Alle præsidentens forsvarsmænd
Alt imens demokraterne bliver stadig mere aggressive i deres skub mod en rigsretssag, forsøger republikanerne at finde det bedste forsvar for præsidenten. Den amerikanske befolkning har i den anledning fået penslet sagen for og imod ’impeachment’ ud, sort på hvidt. Men hvordan forsvarer republikanerne dét, der dag for dag virker stadig sværere at forsvare? Hvordan spinner de Ukraineskandalen, og hvordan svarer demokraterne?
I sidste uge startede de offentlige høringer i rigretssagsundersøgelsen i den amerikanske hovedstad (impeach inquiry som det hedder på engelsk).
Jo mere man ser af høringerne, jo tydeligere bliver det, at forsvaret af præsidenten hviler på to retoriske ben: et afvisende og et konspiratorisk. Det står samtidig klart, at det ikke er en ny taktik.
Den blev brugt, da republikanerne skulle have dommer Brett Kavanaugh godkendt som ny højesteretsdommer. Man afviste blankt beskyldningerne om seksuelle overgreb og fastholdt, at kvinderne, der stod frem, var en del af en tilsviningskampagne, der var organiseret af venstrefløjen.
Den blev også brugt, da republikanerne skulle forsvare præsidenten under Ruslandsefterforskningerne i forbindelse med udarbejdelsen af den såkaldte Mueller rapport. Her afviste man også blankt, at Trump havde fået hjælp af russerne og påstod samtidig, at demokraterne, i en sammensværgelse med de liberale mainstreammedier, prøvede at fælde Donald Trump.
.png)
Her bliver de første vidner i rigsretssagsundersøgelsen taget i ed. Billede: Getty.
Men lad os vende blikket mod Ukraineskandalen og den overhængende rigsretssag:
Hvordan afviser republikanerne denne gang, at Trump har gjort noget forkert?
Hvilken sammensværgelse er der mod præsidenten?
Og virker det republikanske spin, som det har gjort mange gange tidligere?
De afvisende argumenter
Spørgsmålet er ikke længere udelukkende, om Trump har diskuteret en efterforskning af sin politiske rival, tidligere vicepræsident Joe Biden, med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij.
Så meget har flere republikanere anerkendt. I stedet er spørgsmålet, om præsidentens adfærd lever op til kravene for en rigsretssag – de såkaldte ”high crimes and misdemanors”.
Var en efterforskning af Biden måske endda på sin plads som en del af indsatsen mod korruption i Ukraine, var det bare ”upassende” eller ”dumt”, som andre af præsidentens egne har kaldt det – eller var det et groft misbrug af præsidentembedet?
I sidste fald kan det konstituere grundlaget for en rigsretssag.
Flere republikanere har fundet det svært kun at beskrive Trumps ageren, som præsidenten selv beskriver den: “Perfekt”.
I stedet har man prøvet at nedtone, hvor slemme præsidentens handlinger i forhold til Ukraine egentlig var, samtidig med, at man fuldstændig har afvist en rigsretssag som løsningen.
Lad os se på argumenterne et ad gangen:
Afvisende argument nr. 1: Trump bekæmper blot korruption
Det første republikanske argument går på, at Trump hverken har tilbageholdt støtten eller fået det, demokraterne siger, han ville have: en efterforskning af Biden-familien.
Som det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Elise Stefanik sagde ved rigsretssagshøringen den 13. november: “the two most important facts are the following. Number one, Ukraine received the aid. Number two, there was, in fact, no investigation into Biden”.
Det er en udenrigspolitisk tradition, at man stiller krav til de lande, der søger økonomisk støtte. ‘Quid pro quo’ (latin for ”noget for noget”) er altså standardopførsel:
Det, Trump har sagt til Ukraine, er stort set: Hvis vi giver støtte, skal I rette op på korruptionen.
