Retorisk analyse af smykkedebat
Smykkelovsdebatten var ingen pryd

Debatten om smykkeloven blev ledsaget af billeder af flygtninge, der kom bærende med deres eneste ejendele. Men var debatten ordentlig? Foto: Per Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skrevet af

Lucas Liedecke

1 artikler

0 indlæg

Kristoffer Lind Pedersen

1 artikler

0 indlæg

I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme selvvalgte eksempler på argumentationen i Folketingets debatter. Eksemplerne skulle bedømmes ud fra, om de kunne tænkes at have nytteværdi for borgerne i det demokratiske samfund. Bagefter ville de studerendes analyser blive bragt - i redigeret og forkortet form - her på Kommunikationsforum.dk. Sjette artikel ud af otte handler om smykkeloven.
Krigen i Syrien har kostet hundredtusinder af menneskeliv, og endnu flere har måttet flygte fra hus og hjem. Som et resultat af det stod verden i 2015 over for den største humanitære krise siden 2. verdenskrig – en krise, som langtfra har fundet sin løsning endnu. Som et modsvar på den øgede tilstrømning af flygtninge til Danmark fremsatte den daværende Venstre-regering lovforslaget L87  et lovforslag, som i folkemunde blev kendt som smykkeloven og af statsminister Lars Løkke Rasmussen blev kaldt ”det måske mest misforståede lovforslag i danmarkshistorien”.
 
I analysen her går vi ud fra et argumentatorisk ideal om, at der ofte er gode argumenter på begge sider af en debat, og det derfor er vigtigt, at disse bliver forklaret og ikke mindst anerkendt. Vi forstår det altså som uskikke, når man på forskellig vis modarbejder denne form for debatideal.
 
Lars Løkke Rasmussen har kaldt smykkeloven den mest misforståede lov i danmarkshistorien. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
 
Sproglige tricks i den skriftlige ordlyd af forslaget
Den 10. december 2015 fremsatte udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) lovforslag L87 om ændring af udlændingeloven. Lovforslaget gik i sin enkelhed ud på at gøre Danmark til et mindre attraktivt land for asylansøgere, hvilket ifølge regeringen ville have den positive effekt, at Danmark ville se færre flygtninge, som søgte asyl. Især to af lovforslagets i alt 12 stramninger bragte harme blandt modstanderne (RV, SF, ALT og EL).
 
Det første var forslaget om, at udlændinge med midlertidig beskyttelse ikke har ret til familiesammenføring inden for de første tre år, medmindre særlige grunde taler derfor. Det andet forslag var, at man nu ville give politiet lov til at visitere og ransage asylansøgeres bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold m.v. – den såkaldte smykkelov.
 
Fremsættelsestalen af L87 fylder ikke mere end én side, men den rummer alligevel en række interessante passager og formuleringer. Undervejs i talen støder man på ordet asylpakke  et ord, som nærmest falder ind under fænomenet newspeak: Man kunne forledes til at tro, at det er et politisk tiltag, som vil komme asylansøgerne til gode, fordi ordet pakke oftest betegner noget, som man får, og som derfor har positive undertoner. På denne måde prøver regeringen at binde en rød sløjfe om nogle lovændringer, som i den virkelige verden forringer vilkårene for asylansøgere.
 
I talen står også: “På grund af den ekstraordinære situation med et meget højt antal asylansøgere i Danmark er der behov for, at reglerne træder i kraft hurtigt.” Formuleringen ”er der behov for” er interessant, idet lovforslaget italesættes som en objektiv nødvendighed og ikke blot et politisk tiltag. Regeringen fremstiller tilsvarende sig selv som de handlekraftige.
 
