Sådan sikrer du karrieren i krisetider

Krisen kradser som den uldtrøje, du lige om lidt skal overleve vinteren i. Og krisen får samtidig mange til at bekymre sig for deres jobsikkerhed. Her er nogle bud på, hvordan du får ro i maven.
Vi guider dig til at være proaktiv, når det kommer din jobsikkerhed i krisetider. Et tips er at gøre sig synlig på kontoret. Du kan fx begynde at række fingeren op hele tiden. Kilde Getty Images.
Vi guider dig til at være proaktiv, når det kommer din jobsikkerhed i krisetider. Et tips er at gøre sig synlig på kontoret. Du kan fx begynde at række fingeren op hele tiden. Kilde Getty Images.
Det føles som i går, at vi sad og hyggede i toppen af Maslows behovspyramide. Vi talte om work-life-balance, om selvrealisering, om at sige klokkeklart nej til interessetimer og andet fikumdik fra chefens side.
 
For der var opgangstider, billige boliglån og mangel på arbejdskraft – så, hvad ville chefen gøre, skoggerlo vi… fyre os?
 
Der var engang, hvor alt vi hørte om var manglen på arbejdskraft. Dengang kunne vi gå på arbejde med et smil. Kilde: Getty Images
 
Nu er smilet blevet lidt mere anstrengt. For inflationen, boligrenter og priserne på alt fra energi til kardemommesnurrer fræser opad – og det kræver ikke meget fantasi i nattens bekymringstime at forestille sig, at vinteren bliver lang, mørk, kold – og måske krydret med en opsigelse.
 
Den gode nyhed er, at din frygt indtil videre er ubegrundet.
 
Ifølge nøgletal har det aldrig gået bedre. Vi er på toppen af en højkonjunktur, og ledigheden er historisk lav. Men der er forskel på fakta og følelser, og det er velkendt, at negative forventninger gør, at vi er tilbageholdende med at skifte job. Og frygt kan desuden forstærke en krise, fordi vi holder på pengene,” siger Thomas Bredgaard, professor ved CARMA, Center for
Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.
 
Ergo: Inden du læser videre, er det vigtigt, at du parkerer din frygt i én af de to kasser: fakta eller følelse. Er frygten for en fyring realistisk, eller er den et resultat af dit udvidede bekymringsgen, dit evige imposter-syndrom eller andre opdigtede spøgelser i dit sind?
 
Diagnosticér, om din frygt er begrundet eller blot et resultat af negativt tankespind – godt hjulpet på vej af daglige nyheder om krise og ruin. Og er der blot tale om negativt, urealistisk tankespind, så tal med en god ven eller en psykolog. 
Er der omvendt tale om andet end tankespind, så er første trin at spørge din chef direkte, om dit job er i fare. Undviger eller svarer vedkommende med uld i mund – eller bekræfter chefen ligefrem din frygt – så læs videre. 
 
Der er nemlig noget, du kan gøre for at øge både din jobsikkerhed og følelsen af ro i maven. På Fastcompany.com giver karriereekspert Amanda Augustine følgende råd.
 

Gør opmærksom på dine resultater

Det er vigtigt at minde ledelsen om den værdi, du tilfører virksomheden. Find de mål, der fra starten af din ansættelse blev sat for din præstation. Og har du adgang til de nøgletal, som virksomheden bruger til at måle virksomhedens økonomiske sundhed med, så studér dem. Hvis du lever op til – eller måske endda overpræsterer – i forhold til målene, så er det vigtigt, at din chef er opmærksom på det. Dette fører os videre til næste råd fra karriereeksperten.
 
Brush eventuelt dine færdigheder af med et afsnit Fedt, flid og snyd fra Bonanza/DR.
 

Drop beskedenheden og formodningen om, at chefen allerede kender dine resultater

Udnyt dit næste én til én-møde med din chef. Her kan du opdatere chefen om din rolle, dit ansvar og dine resultater. Er det for grænseoverskridende at spille med åbne bekymringskort, så kan du camouflere det som statusmøde, hvor du gerne vil have sparring på, om du kan gøre noget bedre. Ofte er ledere med hyre-/fyre-ret uvidende om deres medarbejderes arbejdsbyrde og resultater. Du kan starte med at sige noget i retning af: "Det er et stykke tid siden, vi har gennemgået mine opgaver. Jeg vil gerne bruge lidt af dette møde på at opdatere dig om mine ansvarsområder og sparre med dig om nye opgaver og idéer”.
 
Kilde: Getty Images

Gør dig fysisk synlig

Hvis du har meget hjemmearbejde, giver det god mening at møde ind på kontoret flere gange end sædvanligt. På den måde bliver du mere synlig over for din leder, og det er lettere – bare sådan en passant og elegant – at fremhæve dine resultater og uundværlighed ude ved kaffemaskinen. Hvis det på ingen måde er naturligt for dig at møde fysisk ind på arbejdspladsen, så book et ekstra statusmøde på Zoom eller Teams. Eller bliv endnu bedre til at gøre opmærksom på dine resultater via mail. 
 
