Vi elsker haterbragging
Selvpromovering i form af fremvisning og repetition af hadefulde beskeder har fået sit eget navn: haterbragging. Og det er en disciplin, som potentielt kan være et effektivt redskab for både kulturpersoner og politikere - hvis det er væsentligt for offentligheden, og man undlader at forfalde til ubehageligheder.
af Louise Schou Therkildsen
Når jeg tænker tilbage på min tid i skolegården, hører jeg igen og igen mig selv sige: “Nø, hvad jeg er - det kan du selv være!”. Ikke specielt sofistikeret, og som vi alle ved heller ikke særlig effektivt. Ikke desto mindre er det en klassiker, når man ikke får tid til at overveje, hvordan man kan gengælde ubehagelige ord. Selvom tempoet på sociale medier til tider er lige så højt som i skolegården, er der trods alt den væsentlige forskel, at vi har mulighed for at stoppe op og tænke os om, hvis vi bliver mål for mindre flatterende øgenavne, ubehagelige personskildringer eller ligefrem hate speech [tale, der angriber en person eller gruppes køn, seksuelle orientering, race eller religion, red.]. Det har fostret en skarpsindig 2015-udgave af “det kan du selv være!”: haterbragging.
Humblebraggens sjovere og mere raffinerede stedsøster
Slate-skribent Amanda Hess er ophavskvinde til termen ‘haterbrag’ og definerer det som “humblebraggens onde (men sjovere) stedsøster”; den distingverede sociale medie-brugers kunstgreb, som vender fornærmelse til et værdifuldt redskab for selvpromovering. Selvom jeg ikke mener, at 'ond’ er et rammende ord for begrebet (og det skal jeg vende tilbage til), er Hess’ beskrivelse af selve mekanismen spot-on: Haterbragging er et raffineret og potentielt vigtigt redskab til at genvinde kontrollen i et asymmetrisk kommunikationsforhold.
Slate-skribent Amanda Hess er ophavskvinde til termen ‘haterbrag’ og definerer det som “humblebraggens onde (men sjovere) stedsøster”; den distingverede sociale medie-brugers kunstgreb, som vender fornærmelse til et værdifuldt redskab for selvpromovering. Selvom jeg ikke mener, at 'ond’ er et rammende ord for begrebet (og det skal jeg vende tilbage til), er Hess’ beskrivelse af selve mekanismen spot-on: Haterbragging er et raffineret og potentielt vigtigt redskab til at genvinde kontrollen i et asymmetrisk kommunikationsforhold.
Eksempel: Tilbage i 2010 rynkede den velrenommerede amerikanske forfatter Jonathan Franzen på næsen over, hvad han kaldte “Jennifer Weiner-ish self-promotion” med reference til den amerikanske chick lit-forfatter Jennifer Weiners Twitter-aktivitet. I stedet for at levere et indigneret svar ophøjede Weiner Franzens ord til sine egne - og endda med lige dele stolthed og ironi - da hun efterfølgende i sin Twitter-biografi skrev: “Engaging in Jennifer Weiner-ish self-promotion”. På denne måde slog hun luften ud af Franzens ballon, satte hans hån ind i sin egen, nye kontekst og gjorde den dermed til endnu en brik i sin selvpromovering, idet hun viste sine følgere, at hun ikke tager sig selv så seriøst (som visse andre forfattere, *host-Franzen-host*).
New Yorkers! Tomorrow night I explain how "Jennifer Weiner-ish self-promotion" works! Join me and @emilygould. http://t.co/XuUUUeSMC6
— Jennifer Weiner (@jenniferweiner) 5. april 2015
Den gode haterbragging vender kritik til noget brugbart - for eksempel selvpromovering. Kilde: Twitter.
Forskellige kategorier af haterbragging er at finde på de sociale medier, og i det følgende skal vi se nærmere på særligt to genkendelige typer med både amerikanske og danske afsendere.
