Rothsteingate analyseret
Malou: den symbolske økonomis gudinde

Malou er gudinden, som peger på det faktum, at alle os andre dødelige i sidste ende bare er uduelige, dovne fjolser, som ikke magter lige så meget som hende. Det skal da pisse enhver underbetalt litteraturanmelder af – og på samme tid er det en syngende lussing til den stenrige business angel, der også blive mindet om, at han/hun ikke formår at udgive det skønlitterære mesterværk, der endelig skal vise omverdenen et sandt renæssancemenneske. Kilde: Scanpix.

Skrevet af
Weekendenavisens litteraturanmelder Klaus Rothstein skrev kluntet, nedladende og satirisk om alle danske kvinders heltinde Malou Aamund. Det slap han mildest talt ikke særligt godt fra. En shitstorm af uhørt styrke rejste sig. Kvindehad? Ingen ville skrive om en mand, som Klaus skrev om Malou. Hvad er egentlig op og ned i den sag? Her en symbolanalytisk analyse? For er det, som Rothstein skriver, blot en sag for Alt for damerne og Aftenshowet? Nej, det må være mere kompliceret end som så.
 
Shitstormens begyndelse... ASH rykker ud. Det starter med  Christel Skousen Thrane 
 

At Rothstein raser mod massekulturen og kendis-Danmark i Weekendavisen, er lige så kedsommeligt og uoriginalt som at vise sine tatoveringer frem på Realityportalen.

 
Den første tanke, som slår en, er, at Rothstein måske ikke har et særlig stort talent udi genren ‘at være sjov’? For meget tyder på, at det faktisk var det, der var øvelsen. I stedet blev endestationen et finkulturelt opgør med populærkulturen pakket skødesløst ind i krakilsk sarkasme  og den slags er sjældent særligt sjovt. Det kan være rigtig nok, det, Klaus Rothstein skriver, men sjovt blev det ikke. Og det har alle dage været en ufravigelig sandhed, at en joke ikke er en joke, hvis modtageren misforstår pointen eller ligefrem står tilbage som ét stort spørgsmålstegn. Rothsteins mislykkede forsøg ud i humorgenren er, når alt kommer til alt, nemlig bare et opgør med Gyldendals leflen for kommercialiseringen  noget, som Klaus Rothstein afskyr.
 
Malou er gudinden, som peger på det faktum, at alle os andre dødelige i sidste ende bare er uduelige, dovne fjolser, som ikke magter lige så meget,som hende. Det skal da pisse enhver underbetalt litteraturanmelder af.
 
Dét, at rigets mest respekterede forlag siger: Her er en kendt dansk kvinde. Vi giver hende en bogkontrakt, og så vil vi tjene en masse penge. Det ser Rothstein som endnu et eksempel det gamle Klareboderne-forlags kulturelle syndefald. Dette syndefald for kendislitteraturen er utilgiveligt, og derfor er det okay at være personlig perfid og plat. For Malou Aamund som person er ikke kernen i fortællingen. Hun er blot symbolet på kommercialiseringens og kendis-reality-tv-virkelighedens stigende magt og salgbarhed i litteraturens verden.
 
Hvis du er en stor erhvervsleder, giver du således nødvendigvis afkald på at være en anerkendt skønlitterær forfatter, og omvendt. Denne magtdeling prøver de stærkeste alfahanner og -hunner naturligvis at udfordre ved at hige efter det ultimativt uopnåelige: positionen som både finkulturelt anerkendt og anerkendt i det blå borgerlige Danmark. Dét er netop Malou Aamunds projekt. Og hvis det lykkes, vil hun stå som en gudinde i den symbolske økonomi som både succesfuld toperhvervsleder og anerkendt skønlitterær forfatter. Kilde: Scanpix.
 
Hvis vi forestiller os, at der havde været tale om en mandlig forfatter, fx en kendt erhvervsmand, der lige pludselig udgav en roman, ville Rothstein efter al sandsynlighed have reageret på samme måde. Pointen er, at man med rette skal se Rothsteins kritik som en kritik af Gyldendal og ikke en direkte latterliggørelse af Aamund. Kritikken er ikke sexistisk, men derimod et mislykket, finkulturelt, sarkastisk selvmål. Og det sidste er i virkeligheden Rothsteins problem. Han er ikke sjov af den åbenlyse årsag, at ingen grinede af joken. Samtidig er det plat og uopfindsomt på en finkulturel måde. At Rothstein raser mod massekulturen og kendis-Danmark i Weekendavisen, er lige så kedsommeligt og uoriginalt som at vise sine tatoveringer frem på Realityportalen.
 
Gyldendals Simon Pasternak fryder sig uden tvivl over al den omtale, som blot viser, at kendisbøger er good for business. I stedet for at svække kommercialiseringen af Gyldendal styrkes den i forsøget på at svække den.
 
