Rundown af Heard vs. Depp
Heard vs. Depp: fra O.J. til OK (Boomer)

Hvad er op og ned i Depp og Heard's virale retssag? Foto: Getty

Den igangværende retssag mellem Amber Heard og Johnny Depp er den nutidige TikTok-version af O.J. Simpson-sagen. Retssagen er endt med at blive et absurd Hollywood-cirkus, hvor ingen detaljer om parrets ægteskab bliver overladt til fantasien. Men sagen er alt andet lige mere end blot et freakshow.
Der var engang, hvor alt Johnny Depp rørte ved, blev til guld. Ung, gudesmuk, med cheekbones to die for og et skuespillertalent, der rakte betydeligt længere end andre jævnaldrende Hollywood-hunks som Keanu Reeves, så var Depp noget helt særligt. Han var ypperlig emo som Edward Scissorhands i Tim Burtons film af samme navn. Han var den følsomme storebror til en meget ung Leonardo DiCaprio i indiefilmen What’s Eating Gilbert Grape (1993). Og han bar stilsikkert hovedrollen som William Blake i Jim Jarmusch’ neo-western Dead Man (1995), der var indbegrebet af postmoderne auteur cool. Senere trådte Depp ud af rollen som indie-darling og blev blockbuster-konge af Pirates of the Caribbean-franchisen. Portrætteringen af den fordrukne, men charmerende Jack Sparrow katapulterede ham op blandt de helt store Hollywood-navne. Men han formåede alligevel til dels at beholde en del af sin tidligere mystik og coolness, ikke mindst fordi han var lettere excentrisk.
 
Det excentriske hos Depp har dog også været grænsende til det mørke. Depp har i årtier formået at stable et image på benene som en lidt sær type, men også en mand, der egentlig er god nok og måske endda lidt ekstra cool netop, fordi han var aparte. Det har dog fra en tidlig alder heller aldrig været nogen hemmelighed, at Depp kunne lide at feste og at feste hårdt.
 
Da Depp indtog rollen som gonzojournalisten Hunter S. Thompson i filmatiseringen af Thompsons selvbiografiske Fear and Loathing in Las Vegas (1998), et hårdtpumpet og narkohallucineret indblik i USA's mareridtsagtige værste sider, gled Depp og Thompson nærmest også ind i hinanden. Ikke kun på lærredet, men også i virkeligheden, hvor de to mænd blev nære venner og, naturligvis, tog ekstremt mange stoffer sammen. Da Thompson i 2005 skød hovedet af sig selv, var det da også Depp, der stod for begravelsen, hvor Thompsons aske blev fyret ud af en kanon, der stod oven på en 50 meter høj statue af en knyttet næve.
 
Om det er tragiske dødsfald eller Depps mildt sagt imponerende forbrug af narko, alkohol og ejendomme, har ingen af disse omstændigheder dog blakket hans ry synderligt. Grænseløsheden var altså en tilstand, som Depp tilsyneladende ikke kun beundrede, men aktivt emulerede. Og i årtier var det ikke alene OK for hans publikum, men en del af hans rockstar-aura.
 

Vor tids O.J. Simpson-sag

Som de fleste nok er bekendte med, så er det ikke længere tilfældet. Fast forward til 2022 ser Johnny Depp noget anderledes og også værre ud. Som vores tids O.J. Simpson-sag har Depp og Heard-sagaen nu rullet i snart et halvt årti. Heard og Depp mødte hinanden i 2009 under indspilningen af The Rum Diary (2011), og et par år efter lod Depp sig skille fra sin mangeårige partner Vanessa Paradis.
 

Heard og Depp blev derefter gift i 2015, men allerede året efter søgte Heard om at blive skilt fra Depp under anklager om vold. Parret blev officielt skilt i 2017, og det kunne have været slutningen på den sag. I 2018 stod Heard dog frem i The Washington Post, hvor hun rettede specifikke anklager mod Depp omkring en række voldshandlinger. Og så begyndte bølgerne for alvor at rulle, som de to sider skød bredside efter bredside mod hinanden med anklager om vold, stofmisbrug, løgne, samt særdeles udpenslede detaljer om deres sexliv. Retssagen, som Amber Heard lagde mod Depp for injurier, er nu blevet et absurd Hollywood-cirkus og nærmest hallucinerende fascinerende i sine absurditeter. Folkestemningen gik fra at være mod til at være med Johnny Depp, og er meget vel verdens første virale TikTok retssag. Men der er alt andet lige mere til sagen end blot et freakshow.
 