Den ironiske haterbragger p.t. I
Den mest simple og underspillede form for haterbragging er den, der ganske enkelt repeterer den hadefulde udtalelse for på den måde at udstille det latterlige, det smålige eller det absurde ved udtalelsen. Den amerikanske komiker Jimmy Kimmel har lavet en hel serie med kendte mennesker, der læser en række af deres ‘mean tweets’ op i hans studie, for eksempel præsident Obama:
Den mest simple og underspillede form for haterbragging er den, der ganske enkelt repeterer den hadefulde udtalelse for på den måde at udstille det latterlige, det smålige eller det absurde ved udtalelsen. Den amerikanske komiker Jimmy Kimmel har lavet en hel serie med kendte mennesker, der læser en række af deres ‘mean tweets’ op i hans studie, for eksempel præsident Obama:
Præsident Obama som den ironiske haterbragger. Kilde: YouTube.
Med R.E.M.’s ‘Everybody Hurts’ i baggrunden følger Obama ovenstående tweet op med en ganske kort kommentar: “Now, the LOL is redundant, since you have the ‘haha’”. Det er nærmest redundant for mig at skrive det: Præsidenten fremstår som en begavet kommunikatør med overskud, selvironi og med befriende lidt selvhøjtidelighed.
Samme ironisering ses i et klip med den colombianske skuespiller og model Sofia Vergara og værten Jimmy Kimmel, der skiftevis læser deres mean tweets højt for hinanden. I klippet bliver deres tweets sat ind i en ny kontekst i form af en sketch, hvor Vergara tydeligvis bliver mere og mere ophidset, for hver gang Kimmel læser et nyt tweet op, til sidst stikker ham en kindhest og i vrede forlader tv-studiet:
For at den ironiske haterbragging part I skal fungere, er iscenesættelsen alfa og omega. Kilde: YouTube.
Det interessante ved denne type repeterende haterbragging er, at de sprogligt repeteres uændrede og mere eller mindre ukommenterede. Den afgørende mekanisme, der ændrer deres betydning, er iscenesættelsen. Som den amerikanske filosof Judith Butler påpeger i sin bog om ‘excitable speech’ (se kapitel to), er det netop via mekanismer som eksempelvis iscenesættelse, at hadefulde udtalelser indsættes i nye kontekster, hvor ny betydning også bliver mulig.
Den ironiske haterbragger p.t. II
En anden kategori af ironiske haterbraggers adskiller sig fra den første, idet repetitionen formidles ved hjælp af en introducerende, rammesættende tekst. Fra den danske politiske scene findes flere eksempler, her fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen:
En anden kategori af ironiske haterbraggers adskiller sig fra den første, idet repetitionen formidles ved hjælp af en introducerende, rammesættende tekst. Fra den danske politiske scene findes flere eksempler, her fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen:
En rammesættende tekst er det, der skal til i den anden kategori af den ironiske haterbragging. Kilde: Facebook/Johanne Schmidt-Nielsen.
Som det blev tydeliggjort i DR’s programserie “Ti stille, kvinde” er Johanne Schmidt-Nielsen en af flere fremtrædende kvinder i dansk politik, som modtager ufatteligt mange hadebreve og -kommentarer. Men i stedet for at benytte dem som redskaber til at indgyde medlidenhed bruger hun dem til at positionere sig som en politiker med overskud - som i Facebook-opdateringen ovenfor. Læg mærke til, hvordan hun remser alle ubehagelighederne op, men til sidst alligevel får gjort afsenderen til den grinagtige part.
Samme funktion skaber Venstres Inger Støjbergs opdatering også fra april i år, hvor hun kaldes en ‘rød afstumpet taber skede [SIC]’:
Inger Støjberg viser overskud og får en hurtig comeback. Kilde: Facebook/Inger Støjberg.
Ganske udramatisk får Inger Støjberg påpeget, at det er normal høflighed at skrive afsenderadresse på, så man kan besvare et brev, og får med en ironisk undertone svaret på alle afsenderens “spørgsmål” (ja, hun kører med bus, og nej, hun har ikke tænkt sig at falde død om). Og prikken over i’et leveres i hendes svar i kommentarsporet, hvor hun skriver: “at jeg skulle være rød er næsten den værste del af kritikken :-)”.
