Retorisk analyse af politisk debat
Politikernes uredelige blame-game

Normalt forbinder man den dårlige debattone i dansk politik med debatter om integration, og når det handler om personsager, men det findes åbenbart også i en debat om falkejagt. Foto: Preben Madsen/Ritzau Scanpix

Skrevet af

Andreas Nordbo

1 artikler

0 indlæg

Jacob Kringel

1 artikler

0 indlæg

I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme selvvalgte eksempler på argumentationen i Folketingets debatter. Eksemplerne skulle bedømmes ud fra, om de kunne tænkes at have nytteværdi for borgerne i det demokratiske samfund. Bagefter ville de studerendes analyser blive bragt - i redigeret og forkortet form - her på Kommunikationsforum.dk. Fjerde artikel ud af otte handler om debattonen i Danmark i forbindelse med en diskussion om falkejagt.
Debattonen i dansk politik er de sidste mange år blevet kritiseret for at være for hård og personorienteret. Dette billede forstærkes for os vælgere, når vi ser tæt mediedækkede samråd eller debatter om lovforslag, hvor betændte emner i samfundet, som fx indvandring og økonomi, tages op. Her bærer argumentationen i høj grad præg af stråmænd, motivspekulation og andre argumentatoriske uredeligheder.
 
Vi har analyseret et lavprofileret lovforslag, ”L 81: Forslag til lov om ændring af lov om jagt og vildtforvaltning og lov om naturbeskyttelse”, fremsat i Folketinget 09.11.2017.
 
Når man som borger ser på debatter om lovforslag i folketingssalen, kan man komme i tvivl om, hvorvidt politikerne taler til hinanden  eller blot ud i luften. Det skyldes, at man kan se to sideløbende formål med talerunderne. Der er først og fremmest tale om en ”trialogisk” kommunikation, snarere end en dialog, idet politikerne ikke primært taler til hinanden, men til de vælgere, der enten måtte se med via Folketingets hjemmeside, læse den i den transskriberede form eller siden få debatten viderebragt af pressen.
 
Politiske debatter bliver tit beskyldt for at have en hård og usaglig tone  ofte i debatter om integration, som her fra programmet DR2 Debatten.
 
Det andet sideløbende formål er det interne parlamentariske spil: For at en lov kan vedtages i Folketinget, skal den behandles tre gange og bakkes op af minimum 90 mandater. Når et lovforslag diskuteres, har lovforslagsstiller(ne) mulighed for at påvirke eventuelle modstandere, så der kan blive tale om en bred politisk aftale. Samtidig kan eventuelle modstandere af lovforslaget prøve at skabe splid internt blandt lovforslagets støtter og måske få det til at falde til jorden.
 
Det kan man forsøge ved enten at frembringe ny information, der måske kan være med til direkte at ændre holdning hos støtter af lovforslaget  eller ved et indirekte pres, idet man prøver at få dem til at fremstå dårligt over for vælgerne.
 

”Multidimensionalitet” i debatten
Lovforslag L 81 rummer en intern diversitet. Det viser sig allerede hos den første ordfører, Christian Rabjerg Madsen (S): ”L 81 er en ulogisk sammenblanding af forskellige tiltag med vidt forskellige intentioner og genstandsfelter, og Socialdemokratiet kan ikke støtte forslaget, som det ligger”.

Dog anerkender Rabjerg Madsen fortrin ved forslaget: ”Det er som sådan fornuftigt at skabe en ny model for forvaltningen af kronvildt […]”. Men: ”Omvendt er Socialdemokratiet imod to af lovforslagets centrale elementer, nemlig tilladelse af falkejagt og tilladelse til store tilbygninger […]”.


Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet er imod tilladelse af falkejagt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Næste ordfører er Pia Adelsteen (DF). Hun anerkender Rabjerg Madsens bekymring for det dyreetiske ved at forsikre ham om, at lovgivningen inden for opdræt og pasning af falke forbliver uændret: ”Vi ændrer ikke reglerne på, hvordan falke skal opdrættes, vi ændrer ikke i reglerne for, hvordan de skal passes på. Vi ændrer stort set ikke reglerne for noget som helst. Der er stadig væk en masse krav”.
 