Ydermere bliver der i fremsættelsestalen også gjort eksplicit opmærksom på, at den nuværende indvandringspolitik er ”særligt lempelig” på nogle områder: “Med lovforslaget afskaffes endvidere den særligt lempelige adgang til tidsubegrænset opholdstilladelse for flygtninge m.fl.” Det styrker regeringens position som de handlekraftige, der agerer ud fra en nødvendighed.
Asylstramninger er altså ikke blot et politisk ønske, men noget der objektivt må og skal indføres.
 
To venstrepolitikeres uskikke
I den politiske debat i dag er der mange eksempler på såkaldte ikke-svar eller lignende uskikke, som vanskeliggør borgernes forståelsen af debatten og formentlig hæmmer interessen for den. I dette afsnit vil vi se nærmere på nogle eksempler fra to Venstre-politikere – Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen. (3.-behandlingen af L87 varer 3½ time, så analysen bygger på specifikke udpluk af argumentationen, ikke en fuld gennemgang af alle deres udsagn.)
 
Generelt om Ellemann-Jensen kan det siges, at han oftest svarer på de stillede spørgsmål, og han som regel også forholder sig til modpartens argumenter. Han benytter sig imidlertid også af nogle uskikke, som slører hans ellers udmærkede svar, og dem har vi set nærmere på.
 
Jakob Elleman-Jensen er generelt rigtig god til at svare på de spørgsmål, han bliver stillet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
 
Ellemann-Jensen kommer ofte på bagkant af, at han først har sagt en masse andet, f.eks. hvad Venstre går ind for. Et eksempel på dette ser vi, da Johanne Schmidt-Nielsen (EL) stiller et spørgsmål om, hvorvidt Ellemann-Jensen kan garantere, at lovforslaget vil blive godkendt af Menneskerettighedsdomstolen. Her forklarer Ellemann-Jensen først, hvad regeringen håber på, og hvorfor den har vurderet sådan.
 
Der bliver altså ikke svaret på det konkrete spørgsmål om, hvorvidt Ellemann-Jensen kan garantere noget, men ved, at der gives en længere smøre om, hvorfor regeringen har spillet ud, som den har, kan det hurtigt blive uklart for den menige borger, om der er svaret eller ej.
 
Med citater som ”Nu er jura…ikke nogen eksakt videnskab” og ”Der er en procesrisiko og (…) det her bevæger sig også helt ud til kanten” kan man jo godt udlede, at Ellemann-Jensen ikke har lyst til at garantere, at lovforslaget bliver godkendt ved Menneskerettighedsdomstolen. I stedet for at sige det klart og tydeligt bevæger han sig som katten om den varme grød.
 
Også Schmidt-Nielsen lader sig forvirre en smule af ikke-svaret, og da hun får ordet igen, spørger hun i stedet om, hvorvidt Ellemann-Jensen tror, at lovforslaget vil blive dømt ved Menneskerettighedsdomstolen. Det giver næsten sig selv, at Ellemann-Jensen ikke tror det, når man nu har fremsat lovforslaget. Og nu får Ellemann-Jensen tydeligt svaret på spørgsmålet – bare ikke det egentlige, mere kritiske spørgsmål om, hvorvidt han kunne garantere det.
 
De næste eksempler på uskikke kommer fra Inger Støjberg. Generelt har Støjberg en tendens til at have ”patent på sandheden”. Det viser sig bl.a. i hendes brug af ordet jo. Allerede første gang hun får ordet, benytter hun sig af denne modalpartikel hele ti gange, og den går igen gennem resten af hendes taletid. Ordet bruges typisk som fyld, der godt kan udelades, uden at det får betydningsmæssig indvirkning på sætningen, men det kan også have en kritisabel effekt og forstås som en smule nedladende.
 
Det er, når jo forstås som en form for selvfølge. I politik kan man dog langtfra altid tale om selvfølger, og det gør sig også gældende i nogle af de tilfælde, hvor Støjberg benytter sig af jo. Fx siger Støjberg (kl. 16:06) i et svar til Christian Langballe (DF), der spørger til flere stramninger i fremtiden: ”Derfor er der jo ikke lagt op til, at der kommer nye stramninger …”.
 
