Får man overhovedet noget ud af § 20?
Bock, burkaforbud og stemmesamlende retorik

En kritisk udtalelse om burkaforbuddet fra Mette Bock førte til et § 20-spørgsmål fra Dansk Folkepartis Christian Langballe. Men hvad får man som borger ud af det spørgsmål? Foto: Mads Claus Rasmussen/Tobias Nilsson/Scanpix.

Skrevet af

Benedicte Lønstrup Nygaard

1 artikler

0 indlæg

Marie Jagtman

1 artikler

0 indlæg

Nicolai Schou

Lionbridge

1 artikler

0 indlæg

I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme selvvalgte eksempler på argumentationen i Folketingets debatter. Eksemplerne skulle bedømmes ud fra, om de kunne tænkes at have nytteværdi for borgerne i det demokratiske samfund. Vi bringer de studerendes analyser i redigeret og forkortet form her på Kforum. Første artikel ud af otte handler om, hvor meget borgere kan få ud af § 20-spørgsmål med udgangspunkt i en sag om Mette Bock og burkaforbuddet fra 2017.
Onsdag den 8. november 2017 svarede kirkeminister Mette Bock på et § 20-spørgsmål stillet af Dansk Folkepartis kirke- og indfødsretsordfører, sognepræst Christian Langballe. Spørgsmålet blev stillet i Folketingets spørgetid på baggrund af artiklen ”Mette Bocks kritik af egen regerings burkaforbud vækker undren” i Kristeligt Dagblad den 1. november 2017.
 
Mette Bock kritiserer i artiklen regeringens maskeringsforbud: ”Vi har efterhånden diskuteret burkaer i mange år, og hvis man prøver at regne ud, hvor megen spalteplads, der er brugt på emnet, så er det helt ude af proportioner.” Derudover betegnede Bock, da hun talte på Grundtvigsk Forums årsmøde, forbuddet som tåbeligt.
 
Det er usædvanligt, at en minister kritiserer regeringens egen politik. Den kritik ville Langballe have uddybet af ministeren selv i Folketingets spørgetid den 8. november 2017.
 
I august beskrev vores søstermedie Bias, hvor få muslimske kvinder der bærer burka i Danmark. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
 
Han spørger: ”Vil ministeren forklare, hvilke bevæggrunde ministeren har for at kalde et burkaforbud eller maskeringsforbud, som regeringen selv tilslutter sig, for ’tåbeligt’?”.
Bock svarer på dette indledende spørgsmål ved præcisering af den påstand, hun kom med på Grundtvigsk Forums årsmøde: ”Når jeg kalder burkaforbuddet tåbeligt – ikke et maskeringsforbud, men et burkaforbud…”. Dette er altså en slags tilføjelse til påstanden, som præciserer, hvad den består i, og hvad den ikke består i.
 
Hermed understreger Bock, at der ikke ligger mere vidtgående, skjulte eller implicitte påstande bag hendes påstand. Dette er retorisk set velmotiveret, da Bock på den måde kan afværge eventuelle spekulationer om, at hun er imod et maskeringsforbud.
Langballe mener ikke, at Bock svarer på hans spørgsmål, hvilket tydeliggøres, da han gengiver hendes argument for derefter at gendrive det:
 
”Ja, kært barn har mange navne,” siger han, men gengivelsen ”farves” af gendrivelsen: ”Altså, det synes jeg godt nok, var noget af en søforklaring, undskyld mig. Men det, vi taler om, er et burkaforbud og et maskeringsforbud, som ministeren går ud og kalder tåbeligt”.
 
I august lancerede slikproducenten Katjes en kampagne med en tørklædeklædt kvinde i front. Om det var en kommentar til burkadebatten, vides ikke.
 
Stråmænd
Langballes gengivelse af Bocks argument er illoyal: Bock har ikke sagt, at hun ønsker at tage afstand fra regeringen, og Langballe fordrejer dermed hendes påstand, når han fortsætter: ”…og det står selvfølgelig for ministerens egen regning, om ministeren så at sige vil tage afstand fra regeringen, der har tilsluttet sig.” Han laver en ”stråmand” ud af hendes position.
 
Langballe fortsætter: “Der er så også noget i det saglige, som jeg simpelt hen ikke er enig med ministeren i.” Han er ikke enig med Bock i hendes definition af forbuddet, når hun erklærer, at de to ting er det samme, selvom maskeringsforbuddet også dækker over burka og niqab.
Langballe introducerer udtrykket ”shariaens spydspids”: “For burkaen og niqabben er udtryk for shariaens spydspids…”. Han sætter sproget ind i en vis ramme, en frame – en forudsat synsmåde på verden.
 