Dog mener hun, at argumentet for, at man med falkejagt kan fjerne generende rågekolonier, vægter tungere: ” […] jeg håber virkelig på, at det her vil være med til at forbedre eller få fjernet nogle af de her kolonier, som man ser på tage af hospitaler, og som man ser ved stationer, hvor folk ikke kan holde ud at sidde i deres have i nærheden.”
 
Her anerkendes ”multidimensionaliteten” i lovforslaget, og der fortages en reel afvejning af de relevante argumenter; de handler jo om forskellige aspekter af sagen, som man legitimt kan tillægge forskellig vægt.
 
Næste ordfører i rækken er Enhedslistens Maria Reumert Gjerding. Hun argumenterer ud fra anbefalinger fra Dansk Ornitologisk Forening og Dyrenes Beskyttelse om at forholde sig skeptisk: ”Dansk Ornitologisk Forening anfører, at det kan medføre pres på rovfuglebeskyttelsen og dermed kan have en negativ indflydelse på den vilde bestand af falke og rovfugle. Det samme gør Dyrenes Beskyttelse”.
 
Hun bringer altså et dyreetisk perspektiv ind, men hun anerkender faktisk ikke multidimensionaliteten: Hun omtaler alene argumenter og nævner ikke Pia Adelsteens argument om, at falkejagt kan komme rågekolonier til livs og dermed forbedre folks livskvalitet (så de f.eks. kan bruge deres haver).
 
Liberal Alliances Carsten Bach ignorerer på sin side Reumert Gjerdings argumenter, idet han ser bort fra diverse organisationers advarsler: ”Jeg mener ikke, at argumentet om såkaldt faunaforurening holder vand, netop fordi falkonererne er så dygtige, som de nu engang er, og fordi de passer så godt på deres fugle.”
 
Også Zenia Stampe (B) melder ind. Som ordfører er hun en af dem, som anerkender (noget) af multidimensionaliteten inden for argumenterne om falkejagt. Overordnet er hun imod, men hun forholder sig dog til Carsten Bachs argument om falkonerernes dygtighed: ”Vi har hørt meget om de her ansvarlige og dygtige falkonerer, som vi også har stor både tiltro til og sympati med, men vi er lidt bange for, at det […] handler om big business”.
 
Hun anerkender altså nogle af argumenterne for falkejagten, men mener dog, at hendes eget argument, nemlig en frygt for, at der ligger større økonomiske spekulationer bag, vejer tungest.
 
Zenia Stampe (B) anerkender, at der er dygtige falkonerer, men er bange for, at falkejagt handler om big business. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
 
Miljø- og fødevareministeren, Esben Lunde Larsen (V), runder af. Som minister kunne han have sammenfattet debattens multidimensionalitet og de forskelligartede argumenter. Det gør han også delvist – nemlig de argumenter, der kommer fra samme fløj som han selv. Han anerkender Carsten Bachs argument om radiosendere og/eller gps-udstyr, der kan sikre falkene: ”..der kommer krav om, at rovfuglene skal være mærket med radiosender eller gps.”
 
Derudover anerkendes Pia Adelsteens argument om borgenes interesser: ”Falke kan anvendes til f.eks. at regulere krager, måger og råger, som er til stor gene for borgerne i mange af vore byer” – men her stopper anerkendelsen. Lunde Larsen forholder sig hverken til Reumert Gjerdings eller Stampes argumenter imod forslaget. Der falder ingen kommentarer til organisationerne, som advarer, eller til formodningen om ”big  business”.
 
Igen ser vi altså en politiker, der alene vil tale om argumenterne på sin egen side.
 
Topik betegner i retorikken systematiske måder at afsøge forskellige temaer på, så man finder ”steder” (topoi), hvorfra man kan skabe og oparbejde argumenter for sin holdning. Vender vi blikket mod argumentationens topiske indhold, kan vi se, hvilke tematikker de forskellige ordførere benytter sig af. Er brugen af forskellige topoi med til at berige eller forkludre og besværliggøre debatten?
 
Christian Raabjerg Madsen siger: ”Vi mener, at falkejagt går imod dyreetiske hensyn. Falken er et vildt dyr, som ikke hører til i et bur, men hører til i naturen.” Her optræder både en etik-topos (”Falkejagt går imod dyreetiske hensyn”), men også en antagelse om noget alment gældende i samfundet, f.eks. normer og idealer. Her er især sætningen om, at ”falken ikke hører til i et bur, men hører til i naturen”, en almen antagelse, Raabjerg Madsen har valgt at bruge i sin argumentation.
 
