Fri os for mere snak om køn

Vi har talt om underrepræsentation af kvinder som ekspertkilder. Men det står mindst – hvis ikke værre – til med repræsentation af kvindelige ledere. Og hvis vi skal komme det til livs, skal vi holde op med at tale om køn.
Når kvindelige ledere optræder i medierne, er køn fortsat en definerende faktor for både indhold og format. Foto: Getty Images
Når kvindelige ledere optræder i medierne, er køn fortsat en definerende faktor for både indhold og format. Foto: Getty Images
Akademikerbladets aktivistiske initiativ med kun at benytte kvindelige eksperter som kilder i en hel måned har skummet debatten op og ledt til bodsgang i mediebranchen, der har lovet at kaste nettet bredere ud næste gang, de skal bruge et citat. 
Det er ikke første gang, dette emne kommer op. Men kuren er tilsyneladende den samme, som den hele tiden har været: flere kvinder på kontaktlisten.
 
Jeg vil tillade mig at forudse, at det ikke kommer til at ændre ret meget. Af to grunde, som også slår igennem for den anden groft underrepræsenterede gruppe: kvindelige ledere.
 

Usynlige kvinder

Frem til 2019 offentliggjorde Infomedia deres årlige ”CEO Superbrands”, hvor brandværdien af de 40 største danske virksomheder med en positiv kausalitet kobledes med CEO’ens personlige brandværdi. Den personlige brandværdi blev beregnet ud fra en opgørelse og vurdering af CEO’ens eksponering i medierne. 
 
I 2018 var to ud af de 40 CEOs kvinder, og den med den højeste placering var klatret helt op på en 14.-plads. Året før havde hun ligget på en 37.-plads, og springet blev kædet sammen med en stor ledelsesrokade, hvor hendes afgang blev omtalt. Hun figurerede således ikke som en kilde til at give input.
 
Ingen kvinde har nogensinde været i top-5 på listen over mest synlige ledere fra de 40 største virksomheder. 
 
Det er selvfølgelig slemt nok. Men hvis man kigger bredere og ser på kvindelige ledere over all, bliver det helt håbløst. I antal, men i særdeleshed i vinklingen. Og det sidste er faktisk en væsentlig grund til den svage repræsentation.
 

Hvorfor?

I 2019 udgav jeg bogen Den store forskel med kvindelige ledere, der fortæller om deres karrierevej og syn på godt lederskab. Idéen til bogen var netop ansporet af Infomedias årlige CEO Superbrands-rapporter. Jeg havde bemærket, at det ikke kun var dem med CEO-titler fra de største selskaber, der manglede. Men kunne det virkelig passe, at der ikke var flere kvindelige ledere med interessante perspektiver og input? 
 
Jeg skrev om 12 kvindelige ledere. De og deres betragtninger var vældigt interessante, men den sande øjenåbner var faktisk forarbejdet til bogen, for der blev det klart, at de manglende kvindelige ledere ikke kun kan kædes sammen med for korte ringelister. 
 
Det er den dovne stereotype typecasting.
 
 
Brancher
Som indledende research lavede jeg brede søgninger på kvindelige ledere i medierne. Og trenden var soleklar. Hvis en kvindelig leder figurerede, repræsenterede hun næsten udelukkende brancher, der traditionelt opfattes som feminine. Skønhed, wellness, mode, indretning, kunst, kultur. Kvinder i mediebranchen – i de tilfælde, hvor de optræder som værter eller lignende – fik også taletid. 
 
Søgningen viste desuden, at det stort set altid var i såkaldte dameblade eller i livsstilstillæg, artiklerne forekom. Dejlig blødt og ufarligt.
 
Spørgsmål
Lige så vel som artiklerne i al overvejende grad var med kvindelige ledere fra ”feminine” brancher og figurerede i medier med kvinder som målgruppe, så var indholdet også trættende forudsigeligt. Kvinderne optrådte ikke som kilder med brancheindblik eller som repræsentanter for deres virksomhed. Formatet var personportrætter, og spørgerammen var som en skabelon: Hvordan håndterer du work-life-balance? Hvordan er ansvarsfordelingen derhjemme? Hvordan får du tid til at holde dig sund, og hvem og hvilke kulturprodukter bruger du som inspiration? Spørgsmål om karriere var stort set altid kogt ned til work-life-spørgsmålene. Med negativt fortegn: Hvordan kan du dog nå det hele, når du har en familie at tage dig af?
 
Grundet dette valgte jeg udelukkende at fokusere på de såkaldte maskuline brancher samt på intet tidspunkt at inkludere spørgsmål relateret til køn, familie, work-life eller livsstil i øvrigt.
 
De 12 kvinder, der sagde ja til at deltage, anførte stort set alle dette som medvirkende årsag: Havde der været en risiko for at blive hældt ned i den sædvanlige kønnede kasse, ville de havde afvist og foretrukket at forblive usynlige.
 

Vej frem: fri af plovfuren

Det er helt åbenlyst, at medierne skal stramme op og justere deres praksis. Og ikke bare som et aktivistisk stunt. 
Den fornødne tid til research, så flere kilder kan komme i spil, skal afsættes. Men hvis vi virkelig skal have den forkætrede diversitet i repræsentationen, er det ikke nok. 
 
Det er efterhånden en kliché at påpege, at vi er mere end vores køn. Et paradoks, for vi kan tilsyneladende alligevel ikke komme fri af den plovfure, og køn er fortsat en definerende faktor for både indhold og format, når kvindelige ledere optræder i medierne. 
 
Med to konsekvenser.
 
For det første kommer vi ikke ud af stedet: Vi bliver ved med at betragte det kvindelige køn som noget, der stikker ud fra, hvad vi normalt knytter til lederskab og ansvar, hvorfor det skal italesættes eller henvises til særlige medieformater. 
 
Den anden konsekvens er, at kvindelige ledere nægter at deltage.
 
Og så kan journalisterne jo have nok så lange ringelister.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job