SPD blødte stemmer i alle de ideologiske verdenshjørner
Martin Schulz og SPD lagde kind til en syngende vælgerlussing ved det tyske valg. Den systemkritiske storm blæser nu også hos vores store nabo - men bemærkelsesværdigt er det dog, at det tyske socialdemokrati tabte terræn til både højre- og venstreorienterede modstandere.
af Martin Bahn
Efter søndagens valg er den parlamentariske virkelighed i Tyskland vendt fuldstændigt på hovedet. Ved valget i 2013 fik SPD knap 26 procent af stemmerne, mens Alternative Für Deutschland, AfD, endte under spærregrænsen med 4,7 procent. I dag er AfD Tysklands tredjestørste parti med 12,6 procent, mens kun hver femte vælger satte kryds ved SPD i søndags.
Men mens de europæiske socialdemokratier de senere år har blødt stemmer til højrepopulistiske protestpartier, er historien fra Tyskland anderledes. Her viser tal fra det tyske medie Der Spiegel nemlig, at SPD taber mellem 380.000 og 470.000 til hvert af de fire yderpartier partier AfD, FDP, Die Linke og Die Grünen.
Vælgervandringer til og fra SPD fra valget i 2013 til valget i 2017. Vælgervandringerne er opgjort som et bruttotal. Det vil sige, at de vælgere, der er gået fra et parti til et andet, er modregnede de vælgere, der er gået den anden vej.
De fire partier dækker en bred palet af ideologier fra socialisme til liberalisme. Derfor ligger de tidligere socialdemokratiske vælgere spredt i alle skygger og afkroge af det tyske parlament, Bundestag.
"Det er et helt klart udtryk for en gennemgående utilfredshed med den koalition, som CDU og SPD har haft. Det er også derfor, at Martin Schulz nu tager konsekvensen og sætter sit parti i opposition til regeringen."
Sådan lyder det fra Malte Frøslee Ibsen, der er postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og ekspert i tysk politik. Han mener, at der er opstået en politisk apati i det tværpolitiske samarbejde mellem SPD og CDU.
Den overraskende vælgervandring
Spørgsmålet er, om årsagen til vælgerflugten skal findes i det systemkritiske klima, vi har været vidner til over hele verden – eller om der er tale om arbejderbevægelsens oprør mod SPD.
Fra venstre mod højre fremgår det, hvordan stemmerne blev fordelt ved valget søndag.
Ifølge Malte Frøslee Ibsen er der en række klassiske populistiske træk, der motiverer vælgerne mod AfD.
"Der er formentlig noget om det ryk, vi har set i Europa, hvor arbejdervælgere er rykket over på den anden side af det politiske spektrum. Men sociodemografisk er AfD-vælgere mindre domineret af arbejderklassen end de højrepopulistiske partier i andre lande. De spreder sig i højere grad på tværs af klasser og sociale tendenser", siger han.
Selv om krisen måske kun for alvor er begyndt, har SPD haft en svær platform at føre valgkamp på, fordi de selv har siddet i regering og bidraget til de politiske resultater, som de nu var i opposition til. På den måde har Martin Schulz selv siddet ved det bord, han under valgkampen forsøgte at hive gulvtæppet væk under.
34-årige Atjne Odermann er tysker og bor i Nordsachsen. Fire gange har hun siden 2002 stemt SPD, men i søndags blev hun en del af det vælgerhav, der brød med sin partifarve.
"SPD’s værdipolitiske program var for tyndt. De har mistet deres identitet under koalitionen med CDU. De sociale dagsordener med minimumsløn, bedre uddannelse og arbejdsløshed forsvandt ud af debatten. Alt handlede om flygtninge", konstaterer hun.
Det bakker Jakob Ohme, der er tysk statsborger og ansat som adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, op om. Han befinder sig netop nu i Dresden, hvor knap 27 procent af stemmerne gik til det højrenationalistiske AfD.
"Roden til SPD’s vælgerflugt starter tilbage i 2005, hvor partiet i samarbejde med CDU udførte en række økonomiske stramninger, der stred imod den socialdemokratiske kernepolitik. Og den stump af politik, der bar præg af socialdemokratisme, formåede de ikke at tage æren for. Det resulterede i, at mange vælgere søgte mod venstrefløjen for at fremme den solidariske dagsorden", siger han.
Idéstøvsugeren
To ud af de seneste tre valgperioder har SPD siddet i en stor koalitionsregering med det konservative CDU, anført af Angela Merkel. Det tætte samarbejde har skabt en afpolitisering, hvor Merkels altoverskyggende person har taget ejerskab på næsten al den gennemførte politik, selvom SPD både var med til at hæve dagpengene, indføre barselsordning samt sætte klimaforandringerne på dagsordenen i Tyskland.
Formodentlig er det også derfor, at SPD lederen Martin Schulz under partilederdebatten på valgaftenen, kendt som ’Elefantrunden’, angreb Merkel med den noget bizarre metafor ”ein Ideenstaubsauger", som oversat betyder ”idéstøvsugeren".
Agendastøvsugeren Merkel. Foto: Scanpix/Fabian Bimmer.
Derfor stiller Jakob Ohme også spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er behov for det tyske SPD i fremtiden.
"CDU er blevet mere socialdemokratisk gennem de seneste år. Samtidig går det bedre i Tyskland, og folk har det generelt godt. Derfor kan vælgerne måske ikke længere se behovet for et decideret socialdemokrati", uddyber han.
For SPD ligger muligheden for at reaktualisere sig selv paradoksalt nok i et opgør med de politiske resultater, de engang selv stod på mål for. Og måske kan de nu drage fordel af, at Merkel tidligere har støvsuget alle deres politiske idéer. Det giver rum for nye.
Faktum er, at det hidtidige regeringssamarbejde i Tyskland mellem det konservative CDU og det socialdemokratiske SPD er passé. I stedet er der udsigt til en regeringsdannelse ud fra den såkaldte Jamaica-koalition, bestående af CDU, det liberale FDP og De Grønne. Partierne er dog grundlæggende uenige på spørgsmål som indvandring og miljø, så om det lykkedes at genetablere en stabil politisk platform kommer an på det politiske tovtrækkeri.
Tilbage i Nordsachsen reflekterer Atjne Odermann over, hvilken fremtid hun ønsker for sit tidligere parti. Hendes demonstrative kryds var et desperat håb om at råbe partitoppen i SPD op.
"Hos De Grønne kunne jeg stemme for samme ideologiske tankegang uden at svigte min egen overbevisning. Det var min motivation. Men jeg håber, at SPD holder ord og forbliver i opposition under hele valgperioden. Hvis de gør det, får de tid til at arbejde med deres politiske profil – og så får de min stemme igen", afslutter hun.