På denne måde får både Schmidt-Nielsen og Støjberg ændret balancen i det oprindeligt asymmetriske kommunikationsforhold og på denne måde genvundet kontrollen: De viderebringer og iscenesætter afsenderens budskab i deres egen ironiserende kontekst.
Den alvorlige haterbragger
Den sidste kategori af haterbraggers er de alvorlige videregivelser. Et af de anderledes Jimmy Kimmel-klip er af kvindelige pornostjerner, som læser hadebreve op fra deres egne hjem og uden introducerende kommentarer, baggrundsmusik eller andre iscenesættende elementer (udover deres hjemlige omgivelser):
Den sidste kategori af haterbraggers er de alvorlige videregivelser. Et af de anderledes Jimmy Kimmel-klip er af kvindelige pornostjerner, som læser hadebreve op fra deres egne hjem og uden introducerende kommentarer, baggrundsmusik eller andre iscenesættende elementer (udover deres hjemlige omgivelser):
Den alvorlige haterbragging er ikke for sjov. Her bliver publikum sat i modtagerens sted. Kilde: YouTube.
Tabitha Stevens på videoen ovenfor læser en lang mail op, som begynder således: “Tabitha, it doesn’t take any ability to do what you do. You are fucking disgusting. God hates you and everybody hate you. It’s so terrible to see your fucking face, you slut”. Mailen fortsætter i en uendelighed og bliver kun værre. Den slutter med ordene: “Shut up, fuck you, you do porn, so what you say, doesn’t matter”.
Klippet er langt. Omtrent syv minutter. Og som tilskuer opnår man først og fremmest at græmme sig. Man håber, at det snart stopper, men kvinderne bliver ved, og det er netop funktionen: Stevens og de øvrige kvinder udøver et lille overgreb på tilskuerne. Det kan ikke måle sig med det, de selv har oplevet, men giver trods alt en lille smag af, hvordan det mon opleves at være modtager af denne type hadebreve.
SF’s Özlem Cekic, som også deltog i “Ti stille, kvinde”, tilhører ligeledes denne alvorlige kategori, men i en formidlet, rammesættende udgave:
Jeg har lige brugt en time på at sortere de hademails, beskeder og sms jeg får. De mest alvorlige ender hos politiet...
Posted by Özlem Cekic on 18. maj 2015
Et udsnit af Özlem Cekics hademails. Kilde: Facebook/Özlem Cekic.
I modsætning til Schmidt-Nielsen og Støjberg har Cekic valgt en mere alvorlig tilgang til de beskeder, hun modtager, som ret beset må anses for at være hate speech, hvilket formodentlig også er grunden til alvoren. Cekic bliver på denne måde selv repræsentant for sit budskab om dialog frem for had. Med alvor i stedet for ironi fremstår hun ligesom Obama, Schmidt-Nielsen og Støjberg som en politiker med stort overskud, når hun inviterer til ‘dialogkaffe’ og rammesætter sig selv som ‘brobygger’.
Haterbragging skaber afstand og mimesis
De to kategorier af haterbragging, den ironiserende og den alvorlige, kan begge være funktionelle, men er det på hver deres måde. Ved hjælp af ironien skaber den første kategori afstand til den hadefulde afsender. Dermed bliver det muligt for deres følgere at stille sig på haterbraggerens side og sammen latterliggøre den hadefulde udtalelse og dens afsender. På den måde skabes et indtryk af, at vedkommendes ord først og fremmest preller af. Som den amerikanske journalist og forfatter Jacob Silverman i bogen "Terms of Service: Social Media and the Price of Constant Connection" udtrykker det: “It’s about looking witty or snide in a conflict that’s performed for a public audience”.
De to kategorier af haterbragging, den ironiserende og den alvorlige, kan begge være funktionelle, men er det på hver deres måde. Ved hjælp af ironien skaber den første kategori afstand til den hadefulde afsender. Dermed bliver det muligt for deres følgere at stille sig på haterbraggerens side og sammen latterliggøre den hadefulde udtalelse og dens afsender. På den måde skabes et indtryk af, at vedkommendes ord først og fremmest preller af. Som den amerikanske journalist og forfatter Jacob Silverman i bogen "Terms of Service: Social Media and the Price of Constant Connection" udtrykker det: “It’s about looking witty or snide in a conflict that’s performed for a public audience”.
