Der findes to slags ungdom. Den, man ryster på hovedet af, og den, der får en til at længes. SEIN tilhører den sidste. For hvis SEIN er et bud på ungdommen nu til dags, er jeg fortrøstningsfuld for fremtiden.
SEIN er et nyt webmagasin og et fællesskab af unge og for unge. Det føres an af chefredaktør Sara Mering og en hær af bidragsydere med en sprudlende energi. SEIN er “et sted, hvor vi sammen kan inspirere og dele med hinanden og tegne vores helt eget billede af den ungdom og verden, vi står i.”
Billedet af ungdommen, SEIN tegner, har det langtfra perfekt. Tværtimod har ungdommen det helt, som den skal, med ensomhed, usikre kroppe, forvirrende selvbilleder og dybt personlige dagbøger, der modigt bliver læst op. SEIN udgiver indhold om og tegner på samme tid et nøgent og alligevel trygt portræt af en generation, der kæmper med at finde sig selv.
Det er aldrig nemt at være ung, uanset hvem man er. Men med et fællesskab af ligesindede bliver det måske lidt lettere.
SEIN har en ambition om også at eksistere i den fysiske verden og har til formålet skabt SEIN-events. Her laver de både egne events og kuraterer en eventkalender via Facebook med alle de ting, man ikke nødvendigvis selv falder over, men, som de vurderer, vil falde i ens interesse. Det er ikke kun bag skærmen, SEIN vil have en relevans.
Veloplagt virvar
Designet er friskt og anti-voksent uden på noget tidspunkt at blive useriøst. Velvalgt typografi, velovervejet visuelt snit, veloplagt på tværs af skærmstørrelser. Sådan skal det være. Med små virtuelle tape-stykker og digitaliseret håndskrift til udvalgte citater har man tilført SEIN en taktilitet, der minder om et opslag i en dagbog.
Det fungerer fremragende. Der er meget lidt kassetænkning og i stedet et overlagt virvar af indgange til enkelthistorier, man så kan opleve.
SEIN begrænser sig ikke til tekst, langtfra, hurra! Men udgiver frejdigt fotos, video og lyd i en pærevælling. Som læser stikker man hovedet ned i et link og begejstres over det format, man nu skal underholdes af. I stedet for at have en redaktionsfascistisk opdeling af emner, samler SEIN dem slet og ret under titlen OPLEV, og så kan man ellers vælge alle, foto, illustration, kortfilm, lyd, tekst eller video, eller bare tage det, som det kommer.
Der bliver kun udgivet én ting om dagen. Nogle gange er det et digt, andre gange en lang tekst, men det kan også være en dagbogsoplæsning eller en lille film. Det kalder på fordybelse og fokus, og man har faktisk lyst til at lade sig rive med. Hvis man har noget på hjerte, bliver man opfordret til at bidrage. Og når det er godt, er vi altså helt oppe på de høje nagler.
SEINs design er legende uden at gå på kompromis med seriøsiteten.
Tårnhøjt niveau
Når SEIN glimrer ved sit indhold, foregår det således: Den kvindelige muslim Zainab Nasrati skriver oplagt om at finde fred i sin daglige bøn. ‘Lulus første gang’ er en uhyre smuk og hjerteskærende kortfilm om at miste sin uskyld, lavet af Tone Ottilie Frederiksen. Cecilie Bødker har fotograferet sin egen krop og alle dens folder i et uperfekt miskmask som et oprør mod idealerne.
‘En tindermetamorfose’ er en højtlæsning af et digt af Marie Mørk, hvilken har særligt komponeret musik og tilmed en collage som bisidder. ‘UFO-sandheden’ er et prægtigt videoportræt af ufologen Poul-Erik fra Kolding, der har haft kontakt med det ydre rum. Og i serien ‘Med engangskamera på Roskilde Festival’ fortæller festivaldeltagere i korte, stemningsmættede film om de billeder, de har taget på festivalen i sommer.
