Engang gik vi til demo og råbte ned med systemet eller gjorde fælles front i gaderne mod uretfærdighed. I dag gør vi oprør i hashtags og lægger regnbuefarvede selfies på vores Facebookprofil. Foto: Observer
Når verden bløder, græder eller råber – så råber vi med på de sociale medier. Vi poster et hashtag eller farver vores profilfoto. For når verden brænder, vrimler det med solidaritetsmemer. Vi poster et belgisk flag, Eiffeltårnet i et peacetegn eller et regnbuefarvet profilbillede, fordi vi sympatiserer, viser vores indignation, afmagt, vrede, vores opbakning til en gruppe, en kultur, et synspunkt.
I et interview med
WIRED forklarer kunstneren bag det virale #peaceforparis-symbol, Jean Jullien, idéen bag som ”en instinktiv menneskelig reaktion” og beskriver, hvordan han ser de stærkeste visuelle tilkendegivelser – de, der bliver til memer - som billeder, det ikke kræves alverden at afkode: ”noget, mennesker med forskellige baggrunde automatisk kan genkende, det handler om identifikation snarere end fortolkning. Du forstår det umiddelbart – fordi billeder eksisterer før ord, de indeholder noget universelt.”
Og med en global identitet, hvor vi lider med verden bag vores skærme, finder vi trøst og tryghed i vores meme-fællesskab, vores fælles symbolopdateringer.
Efter den forfærdelige hændelse i Orlando tog solidaritetsmemer en helt ny drejning. De sociale medier blev ikke bare regnbuefarvede, de fyldtes af regnbue-stylede selfies. I artiklen “Beauty Bloggers Pay Tribute To Orlando Shooting Victims With Gorgeous Rainbow Makeup Looks” beskriver The Huffington Post, hvordan beautybloggere og makeupartister verden over sminkede sig i regnbuefarvet krigsmaling – for at styrke kampfællesskabet og for nogles vedkommende måske også for at skræmme ’fjenden’.
Tusindvis af billeder af alverdens mennesker, kvinder, mænd og transseksuelle med regnbuemakeup og -styling fyldte de sociale medier i almindelighed og Instagram i særdeleshed under hashtag som #PrayForOrlando. Tilsammen et symbol på den diversitet, der trives i LGBT miljøet, og til ære for 49 dræbte og 53 sårede i Orlando.
SUPERFLEX’s samtidskritik fra 2002 – blev et meme i 2015 (da regeringens flygtningeannoncer fik verdenspressens bevågenhed) med en global ytring fra et lokalt værdifællesskab.
Convenient oprør, der kan klares på farten i en statusopdatering
Det var evolutionsteoretikeren Richard Dawkins, der i 1976 i sin bog The Selfish Gene beskrev et “meme” som et koncept, der gælder enhver idé, der er særlig fordelagtig stillet, når det gælder om at sprede sig fra én menneskehjerne til en anden.
Et meme kan optræde på de sociale medier som alt lige fra et hashtag, en gif eller en selfie – vi har brug for dem i onlineuniverset, fordi de binder fællesskabet sammen - hvad enten det er via humor, fordi vi sørger, forarges eller er vrede sammen med vores flok. Det er flokkens symboler, klichéer, visuelle sprog. Vi anvender 'solidaritetsmemer', fordi vi af den ene eller anden årsag føler trang til at give vores holdning til kende og tage del i et fællesskab/en fælles kritik.
Engang var fælles front en fysisk størrelse - en flok, der samledes i gaderne i et oprør, en demonstration.I dag er det også muligt at gøre fælles front på de sociale medier, og det gør vi ofte, når vi rammes af noget, vi finder uretfærdigt, et holdningsfællesskab, vi sympatiserer med.
Men et profilbillede i regnbuefarver, Eiffeltårnet i et peacetegn eller et oprør i et hashtag slår ikke til i den reelle demokratiske debat. Der skal mere til for at ændre på tingenes tilstand. De er vigtige som kit i værdifællesskabet og for den massive opmærksomhed, en flok af global størrelse kan generere, men er måske også udtryk for, hvordan modstand kan tage sig ud i en ’smart’ verden: Et tilbagelænet og convenient oprør, der kan klares på farten i en statusopdatering.