Helle har din ryg
Thornings 1. maj-tale er ikke noget mesterværk af en levende, inciterende, inviterende tekst. Her er stadig for mange slatne sætninger og metaforer, der har overskredet sidste muggenhedsdato. Men talen her har bestemt sine takter – af noget, som er alt for sjældent i dansk politisk diskurs: gnister, der fænger, liv mellem linjerne. Langt om længe.
Det er vist omkring tiende gang, at jeg har en retorisk kommentar til en tale af Thorning. Men denne gang skal det være anderledes, end det plejer. Retoriske kommentarer til politiske taler bør egentlig forholde sig til hver tale som én sammenhængende handling - en ”sproghandling” i en bestemt situation, der stiller taleren over for visse krav, forventninger, problemer, tilhørere. Alt skal så forstås ud fra, hvordan talen fungerer i forhold til disse faktorer. Men ikke denne gang.
Nu skal kommentaren fokusere på ét bestemt aspekt . Vi skal ned på det sproglige og stilistiske mikroplan og fokusere på noget mere snævert: det æstetiske. Det vil sige: Bruger taleren sproget på en måde, der kan skabe fascination, forventninger, overraskelser, mindeværdige udtryk, der klæber sig fast?
Polfoto: Mads Nissen.
Ishøj er yt, nu er der brug for nyt
Thornings 1. maj-tale byder på ganske meget i den mikrostilistiske afdeling. Det har hun også brug for. Mere end konkurrenterne har hun haft et image som anonym, utrættelig, ganske vist, og uanfægtet som en Duracell-kanin, men ligesom den også i sidste instans et stykke mekanik. Men Thorning må have fået en ny taleskriver, eller de sædvanlige må have taget sig mere sammen. Eller har hun selv overtaget ledelsen og erkendt, at nu kan der ikke pines mere ud af fad ”historiefortælling” og en opvækst i Ishøj? Lille Emil er yt, nu er der brug for nyt.
Vi har hinandens ryg. Polfoto: Mads Nissen.
Tak f.eks. den anden sætning i talen: ”Vi har hinandens ryg”. Det er da vist et reelt nyt udtryk, som jeg selv ikke mindes at have hørt før. Men ingen kan være i tvivl om, at det handler om solidaritet. Til gengæld klinger sætninger som ”Danmark er et særligt land” og ”Det er en stærk værdi” som mere af det sædvanlige blah.
Men denne her sætning er der straks lidt mere spændstighed i: ”Hvis du bliver syg, går du til lægen uden dit dankort”. Den flade formulering havde jo været ”: ... er der ikke brugerbetaling” el.lign. I stedet viser Thorning os en smule tillid ved at bruge en figur (en ”perifrase”, dvs. omskrivning), som vi dog straks fatter, og så er vi mere med. Det minder - uden sammenligning i øvrigt - om det, Martin Luther King gjorde, da han sagde ”Let freedom ring” fra forskellige amerikanske bjergtoppe - også ”Stone Mountain in Georgia” osv. Meningen var: også i ”the Deep South”! Det sidste sagde han ikke, men alle fattede det. Og det gjorde en fandens forskel.
Sproget i sådan en tale her til en ventende skare af - stort set - meningsfæller skal ikke bare remse op, men skal gnistre lidt, så tilhørerne spidser ører og strækker øjnene. Det førstnævnte gør Thorning stadig lovlig meget ud af, men der er også en del små steder, der formår det sidstnævnte. Det skal ikke være så meget, at det virker villet og kunstfærdigt, men bare sådan at man som tilhører jævnligt liver lidt op - uden helt at vide hvorfor.
I stedet for at uddele flere fyresedler uddeler virksomhederne nye lønsedler. Polfoto: Mads Nissen.
Tag en remse som den, der begynder sådan: ” Vi har haft vækst i seks kvartaler i træk. Budgetter er noget, vi holder. Også når det er svært”. Sætning nr. to her vender rundt på ordstillingen og sætter objektet op foran (i ”forfeltet”, siger sprogfolk). Det ville være blah at sige ”Vi holder budgetterne”, hvorimod den form, Thorning giver sætningen her, er én, jeg for min del aldrig har hørt før. Den slags kan tilhørere mærke, også selvom de ikke er bevidste om det eller analyserer teksten grammatisk. Det er som med akkorderne i en popsang - der skal være nogle, der er lidt uventede, selvom vi ikke hæfter os ved dem, endsige véd, hvad de hedder. Netop på den måde virker de bedst. Tredje sætning er ingen sætning, men et ”sætningsemne” (både grundled og udsagnsled mangler). Nå, OK, at strø sætningsemner ud hist og her er et velkendt stiltræk, som de fleste taleskrivere kan, og som nogle overdriver. Et tip: Det gælder om at gøre det, når folk ikke lige venter det.
