Depp har som genmæle sagsøgt ikke kun Heard, men også tabloid-aviser som britiske The Sun, der har kaldt ham en “wife beater”. Heard og Depps forhold ser ud fra retssagens mange slibrige detaljer ud til at have været helt enormt toksisk, og en del af hans iver for at svare igen kan måske nok helt og alene tilskrives den personlige fejde mellem de to. Men ligesom Heard mobiliserede og red med på MeToo-bølgen i sin sag mod Depp, har også Depp taget sagen ud over deres personlige vendetta. Depp har gentagne gange påstået, at han er offer for et af de helt store buzzwords, der danner rammen om det politiske liv i vore dage, nemlig cancel culture.
 

Depp er da heller ikke blevet canceled, fordi han har haft en yngre kone, men fordi han ifølge Heards udsagn har været voldelig over for hende. Depp selv påstår, at det modsatte var tilfældet. Rent juridisk og på overfladen også politisk handler retssagen og den store opmærksomhed om den om vold, magt og køn. Den handler dog også om kollektiv straf gennem cancel culture som sådan og især, igen, om alder. For selvom det er mænd, særligt hvide, ældre, magtfulde mænd, der står for skud, så er de ikke de eneste. J.K. Rowling, forfatter til Harry Potter-bøgerne og filmserien Fantastiske Skabninger – hvor Depp indtil for nylig havde en prominent rolle, er blevet canceled af mange fans grundet sine udtalelser omkring transpersoner.

Igen er der i sagen om Depps gode ven Rowling tale om alder og ikke kun om køn. Og det også selvom Rowling jo netop fik problemer, fordi hun udtalte sig om køn. Rowling hader formentlig hverken transkvinder eller folk, der er yngre end hende.

Rowling nægter at rette ind for de yngre stemmers krav. Og derfor får hun deres vrede at føle og det på trods – eller måske særligt på grund – af den tidligere investering selvsamme yngre publikum havde i hende og hendes værker. Der er simpelthen en anden verdensopfattelse på spil, hvor de gamle spilleregler ikke gælder længere, og den yngre generation føler sig ført bag lyset og udnyttet af den ældre, de engang så op til. Men også en generationskamp, hvor den ældre generation føler, at den yngre er gået for langt, og det også selvom de på papiret deler basale politiske holdninger. Depp såvel som Rowling – der i øvrigt hele vejen har støttet op om Depp i sagen om Heard samt arbejdet hårdt for, at Depp kunne beholde rollen som troldmanden Grindelwald i Fantastiske Skabninger – er repræsentanter for en verdensorden, der er under stærkt pres, men også er begyndt at kæmpe tilbage. Og det ofte med de samme argumenter, der anvendes mod dem, men med omvendt fortegn.

 

Det interessante ved dette backlash i dens 2.0-version er, at hetzen mod cancel culture nu ikke længere varetages alene af højrefløjen, som det tidligere var tilfældet, men er begyndt at gå på tværs af politiske overbevisninger. På den ene side står Black Lives Matter, Extinction Rebellion, MeToo og selvfølgelig den ultimativt vrede Gen Z’er Greta Thunberg – og klimabevægelsen som sådan – der ligesom alle de andre ”woke” bevægelser primært drives af unge kræfter. På den anden side har vi dem, der står for skud. Det vil i første række sige racisterne, chauvinisterne, homofoberne, kapitalisterne, imperialisterne, de velhavende og så videre – altså typiske skudsmål for den klassisk venstreorienterede, eller i hvert den klassiske ”liberal”, som man kalder dem i USA, hvor hele cancel culture-debatten som bekendt begyndte. Det er dog ikke nok længere ”bare” at være imod ovenstående, for nettet og tolerancen er blevet mere finmasket; noget, som særligt den aldrende generation af liberals er begyndt at få at føle samt at svare tilbage på, fordi de af den yngre generation dømmes ude for simpelthen ikke at være woke nok.

