B.T.-måling: Kongehuset bør droppe Rockwool

56 pct. af de adspurgte i en YouGov-måling for B.T. mener ikke, at kronprinsparret skulle have reklameret for Rockwool under sejlekonkurrencen Sail Grand Prix i august i København. Den royale reklame står i kontrast til fyringen af Ecco som kongelig hofleverandør.
Rockwool er sponsor for det danske hold i SailGP. Ved konkurrencen i Øresund havde besætningen kronprins Frederik med ombord. Billedet er fra et tidligere arrangement. Foto: Brian Carlin/APPR/Ritzau Scanpix
Rockwool er sponsor for det danske hold i SailGP. Ved konkurrencen i Øresund havde besætningen kronprins Frederik med ombord. Billedet er fra et tidligere arrangement. Foto: Brian Carlin/APPR/Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen
Rockwools logo prydede kronprins Frederiks bryst under sejlkonkurrencen Sail Grand Prix, der blev afholdt i København i august. Stenuldsfabrikanten var nemlig hovedsponsor for det danske hold, som havde kronprinsen med ombord iklædt holdets våddragt.
 
Rockwool er samtidig med sejlsportssponsoratet en af de få større danske virksomheder, der har fastholdt deres aktiviteter i Rusland efter invasionen af Ukraine i februar.
 
Derfor vakte Rockwool-logoet på kronprinsen da også opsigt og fik kritiske bemærkninger med på vejen fra både Ekstra Bladets og B.T.s royale korrespondenter.
 
“Royalwashing af Ruslands venner” skrev Ekstra Bladet. “Malplaceret og tonedøvt” skrev B.T.
 
Nu har B.T. i en YouGov-måling spurgt, om den royale reklame for Rockwool var på sin plads. 56 pct. af de adspurgte svarer nej, 24 pct svarer ja, mens 25 pct. af respondenterne ikke har nogen holdning til spørgsmålet.
 
Royal reklame for Rockwool på Kongehusets officielle Instagram-profil.
 

Fyrer Ecco, promoverer Rockwool

Tidligere i september spurgte B.T., i forbindelse med en indvielse af en udstilling, kronprinsesse Mary om den royale kobling til Rockwool og selskabets russiske forretning.
 
“Kongehuset har tradition for at deltage i store internationale begivenheder, sportslige eller kulturelle, og vi er der for at bakke op om Danmark som værtsland og for at bakke op om de danske deltagere,” svarede kronprinsessen dengang B.T.
 
Den forklaring imponerer dog ikke B.T.’s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen:
 
“Når vi har et kongehus, der går ind i værdipolitiske sager, er det også vigtigt, at de handler konsistent. Det nytter ikke, at man smider ECCO på porten, men fortsætter med at promovere Rockwool. Det hænger ikke sammen,“ siger Jacob Heinel Jensen til avisen.
 
Jacob Heinel Jensen henviser til, at Kongehuset i sommer tog det usædvanlige skridt at fratage Ecco retten til at kalde sig “Kongelig Hofleverandør”. Der blev ikke givet nogen officiel forklaring på skridtet.
 
“Kongehuset plejer ikke at gøre den slags. Det er ret usædvanligt. Der skal meget til, før de siger, man ikke må bruge den betegnelse,” udtalte politisk kommentator Hans Engell dengang til Berlingske og pegede på Eccos fortsatte tilstedeværelse i Rusland som den oplagte forklaring.
 
I april viste en Voxmeter-måling for Finans, at 65 pct. af danskerne var enige eller meget enige i, at danske virksomheder straks skal forlade Rusland.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også