artikel om online chok: “at sørge offentligt er en vigtig menneskelig reaktion (..) folk samles, som var de styret af en sammenhængskraft af følelsesmæssigt fællesskab”.
Og det er netop kendetegnende for fase to, at der er nogle, der distancerer sig, og andre, der stadig er påvirkede – det er højst sandsynligt i denne fase, at der vil være flest sammenstød og shitstorme.
Fase tre rummer en anden kritik – nemlig at vores tendens til overhovedet at samles i meme-fælleskaber omkring enkelte begivenheder. Folk begynder at skrive om tunnelsyn, og om at vi overser andre vigtige begivenheder. Som fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen skrev på Facebook forleden:
Det var d. 17. november. Måske vi om et par dage er ved at være klar til fase fire? Stadiet, hvor vi er klar til et tilbageblik, hvor vi ikke længere er i affekt, men stadigvæk er påvirkede. Denne fase tvinger os til at se vores egen internet-sorg i øjnene.
I fase fem begynder vi at censurere os selv. Vi bliver måske lidt pinligt berørt eller overraskede over, at vi har udstillet vores private følelser. Vi rammes af det paradoksale i internet-sorg, at vi sørger i flok på en scene over for frivillige og ufrivillige publikummer på de sociale medier. Og vi begynder at overveje, om vi skal acceptere eller gribe vores afmagt og kritik anderledes an.
