Enter Klima-Mette

Se og læs talen her. Kilde: Statsministeriet.

Talens små detaljer

For at sige noget om det spørgsmål bør man både se på de store træk i talen og de helt små. Man kan indledningsvist se på, hvilken plads og hvilke ord bestemte emner får tildelt, og i hvilken rækkefølge. Men dét har mange allerede gjort, så lad os gå videre til de små, ikke så åbenlyse ting.

I begyndelsen af Frederiksens coronahåndtering havde hun held med meget huskbare vendinger som ”Sammen hver for sig” og ”Stå sammen ved at holde afstand”. Det er eksempler på den markante retoriske figur oxymoron, dvs. at sige noget, der er rammende, men umiddelbart lyder selvmodsigende.

Her i denne tale er der ikke rigtigt noget af denne kaliber, men der er rigtigt mange knap så påfaldende figurer. De virker også på os, men generelt er vi ikke så bevidste om dem. Netop derved virker de.

Der er f.eks. antiteser i ”Vi vil hellere samle os end lade os splitte” og i ”Et land, der i geografi er så småt. Men i evner, værdier og muligheder så stort”.

Der er klare, bankende bogstavrim som i ”klare værdier. Værdighed. Valgfrihed” – her udgør de endda et trikolon, også kaldet en tretrinsraket.

Tretrinsraketter er meget dynamiske: De har en stærk fremadrettet bevægelse hen imod sidste led; vi finder dem derfor også i religiøse tekster, folkeeventyr, m.v. Forskning viser, at de er gode til at fremkalde bifald hos et levende publikum, i hvert fald hvis de er tilhængere.

Der er også rytme, f.eks. kan man klappe taktfast på de betonede stavelser i de tre v-ord.

Andre nytårstretrinsraketter: ”Vi har noget særligt imellem os, fordi uligheden er mindre. Afstandene korte. Fællesskabet stærkere.” Eller: ”Hvordan bliver vores fremtid? Og børnenes? Og børnebørnenes?”

De sidst citerede remser er desuden to eksempler ud af mange på ellipser, dvs. udtryk, hvor visse ord er udeladt, fordi tilhørerne kan tænke sig til dem. Ellipser giver typisk en fornemmelse af fynd, stramhed, kontrol; det er en af de virkninger, hvis årsag de færreste tilhørere er opmærksomme på, men de mærker den.

Vigtigt for det indtryk er også en forkærlighed for korthed og knaphed. Den forbinder vi tilhørere ubevidst med styrke – stærke folk pludrer ikke. Tænk islandsk saga. Tænk Uffe hin Spage. Korte punktummer, hyppige pauser. Ufuldstændige sætninger. Få ord. Alt det trækker lix-tallet ned – i talen her er det 29, ifølge en netbaseret lixberegner. Klart signal. Handling. Ikke snak. Business. Kontant.

Kontrol og styring signaleres ydermere af parallelismer som f.eks. ”mere hjerterum end kontrol. Mere sund fornuft end regulering”. Det formidler også et indtryk af en taler, der har styr på ting.

Alt dette ændrer ikke på, at talen også har en del blege og mere slatne steder. Trætte klicheer som ”de bredeste skuldre skal bære mest”, ”hæve barren”, og tak til alle jer, der får ”hjulene til at køre rundt”. Fremmedgørende skrankepavesprog har også sneget sig ind: ”Vi erstatter passiv forsørgelse med en entydig arbejdslogik for borgere med et integrationsbehov”.

Og Frederiksen citerer linjen ”på trods af tvivl og stort besvær” fra sangen Du kom med alt det der var dig (nr. 480 i Højskolesangbogen, red.). Dér bærer den titlen Forelskelsessang – så den handler om noget helt andet, end Frederiksen her bruger den til. Hun kalder den bare ”Jens Rosendals fantastiske sang”. Et ret farveløst citat, banalt karakteriseret. Og fra en i denne sammenhæng irrelevant kontekst. Citater kan ellers være midler til at skabe følelsesmæssige vingesus og storladenhed – patos, sagt med traditionelt retoriksprog. Herom nedenfor!