Og jeg kunne faktisk blive ved, for der er rigtig meget godt på SEIN. Der er selvfølgelig også vildskud og banaliteter fra helt unge menneskers perspektiv, der synes livet er hårdt og fyldt af vemod – but who am I to judge? Jeg er blot glad for at være invitereret ind, og det er jo perioder, vi alle har været igennem. Og når de få, svage steder opvejes af et tårnhøjt produktions- og detaljeniveau, kigger man meget nemt gennem fingre. I morgen er der jo atter en dag, hvor SEIN udkommer.
Nyt blod
Det er en modsætning til det billede af de unges verden, som etablerede medier forsøger at tegne i et forgæves forsøg på at nå dem. Man får et indtryk af et fællesskab af unge, der ikke længere vil tales ned til eller tales forbi, men nu selv træder op på talerstolen. SEIN tør være sårbar og give følelser mere plads end fornuften.
Selvom SEIN ledes af chefredaktør Sara Mering og fire redaktører for henholdsvis lydgruppe, tekstgruppen, filmgruppen og den visuelle gruppe, får man et indtryk af en flad struktur. Bidragydernes alder spænder, med et kvalificeret gæt, fra slutningen af folkeskolen til de første år i 20’erne.
Og noget af det allerfedeste, denne trods alt relativt unge 31-årige anmelder må indse: Jeg kender ikke en eneste af de bidragydere, der figurerer på siden. Overraskende, egentlig, men det går også op for mig, at et halvt generationsskifte langsomt har fundet sted. Træerne er igen sprunget ud, og denne gang er det ikke mig, der er vårharen. Jubel.
SEIN er sig selv
Det er vigtigt at gøre sig klart, at SEIN ikke er et journalistisk startup i stil med Zetland, Føljeton og til dels POV. At placere SEIN i den gruppe vil være et fejlcast, for SEIN er noget andet, mere naivt, men bestemt ikke mindre talentfuldt.
Jeg ved ikke, om SEIN har nogen kommerciel strategi – på siden står fire organisationer anført under et hjerte (som i dette tilfælde nok rimer på enten økonomisk støtte, materialer til låns eller gratis husly): Det Danske Filminstitut, Hansen og Pedersen Film og Fjernsyn, Villa Kultur og Kulturministeriet.
Hvis det ikke allerede er sket, kan SEIN lynhurtigt blive en niche-darling i Mediedanmark. Som det ser ud nu, bliver SEIN langt fra millionærer på deres (manglende) kommercielle aktiviteter. Heldigvis.
Som alle ægte, oprigtige, potentielt succesfulde ting skal SEIN vokse ud af en lidenskab for at fortælle og samle. Måske en dag det fører en vej hen. Måske det går i sig selv, når de involverede en dag bliver lige så konforme som os andre. Jeg håber det første.
SEIN samler hver måned materiale ind fra læserne under et tema, som fx køleskabspoesi.
Dine nye bedste venner
Ved at anmelde SEIN på et site som dette, bliver jeg automatisk til en af de ikke-unge, SEIN netop gør op med og i subtil stilhed distancerer sig fra. Når det er sagt, kan jeg dog alligevel godt kigge med og opfordre alle andre til at gøre det samme. Jeg kan trods alt stadig huske, da jeg var på SEINs alder – og hvis det kniber med hukommelsen skal jeg love for, at SEIN bringer minderne frem.
SEIN er suveræn, fordi de stiller spørgsmål i stedet for at give svar. SEIN åbner armene i stedet for at lægge dem over kors. SEIN er festen, hvor du ikke kender en eneste, men hvor du efter fem minutter i selskabet deler musiksmag med drengene, kysser med pigerne, overnatter på sofaen og låner deres buskort, så du kan komme hjem til dine forældre dagen efter. SEIN er din ven i gymnasiet, der både er der, når du ikke kan finde hjem til dit telt på Roskilde Festival, når du er trist over at 9. klasse slutter, og når kæresten skrider.
Tillykke SEIN. Jeg kipper med flaget. I har fået en fast læser, og dem vil I få mange af.