Remsen fortsætter: ”Og vigtigst: Arbejdsløsheden falder. Beskæftigelsen stiger”. Her er to helt parallelle sætninger, der også handler om noget helt parallelt. I den slags tilfælde kan det gnistre en anelse mere, når formen ikke er helt parallel. F.eks.: ”Arbejdsløsheden falder. Omvendt med beskæftigelsen”.
Der følger: ”I stedet for at uddele flere fyresedler uddeler virksomhederne nye lønsedler”. Det er en elegant antitese, som skærpes af, at der er noget i de modsatte elementer, der er identisk. Det havde været endnu mere markant, hvis der havde stået: ”Virksomhederne uddeler ikke flere fyresedler. De uddeler nye lønsedler”. Når indholdet er modsat, virker det godt, at formen til gengæld er så ens som muligt.
Lidt længere fremme siger Thorning: ”Og for helt almindelige lønmodtagere kan det bedre betale sig at arbejde i dag, end da vi havde en borgerlig regering”. Heri ligger - sikkert bevidst - en hentydning til det borgerlige mantra om, at det skal kunne ”betale sig at arbejde”. Men det bør tilhørerne selv opdage. Højst kan man som taler her sige ordene med en lidt fremhævet betoning. Det kan virke stærkt på den måde at alludere til noget, modparten har sagt, men vende det 180 grader – dvs. mod dem selv.
Labours ironiske kopi versus den berømte, originale konservative plakat fra 1979.
I den aktuelle britiske valgkamp har Labour med stor effekt gentaget designet fra en berømt konservativ plakat fra 1979 (hvor Thatcher kom til magten) - den viste en lang kø foran arbejdsanvisningen med det elegante ordspil-slogan ”Labour isn’t working”. I år står den lange kø på Labour-plakaten foran lægens venteværelse, og teksten er: ”The doctor can’t see you now”. Effekten er afhængig af, at man opfatter allusionen til den berømte plakat fra 1979 - og det gør de fleste briter antageligt.
En anden sag er, at det nok havde kunnet betale sig for Thorning at forklare meningen med, at det bedre kan ”betale sig at arbejde i dag, end da vi havde en borgerlig regering”. Hvordan det? Er der faktisk hold i dette udsagn, kunne det vel betale sig at tvære lidt mere i det.
Følgende passage er et eksempel på en variation i sætningsstruktur og –længde, der bringer et vist liv ind i noget, der ellers havde været en mere triviel form for politisk diskurs:
”Det hænger jo ikke sammen. Selv et par spenderbukser kan revne. Lad nu være med at bruge flere penge end I har. Danskerne skal ikke betale flere af Løkkes regninger end de allerede har gjort”.
Det er en velkommen variation, at vi pludselig i tredje sætning får en bydeform. Det er lidt flertydigt, hvem der er ”I” – tilhørerne eller oppositionen? Men det fungerer egentlig udmærket, at det kan være begge. Og i vendingen ”betale flere af Løkkes regninger” er der en anden velkommen tvetydighed: Her tænker tilhørerne nok ikke kun på regninger i det store statsbudget, men også på Løkkes private regninger, som andre har betalt.
Polfoto: Mads Nissen.
Den politiske taler vil, over for en velvillig forsamling, med fordel kunne veksle mellem stilarter eller "tonearter” i talen – gerne abrupt. (Det gør gode sange også). Har man f.eks. været alvorlig, holder det publikum på stikkerne, hvis man pludselig er spøgende, ironisk eller sarkastisk. Thorning skifter toneart, da hun kommer til dette afsnit:
”Ret skal nu også være ret. For Venstre har faktisk fremlagt enkelte forslag til, hvordan der skal skaffes finansiering. Selvfølgelig skal der spares på fradraget til de tusindvis af lønmodtagere, der betaler deres faglige kontingenter. Der er nogen, som siger, at Venstre er et lønmodtagerparti. Der er også nogen, som siger, at der ikke har været mennesker på månen”.