Inger Støjberg har en tendens til at tage patent på sandheden. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
 
Her kan brugen af jo få det til at lyde som om, Støjberg mener, at Langballe godt selv ved, at det ikke giver mening med flere stramninger – at det er en selvfølge ud fra de argumenter, hun lige har givet. Det hænger dog ikke sammen, når nu det er dét spørgsmål, Langballe stiller. Ingen – heller ikke Støjberg – har patent på sandheden, men det kan komme til at lyde sådan, når man taler i ”selvfølgeligheder” på den måde, hun gør.
 
I forlængelse af dette belærer Støjberg også om, hvilken verden vi lever i – først over for SF’s Jacob Mark og senere hen over for DF’s Jeppe Jakobsen. Som eksemplerne vil vise, kan det også her virke som om, kun Støjberg kender sandheden, og det får hendes modstandere til at fremstå uvidende eller ligefrem dumme. Hun gør på sin vis deres spørgsmål ugyldige, og hun kan dermed lade være med at svare klart på dem.
 
Først er det Jacob Mark, der åbenbart ikke kender den virkelige verden. Til hans spørgsmål om, hvorvidt Danmark ikke bør gå forrest i løsningen af indvandrerproblematikken og lave et fælles samarbejde om den i EU, svarer Støjberg: ”Jamen, det lyder jo legende let (…) men jeg bliver bare nødt til at sige, at det nok ikke har så meget med den virkelige verden at gøre.” (16:23).
 
Brugen af ”den virkelige verden”, som hun er ”nødt til” at oplyse Mark om, stiller ham i et lys som en drømmer. Det er givet, at Støjberg ikke synes, at han er realistisk, men for borgeren, der skal oplyses og tage stilling, er det ikke til megen hjælp – for hvad er den virkelige verden? Det er der jo ikke noget endegyldigt svar på.
 
At dette er en tendens hos Støjberg, bliver yderligere demonstreret, da Jeppe Jakobsen spørger til, om hun mener, at det ønskelige for asylansøgere i Danmark er integration og permanent ophold eller hjemsendelse til deres eget land, når der er fred. Her svarer hun i lignende stil som før: ”Jamen, jeg tror da, at vi alle sammen … ønsker, at de [flygtningene] … kan vende hjem til deres hjemland.
 
Men vi bliver jo også nødt til at melde os ind i den virkelige verden og indse, at der er rigtig mange, der ikke kommer hjem igen (…)”. Igen bliver det forudsat (”præsupponeret”), at der dels er ”den virkelige verden”, som Støjberg lever i, dels er der, hvad vi kan kalde ”den urealistiske verden”, som i hvert fald Mark og Jakobsen lever i. Men i den virkelige verden har ingen af os jo patent på ”den virkelige verden”.
 
En Enhedslisten-politikers uskik
Vi kender alle sammen den energiske forælder, der råber op ude fra sidelinjen til sportsarrangementer. Hvis der skal peges på sidestykket til en sådan fortørnet fodboldfar i Folketinget, vil nogle måske nævne partiet Enhedslisten. Det har hos nogle partier fået ry for at fremhæve de negative konsekvenser af lovforslag og sjældent selv byde ind med konstruktive forslag.
 
I 3.-behandlingen af L87 var Enhedslistens daværende politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen på talerstolen. Efter hendes tale stillede Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll-Bille dette spørgsmål: ”Hvordan får man styr på det antal mennesker, der kommer til f.eks. Danmark? Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har hørt en løsning fra Enhedslisten. Er der nogen?” (14:05).
 