Som medlem af Repræsentanternes Hus Chris Stewart sagde i høringen den 13. november: “we agree that we should withhold funds if there are questions about corruption that have not been addressed”. Republikanerne argumenterer for, at præsidenten kun har været interesseret i at hjælpe Ukraine med at bekæmpe korruption.
Demokraternes modargument lyder: Bare fordi det ikke lykkedes for Trump at bryde loven, er han stadig skyldig i at forsøge på at gøre noget ulovligt. Eller sagt på en anden måde: Det kan godt være, at Trump ikke er kommet af sted med at afpresse Ukraines præsident, men han har stadig misbrugt sit embede, idet han forsøgte at afpresse et andet land til at grave skidt frem om en hjemlig politisk modstander.
Derudover går Trump slet ikke op i ukrainsk korruption. Fx har hans regering forsøgt at skære i programmer, der lige netop har haft til formål at bekæmpe korruption i Ukraine.
Afvisende argument nr. 2: Det er slemt, men ikke ‘rigsretssags-slemt’
Nogle republikanere har søgt tilflugt i argumentet: ‘Trumps adfærd var ikke ideel, men det kunne have været meget værre’. Som republikanernes juridiske rådgiver sagde til høringen den 13. november, “In fairness, this irregular channel of diplomacy, is not as outlandish as it could be”.
Det er klart, at præsidenten ikke skal bede andre lande om information vedrørende hjemlige politiske modstandere. Men, ville republikanerne sige, en rigsretssag er nedslidende og splittende.
I det politisk giftige klima, som dominerer i dagens USA, er den eneste måde, vi burde beslutte, hvem der skal være præsident på, ved et præsidentvalg.
Som den republikanske senator Lamar Alexander har sagt: “It’s inappropriate for the president to be talking with foreign governments about investigating his political opponents, but impeachment would be a mistake. An election, which is just around the corner, is the right way to decide who should be president”.
Demokraternes modargument til ovenstående er, at man grundet Trumps løsagtige forhold til loven ikke kan regne med et frit og fair valg. Trump har misbrugt præsidentembedets magt til at underminere valgprocessen og sine politiske modstandere. Gyldigheden af valget afhænger derfor af, om han bliver afsat, før der bliver stemt.
Det afvisende forsvar er de moderates redningsvest
Trumps greb om partiet er stærkt, og da Repræsentanternes Hus igangsatte den indledende rigsretssagsundersøgelse, var der ikke en eneste republikaner, der stemte for.
.png)
Her har Repræsentanternes Hus lige besluttet at formalisere rigsretssagsundersøgelsen. Uden en eneste stemme fra republikanerne. Billede: Getty.
Men langt fra alle republikanere kan eller vil følge præsidenten ud i konspirationsteoriernes land. Derfor har de moderate republikanere, der aldrig støttede helhjertet op om Trump ved valget i 2016, foretrukket at afvise Trumps handlinger som værende ”ukloge” eller ”upassende”, men bare ikke slemme nok til at konstituere et grundlag for en rigsretssag.
Et eksempel på den taktik er Elise Stefanik, 35 år gammel og valgt som republikansk medlem af Repræsentanternes Hus i New York.
Gennem sine præstationer ved de tv-transmitterede høringer har hun sikret sin plads som bannerfører for denne del af Trumps forsvar. Hun har endda fået en del ros af præsidenten selv. Hun har holdt sig væk fra konspirationsteorier, som hun overlader hun til andre. Ser man fx Stefaniks forhør af vidnerne den 13. november, holder hun sig primært til det første argument: Præsidenten ville blot bekæmpe korruption.
Da Stefanik, i modsætning til mange af sine kollegaer, har præsenteret argumenter, der ikke bunder i en deepstate-sammensværgelse, har hun for mange virket mere seriøs.
Sølvpapirshatten blev lagt til side, og fornemmelsen af, at hun og dem, der er enige med hende, rent faktisk forholder sig til problemstillingen, har i nogle liberale medier (altså venstreorienterede i amerikansk optik) gjort hende til den største trussel mod demokraternes håb om en rigsretssag.