Generationernes kamp

Amber Heard er kvinde født i 1986 og derfor millennial. Johnny Depp er mand født i 1963. Det gør ham enten til meget late baby boomer eller meget tidlig Gen X’er, alt afhængig af, hvor man lægger snittene i generationskløfterne. Om Depp er det ene eller det andet, er i og for sig ikke så vigtigt. Det væsentlige her er, at han er en hel del ældre end sin nu ekskone Amber Heard. I et af mange vidneudsagn fra retssagen, der for tiden rapporteres flittigt fra i alle tænkelige medier, har vi da også hørt Heard udtale, at Depp og hans venner var en bunke gamle kedelige mænd, der bare sad og hang og spillede guitar.
 
 
 
Depp har som genmæle sagsøgt ikke kun Heard, men også tabloid-aviser som britiske The Sun, der har kaldt ham en “wife beater”. Heard og Depps forhold ser ud fra retssagens mange slibrige detaljer ud til at have været helt enormt toksisk, og en del af hans iver for at svare igen kan måske nok helt og alene tilskrives den personlige fejde mellem de to. Men ligesom Heard mobiliserede og red med på MeToo-bølgen i sin sag mod Depp, har også Depp taget sagen ud over deres personlige vendetta. Depp har gentagne gange påstået, at han er offer for et af de helt store buzzwords, der danner rammen om det politiske liv i vore dage, nemlig cancel culture.
 

Er cancel culture cancelled?

Depp er da heller ikke blevet canceled, fordi han har haft en yngre kone, men fordi han ifølge Heards udsagn har været voldelig over for hende. Depp selv påstår, at det modsatte var tilfældet. Rent juridisk og på overfladen også politisk handler retssagen og den store opmærksomhed om den om vold, magt og køn. Den handler dog også om kollektiv straf gennem cancel culture som sådan og især, igen, om alder. For selvom det er mænd, særligt hvide, ældre, magtfulde mænd, der står for skud, så er de ikke de eneste. J.K. Rowling, forfatter til Harry Potter-bøgerne og filmserien Fantastiske Skabninger – hvor Depp indtil for nylig havde en prominent rolle, er blevet canceled af mange fans grundet sine udtalelser omkring transpersoner.
Igen er der i sagen om Depps gode ven Rowling tale om alder og ikke kun om køn. Og det også selvom Rowling jo netop fik problemer, fordi hun udtalte sig om køn. Rowling hader formentlig hverken transkvinder eller folk, der er yngre end hende.
Rowling nægter at rette ind for de yngre stemmers krav. Og derfor får hun deres vrede at føle og det på trods – eller måske særligt på grund – af den tidligere investering selvsamme yngre publikum havde i hende og hendes værker. Der er simpelthen en anden verdensopfattelse på spil, hvor de gamle spilleregler ikke gælder længere, og den yngre generation føler sig ført bag lyset og udnyttet af den ældre, de engang så op til. Men også en generationskamp, hvor den ældre generation føler, at den yngre er gået for langt, og det også selvom de på papiret deler basale politiske holdninger. Depp såvel som Rowling – der i øvrigt hele vejen har støttet op om Depp i sagen om Heard samt arbejdet hårdt for, at Depp kunne beholde rollen som troldmanden Grindelwald i Fantastiske Skabninger – er repræsentanter for en verdensorden, der er under stærkt pres, men også er begyndt at kæmpe tilbage. Og det ofte med de samme argumenter, der anvendes mod dem, men med omvendt fortegn.
 

Højrefløjens kapring af cancel culture

Det interessante ved dette backlash i dens 2.0-version er, at hetzen mod cancel culture nu ikke længere varetages alene af højrefløjen, som det tidligere var tilfældet, men er begyndt at gå på tværs af politiske overbevisninger. På den ene side står Black Lives Matter, Extinction Rebellion, MeToo og selvfølgelig den ultimativt vrede Gen Z’er Greta Thunberg – og klimabevægelsen som sådan – der ligesom alle de andre ”woke” bevægelser primært drives af unge kræfter. På den anden side har vi dem, der står for skud. Det vil i første række sige racisterne, chauvinisterne, homofoberne, kapitalisterne, imperialisterne, de velhavende og så videre – altså typiske skudsmål for den klassisk venstreorienterede, eller i hvert den klassiske ”liberal”, som man kalder dem i USA, hvor hele cancel culture-debatten som bekendt begyndte. Det er dog ikke nok længere ”bare” at være imod ovenstående, for nettet og tolerancen er blevet mere finmasket; noget, som særligt den aldrende generation af liberals er begyndt at få at føle samt at svare tilbage på, fordi de af den yngre generation dømmes ude for simpelthen ikke at være woke nok.
 
