Humans strike back

Ved årets SXSW havde menneskene stjålet fokus fra maskinerne. Den teknologiske udvikling har hidtil været styret af, hvad vi kan. Men nu er der opstået behov for at bremse op og spørge, hvad vi vil? Tjener teknologien os som art – hvad gavner os som mennesker? Hvem skal være kaptajn på skibet med kurs mod fremtiden? Chief Creative hos Advice, Signe Zacher Carlsen, rapporterer.
Fremtidsforskere, filosoffer, tech-nørder, kunstnere, opfindere, entreprenører, politikere, virksomhedsledere, skuespillere og alle mulige andre slags mennesker var stimlet sammen i Austin for at diskutere vores fremtid med maskinerne.(Fra venstre mod højre) instruktør Wes Anderson, producent Jeremy Dawson, skuespiller og DJ Kunichi Nomura, skuespiller Bill Murray, forfatter og producent Bob Balaban and Jeff Goldblum under South By Southwest marts 2018 i Austin. Foto: Gary Miller/FilmMagic.
Fremtidsforskere, filosoffer, tech-nørder, kunstnere, opfindere, entreprenører, politikere, virksomhedsledere, skuespillere og alle mulige andre slags mennesker var stimlet sammen i Austin for at diskutere vores fremtid med maskinerne.(Fra venstre mod højre) instruktør Wes Anderson, producent Jeremy Dawson, skuespiller og DJ Kunichi Nomura, skuespiller Bill Murray, forfatter og producent Bob Balaban and Jeff Goldblum under South By Southwest marts 2018 i Austin. Foto: Gary Miller/FilmMagic.
Der var en kakofoni af ord og meninger. Mange modsatrettede. Virtual Reality er dødt, Virtual Reality bliver stort. Smartphonens tid er forbi, smartphonen bliver i endnu højere grad centrum i vores liv. Men alle var enige om, at Artificial Intelligence er et kæmpe vendepunkt for menneskeheden. Til gengæld var det helt uafklaret, om AI bliver en ny begyndelse eller fører direkte til vores arts endeligt.
 
SXSW er meget mere end debatter om teknologi. Her er det elektropop-gruppen Cut Copy under M&M's event under SXSW. Foto: Hutton Supancic/Getty Images for SXSW.
 
For you I will delete my apps
Det siger noget om konferencens humane fokus, at en af hovedtalerne var den kendte og feterede parterapeut Esther Perel. Hun er forfatter til flere bestsellere om moderne parforhold og har bl.a. været faglig konsulent på HBO-serien ”The Affair” – og så har hun leveret en af de til dato mest sete TED Talks.
 
Perel undrede sig over, at der ikke var endnu mere tale om parforhold på konferencer som disse: ”Vi taler om fremtidens mad, fremtidens transport, fremtidens uddannelse, fremtidens alt muligt – men aldrig fremtidens parforhold. Det er næsten uansvarligt. For kvaliteten af vores forhold definerer kvaliteten af vores liv”.
 
Ifølge Perel har parforhold undergået en kolossal omvæltning. Nu forlanger vi det samme af vores partner, som vi tidligere fik leveret af en hel landsby: tryghed, underholdning, tilhørsforhold, status m.m. Tidligere var alt klart. Man vidste, hvem der gjorde hvad. Nu er alt til forhandling. Det har gjort samtalen til parforholdets vigtigste element. Vi har mange valgmuligheder og ikke så mange guidelines. Har jeg fundet den rette? Er jeg glad? Er jeg glad nok?
 
I landsbyen havde man begrænset valg, når man skulle finde en partner. I swipe-kulturen har man tusindvis af muligheder for enden af fingerspidsen. Derfor er det svært at vide, hvornår man ikke længere ”kan gøre det bedre” og dermed er klar til at indstille den digitale søgning. ”For you, my love, I will delete my apps” er blevet den moderne verdens ”ritual of commitment”.
 
Esther Perel på årets SXSW.
 
Perel mener, at fake news ikke bare er et begreb i politisk journalistik. Det er også en betegnelse for vores kuraterede ”Instagramliv”, som sætter filter over livet, så ingen ved, hvad der faktisk foregår i andre parforhold. I landsbyen kunne man høre ”every fight and every fuck”. Vi har brug for at lukke op og tale med hinanden, så vi ved, hvordan livet faktisk er. Perel understregede, at det er komplekse følelser og dilemmaer, vi står overfor. Derfor er der ikke nogen lette løsninger – for kompleksitet skal ikke ”løses”, den skal håndteres. Og så var hun en stor fortaler for at lytte. Faktisk delte hun til en del af seancen masker ud, så publikum kunne øve sig i at lytte uden at se. ”Når vi lytter dybt til andre, møder vi også os selv”.
 