De alvorlige haterbraggere udstiller derimod i højere grad deres egen skrøbelighed - og potentielt også deres tilskuers. Følelsen, man får, når man læser Cekics hadebeskeder, og lytter til pornostjernen Tabitha Stevens hadebrev, kan i nogen grad beskrives ud fra den antikke retoriks begreb om mimesis: efterligning. Ifølge Aristoteles var det dramatikkens formål at vække tilskuernes følelser. Hvis skuespilleren på scenen udtrykte fortvivlelse, var det hans eller hendes mest fornemme opgave at forløse samme følelse hos publikum. Publikum skulle sættes i stand til at efterligne de følelser, de overværede, for på den måde at kunne leve sig ind i og føle empati med situationen på scenen. Samme mekanisme kan man i nogen grad spore i den alvorlige haterbragging: Som lyttere og læsere oplever vi at være modtager af hadefulde udtalelser og føler dermed potentielt empati med de reelle modtagere.
Den gode haterbragger hater ikke selv
Til fælles har begge kategorier, at de forskyder balancen i kommunikationsforholdet: Hvor den hadefulde afsender i udgangspunktet har kontrollen - både i kraft af det nedsættende had, og fordi den ofte anonyme analoge post er svær at svare på - genvinder haterbraggeren kontrollen ved at repetere budskabet i sin egen alternative kontekst. På denne måde ‘afdramatiseres’ budskabet, og en ny betydning bliver mulig, som føromtalte Judith Butler beskriver det.
Til fælles har begge kategorier, at de forskyder balancen i kommunikationsforholdet: Hvor den hadefulde afsender i udgangspunktet har kontrollen - både i kraft af det nedsættende had, og fordi den ofte anonyme analoge post er svær at svare på - genvinder haterbraggeren kontrollen ved at repetere budskabet i sin egen alternative kontekst. På denne måde ‘afdramatiseres’ budskabet, og en ny betydning bliver mulig, som føromtalte Judith Butler beskriver det.
Men haterbragging er ikke kun en ubetinget succes, det kræver en vis kuratering. Som Slate-skribent Amanda Hess skriver: “Not every mean comment is worth bragging about”. Nogle kommentarer er ganske enkelt for ligegyldige til at fortjene gentagelse. Og denne vurdering - hvad er egentlig væsentligt nok til at blive delt med offentligheden? - er afgørende. For hvis kriteriet om væsentlighed mangler, træder elementet af selvpromovering pludselig tydeligt frem.
The joke of the Tori Timmelman-tini? NO ONE CAN FINISH IT! #unfranzenbash
— Jennifer Weiner (@jenniferweiner) 18. februar 2015
The #unfranzenbash needs a signature drink! Who was Chip Lambert's feminist ex-girlfriend? So rage-throttled she couldn't write her thesis?
— Jennifer Weiner (@jenniferweiner) 18. februar 2015
Okay. Det ER sjovt. Men det er gået fra at være haterbragging til selv at være ubehageligt. Kilde: Twitter.
Men den vigtigste kuratering er formentlig af sig selv: Hvis haterbragging begynder at handle mindre om at genvinde kontrol og mere om at komponere det allerbedste comeback-tweet, er der ofte ikke længere tale om haterbragging, men om et helt ordinært og for andre uvæsentligt skænderi. Når Jennifer Weiners og Jonathan Franzens strid, der nu kører på femte år (!), ender i gensidig mudderkastning (Franzen, der beskylder Weiner for at tweete, fordi hun ikke har en sag, der fortjener mere end 40 tegn, og i øvrigt ikke har læst en eneste af hendes bøger; og Weiner, der lancerer et UnFranzenBash som reaktion på, at han er keynote speaker til Book Expo America 2015), er det både blevet for uvedkommende og for ubehageligt til at kunne kategoriseres som haterbragging.
Det gode haterbrag har til formål at genvinde kontrollen i et asymmetrisk kommunikationsforhold. Det gode haterbragger hater ikke selv. I så fald er vi ikke kommet meget længere end skolegårdens “Nø, hvad jeg er - det kan du selv være!”.
