At undskylde, uden at undskylde
At kommunikere på tværs af landegrænser på den storpolitiske scene kan være en enorm retorisk udfordring – særligt når forskellige nationale publikummer har forskellige (modstridende) forventninger til ens tale.
Den 14. august 2015 stod den japanske premierminister Abe Shinzo over for en sådan udfordring, da han i anledning af 70-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig holdt tale i Tokyo. Det blev til en tale, der omhandlede Japans krigsfortid og deres fremtid som fredsorientret nation, men som blev modtaget meget anderledes i Kina og Sydkorea end i Abes eget bagland, Japan. I Kina og Sydkorea, Japans tidligere kolonier, reagerede man meget negativt på talens manglende undskyldningsformuleringer med bl.a. en opfordring fra Abe om, at den japanske befolkning ikke bør undskylde mere for Anden Verdenskrig. Den japanske befolkning – og særligt Abe’s nationalistiske støtter – havde derimod en positiv opfattelse af talen og tilkendegav, at Abe’s måde at udtrykke undskyld på var passende eller ligefrem unødvendig. Tre lande med to forskellige reaktioner og forståelser af, hvad der blev sagt – eller det der ikke blev sagt – i én tale.
Udfaldet og omstændighederne ved denne tale indbyder altså til en nærmere retorisk undersøgelse.
Med en særlig interesse for det transnationale aspekt af Abe’s tale og de reaktioner, den skabte, undersøger jeg i mit speciale, hvordan og hvorfor Abe leverede sin tale, som han nu gjorde, hvorfor talen skabte forskellige reaktioner og forståelser, samt hvor hensigtsmæssig talen kan vurderes at være. For selvom man umiddelbart kunne tro, at reaktionerne skyldtes forskellige kulturelle normer for undskyldninger, som ledte til fejlkommunikation fra Abe’s side, og at talen derfor var undskyldningsretorisk mislykket, er det ikke, hvad mit speciales resultater viser.
Specialets problemstilling bearbejdes først gennem en omfattende analyse af de forudgående situationelle omstændigheder i Japan, Kina og Sydkorea, heriblandt de historiske og samfundsmæssige forhold. Kontekstanalysen viser, at Abe stod over for en utrolig kompleks kommunikationssituation med to næsten modstridende forventninger til sin tale: Et ønske fra Kina og Sydkorea om en officiel undskyldning for Japans tidligere krigshandlinger, og et ønske fra den japanske befolkning om at lægge låg på fremtidige japanske undskyldninger.
De kinesiske og sydkoreanske forventninger bunder delvist i utilfredshed med kontroversielle japanske skolebøger, der benægter visse historiske begivenheder, og ytringer fra Abe, som har efterladt et meget negativt indtryk af premierministeren i de to lande. Set fra et kinesisk og sydkoreansk perspektiv har disse forhold dermed skabt tvivl om Japans anerkendelse af skyld for deres tidligere krigshandlinger.
På den anden side eksisterer der en undskyldningsopfattelse i den japanske befolkning om, at Japan allerede ved tidligere lejligheder har undskyldt. Og hos Abe’s nationalistiske støtter findes der meget benægtende og retfærdiggørende perspektiver på Japans tidligere handlinger, hvor Japan – fra deres synspunkt – ikke har noget at undskylde for. Denne situationelle kompleksitet skaber altså en stor retorisk udfordring for Abe, hvor han skal appellere til flere nationale publikummer, samt deres modstridende holdninger og forventninger i sin tale.
Med udgangspunkt i teori om undskyldningsretorik og strategisk flertydighed undersøger jeg efterfølgende, hvordan Abe imødekommer den komplekse retoriske udfordring gennem sin tale. Dette udføres med en tekstuel-intertekstuel analyse af først talen og derefter af udvalgte reaktioner på talen i Japan, Kina og Sydkorea. Den officielle engelske version af talen er analysens primære analysegenstand – dog supplerer jeg med retorisk og kulturelt interessante betragtninger fra den originale japanske version af talen.
Resultatet af den tekstuelle analyse viser, at Abe udtrykker sig undskyldningsretorisk på en flertydig måde for netop at appellere til de forskellige nationale publikummers forventninger. Dette kommer til udtryk flere steder i talen, hvor Abe forholder sig medfølende og anerkendende i forhold til Japans skyld for deres tidligere krigshandlinger, hvilket appellerer til Kina og Sydkorea. Men der er samtidig flere ord, formuleringer og tekstpassager, hvor Abe aktivt nedtoner anerkendelseselementet, og appellerer dermed til sine japanske publikummer. Med andre ord forsøger Abe altså at undskylde til Kina og Sydkorea, uden egentlig at undskylde.
Selvom talen flere steder har et flertydigt potentiale til at blive forstået som både en undskyldning og ikke-undskyldning, viser min intertekstuelle analyse, at de kinesiske og sydkoreanske regeringer og nyhedsmedier gennemskuer talens flertydighed, som et forsøg på at undgå at anerkende skyld og sige undskyld. De forstår dermed ikke talen som en undskyldning.
De negative reaktioner behøver dog ikke betyde, at talen er mislykket. I min diskussion vurderer jeg bl.a., at Abe muligvis får det bedste ud af situationen taget de komplekse omstændigheder i betragtning. Set fra et japansk perspektiv støttede talen nemlig op om den udbredte japanske undskyldningsopfattelse, og Abe fik et positivt løft i flere meningsmålinger. Talen var dermed en indenrigspolitisk succes for ham. Havde Abe derimod undskyldt mere entydigt i sin tale, ville det gå ud over støtten fra den japanske befolkning og ikke mindst sine nationalistiske støtter.
Jeg vurderer derfor, at kombinationen af undskyldningsretoriske og strategisk flertydige elementer bør ses som et pragmatisk, retorisk forsøg på at appellere til forskellige stridende publikummer under komplekse omstændigheder.
Jeg har med mit stærkt kontekstinspirerede speciale forsøgt at række ud over danske og vestlige retoriske problemstillinger, ved i stedet at rette fokus på Asien og bidrage med retorisk indsigt på en ikke-vestlig tale, dens kontekstuelle omstændigheder og dens udfald. Specialets resultater støtter desuden op om holdningen hos flere retorik- og kommunikationsforskere om, at vi i dag lever i en fragmenteret verden, hvor ytringer i højere grad befinder sig i mere komplekse situationer, kan nå ud til et større antal publikummer på tværs af landegrænser, og at ytringen og dens udfald dermed også bør vurderes så nuanceret som muligt.
Specialet er skrevet af Michael Liepke Kruse på Institut for Medier, erkendelse og formidling, Retorik på Københavns Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 10.