Big data som timemanager
Bestsellerforfatteren Daniel H. Pink har skrevet bøger om adfærdsforskning og management og er en af dem, der er begejstret over, at AI kan hjælpe os med at gøre dagligdagen lettere. Ved hjælp af AI har han gjort ”timing til en videnskab”. Han har analyseret store mængder tweets for at undersøge, hvilke tidspunkter på et døgn der egner sig bedst til diverse aktiviteter.
 
Ifølge Pink er morgenen ideel til analytisk arbejde – for her er vi både vågne og i godt humør. Om eftermiddagen lukker vi lidt ned og er hverken særligt glade eller skarpe. Her skal vi helst lave noget, der ikke kræver de store intellektuelle udfordringer, som fx at svare på e-mails eller andet administrativt arbejde. Om aftenen stiger humøret igen, men vi er ikke så kvikke.
 
Det er et perfekt tidspunkt til at brainstorme eller kreativt arbejde, hvor man skal være oplagt – men ikke alt for kritisk. Pink har også analyseret sig frem til værdien af pauser. Han nævnte den efterhånden kendte analyse af sammenhængen mellem pauser og bevilling af prøveløsladelser hos israelske dommere. De var x gange mere tilbøjelige til at give fanger prøveløsladelse, når de lige havde holdt pause. Når man er træt, udfordrer man nemlig ikke sine antagelser, og man er mere tilbøjelig til at træffe sikre beslutninger. Den tid, man bruger på at holde pause, er altså en rigtig god investering, hvis man vil være effektiv.
 
Læs mere om Daniel H. Pinks arbejde.
 
Biased algoritmer
Der er et grundlæggende problem med AI – den lærer af os. En maskine, der har lært verden at kende ved at læse tusindvis af menneskelige dokumenter, vil ikke mene, at en kvinde kan være professor i teknologi. Eller at kvinder taler på film. For det gør de (næsten) ikke i de film, der er produceret indtil nu.
 
Som Fei-Fei Li, professor i Computer Science ved Stanford og Chief Scientist hos Google Cloud, sagde: ”Vi er AI’s forældre, vi skal sørge for, at den modner ordentligt”. Ellers bliver vores verden styret af algoritmer med blinde vinkler. Hun insisterede på, at vi skulle gøre teknologien ”human centered”, så de fremskridt, teknologien bringer os, kan bruges af alle.
 
Skepticismen i Austin var udbredt og både rettet mod teknologien per se og firmaerne, der står bag. Londons borgmester Sadiq Khan advarede om, at denne revolution er mere omvæltende end alle andre, for teknologien vil påvirke alt, hvad vi gør. ”I de helt fundamentale spørgsmål, som definerer vores samfund, kan vi ikke læne os op ad de store brands”. Elon Musk – SXSW’s store party crasher – mente, at AI er en større trussel mod menneskeheden end atomvåben.
 
Syntetisk hjerne i skyen
I den mere begejstrede ende af skalaen finder vi futurist Ray Kurzweil, der ud over at være Director of Engineering hos Google, romanforfatter og en af verdens førende tænkere inden for teknologi også er kendt som lidt af en spåmand. Han har nemlig en årelang karriere med at forudsige tendenser i vores fremtid med en hitrate på 85 % (ifølge ham selv). Derfor er det på sin vis betryggende, at Kurzweil betegner sig selv som optimist.
 
Han mener, at verden går mod det bedre – og hvis man mener noget andet, skyldes det højst sandsynligt, at vi har fået større adgang til information, og derfor nu hører om ulykker og katastrofer, som tidligere kunne foregå i vores naboby, uden vi vidste det.
 
Ray Kurzweil på årets SXSW.
 
Kurzweil tilhører den fløj, der betragter AI som menneskets seneste værktøj. ”Sådan har vi altid brugt værktøj – til at overkomme vores begrænsninger og udvide vores ”reach”. Engang kunne vi ikke nå en frugt i et træ – så opfandt vi et værktøj. Nu bruger vi AI til at udvide vores hjerne, som ikke kan blive større, hvis vi stadig skal kunne føde vores børn”.
 
Kurzweil har – tro mod sin tilbøjelighed til forudsigelser – sat årstal på, hvornår kunstig intelligens overstiger vores. Det sker i 2029. Om computerne på det tidspunkt skal have rettigheder, betegner han som ”et godt spørgsmål” uden at komme med noget entydigt svar. Derefter bliver det sjovt.
 
I løbet af 2030’erne vil vi begynde at blande vores intelligens med computerne. Rent praktisk vil der ske det, at vi skaber en ny syntetisk neocortex (den del af hjernen, som har betydning for pattedyrs og specielt menneskers udvikling af intelligens) i skyen – så vi kan koble os på den. Vi vil derefter have hybridintelligens, hvor én del er biologisk, og én del er ikke-biologisk. Det vil give os helt nye evner.
 