Selvom flere politikere prøver at få svar, så nægter Johanne Schmidt-Nielsen at svare direkte på, hvad EL vil gøre inden, EU finder en løsning. Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix
 
Fordi hans spørgsmål er formuleret, som det er, giver det en åbning til Schmidt-Nielsen. Hun konstruerer derfor et svar, som svarer halvt på spørgsmålet. Hun siger, at EL ønsker en europæisk ”fordelingsnøgle”, og at EL kun tror på ”fælles løsninger”, men hun undlader at svare på Ammitzbøll-Billes egentlige spørgsmål.
 
Ydermere pointerer hun, at ”stabiliseringen af nærområderne” er fuldstændig afgørende, og det derfor er ærgerligt, at han “har været med til at stemme for voldsomme nedskæringer på FN’s udviklingsprogrammer i nærområderne”. Nu er vi i gang med et ”blame-game”  altså, at man peger fingre ad modpartens politik i stedet for at bruge tiden på at argumentere for sin egen.
Ammitzbøll-Bille prøver derefter igen at stille samme spørgsmål, men denne gang mere præcist og insisterende:
 
"Jeg har taget teflon på, så al det polemiske vil jeg lade prelle fuldstændig af, og jeg vil fortsætte med at bede om et egentligt svar på det spørgsmål, jeg stillede. Enhedslisten vil gerne have internationale kvotefordelingsløsninger. (…) Hvad, hvis vi ikke får de løsninger, Enhedslisten helst vil have andre lande laver sammen med os? Altså, hvis der slet ikke findes et nationalt svar, skal vi så bare vente i årevis og se på, at der kommer 100.000-200.000 mennesker til Danmark, uden at vi overhovedet kan regulere det?"
 
Hvis Schmidt-Nielsen før var i tvivl om spørgsmålet, er sandsynligheden for dét lille efter præciseringen. Alligevel vælger hun at gentage sig selv fra før ved at sige, at hun oprigtig er ked af, ”at man har valgt f.eks. at skære ned på FN's udviklingsprogrammer i Syrien, Jordan og Libanon”, og at fælles løsninger er den eneste vej frem. Hun undgår altså igen at svare på Simon Emil Ammitzbøll-Billes spørgsmål.
 
Det opfanger Liberal Alliances Mette Bock. Hun koger spørgsmålet ned til én sætning: “Men indtil det sker, indtil vi internationalt får truffet nogle beslutninger, hvad forestiller Enhedslisten sig så skal ske?” – men til ingen nytte. Johanne Schmidt-Nielsen fortsætter i samme rille som før. Det får Mette Bock til at stille spørgsmålet for fjerde gang: “Jeg prøver igen. Min partifælle stillede to spørgsmål. Jeg har foreløbig stillet ét, og nu stiller jeg et mere. Indtil vi får etableret disse internationale løsninger, hvad skal Danmark så gøre?”.
 
Mette Bock opfanger, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke svarer på spørgsmålet og koger spørgsmålet ned til en sætning: “Men indtil det sker, indtil vi internationalt får truffet nogle beslutninger, hvad forestiller Enhedslisten sig så skal ske?” Men stadig intet svar. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 
Schmidt-Nielsens umiddelbare bemærkning opsummerer meget godt danske politikeres ageren i forhold til kritiske spørgsmål – hun siger: “Det, at man ikke får det svar, som man selv synes er det rigtige svar, er ikke det samme, som at man ikke får svar.” Oversætter man det, Schmidt-Nielsen gør, til en dagligdags situation, kunne et eksempel se således ud: Får man spørgsmålet ”Kan du lide æbler?” og vælger at svare ”Jeg kan godt lide appelsiner”, så er det da korrekt, at man giver et svar, men det er altså ikke et svar på det stillede spørgsmål.
 
Men som om debatten i forvejen ikke var pinlig nok, vælger Liberal Alliances Henrik Dahl at rejse sig op og stille samme spørgsmål to gange mere.
 
(1. spørgsmål:) Hr. Simon Emil Ammitzbøll har allerede spurgt, men har ikke fået noget svar. Fru Mette Bock har spurgt med samme resultat. Så bliver jeg jo nødt til at spørge: Indtil der kommer den her løsning fra FN og fra EU, som jeg ikke har hørt nogen udtale sig imod, hvilken politik skal Danmark så føre?
 
