Farvel og tak til motivspekulation

Spekulere er faktisk et for svagt ord, for det, Hermansen leverede, var ikke spekulationer, men rene postulater om, hvad der ligger bag, når andre siger og gør et eller andet. Og det var en særlig art af motivspekulation, vi fik at høre. Én, som grasserer for tiden. Derfor denne artikel.

Hvad var Føtex' formål?

Anledningen i P1 var, at Føtex har fjernet en T-shirt med påskriften ”Fars hus. Fars regler” fra butikkerne, efter den var blevet kommenteret på sociale medier. ”Kagepersonen” hos Lagkagehuset fik også ord med på vejen. Hermansen mente f.eks., at når nogen taler sådan, så er det en identitetsmarkør. De siger det, de siger, og gør, det de gør, fordi de vil markere deres identitet over for omverdenen. Med andre ord: Formålet er rent selvisk – andre skal kunne se, hvor gode og rigtige de er. Så kan de sole sig i den beundring eller misundelse, som de tror, det afføder.

Denne slags kritik er noget, man ofte hører om mennesker, der lægger billeder af deres überlækre morgenmad op på Instagram – eller billeder af deres perfekte børn eller drømmerejsemål, hvor de indtager kølig hvidvin på altanen ved solnedgang. Og det er da ret sandsynligt, at motivet bag denne brug af sociale medier netop er, at andre skal føle sådan en beundring og misundelse. Disse mennesker får virkelig markeret deres identitet som perfekte, beundringsværdige og afslappede. Tænker mange af os andre i vores stille sind.

Hermansen fandt, at den slags diskussioner rummer et stykke samtidshistorie om vor tidsånd: Vi ”bruger det som markør at blive moralsk oprørte”. Og Føtex var ”så bange for at få én over nakken, at de bøjer nakken” – også her en motivspekulation: De fjernede ikke bare trøjen, fordi de syntes, den var dum. Hermansen mente, at vi er på en glidebane, hvor bare det, at nogen bliver krænkede, er nok til, at det bliver trukket tilbage. Engang, mente hun, var man noget i verden i kraft af, hvad man udrettede – i dag er det i kraft af éns moralske valg. Enten det angår Ryanair, rødt kød, eller hvad det nu er. Altså: Man indtager de ”moralske” positioner, som man gør, fordi de gør én til noget i verden.

Føtex fjernede den omdiskuterede T-shirt fra butikkerne, efter Rikke Viemose postede et billede af den på Twitter. Foto: Rikke Viemose

Manglende dokumentation

Første indvending mod denne analyse: Dokumentation. Hvor véd Hermansen det fra? Hvorfra ved hun, at folk indtager moralske holdninger ud fra det motiv, at det får dem til se ud på en bestemt måde i omverdenens øjne? Svar: Ingen steder fra. Det kan hun ikke vide en sk.. om. Hun har ikke spurgt dem, der fremsætter holdninger, om, at de undgår Ryanair eller spiser mindre rødt kød. Og hun har da slet ikke spurgt dem, der har disse holdninger, men som ikke taler eller skriver om dem på sociale medier. Men som bare handler efter dem. De kan jo næppe gøre det for at se bedre ud i andres øjne. Et tegn på, at postulatet om folks underlødige motiver for at indtage moralske positioner er rent postulat, er, at man aldrig hører nogen bruge den slags motivspekulation om holdninger og ytringer, som de er enige med!

Misvisende argumentation

Anden indvending: At bruge begrebet ”moralsk” om motiverne til disse holdninger og handlemåder er misvisende. Lad os tænke os en familie, der spiser mindre rødt kød, men ikke snakker med andre om det. De siger måske til hinanden, at de agerer sådan for at bidrage til mindre CO2-aftryk (rødt kød er jo en af de mest belastende fødevarer). Er det ”moralsk”? Er det ikke også politisk? Man vil måske gerne bidrage til at ændre verden i en vis retning, som man anser for at være bedre for alle. Liberalister vil også gerne ændre verden til det bedre, men med helt andre midler. Kalder man deres motiver for ”moralske”, og tolker man dem som drevet af et ønske om at fremstå bedre i andres øjne? Hermansen selv gør i hvert fald ikke. Så det med at tale om moralsk identitetsmarkering hos dem, der fjerner bøvede T-shirts fra en butiks sortiment, eller som spiser mindre rødt kød, dét virker som en nem genvej til at miskreditere nogle, man er uenig med. De er ”selvretfærdige”, jævnfør succesbogen De selvretfærdige af den tyske debattør Sahra Wagenknecht. Og så behøver man ikke debattere med dem om det, de siger, f.eks. med hensyn til, om det er en god idé at spise mindre rødt kød.

Men hvorfor er det mon så populært at anklage nogen netop for moralsk selvretfærdighed? Fordi mennesker, der siger eller signalerer ”jeg er et godt og moralsk menneske, det er du ikke” er ulidelige. Helt sikkert. Men skal det betyde, at alle holdninger om, hvad der godt at gøre her i verden, og hvad der er dårligt, er dømt ude? Helt åbenbart ikke. Nogle debattører ynder at sige, at moral ikke har noget at gøre i politik. Jo, den har. F.eks. er straffeloven ét stort vidnesbyrd om, hvad et samfund på en given tid antager for at være onde og dårlige handlinger.

At Danmark skal støtte Ukraine efter Putins invasion, er også godt, og Putins handlemåde var ond og dårlig. Det er de fleste enige om. Er det ikke moralske domme, som er med til at bestemme vore handlinger og Danmarks politik? Lige så forkert, som det er at sige, at moralske domme skal være enerådende for politiske beslutninger, lige så forkert er det at mene, at de intet skal betyde. Men moralsk baserede holdninger bliver let anledning til motivspekulation, når de udtales af nogen som handlemåder, som andre støtter, men som de selv prøver at undgå. F.eks. at spise meget rødt kød. Så kan ivrige kødspisere jo føle, at de stemples som moralsk dårlige af nogen, der rider på en høj moralsk hest.