 

Derouten omkring Rowling, der så vidt vides ikke er under anklage for at være hverken mand, voldelig eller seksuelt aggressiv, virker måske umiddelbart nok til at være af perifer betydning i Depp/Heard-sagen. Hun er dog relevant som eksempel på, hvordan den aldrende venstreorienterede garde ikke kun angribes internt fra egne rækker, men også anvendes til formål, de ikke selv ville kunne genkende. I en absurd drejning i en ellers allerede ret absurd verden påberåbte selveste Putin sig for nylig Rowling som bevis for, hvor dekadent og dysfunktionel den vestlige verden er blevet. Putin mener, at han og Rowling er i samme båd, og at verdens protest over den russiske invasion af Ukraine er at sammenligne med det stormvejr, der har været omkring Rowlings udtalelser om kvinder og transpersoner. Grotesk, som den påstand er, så viser den for det første en global mobilisering af utilfredse stemmer, der har fået nok af al den brok om kønsneutrale toiletter, flødeboller, der ikke kan hedde, hvad de hed i de gode gamle dage, men også hvor rodet og uoverskuelig hele diskussionen omkring cancel culture er blevet. Kan man nu ikke kalde en is for en eskimo mere, en person uden menstruation for en mand og en imperialistisk krig lige akkurat det, man vil? Og kæmper de folk, der siger den slags, i sidste ende samme overordnede sag mod ”de krænkelsesparate”?

 

Besværlige individer

Om Depp har været voldelig, om Heard har, eller om de har været lige gode om det, skal jeg ikke gøre mig klog på. Er man personligt investeret i enten Heard eller Depp, og det er der åbenbart mange, der er, siden sagen er så populær, så kan sagen menes at være en slags 2020’ernes version af Brad Pitt og Jennifer Anistons breakup i 2005, hvor folk delte sig op i Team Aniston eller Team Jolie. Her så Aniston, eller i hvert hendes ”team”, sig selv som ”de gode”, og Angelina Jolie og hendes ditto som ”de slemme”.

Heard/Depp-sagen er dog langt mere mudret, og det er netop denne uklarhed, der gør sagen så illustrativ for tidens store (mudrede) tendenser. Samt også om, hvor simple 90’erne virker sat i kontrast mod nutiden. For hvor O.J. Simpson-sagen live på fjernsyn både under anholdelsen og den senere retssag satte fokus på celebrity- og sportskultur, og selvfølgelig på køn, race, klasse samt mediernes magt, så er det ærligt talt svært at sige, hvad Depp og Heard-sagen egentlig handler om, ligesom det er uklart, hvem der er den onde, og hvem der er den gode. Depp og Heard virker begge som meget besværlige individer.

Som repræsentanter for bredere tendenser omkring køn og alder er de nok ikke de eksempler, de respektive bevægelser kunne tænke sig at være repræsenterede af. Heard er blevet anklaget for at hijacke MeToo for egen vindings skyld, og Depp for at have mobiliseret højrefløjens vrede mænd.

 

 

Begreber som ”woke” og ”cancel culture” blev til at begynde med mobiliseret af højrefløjen i USA. Med retten til ytringsfrihed som det primære våben har højrefløjen over de sidste par årtier rettet deres skyts mod snowflakes, liberals, wokeness og alt, hvad der bare minder om ”cancel”.  Som Putin-eksemplet så strålende illustrerer, så har denne tendens dog bredt sig langt ud over USA's grænser. Den anvendes klassisk, herhjemme som i Rusland, som et stumpt middel til at slå ned netop på de bevægelser og strømninger, der forsøger at ændre på fordums fejltagelser gennem ændret sprogbrug, terminologi, adfærd og ændringer sociale og økonomiske strukturer.

 

Koblingen mellem Putin og Rowling, som for de fleste nok var ret så overraskende, er derfor måske ikke helt så mystisk, hvis man begynder at se ud over klassisk fløjpolitik. I en verden, hvor gamle KGB-agenter sætter plakater op i Moskvas gader for at informere folket om, at Pippi Langstrømpe i virkeligheden var nazist, er der måske ikke så meget, der bør overraske mere. Hvad vi end gør herfra, så bør vi dog nok tage Hunter S. Thompsons formaning til os og ikke gøre cancel-diskussionen til vores faste slagmark – eller for den sags skyld tage Heard vs. Depp som vores pejlemærke.

 

For som Thompson siger det: ”Don’t stop here. It’s bat country!”