(2. spørgsmål) Jeg hørte ikke noget svar. Altså, hvilken politik skal Danmark føre på området for flygtninge, der kommer til Danmark, hvis alt skal afhænge af nogle løsninger fra FN og EU engang ude i fremtiden?
 
I begge omgange begiver Johanne Schmidt-Nielsen sig ud i at redegøre for EL’s integrationspolitik: “Jeg kan forstå, at hr. Simon Emil Ammitzbøll havde iført sig en form for polemikteflonskjold. Jeg vil overtage det, og så vil jeg i stedet fortælle Liberal Alliances folketingsmedlem her, hvad jeg synes er det rigtige at gøre for at få integrationen til at fungere i Danmark.” Altså noget helt andet end det, Henrik Dahl spørger om.
 
Efter en sådan debat kunne man forledes til at tro, at EL ingen politik har på området, eftersom Johanne Schmidt-Nielsen ad seks omgange ikke svarer på spørgsmålet.
 
"Jeg har taget teflon på, så al det polemiske vil jeg lade prelle fuldstændig af, og jeg vil fortsætte med at bede om et egentligt svar på det spørgsmål, jeg stillede." siger Simon Emil Ammitzbøl. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
 
Gode takter fra begge sider af det politiske spektrum
At danske politikere snakker udenom eller helt undgår at svare på spørgsmål, er desværre ikke et sjældent syn. Men helt sort ser det dog ikke ud for den politiske debatkultur. Et parti, som har slået sig op på at være med til at ændre den politiske debat til det bedre, er Alternativet. Et eksempel på et af deres partimedlemmer, som forsøger at gøre netop det, er René Gade. I 3.-behandlingen af L87 citeres han for at sige:
 
"Først vil jeg gerne sige, at jeg er helt sikker på, at både ordføreren og Venstre og regeringen virkelig har de bedste intentioner, og jeg har også stor respekt for de stramninger, der ønskes, i forhold til at sikre, at Danmark kan fortsætte med at være en velfærdsstat. Jeg kan være meget uenig i de stramninger og i måden, det gøres på … .
Igen vil jeg sige, at hvor uenig man end kan være i lovforslaget, så synes jeg i hvert fald, det er positivt, at der er noget, der må kunne samle fremadrettet. Det må være en mission for Danmark."
 
I begge citater anerkender René Gade, at deliberativ argumentation ikke handler om sandhed, men om handlinger og om, hvad vi vælger at gøre. Han anerkender også, at den art argumentation er multidimensional  altså, at der er mangeartede, relevante argumenter, der ofte strider mod hinanden, og regeringen helt legitimt har en anden holdning til dansk indvandringspolitik end han selv. Det hører til sjældenhederne i dansk politik, at partiers repræsentanter hen over midten ytrer sig, som René Gade gjorde i denne debat.
 
Et andet eksempel på god debatskik kommer fra en, vi tidligere har nævnt, nemlig Jacob Ellemann-Jensen. Som nævnt svarer han oftest på de spørgsmål, der bliver stillet. Det virker måske overflødigt at sige, for det skulle jo være en selvfølge at svare på de spørgsmål, man får stillet, men det er det langtfra, som vi f.eks. så i eksemplet med Johanne Schmidt-Nielsen.
 
Eksemplet kommer i et svar til René Gade, som spørger, om regeringen vil tage smykker fra flygtninge eller ej: ”Regeringen ønsker ikke at tage menneskers smykker. Det sagde jeg klart der, det siger jeg klart nu, og det er det jeg mener.” René Gade vil gerne have et ja eller et nej i situationen, men det er ikke altid, at man kan give det. Forinden har Ellemann-Jensen forklaret, i hvilke tilfælde det kunne ske, at man tog smykker, så ud fra lovforslagets formulering får han givet så klart et svar som muligt.
 