Her er vi kommet over i ironi. Der kan være en interessant tvetydighed angående, hvornår det sker. De første to sætninger kan opfattes som en seriøs åbning for en diskussion om Venstres finansieringsforslag. Og ”Selvfølgelig skal der …” i tredje sætning kunne lyde som en indrømmelse, der lægger op til et ”men”. Imidlertid viser det sig ret snart, at det har været ironi hele vejen – over for Venstres forventelige, men (ifølge Thorning) urimelige ideer. De to sidste, parallelle sætninger i uddraget fungerer også fint – selvom man kunne have valgt et bedre eksempel på noget åbenlyst absurd end det med månen.
En grundlæggende rettesnor for den politiske taler, der vil sætte noget liv i sine ord og sit publikum, er, at man bygger forventninger op - og så omgår man dem, eller rettere: man opfylder dem på en uventet måde eller på et uventet tidspunkt.
Parallelle sætninger er egnede til at skabe forventninger om flere af slagsen og til at banke noget fast, så det indprenter sig. Det mest udtalte eksempel i talen kommer – som det bør - lige før slutningen:
”Vi skal have bedre sundhed og ikke mere brugerbetaling. Vi skal have danske lønninger til danske job og ikke social dumping. Vi skal have den bedst uddannede generation og ikke urimelige adgangskrav. Vi skal give mennesker på kontanthjælp en udstrakt hånd og ikke en kold skulder. Vi skal have vækst og ikke nulvækst. Vi skal holde fast og ikke eksperimentere med slingrekurs”.
Sådan noget her hedder i den retoriske ordbog ”anafor” – som er det, at flere sætninger efter hinanden begynder ens. Seks af slagsen er dog måske for meget og skaber monotoni. Parallelismen tager overhånd. Da alle seks sætninger har ensartet indhold, kunne man med fordel skabe mere liv, ved at et par af dem ikke overholdt den ensartede form. F.eks. kunne den fjerde sætning have en anden form og rækkefølge: ”Mennesker på kontanthjælp skal ikke have en kold skulder, men en udstrakt hånd”. Så ender den også med et enstavelsesord; det giver mere efterklang. Og så, bedst som folk tror, at gentagelsesfiguren er droppet, kunne den så vende tilbage med ”Vi skal have vækst” osv.
En passage, der også er liv i, er denne:
”I 2010 fik Kristian Thulesen Dahl en ide. En rigtig dårlig ide. Over en omgang flæskesteg ændrede han sammen med Lars Løkke dagpengesystemet. Siden har over 50.000 mistet deres dagpenge. Man må håbe, at det var en god flæskesteg”.
Det giver farve, at der er så konkrete, fysiske ord som ”flæskesteg”. Thorning kunne have udnyttet det mere ved at gå over til at kalde det pågældende forlig ”flæskestegsforliget”. Et saftigt ord, det kunne godt slå an. (Problemet ville kun være, at De Radikale også var med i det!).
Mere liv mellem linjerne
Thornings tekst er ikke noget mesterværk af en levende, inciterende, inviterende tekst. Der er stadig for mange slatne sætninger og metaforer, der har overskredet sidste muggenhedsdato, som f.eks. ”vi er ikke i mål” - den bruger hun to gange. Nul gange havde været det rigtige. Men talen her har bestemt sine takter – af noget, som er alt for sjældent i dansk politisk diskurs: gnister, der fænger, liv mellem linjerne.
Gid den ovenstående lille gennemgang kunne opmuntre danske politikere fra alle partier til at sætte noget mere farve på deres snak. (Vel at mærke ikke den samme farve over det hele, så kan det jo være lige meget).
Nogle steder lykkes det ganske fint for Thorning i talen her, andre steder kunne man have nørklet lidt mere med det. F.eks. dér hvor hun har kritiseret det billede, som Venstre tegner af kontanthjælpsmodtagere, og derpå siger: ”Kære Venstre. Kære Lars Løkke Rasmussen. Hvor småt kan det blive?”.
Det er ganske vist en god variation, at vi pludselig skifter over i tiltale- og spørgeform. Men hvad om der havde stået: ”Kære Lars Løkke Rasmussen. Det er små sko, du går i. Uanset om de så har kostet 2.000 kroner”.
Den slags ting, som kommentaren her har sat luppen på, er ikke, som en garvet politisk iagttager måske ville mene, et perifert aspekt, der kun dyrkes af fluekneppende humanister, men ikke fortjener opmærksomhed fra seriøse politik-junkies. Tænk f.eks. på, hvor meget æstetiske kvaliteter betyder i reklame. Ord kan blive ørehængere, metaforer kan møve sig ind på os. Sætninger kan suge os ind. Det er hård valuta, når varer falbydes. Det er det også, når valg nærmer sig, og vore politikere ikke kun skal fremstå som de sædvanlige parodiske papfigurer.