Men tænk, hvis alle forslag om adfærdsændringer af hensyn til det fælles bedste (eller lovændringer) endte i spekulationer om underlødige motiver hos forslagenes tilhængere. Så var f.eks. adfærds- og lovændringer omkring tobak og alkohol løbet ud i sandet. Eller slaveri for den sags skyld.

I Lagkagehuset kan du nu bestille en kageperson i den opdaterede version af deres app.

Drop fingerpegeriet

Det bringer os til en tredje indvending. At man peger på folks påståede motiver til at mene og gøre noget frem for at forholde sig til om selve det, de mener og gør, er en god idé, er som antydet lige præcis en vej til, at man ikke får debatteret den holdning, de har, eller de argumenter, der måtte være enten for eller imod den. Det kunne jo være, at der var en god grund til at have sådan en debat. Men den får man afsporet.

Men måske mener man slet ikke, at der er et problem? For så er der jo ikke grund til at debattere selve problemet og mulige tiltage imod det. Men hvis man derimod mener, at et problem er reelt, hvorfor så fantasere om underlødige motiver hos dem, der forholder sig til problemet? Det er en debatadfærd, som kun synes at give mening for mennesker, der mener, at det pågældende problem ikke eksisterer. Ok, så må de argumentere for dét synspunkt. Eller måske mener de, at problemet er overdrevet eller misforstået? Fint, det er vistnok Hermansens synspunkt, og det kan der bestemt være noget om. Men så må hun argumentere for dét. Men også i det tilfælde vil spekulationer om motiver hos andre blot tage tid og plads fra det væsentlige.

Hvad angår det at fjerne bestemte varer – f.eks. sexistisk tøj – fra en forretnings hylder, kunne det jo være, at det nogle gange er en dum idé, men andre gange en god og berettiget idé. I så fald kunne man have diskuteret, hvor grænsen går mellem dumt og berettiget. Men ved at tale om de dumme (påståede) motiver for den handling, man synes, er dum, har man tjekket ud af den debat. I stedet har man bidraget til en slags debat, der består i, at to stadig mere polariserede parter efterhånden står i hver sin grøft og kun er interesserede i at ”owne” den anden.

Handlingen er vigtigere end motivationen bag

Sagen er nemlig – og det er den fjerde indvending – at i en debat om en handlemåde eller politik er det ligegyldigt, hvilke motiver parterne har til at have de holdninger, de har. Det gælder i særlig grad, når vi taler om postulerede, altså frit opfundne motiver. Men selv eventuelt reelle motiver af mindre lødig art er ligegyldige og bør holdes ude af debatten – selv når vi véd, at de findes (hvad vi dog sjældent gør). Mange vil f.eks. mene, at Anders Fogh Rasmussen havde et underlødigt motiv til at kaste Danmark ind i Irak-krigen på USA’s side – nemlig, at han gerne ville score en høj international post bagefter. (Hvilket han jo gjorde.) Det kommer nok ikke til at stå i andet bind af hans erindringer, at dette vitterligt var Foghs motiv – eller et af dem. Men det kan da sagtens være. Måske syntes han både i sit inderste, at krigsdeltagelsen var en god og rigtig idé, og at den måske kunne promovere ham internationalt sidenhen. Men det sidstnævnte er lige meget. Det afgørende er alene det førstnævnte: Om støtten til den krig faktisk var en god og rigtig idé. (Hvad de færreste i dag mener.).

Tilsvarende: Måske havde Churchill også det motiv til sin ledelse af Storbritannien under sidste verdenskrig, at han gerne ville fremstå for eftertiden som en stor statsmand. Tja. Og hvad så?!

Motivspekulationer af den art, vi nu har været inde på, er altså dumme og kontraproduktive. Men der er andre slags, som er lige så dumme. Og det er ikke kun højreorienterede, anti-politisk-korrekte stemmer, der fører dem frem. De florerer i den politiske debat og den politiske journalistik.

Lad os som modstykke nævne en konservativ figur, som er blevet udsat for massiv, dum motivspekulation: Søren Pape Poulsen i sagen om ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet. Pape var længe i tvivl, fordi han så stærke grunde både for og imod ophævelsen, og han fortalte om grundene og tilkendegav, at han var i tvivl. Den slags kan politikere og politiske journalister åbenbart ikke tage alvorligt. Hvorfor skal man dog tage hensyn til argumenter, og tilmed argumenter på begge sider af en sag?! Sådan må de tænke. Så da Pape efter lang tøven besluttede sig til at stemme imod ophævelsen, lød det fra Socialdemokratiets ordfører Rasmus Stoklund: ”I løbet af et par dage er Pape åbenbart nået frem til, at det er vigtigere for ham at blive statsminister og være sikker på, at han kan basere sig på blandt andre Pernille Vermunds stemmer, end det er at stå vagt om, at loven er lige for alle.” Det skrev Stoklund på Twitter. Det er en udtalelse, der fortjener at blive stående til skam for Stoklund. Ikke, at den er noget specielt for ham. Den er bare et i særklasse vulgært eksempel. Grundene til, at den er dum og skadelig for den politiske debat, fremgår ovenfor.

En tankevækkende krølle på historien er, at rigtigt mange vælgere tænker anderledes end Stoklund. Søren Pape blev i en ny troværdighedsmåling fra Megafon suverænt nr. 1, da 49 % af de adspurgte pegede på ham som den mest troværdige partileder.