Denne metafor giver negative konnotationer til krig og vold og skaber en fortælling om, at burka- og niqabklædte kvinder går ind for sharia og islamisme – ligesom hans tidligere stråmand om disse kvinder sker det helt uden, at der gives belæg.    
En stråmand foreligger også i Langballes udtalelse: “Det forhold, at vi kan se hinanden i øjnene, det forhold, at vi kan kende hinanden på gaden, tager burka- og niqabbærerne jo afstand fra.”
 
Burkaer er et hit på Facebook. En analyse af de danske partier viser, at spørgsmål om udlændinge spreder sig mest . Foto: Cicilie S. Andersen, Scanpix
 
Han postulerer her, at ingen burka- eller niqabbærere ønsker et samfund, hvor man kan se hinanden i øjnene. En klar stråmand, nu ikke rettet mod Mette Bock, men mod alle niqab- og burkabærere. Han tillægger dem en ekstrem holdning, ingen har givet udtryk for.
Mette Bock gør heroverfor brug af et særligt autoritetsargument: “Nu har vi så valgt at sige, at vi laver et maskeringsforbud. Det er der et massivt flertal for i det danske Folketing.
 
Regeringen støtter dette maskeringsforbud, og jeg kommer selv til at stemme for det.” At Langballe ikke har ret i, at maskeringsforbuddet er et burkaforbud, understøtter Bock altså ved, at et flertal i Folketinget har stemt for et maskeringsforbud – men det ses ikke, hvorfor dét skulle bevise, at de to ting ikke er det samme.
 
Bock bruger betegnelsen “maskeringsforbud” mange gange i sit svar. Brugen af ”maskeringsforbud” frem for ”burkaforbud” kan karakteriseres som eufemistisk newspeak – en retorisk strategi, der giver flere positive associationer, fordi det ikke associeres med en indgriben på religionsfriheden.
På trods af sin udtalelse om, at et burkaforbud er tåbeligt, indrømmer Bock, at hun ikke ønsker burkaer i gadebilledet og erklærer sig altså delvist enig i Langballes synspunkt:
 
“Jeg har overhovedet intet godt at sige om burkaerne, men hvis vi gerne vil have burkaerne væk fra vores samfund – hvis det var lige præcis det, man ville – så tror jeg, at den rigtige vej ville være, at man faktisk forsøgte at overholde den lovgivning, som vi har i dag.” Hun indrømmer dog ikke, at maskeringsforbuddet er et burkaforbud, som er den indrømmelse, Christian Langballe ønsker. Mette Bock erklærer sig enig i målet, at burkaer ikke hører til i det danske samfund, men er ikke enig i med hvilke midler, det skal opnås.
 
Mette Bock vil til næste EU-Parlamentsvalg være at finde på stemmesedlen for Liberal Alliance. Foto: Henning Bagger/Scanpix
 
Bock fortier simpelthen i sit svar, at maskeringsforbuddet rent faktisk griber ind over den religionsfrihed, hun forsvarer ved at lægge et røgslør ud. Røgsløret består i gentagne gange at prise de samme værdier som Langballe. Hun kommer også med et alternativt forslag til, hvordan man kan løse burkaproblematikkerne uden at gå på kompromis med religionsfriheden: “(...) det vil være at sige, at hvis man er indhyllet i en burka, så står man de facto ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og det vil sige, at der dermed bliver lukket for alle offentlige kasser.”
 
De to politikere er altså enige i problematikkerne ved burka; der er ”metakonsensus” mellem dem om ”danske værdier” og om, at islamisme truer de danske værdier, men ikke om, hvordan problematikkerne løses: ”Når jeg kalder et burkaforbud for tåbeligt – ikke et maskeringsforbud, men et burkaforbud, hvis der var nogen, der måtte have et sådant – så er det af den ene grund, at jeg tror, der er nogle problemstillinger, som, vi er helt enige om, eksisterer, og som vi skal tage hånd om, men at jeg ikke tror på, at et burkaforbud er løsningen på det”, siger Bock.
 
Bock mener, at religionsfriheden indskrænkes ved brug af ordet ”burkaforbud”. Hun konstaterer og definerer problemet, når hun siger, at: ”man ville få løst den problemstilling (...) uden at gå ind og røre ved den religionsfrihed, som jeg mener, er en af de bærende søjler i et frit samfund som det danske.”
 