Derouten omkring Rowling, der så vidt vides ikke er under anklage for at være hverken mand, voldelig eller seksuelt aggressiv, virker måske umiddelbart nok til at være af perifer betydning i Depp/Heard-sagen. Hun er dog relevant som eksempel på, hvordan den aldrende venstreorienterede garde ikke kun angribes internt fra egne rækker, men også anvendes til formål, de ikke selv ville kunne genkende. I en absurd drejning i en ellers allerede ret absurd verden påberåbte selveste Putin sig for nylig Rowling som bevis for, hvor dekadent og dysfunktionel den vestlige verden er blevet. Putin mener, at han og Rowling er i samme båd, og at verdens protest over den russiske invasion af Ukraine er at sammenligne med det stormvejr, der har været omkring Rowlings udtalelser om kvinder og transpersoner. Grotesk, som den påstand er, så viser den for det første en global mobilisering af utilfredse stemmer, der har fået nok af al den brok om kønsneutrale toiletter, flødeboller, der ikke kan hedde, hvad de hed i de gode gamle dage, men også hvor rodet og uoverskuelig hele diskussionen omkring cancel culture er blevet. Kan man nu ikke kalde en is for en eskimo mere, en person uden menstruation for en mand og en imperialistisk krig lige akkurat det, man vil? Og kæmper de folk, der siger den slags, i sidste ende samme overordnede sag mod ”de krænkelsesparate”?
 

Besværlige individer

Om Depp har været voldelig, om Heard har, eller om de har været lige gode om det, skal jeg ikke gøre mig klog på. Er man personligt investeret i enten Heard eller Depp, og det er der åbenbart mange, der er, siden sagen er så populær, så kan sagen menes at være en slags 2020’ernes version af Brad Pitt og Jennifer Anistons breakup i 2005, hvor folk delte sig op i Team Aniston eller Team Jolie. Her så Aniston, eller i hvert hendes ”team”, sig selv som ”de gode”, og Angelina Jolie og hendes ditto som ”de slemme”.
 
Heard/Depp-sagen er dog langt mere mudret, og det er netop denne uklarhed, der gør sagen så illustrativ for tidens store (mudrede) tendenser. Samt også om, hvor simple 90’erne virker sat i kontrast mod nutiden. For hvor O.J. Simpson-sagen live på fjernsyn både under anholdelsen og den senere retssag satte fokus på celebrity- og sportskultur, og selvfølgelig på køn, race, klasse samt mediernes magt, så er det ærligt talt svært at sige, hvad Depp og Heard-sagen egentlig handler om, ligesom det er uklart, hvem der er den onde, og hvem der er den gode. Depp og Heard virker begge som meget besværlige individer.
Som repræsentanter for bredere tendenser omkring køn og alder er de nok ikke de eksempler, de respektive bevægelser kunne tænke sig at være repræsenterede af. Heard er blevet anklaget for at hijacke MeToo for egen vindings skyld, og Depp for at have mobiliseret højrefløjens vrede mænd.

 


Flere og flere støtter op om Johnny Depp, der blandt andet har mistet filmroller som følge af sagen. Foto: Getty

 

Bat country

Begreber som ”woke” og ”cancel culture” blev til at begynde med mobiliseret af højrefløjen i USA. Med retten til ytringsfrihed som det primære våben har højrefløjen over de sidste par årtier rettet deres skyts mod snowflakes, liberals, wokeness og alt, hvad der bare minder om ”cancel”.  Som Putin-eksemplet så strålende illustrerer, så har denne tendens dog bredt sig langt ud over USA's grænser. Den anvendes klassisk, herhjemme som i Rusland, som et stumpt middel til at slå ned netop på de bevægelser og strømninger, der forsøger at ændre på fordums fejltagelser gennem ændret sprogbrug, terminologi, adfærd og ændringer sociale og økonomiske strukturer.
 
Koblingen mellem Putin og Rowling, som for de fleste nok var ret så overraskende, er derfor måske ikke helt så mystisk, hvis man begynder at se ud over klassisk fløjpolitik. I en verden, hvor gamle KGB-agenter sætter plakater op i Moskvas gader for at informere folket om, at Pippi Langstrømpe i virkeligheden var nazist, er der måske ikke så meget, der bør overraske mere. Hvad vi end gør herfra, så bør vi dog nok tage Hunter S. Thompsons formaning til os og ikke gøre cancel-diskussionen til vores faste slagmark – eller for den sags skyld tage Heard vs. Depp som vores pejlemærke.
 
For som Thompson siger det: ”Don’t stop here. It’s bat country!”
 
 

Giv din stemme

23 stemmer
3,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

72 JOB

Konsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.