En stærk, kontant, dedikeret leder

Overordnet set og hørt fremtræder Frederiksen dog nok som det, hun uden tvivl er, hvis hun kan komme til at være det: En stærk, kontant, dedikeret leder, der vil have handling og selv vil levere den.

Hendes fremførelse og kropssprog taler samme sprog. Næsten ingen bevægelser. Ingen flagren med hænderne. Ingen flimmer i ansigtsudtrykket, ikke en antydning. Tænk Julius Cæsar hos Shakespeare, der sagde: ”I am as steadfast as the Northern Star.” Fast øjenkontakt det meste af tiden. Enten bruger Frederiksen teleprompter og ser kun af og til ned i sit manus – så kan man tro, at hun kan det meste udenad; eller også kan hun faktisk det meste udenad. Betonet, rolig, indtrængende udtale af alt. Ingen oplæsningsfejl.

Men samtidig med dette prøver Frederiksen på ikke at lyde som den magtfuldkomne og arrogante leder, man beskylder hende for at være.

I stedet prøver hun sprogligt at være nede hos os. Vi borgere tiltales direkte i 2. person gentagne gange, selv til folk inden for kulturen lyder det: ”Alt det, I skaber”. Direkte til hospitalspersonalet siger hun: ”I skal have tid til at udføre jeres arbejde.”

Det omfavnende pronomen ”vi” optræder 71 gange (inklusive ”os”), de fleste gange i betydningen os alle sammen; færre gange er ”vi” lig med regeringen, hvis planer hun i høj grad får nævnt, og hvis udførte gerninger kommenteres, men uden, at det alt for tydeligt lyder som ulidelig selvros (hvad statsministre ellers er forfaldne til).

Der er tilstræbt forsonlighed og afståen fra at glorificere sig selv. Talen starter med at hylde det ”vidunderlige” Danmark og slutter med at lykønske ”vores alle sammens Dronning Margrethe”. De vaccinerede bliver atter takket, men de uvaccinerede bliver ikke hængt ud. De, der er ”kommet udefra” (indvandrere, der ellers plejer at være repræsenteret som bander og ghettoer), roses ligefrem: De ”har ofte nogle af de hårdeste job. I knokler.” Og til indvandrerkvinder uden arbejde lyder det: ”Vi har brug for jer.” Dansk Folkeparti har allerede reageret på dette med irritation.

Rødder i den nordjyske jord

Sproget er sine steder præget af det jævnt kollokviale, som her: ”I håndteringen af store kriser. Så er det, at vi aldrig må tøve.” Det ”så” er talesprog. Og når hun vil sige ”træffe beslutning”, bliver det til ”træff’ beslutning”. Tilsvarende for andre ord, der ender på svagt -e. Det er aalborgensisk. De fleste hører i denne tale sikkert Frederiksen som en yderst viljestærk, stærk kontrolleret og kontrollerende kvinde med dybe rødder i nordjysk jord.

Og al denne signalerede styrke er garneret med signaleret solidaritet og lydhørhed over for dem, der ikke er vant til at blive imødekommet: de klimabekymrede, sygehuspersonalet, indvandrerne.

Et samlet indtryk er et sprog som en god rugbrødsmad med makrel, med agurk og mayonnaise, mestendels placeret med sikker hånd. Det er jævnt, det er ofte ordinært, det er dialogorienteret og i øjenhøjde, men der er også mange markører for, at der er styr på ord, og frem for alt er der signaler, henvendt til vort ubevidste, om kraft, vilje, lederskab.

Men her kommer vi til det om patos, den aristoteliske retoriks tredje overbevisningsmiddel, ved siden af logos og etos. Denne tale er frem for alt egnet til at påvirke Frederiksens etos i tilhøreres oplevelse – hendes karakter og troværdighed. Logos er også med i billedet, men patos er nærmest fraværende.