Dansk Folkepartis ordfører Pia Adelsteen anvender også en række topoi. Hun starter med at slå fast, at falkejagten ifølge lovgivningen ikke er noget problem: ”Så giver vi hjemmel i loven til ministeren om at tillade falkejagt.” Her benytter hun sig af lovgivningen som en slags almen antagelse; både ordet ”hjemmel” og ”loven” betegner antagelser om noget ”alment gyldigt”. Derefter breder hun sin betragtning ud til en almen samfundsmæssig topos ved at føre den ind under medmenneskelighed og fællesskabets ånd:
 
"Det har været et ønske fra Dansk Folkeparti, og det er egentlig udsprunget af mange historier om rågekolonier, om mågekolonier, som generer folk, så folk ikke kan sidde ud i deres haver, og hvor jeg er blevet oplyst om, at falkonerer kan klare det her ved brug af deres falke, ved at bruge falke til jagt."
 

Den store fordel ved falkejagten er at kunne få bugt med store kolonier af råger, der larmer i byområderne. Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
 
Raabjerg Madsen kommer nu igen med en anden strategi. Han tager fat i ekspertudsagn, som skal være et belæg i sig selv: ” […] læser man høringssvarene, kan man jo læse, at både DOF og Dyrenes Beskyttelse er betænkelige i forhold til falkejagt, dels i forhold til om vilde eksemplarer kan blive stjålet fra naturen, dels i forhold til dyrevelfærd i det hele taget”. Igen spiller den dyreetiske topos en rolle, men nu tilføjes der autoritets-topoi: DOF og Dyrenes Beskyttelse, som inden for området har stor autoritet, inddrages for at skabe en grundlag for hans argumentation.
 
Hvad angår brugen af topik, har vi allerede nu set, at der i løbet af bare tre spørgsmål/svar er brugt adskillige topoi inden for falkejagtspørgsmålet alene: etik, almene antagelser, lovgivning, autoritet. Det vil sige, at der er mange svære aspekter at navigere rundt i. Ikke kun for politikerne internt i salen, men også for interesserede borgere/journalister.
 
Man kan spørge, om det konstituerer en god debat. Vi har trods alt erfaret, at multidimensionaliteten anerkendes  i nogle tilfælde. Men det må også konstateres, at det aktualiserer en hel del forskellige topoi, hvilket gør det hele vanskeligt at navigere rundt i  især når spørgerunderne foregår mellem fløjene ud fra divergerende topoi. Dermed ”undviger” politikerne hinanden, som vi så med Adelsteen og Raabjerg Madsen der veksler mellem dyreetik og samfundsniveau.
 
Og en delibererende kultur må anerkende multidimensionalitetet. Ellers får vi en flimrende debat, ikke kun set med borgernes briller, men også for politikerne selv. For ganske vist har en deliberativ debat ikke til formål at finde frem til ”Sandheden”, men den må indebære en vis anerkendelse af modgående argumenter.
 
Uredelige og redelige træk i debatten
Multidimensionaliteten og den efterfølgende vekslen imellem forskellige topoi er med til at besværliggøre debatten, da parterne ikke argumenterer inden for den samme ramme, men inden for en masse forskellige rammer på samme tid. Man kan sige, at de værdier, der appelleres til, er inkommensurable: Der er ingen fællesnævner, som de alle ”går op i”.
 
Selv når man debatterer inden for de samme rammer, og argumenterne er kommensurable, kan argumentationen køre fast. Argumentatorisk uredelige træk kan præge debatten, selv i forbindelse med et lavprofileret lovforslag. Man skal ikke længere end til første ordfører, Raabjerg Madsen (S), før tonen i debatten spidses til: ”Regeringen og Dansk Folkeparti plejer at være skeptiske, når det kommer til at importere mellemøstlige skikke til Danmark, og jeg undrer mig over, at det ikke også gør sig gældende, når vi taler om falkejagt”.
 
Her viderefører han en eksisterende argumentstråmand, der stammer fra helt andre diskussioner. Argumentstråmanden her er irrelevant for den konkrete debat.
Et andet uredeligt træk ser vi fra ordfører Christian Poll (ALT): ”Her ser vi jo endnu lidt af en rodebunke af forskellige justeringer på naturområdet, og det gør det jo svært at forholde sig samlet til forslaget, men det er nu ikke så svært igen her, for vi er sådan set imod det meste”.
 