Og hvor du tidligere lige kunne slukke kameraet og tjekke mailboksen eller lave kaffe under et langt og kedeligt fællesmøde online, skal du nu holde 100 % fokus på alt, der bliver talt om. Krydr gerne med nik og relevante, opfølgende spørgsmål eller nye idéer. 
 

Gør dig uundværlig

Jo mere værdifuld du er for virksomheden, jo mere jobsikkerhed. Meld dig frivilligt til de opgaver, som ingen andre har lyst til. Mens andre klager over tingenes tilstand, skal du holde et positivt fokus og lede efter kreative løsninger. Hvis COVID-19-pandemien lærte os noget, er det, at arbejdsgivere værdsætter medarbejdere, der er fleksible og griber nye muligheder. Det er med andre ord nu, du skal leve op til stillingsopslaget om at være agil, innovativ, robust og i stand til at have mange bolde i luften. Når krisen er på retur, kan du passende fortsætte dit studie af Brinkmanns pointer.
 

Hav økonomisk forståelse

Vid, at du skal levere, så din løn og øvrige udgifter kan betales og/eller retfærdiggøres af arbejdspladsen – uanset om du er privat eller offentligt ansat. Selvom du ikke er budgetansvarlig eller ligefrem bogholder, så vis, at du har respekt for, at varen skal leveres, og at den overordnede økonomi skal hænge sammen. Det kan du for eksempel gøre ved at finde billigere alternativer til abonnementer eller værktøjer, som du bruger. Find måder at reducere udgifter på, for eksempel ved at forhandle priser fra leverandører og eksterne konsulenter ned. At du udviser forståelse for den overordnede økonomi kan hjælpe dig i en nedskæringsrunde, også fordi du signalerer ansvar og forståelse for chefens udfordringer med at få enderne til at nå sammen i en tid med stigende priser på blandt andet energi. 
 
 

Spil ikke kun på én hest

Vil du minimere din risiko i en usikker økonomi, skal du ikke kun være afhængig af ét job eller kun mestre én funktion. Overvej, om du kan tilbyde din arbejdskraft på freelancebasis til andre arbejdsgivere (såfremt din ansættelseskontrakt tillader det). Måske kan du også så småt udvikle din hobby til en ekstra indtægtskilde? Udvikling af en "porteføljekarriere" – typisk defineret som en kombination af deltids- og freelancearbejde eller bestående af et fuldtidsjob og bijobs – kan være hårdt, men det er en måde at reducere din risiko og opretholde et vist indkomstniveau i krisetider. Du spreder din risiko. Det svarer lidt til, når for eksempel en sæbefabrik laver mange forskellige mærkevarer. For kommer det ene mærke i krise, så kan de øvrige fortsat sælges. Tænk på dig selv som Unilever, der står bag både Knorr, Hellmann’s og Carte d’Or. Skulle ét af virksomhedens mærker blive ramt af eksempelvis forbrugerboykot, så betyder det ikke, at hele skibet går ned.  

 

Håb på det bedste – forbered dig på det værste

Du kan selv gøre noget for at undgå en fyring, men i sidste ende kan du ikke kontrollere det. Vær optimistisk. Gør, hvad du kan for at undgå fyringen, men forbered dig på, at det kan ske – og helst, mens du stadig er i job og sprudler af selvtillid, ikke når du oven på en afskedigelse ligger i fosterstilling og føler dig som nul og niks. Brug en aften på at finpudse dit CV, og find de resultattal og dokumenter, som du udelukkes fra i dit nuværende job, når du ikke længere er ansat. Udforsk også LinkedIn og jobannoncerne for at se, hvad der er tilgængeligt, og hvem der ansætter i din branche eller en tilstødende sektor.
 
Hvis du har forsømt dit professionelle netværk, er det nu tid til at genoprette forbindelse til venner og tidligere kolleger, der kan hjælpe dig med at identificere jobåbninger, introducere dig til potentielle arbejdsgivere og hjælpe dig i din jobsøgning, hvis uheldet skulle være ude. Det er sværere at invitere sig selv til en kop kaffe ”uden bagtanker”, når man først har skrevet på LinkedIn, at ”det har været en skøn rejse, men nu er jeg klar til nye udfordringer”, mens desperationen lyser ud af ethvert bogstav. 
 
Sidst, men ikke mindst: Du skal ikke være illoyal, paranoid eller stik mod din natur forvandle dig til en luskerøvsagtig networker, der udelukkende ser sine medmennesker som karriereredskaber.
 
Du skal blot være som spejderbevægelsen: beredt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også