Prinsens power-playliste

Hvis musik er et blik ind i sjælen, så har landets kommende konge lige lagt sin sjæl ud til offentlig beskuelse. 159 sange på Spotify og andre streamingtjenester giver folket et enestående og teknologisk opdateret indblik i, hvilken sjæl der snart skal regere kongeriget Danmark. Så hvad indeholder Kronprins Frederiks sjæl?
Landets kommende konge afslører i bogen "Under bjælken" de 159 sange, der har formet hans liv år for år. Kilde: Spotify.
Landets kommende konge afslører i bogen "Under bjælken" de 159 sange, der har formet hans liv år for år. Kilde: Spotify.
Hvis en algoritme havde designet kronprinsens spilleliste, kunne den ikke have gjort det meget bedre. En hurtig gennemlytning af spillelisten giver det perfekte indtryk af en folkelig, veluddannet, kulturelt engageret internationalist med et nationalt sindelag - og en lille smule kant!
 
Med andre ord, den perfekte spilleliste for en ung konge, der skal være elsket af folket, men stadig have tilstrækkelig med personlighed til at være relevant og skille sig lidt ud fra sin populære mor.
 
Spillelisten er en fantastisk – næsten overmenneskelig – balancegang mellem at have bredde og kant på samme tid. Har man lyttet bare almindeligt småinteresseret til rockmusik de sidste 35 år, så vil der ikke være ét eneste navn på listen, som er ubekendt. Og alligevel undgår den de værste auto-tune popkatastrofer i dansk musikhistorie, som f.eks. Aqua, der jo trods alt har været ét af landets største musikalske eksportsucceser.
 
Og selvom man kender al musikken, er der alligevel enkelte bands, hvor man tænker: ”Det var godt nok sørens – har han virkelig spillet det musik i ungdomsværelset ovre på Amalienborg?”.
 
Kronprinsen til Metallica-koncert i Horsens 2012. Metallica pryder prinsens playliste med to numre. Kilde: Polfoto/Anders Brohus.
 
Sex Pistols, Sort Sol og Dr. Dre er alle eksempler på musik, som man ikke lige forbinder med de royale gemakker, men netop derfor er de perfekte identitetsmarkører for en kommende konge, der gerne vil være elsket for mere end sine kønne akvareller. Alle tre bands har måske været provokerende i deres tid, men er i dag anmelderdarlings, som er blevet en del af enhver rock-elskers kanon.
 
Deres tekster lyder måske farlige på papiret (”God Save the Queen/The Fascist Regime”), men i virkelighedens 2017 vil selv den meste bornerte kammerdame ikke blive pikeret over nogen af teksterne i Frederiks spilleliste.
 
Der er ingen tvivl om, at Kronprinsen højst sandsynligt har lyttet til denne musik igennem sin opvækst, men der er heller ingen tvivl om, at spillelisten er en perfekt koreograferet kommunikationsøvelse, som handler om positionering af en kommende konge. Kronprinsen kunne sagtens have lavet en langt mere mainstream playliste, som med demokratisk lighed ville have inddraget alt fra dansktoppen til klassisk og jazz.
 
Men kronprinsen (eller hans rådgivere) ved godt, at moderne kommunikation handler om at have kant – at have en interessant historie at fortælle. Og kronprinsens historie er, at der inde bag Amalienborgs mure gemte sig en lille musikrebel, som sang med på tekster om regimeomvæltning, hashrygning og dystopiske punkere. Det er overraskende, det er sjovt, og det er sgu noget, man godt gider dele på Facebook og skrive om på Kommunikationsforum.
 
Og alligevel kan man ikke lade være med at tænke, at Kronprinsen stadig er lige så fjern, som de kongelige altid har været. ”I’m Not There” hed filmen om Bob Dylan, som havde premiere i 2007. Og i dette tilfælde er det også som om, at Kronprinsen – på trods af den hudløse transparens – alligevel ikke er til stede. Han fortaber sig på knivsæggen mellem bredde og kant. Han forsvinder ud mellem pauserne på de 159 numre. Han behersker den kunst, som de bedste youtubere og social media Kardashian-fænomener behersker: at være hundrede procent transparent helt ind i sjælen og alligevel være lige så fjern og royal, som de royale altid har været.
 
Lyt til Kronprinsens yndlingshits fra 1968-2017 på Spotify.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også