I ordet endnu forudsættes, at regeringen har for vane at fremsætte rodede lovforslag, og deraf kan igen udledes, at den er uduelig. Samtidig anlægger ord som jo, rodebunke og sætningen det er ikke så svært igen en hånlig tone i debatten. Poll taler ned til regeringen og dens støtter og anerkender dem ikke som moddebattører på lige fod. Uden et minimum af gensidig anerkendelse blandt debattørerne får en debat, som tilhørerne skal kunne bruge til noget, svært ved at opstå.
 
Christian Poll (Alternativet) kalder det for en rodebunke af justeringer. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
 
En anden uskik er det, man kan kalde et skuffeargument, som her fremføres af ordfører Zenia Stampe (B): ”…Vi er lidt bange for, at det her forslag  ikke kun handler om dem, men at det i lige så høj grad handler om big business…”. Her antydes, at regeringen har en skjult dagsorden i skuffen, som den ønsker at realisere ved vedtagelsen af lovforslaget. Selv hvis det ikke skulle være tilfældet, er det tvivlsomt, om regeringen ville formå at opbygge en større industri omkring falkeopdræt og -salg, og herved får citatet også karakter af en stråmand.
 
Det er ikke kun oppositionen, der fremfører uredelig argumentation, men også regeringens støtteparti ved ordfører Pia Adelsteen (DF): ”Hvis man under den tidligere regering synes, at de rovfugle, vi har hos de nuværende ca. 30 falkonerer, vi har i Danmark, blev behandlet rigtig, rigtig slemt, skulle man jo allerede på det tidspunkt have været inde og sige, at vi blev nødt til at ændre reglerne”.
 
Her er tale om en aktør- og tidsforskydning, idet fokus nu rettes væk fra den nuværende regering og dens forslag og hen på den tidligere regering og dens inkonsekvente holdninger. Et eksempel på blame-game, hvor politikere og debattører gensidigt anklager hinanden frem for at argumentere om den aktuelle sag.
 
Om end debatten kan synes spids og præget af uredelighed, er der også lyspunkter. Fx formår ordfører Pia Adelsteen (DF) at undskylde, da hun får blandet miljø- og dyrevelfærdsorganisationer sammen: ”Jeg er ked af, at jeg lige fik blandet DOSO og DOF sammen – det burde ikke ske” (ll.123-124).
 
Andre rosværdige træk kommer fra hhv. ordfører Trine Torp (SF) og Maria Reumert Gjerding (EL), der begge formår at præcisere deres definitioner og argumenter. Torp tager i sin definition fat i gældende lov på området, hvilken tjener som rygdækning for hendes påstand. Gjerding opdeler lovforslaget i tre dele og oplyser, hvilke dele EL kan støtte; herfra kan en debat så kan tages.
 
En gennemgående iagttagelse er, at det mest er, når politikerne taler til hinanden, og ikke til os vælgere (positionering), at argumentationen er redelig, oplysende og brugbar.

Relaterede artikler

Hvad f..... laver I egentlig på Retorik? - Retorik er på den ene side et moderne, brandvarmt buzzword og på den anden side verdens ældste fag. Eller næstældste mås...
DF er et tegneseriehold - Dansk Folkepartis plakater bringer tankerne hen på De Fem, Vagttårnet og nordkoreansk propaganda. Der er skruet helt ned...
Bock, burkaforbud og stemmesamlende retorik - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Ro i salen eller råbende uenighed? - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Forslag om at droppe loftet blev droppet - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
En spørgeleg for de indviede - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Smykkelovsdebatten var ingen pryd - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
§ 20-spørgsmål til ministeren - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Sammen er vi en cirkushest - Med den nye Sammen-kampagne ønsker Socialdemokratiet og Mette Frederiksen at slå på tromme for saglighed, samarbejde og ...
Årets KOM-pris går til.. - Professor Winni Johansen og professor Finn Frandsen har i årtier arbejdet for at sætte krisekommunikation på landkortet....
En SV-regering? Drømmen om et fatamorgana - Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er en SV-regering. Den har altid eksisteret. Som en skygge og en drøm i baglande...

Giv din stemme

10 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

46 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Kursus

LinkedIn: Send medarbejderne i front

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.