Siden maskeringsforbuddet trådte i kraft har Ekstra Bladet holdt "verdens længste maskebal". Foto: Tobias Nilsson/Scanpix
 
Flerdimensional argumentation
Enhver situation, hvor man argumenterer for noget konkret, vil være flerdimensional; der vil altså være argumenter af flere dimensioner. Det ses tydeligt, at de to politikere vægter argumenterne tilhørende forskellige dimensioner forskelligt. Bock vægter argumentet om religionsfrihed højt, og hendes hovedpåstand er derfor, ”at der for mig er en principielt helt afgørende forskel på, om man laver et burkaforbud, eller om man laver et maskeringsforbud.
 
For et burkaforbud går ind og rører ved en grundlovsikret religionsfrihed, mens et maskeringsforbud rækker bredere ud.”
Langballe vægter argumentet om, at burkaer og niqabber er med til at true Danmark, højest, således at det er vigtigere at have et åbent og frit Danmark end at beskytte nogens religion; et maskeringsforbud og et burkaforbud er for ham det samme: Hans belæg er, at diskussionen med regeringen har drejet sig om burka og niqab: ”Altså, når vi har diskuteret det, både med repræsentanter for regeringen og forskellige ordførere, så har vi jo diskuteret burka og niqab.”
 

Christian Langballes parti, Dansk Folkeparti, rækker i deres helt nye kampagne længere ud end burka og niqab.
 
Det er altså ikke af samme årsager, at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vælger at stemme for forbuddet. Den vægt, der tillægges forskellige argumenter i praktisk argumentation, er afhængig af det enkelte individs bedømmelse, og dermed vil to individer eller to grupper sjældent tillægge de forskellige argumenter den samme vægt.
Bock kommenterer afslutningsvist også selv på det flerdimensionale ved debatten og fremlægger det værdigrundlag, som Liberal Alliance står for:
 
”Jeg tilhører et liberalt parti. Vi går ind for at sikre grundlæggende frihedsrettigheder og at bekæmpe ting med de rigtige redskaber. En af de grundlæggende rettigheder, vi har i vores samfund, er jo religionsfriheden.” (linje 93-95). Hun tydeliggør også multidimensionaliteten ved det at være i regering – altså, at der i forbindelse med dét er forskellige argumenter, tilhørende forskellige dimensioner, som trækker i hver sin retning; det sker, da hun tilkendegiver, at Liberal Alliance internt har vægtet deres position i regeringen, hvor det er nødvendigt at indgå kompromisser, højere end religionsfrihed – og derfor stemmer man for forbuddet.
 
I sin afsluttende bemærkning til Langballe siger hun: ”Regeringen støtter dette maskeringsforbud, og jeg kommer selv til at stemme for det. Jeg vil bare sige, at jeg håber på, at vi kan holde op med at diskutere beklædning og så begynde at diskutere reelle problemer…”. (linje 96-98). Hun udtrykker her indirekte – til trods for sine gentagne udsagn om, at hun kan stå inde for et maskeringsforbud – at forbuddet ifølge hende ikke rette sig mod noget reelt problem.
 
I sidste uge landede rigmanden Rachid Nekkaz i Danmark. Han vil betale bøderne for de kvinder, der får bøder for at bære burka. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
 
Det ligger i, at hun taler om at ”begynde at diskutere reelle problemer”; hermed er det forudsat, at man ikke hidtil har diskuteret reelle problemer, og altså kan burka-”problemet” ikke opfattes som et sådant. Noget af en indrømmelse.
De to fremtrædende topoi i debatten er religion og politik. Bocks argumentation baserer sig både på politik og religion, da hun argumenterer for, at det handler om, at man ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man er iført en burka, men også, at et burkaforbud rammer religionsfriheden i Danmark.
 
Hun medgiver Langballe, at hun synes, at et forbud skal indføres, men at det skal hedde “maskeringsforbud”, netop fordi det ikke blot skal handle om religion, men også politik. Langballe derimod argumenterer politisk, da han mener, at “(islamisme) er en trussel mod det åbne samfund.” (linje 60) – en politisk topos, der tager udgangspunkt i, at burkaer udgør en trussel mod det åbne samfund.
 
Havde han valgt en religionsbaseret topos, kunne han for eksempel have sagt, at det var en trussel mod de kristne danske værdier – men da alle kan tilslutte sig, at vi i Danmark ønsker et åbent samfund, kan dette være grunden til, at han vælger den politiske topos. Bock derimod argumenterer for, at religionsfriheden skal opretholdes og siger implicit, at “burkaforbud” ville være et angreb på religion. Havde hun undladt at bruge en religionstopos, havde debatten sandsynligvis ikke fået denne nuance og sondringen mellem “burkaforbud” og “maskeringsforbud”.
 