Stort set intet er der til at gribe os og skabe løftelse, følelsesmæssigt engagement om noget stort og fælles – kun lidt om dronningen til sidst. Her ville velvalgte citater med dyb klangbund, overraskende gentagelsesfigurer, underforståede referencer eller nogle få eksempler på originalt billedsprog, helst med noget slående ved sig (f.eks. et ”oxymoron”), være blandt store taleres foretrukne greb.

Strategi eller holdning?

Grunden til, som her, at lave stilistisk analyse er ikke, at det er sjovt i sig selv at nørde med sproglige blomster eller ukrudt, men, som nævnt, at vi derigennem kan finde årsager til den helhedsopfattelse, som mange tilhørere uvilkårligt danner sig af en taler uden rigtig at vide hvorfor. Det er det, der gør den rent stilistiske analyse retorisk.

Og i retorik er det vigtigt, at folk skal mærke en virkning opstå i sig, men ikke bemærke virkemidlerne, for så virker de måske ikke. For os, der lytter til vore politikere, derimod, er det netop vigtigt, at vi er bevidste om alle de midler, hvormed de (eller deres taleskrivere) prøver at påvirke os. Så kan vi bedre sortere i, hvilke påvirkninger vi finder troværdige og værd at følge.

Når det er sagt, kan man jo mene, at hvis det hele virkelig er så bevidst gennemarbejdet, så er det vel blot endnu et træk i det politiske strategispil. Det er i hvert fald sådan, det primært bliver bedømt og kommenteret.

I DR1’s kommentatorpanel efter talen var den enerådende vinkel, at Frederiksen siger dét og dét, fordi der er halvandet år til et valg, og hun har brug for at appellere til det og det vælgersegment. Ren strategisk tænkning, med andre ord.

Det blev bl.a. sagt, at klimapolitik – som var det første og måske mest betonede emne – nu er blevet den nye udlændingepolitik. Det vil sige: Dét skal man nu komme med bestemte udmeldinger om for at kunne vinde et valg.

Altså igen: Holdninger og planer på disse områder har politikerne bare af rent strategiske grunde – dvs. for at få nok stemmer, ikke fordi de mener, disse holdninger er vigtige og rigtige.

Mange bliver formentlig trætte og får politikerlede af hele tiden at få politik belyst gennem den optik. Den minder om præmissen i den stærkt seværdige succesfilm Don’t Look Up – nogle astronomers konstatering af, at en komet vil udslette alt liv på Jorden om et halvt år, er noget, politikere tager til sig, fordi de vil fremtræde på en dynamisk måde forud for et truende valg. For medierne er det dramatisk underholdning.

Den rent strategiske tolkningsramme hænger sammen med en anden dybtliggende antagelse i politisk journalistik og ditto videnskab: At politikere kun kan vinde vor tilslutning ved at signalere de holdninger til bestemte emner, som deres tilhørere antages at have i forvejen – uanset om de holdninger så gælder udlændinge eller klima.

Derimod antages det stort set ikke, at politikere kan vinde tilslutning ved med argumenter at ændre nogle tilhøreres holdninger til noget. En funktion, som retorik, derunder argumentation, ellers også kan bruges til, med held.

Jo, det er utvivlsomt sandt, at politikere ofte siger noget ud fra rent strategiske motiver – og at sådanne motiver får dem til bare at afspejle, hvad de tror, folk mener i forvejen. Men det kunne, rent teoretisk, også være, at de nogle gange siger noget, fordi det er det, de mener.

—

Læs Lars Trier Mogensens analyse af nytårstalen hos Information: I sin tredje nytårstale gjorde Mette Frederiksen klimaet til sin mærkesag

Læs Erik Holsteins analyse hos Altinget: Analyse: Stilsikker Mette Frederiksen tog corona-stikkene hjem

Læs Bent Winthers analyse hos Berlingske: Efter nytårstale: Mette Frederiksen læner sig op ad alvorlige anklager om løftebrud

Læs Jyllands-Postens leder: Efter tomgang skal der nu handles

Læs Anders Bæksgaards analyse hos Politiken: Offensiv Mette Frederiksen vil ud af minksagens skygge