Vi vil kommunikere på nye måder og udvikle kunstformer, som vi ikke engang kan forestille os. I 2045 gør den nye udvikling, at vi alle er superintelligente, modige, kreative og empatiske. Det er en gave til menneskeheden. Kurzweil understregede igen og igen, at det er menneskets natur at udvikle værktøjer, der kan opveje vores begrænsninger. Det er det samme, vi gør nu med vores smartphones og computere. Vi er det eneste dyr, der gør sådan. På den måde fik Kurzweil AI og hybridintelligens til at blive et forsvar for menneskets særegne kendetegn. Et suverænt udtryk for vores art.
 
Er du et menneske?
Byron Reese er prisvindende forfatter, vært på en podcast om AI og CEO for analysefirmaet GigaOM. Reese prøvede at nuancere debatten om AI’s indflydelse på vores liv ved at gå filosofisk til værks og komme med en række begrebsafklaringer. Han slog først fast, at det er svært at overdrive AI’s betydning for vores arts fremtid. Der har – indtil nu – kun været tre omvæltninger i menneskehedens historie.
 
Den første er bemestringen af ilden, der medførte, at vi kunne tilberede mad over bål og dermed indtage flere kalorier, hvilket gjorde, at vi udviklede vores hjerne. Den næste er landbrugskulturen, som var starten på, at vi grupperede os i samfund – og bl.a. medførte, at vi introducerede begrebet krig. Den tredje er trykpressen og udbredelsen af evnen til at læse og skrive. Den fjerde store omvæltning står vi midt i, og det er udviklingen af Artificial Intelligence.
 
Derefter spurgte han publikum, om vi selv mente, at vi var: 1. En maskine, dvs. en avanceret mekanisme, der kan forklares med fysiske love; 2. Et dyr, dvs. et biologisk væsen med liv; 3. Et menneske, dvs. noget mere, som ikke er indeholdt i de to første beskrivelser. Reese brugte dette og lignende spørgsmål til at indkredse, hvad vi egentligt taler om. Det er klart, man er bange for at blive erstattet af en maskine, hvis man betragter mennesket som en mekanisk konstruktion.
 
Hvis man derimod mener, at mennesket er mere end summen af sine dele (fx ud fra antagelsen, at vi har humor, selvom ingen af vores celler har humor), kan mennesket ikke så let erstattes af teknik. De mennesker, der er bange for Artificial General Intelligence (AGI: Det stadie, hvor en computer kan løse alle intellektuelle opgaver på niveau med et menneske), er typisk mennesker, der ser sig selv som en maskine, og som ikke mener, at mennesket har adgang til viden og oplevelser via sanserne.
 
Reese prøvede også at afklare, om en computer kan have en bevidsthed. Kan den gå fra at måle verden til at opleve verden? Han gennemgik otte forskellige definitioner af bevidsthed for at opridse problemfeltet. Hvis man fx mener, at det at have en bevidsthed hænger sammen med at have en sjæl, vil det være usandsynligt, at computere kan have bevidsthed, men ved andre definitioner ville man godt kunne argumentere for det.
 
Byron Reese i panel under SXSW. 
 
Reese afholdt sig i dette spørgsmål fra at konkludere noget, men understregede blot sin pointe om, at vores antagelser om og evt. frygt for AI hænger stærkt sammen med den grundlæggende opfattelse, vi har af verden og os selv.
 
 
Det var en uge, hvor der blev peget på mange problemer og få løsninger. En del talere nægtede eksplicit at levere hurtige svar og insisterede på at blive i kompleksiteten af de problemfelter, de opridsede. Tiden, vi lever i, blev af flere betegnet som ”skør”, og overraskende mange talere appellerede direkte til publikum. Gør noget, hver enkelt af jer kan gøre en forskel. Der er brug for alle.
 
Repræsentanter for firmaer – fra tech-giganter som Apple og YouTube til små startups – havde travlt med at forklare, hvad de gør for at bevæge verden i en bedre retning. For det stod fuldstændig uimodsagt under hele konferencen, at hvis man driver en virksomhed anno 2018, er det ikke godt nok at ville tjene penge. Man skal også tjene menneskeheden.
 
SXSW 2018 var et forsøg på at genstarte forholdet mellem teknologi og mennesker – i et desperat forsøg på at sætte mennesket tilbage i førersædet. Teknologien må ikke blive et mål i sig selv, men skal være et middel til at forøge livskvaliteten på planten. Derfor var den sætning, der blev gentaget flest gange ved de forskellige talks – på tværs af emner og faggrupper – meget betegnende: We can, but should we?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job