Et paradoksalt selvmål
Det er skæbnens ironi, at det eneste, man med garanti kan sige om Rothsteins famøse indlæg, er, at det med sikkerhed er blevet en gigantisk, gratis reklamesøjle for Malou Aamunds nye bog  som vel at mærke først kan købes 6. marts. Det er derfor ikke blot misforstået, men har den modsatte effekt af intentionen. Gyldendals Simon Pasternak fryder sig uden tvivl over al den omtale, som blot viser, at kendisbøger er good for business. I stedet for at svække kommercialiseringen af Gyldendal styrkes den i forsøget på at svække den. Rothstein kritiserer omtalen og markedsføringen af bogen. Altså det såkaldte pressemateriale, som hans chefredaktør fremhæver i sit forsvar. Ikke bogen, for den er jo ikke udkommet endnu. En lidt for subtil pointe og distinktion, som fortaber sig i SoMe-shitstormen.
 
Det gør imidlertid Rothsteins tekst sårbar over for det ganske rimelige krav: Hvordan kan du svine en bog til, som du ikke har læst, men blot dømmer på forsiden, presseomtalen og dens forfatters habitus? Det kan du ikke rigtigt, vel? Rothstein burde her være klog nok til at vide, at foromtale, forfatter og anmeldelser er smeltet sammen i disse postmoderne tider. Han burde også have indset, at en klummes korte form ikke levner plads til de nødvendige nuancer og mellemregninger.
 
 

Satire kræver en underskrevet kontrakt
Vi sidder alle foran skærmen og skiftevis krummer tæer og bryder ud i latterkramper, når den britiske komiker Ricky Gervais år efter år indtager scenen og sviner alt og alle til ved uddelingen af Golden Globe-prisen i Los Angeles. Grunden til, at den øvelse ikke falder til jorden med et pinligt brag, er, at Gervais er sjov og har en fænomenal sans for timing, men frem for alt har han en kontrakt med publikum, der lyder på, at han kan  og skal  nakke den ene kendis efter den anden.
 
Hvis den kontrakt ikke havde været underskrevet på forhånd, så var han hurtigt blevet kylet ud af salen på røv og albuer  og havde sandsynligvis krydret sin aften med historiens største shitstorm.
 

De, som har mange penge, har for lidt kulturkapital, og omvendt. Det skaber fred og harmoni i den herskende klasse, fordi både den økonomiske og kulturelle overklasse kan siges at være vinder på én og samme tid. Hvis du er en stor erhvervsleder, giver du således nødvendigvis afkald på at være en anerkendt skønlitterær forfatter, og omvendt.

 
Her finder man kimen til Rothsteins problem. Scenen (Weekendavisen) er den forkerte, han har ikke lavet en kontrakt med læserne om, at han har lov til at være grov på den sjove måde, og fremfor alt, så er tidsånden heller ikke med ham  og den slags har det med at forvandle sig til den der forbandede åbne køkkenlåge, man knalder baghovedet op i, ligesom man gik og troede, at alt var roligt og godt. 
 
Bourdieus distinktion  tilpasset Malou.
 

De, som har mange penge, har for lidt kulturkapital, og omvendt. Det skaber fred og harmoni i den herskende klasse, fordi både den økonomiske og kulturelle overklasse kan siges at være vinder på én og samme tid.

 
 
Lex Bourdieu og den symbolske økonomis magtdeling
Men hvor kommer al den vrede mod Malou dog fra? Det åbenlyse er at forklare det gennem en bourdieusk analyse. I vores jantelovssamfund må du ikke være rigtig god til flere ting på samme tid. De, som har mange penge, har for lidt kulturkapital, og omvendt. Det skaber fred og harmoni i den herskende klasse, fordi både den økonomiske og kulturelle overklasse kan siges at være vinder på én og samme tid.
 
Hvis du er en stor erhvervsleder, giver du således nødvendigvis afkald på at være en anerkendt skønlitterær forfatter, og omvendt. Denne magtdeling prøver de stærkeste alfahanner og -hunner naturligvis at udfordre ved at hige efter det ultimativt uopnåelige: positionen som både finkulturelt anerkendt og anerkendt i det blå borgerlige Danmark. Dét er netop Malou Aamunds projekt. Og hvis det lykkes, vil hun stå som en gudinde i den symbolske økonomi som både succesfuld toperhvervsleder og anerkendt skønlitterær forfatter  for ikke at tale om alle de andre ting, der omgærder powerparret Aalund og Bertelsen.
 
Det skaber ikke bare vrede, men også misundelse. Malou er gudinden, som peger på det faktum, at alle os andre dødelige i sidste ende bare er uduelige, dovne fjolser, som ikke magter lige så meget som hende. Det skal da pisse enhver underbetalt litteraturanmelder af  og på samme tid er det en syngende lussing til den stenrige business angel, der også blive mindet om, at han/hun ikke formår at udgive det skønlitterære mesterværk, der endelig skal vise omverdenen et sandt renæssancemenneske. 
 
Så det, Malou Aamund har gang i, går simpelthen ikke  og hvis du alligevel er i tvivl, så husk, at sociologen Henrik Dahl også engang blev forblændet og gik rundt og troede, at han både kunne være Henrik Dahl og romanforfatter. Det kunne han naturligvis heller ikke. Hans bog blev smadret, dog efter den var blevet læst. Det er loven. Janteloven.

Giv din stemme

29 stemmer
3,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

23 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationschef

Frist: 1. maj

Grafiker

Frist: 15. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.