Havde Christian Langballe valgt en religionsbaseret topos, kunne han for eksempel have sagt, at det var en trussel mod de kristne danske værdier -men da alle kan tilslutte sig, at vi i Danmark ønsker et åbent samfund, kan dette være grunden til, at han vælger den politiske topos. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Scanpix
 
Magert udbytte
Debatten mellem Langballe og Bock kan nærmest kategoriseres som stemmesamlende retorik. Det er retorik, der er mest egnet til at mobilisere de i forvejen enige tilhængere – eller tvivlerne. Dette sker ved, at man betoner de argumenter, som éns vælgere i forvejen vægter højest. Bock appellerer til sine i forvejen enige tilhængere ved at lægge vægt på religionsfriheden.  
 
Langballe demonstrerer også stemmesamlende retorik: “For burkaen og niqabben er udtryk for shariaens spydspids, og når man på den måde opbygger en parallel retsorden igennem shariaen ved bl.a. at gøre burkaen og niqabben til en spydspids, så mener jeg, at det er alarmerende, fordi det i sig selv skaber parallelsamfund og simpelt hen er en trussel mod et frit og åbent Danmark.” At burkaen og niqabben står for ”shariaens spydspids”, ”parallel retsorden”, ”alarmerende”, ”parallelsamfund” og ”trussel”, modsat ”et frit og åbent Danmark”, er argumenter, han på forhånd kan tage for givet – hos sine tilhængere.
 
Mette Bock fortier på sin side, at maskeringsforbuddet også indebærer et forbud mod burka og niqab. Fortielsen handler om at camouflere et følsomt faktum. Hvis Langballe havde kommenteret på hendes fortielse, havde den ikke været camoufleret længere, men han er mere optaget af den værdipolitiske debat om forbuddets navn. Da Mette Bock mener, at forbuddet skal indføres, men skal omfatte al slags maskering, er det ikke så vellykket, at hun vælger at sige, at et ”burkaforbud” ville være en indgriben mod religionsfriheden, da ”maskeringsforbuddet” jo også er det – det handler blot om ordvalget.
 
Borgere, der måtte se debatten for at få brugbare input til at tage stilling til sagen, får derfor ikke meget udbytte. Havde spørgsmålet gået på, om ministeren kunne forklare eller uddybe specifikke dele af lovforslaget samt regeringens grundlag for at stille et sådant forslag, var man som borger blevet mere oplyst. Det virker mest af alt, som om spørgetimen blot er et udstillingsvindue, hvor Langballe kan hænge Bock og hendes partis splittede motiver ud – i en meningsløs og principiel debat om, hvad et lovforslag skal kaldes.

Relaterede artikler

Er du også blevet ghettoiseret? - Alt er integration og indvandrerdebat. Ghetto mig her – ghetto mig der. Du kan ikke undslippe. Måske er du allerede blev...
Parallelsamfundet som politisk trylleord - Al udlændingepolitik glider ned, når målet blot er at bekæmpe et parallelsamfund. Ordet PARALLELSAMFUND er blevet trylle...
Mette Bock dumper i mediehistorie - Når røgen har lagt sig om medieforliget, og branchens reaktioner er ovre, er det tid til at løfte blikket og vurdere for...
Er du håndtryg? - Den formelle hilseform, håndtrykket, har haft en defensiv status inden for de seneste 50 år, men fra politisk side er de...
Burkaer og grænsebomme sejrer på Facebook - Analyse af samtlige Facebookopslag fra danske partier det seneste år viser, at Dansk Folkeparti og udlændingespørgsmål s...
DF er et tegneseriehold - Dansk Folkepartis plakater bringer tankerne hen på De Fem, Vagttårnet og nordkoreansk propaganda. Der er skruet helt ned...
Alle livsvejledere elsker autencitet - Da Gud blev erklæret død i slutningen af 1800-tallet, blev et verdensbillede med faste etiske værdier afløst af et dynam...
Ro i salen eller råbende uenighed? - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Hvem ødelægger det politiske samarbejde? - Du kender sikkert én, som har sagt sætningen: ”Jeg er træt af, at politikerne kun fokuserer på konflikt”. Hvis ikke har ...
Spydigheder, talfusk og udenomssnak - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Forslag om at droppe loftet blev droppet - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Politikernes uredelige blame-game - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
En spørgeleg for de indviede - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Smykkelovsdebatten var ingen pryd - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
§ 20-spørgsmål til ministeren - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Presserådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.