René Gade fra Alternativet vil gøre op med politikernes mangelfulde svar på spørgsmål. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
 
Et andet eksempel på en debatskik, der svarer til den, vi kort definerede i indledningen, forekommer hos Ellemann-Jensen i et svar til Sofie Carsten Nielsen (RV). Hun vil gerne have svar på, om Ellemann-Jensen mener, at flygtninge har det bedre i flygtningelejre end hos familiemedlemmer, og hertil svarer han:
 
”Så kan vi være uenige om, hvordan man bedst tilgodeser den. Men det her er min og Venstres holdning, og fru Sofie Carsten Nielsen har en anden holdning”. Svaret forinden er faktisk lidt udenomssnak og bærer præg af floskler som: ”Vi skal passe på de uledsagede børn, der kommer herop (…) der mener jeg altså, at vi har en forpligtelse.” Det tror vi bestemt også, at Nielsen synes og mener, men i Ellemann-Jensens sidste sætning om uenigheden mellem dem anerkender han trods alt, at hun legitimt har et andet standpunkt.
 
Hvor god var debatten?
Den analyserede debat er blot et eksempel på en af mange folketingsdebatter, og de valgte eksempler i opgaven her er et endnu mindre udpluk af de mange eksempler. Dog ser vi alligevel antydningen af nogle tendenser i eksemplerne.
Vi har bevidst omhandlet begge fløje af dansk politik for at klarlægge, at de begge bidrager både positivt og negativt. Men på baggrund af analysen står det klart, at debatten kunne blive bedre.
 
En debat skal ikke som ideal nå frem til en sandhed, men derimod nå frem til alle de mulige argumenter, der er både for og imod en sag. Frem for affejning eller latterliggørelse af modstanderens synspunkt er der brug for anerkendelse af den multidimensionalitet, der præger de fleste sager, og en forklaring på, hvorfor man synes, at det så er netop ens egne argumenter, der vejer tungest og bør handles ud fra.
 
Men meget af den politiske debat handler om at gardere sig, og det forringer debatten på den måde, at borgerne ikke bliver ordentligt oplyst om sagers forskellige sider, når der eksempelvis ikke bliver svaret på et spørgsmål, som i tilfældet med Johanne Schmidt-Nielsen. Politikere er sat i Folketinget af netop den grund, at de skal oplyse om alle argumenter for/imod – ikke fordi de skal ”vinde”. Debat handler ikke om at finde en vinder, men om at nå frem til en handling.
 
Derfor er det også positivt, at vi i vores analyse har fundet flere eksempler på bidrag til en bedre debatkultur. Mange gange svarer politikerne faktisk på de spørgsmål, der bliver stillet af deres modstandere. Nogle er også gode til at anerkende, at der er uenighed, og at det er okay. Selvom det måske ville dræbe underholdningsværdien i blame-games, medvirker det til, at vi borgere får et mere oplyst grundlag at vælge vores standpunkt på.

Relaterede artikler

Hvad f..... laver I egentlig på Retorik? - Retorik er på den ene side et moderne, brandvarmt buzzword og på den anden side verdens ældste fag. Eller næstældste mås...
Bock, burkaforbud og stemmesamlende retorik - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Ro i salen eller råbende uenighed? - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Forslag om at droppe loftet blev droppet - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Politikernes uredelige blame-game - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
En spørgeleg for de indviede - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
§ 20-spørgsmål til ministeren - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Alcatraz i Stege Bugt - Finanslovens store slagnummer er internering af uønskede udlændinge på øen Lindholm i Stege Bugt. Manøvren har ingen pra...

Giv din stemme

13 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

33 JOB

Presse- og kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

Rådgiver

Frist: 14. august

Pressekonsulent

Frist: 20. august

kommunikationsrådgiver

Frist: 26. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.