De konspiratoriske argumenter
Præsident Trump er vanen tro gået til stålet og vil ikke høre tale om, at han har gjort noget som helst, der ikke var det bedst mulige.
Han har følgelig opfordret alle republikanere til ikke ”at blive snydt af argumentet om, at hans adfærd var upassende, men ikke grundlag for at fjerne ham fra embedet”.
Som præsidenten selv skriver på Twitter: “Republicans, don’t be led into the fools trap of saying it was not perfect, but is not impeachable. No, it is much stronger than that”.
The call to the Ukrainian President was PERFECT. Read the Transcript! There was NOTHING said that was in any way wrong. Republicans, don’t be led into the fools trap of saying it was not perfect, but is not impeachable. No, it is much stronger than that. NOTHING WAS DONE WRONG!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 10. november 2019
I stedet abonnerer Trump på den konspiratoriske del af sit forsvar, hvor republikanerne forsøger at anbringe demokraterne i et dårligt lys, mistænkeliggøre deres motiver og stille spørgsmål ved, om rigsretssagen overhovedet er legitim.
Konspiratorisk argument nr. 1: Biden er den rigtige skandale
Det første republikanske argument i den del af forsvaret bygger på, at en gruppe af bitre og rasende demokrater og såkaldte ‘deepstate’-partiske bureaukrater forsøger at omgøre valgresultatet fra 2016 ved at simpelthen at opfinde historier om Trump.
Præsidenten har, argumenterer republikanerne, udelukkende forsøgt at komme til bunds i den egentlige skandale, som er den nepotisme, som Biden-familien har stået for ved at lade Hunter Biden, den daværende vicepræsidents søn, sidde i bestyrelsen for et ukrainsk energiselskab (Burisma), samtidig med at hans far var vicepræsident og ansvarlig for USA’s forhold til Ukraine.
Som republikaneren Devin Nunes sagde i sin åbningstale ved høringen den 13. november: Mueller-rapporten og den deraf følgende Mueller-høring, “was the pitiful finale of a three year long operation by the Democrats, the corrupt media and partisan bureaucrats to overturn the results of the 2016 election”.
Nu påstår demokraterne så, at “the real malfeasance is Republicans’ dealings with Ukraine”. “They are trying to impeach the president for inquiring about Hunter Biden’s activities. Yet they refuse our request to hear from Biden himself”.
Demokraternes modargument er dette: Republikanerne beskylder Joe Biden for at have presset Ukraine til at fyre en statsadvokat, der har stået i spidsen for en efterforskning af Burisma, hvor Hunter Biden sad i bestyrelsen.
Men statsadvokaten var dybt korrupt, og flere internationale organisationer samt europæiske diplomater fik derfor, sammen med Joe Biden, Ukraine til at fyre ham. Hvor Trump har ageret ud af egne interesser, gjorde Biden det, der var bedst for Ukraine.
Konspiratorisk argument nr. 2: Damned deepstate
Ukraineskandalen og den overhængende rigsretssag er sprunget ud af en klage fra en whistleblower. Men selve klagen, siger republikanerne, er ’forurenet’ af en tydelig politisk partiskhed.
Whistlebloweren er blevet beskrevet som “politically biased”, ansat i CIA og er i øvrigt registreret demokrat.
Den formodede whistleblowers navn er for længst blevet lækket af flere konservative medier herunder RealClearInvestigation, og han blev nævnt ved navn i en live udsendelse på Fox News i forrige weekend – til studieværten, Howard Kurtz’, befippelse. Flere medier har forlængst også offentliggjort navnet.
Stephen Miller, der er rådgiver for præsidenten, sagde til Fox News: “I know the difference between a whistleblower and a deepstate operative. This is a deepstate operative, pure and simple”.
Yderligere siger republikanerne, at whistlebloweren ikke er beskyttet af loven, og personens identitet derfor burde offentliggøres.
“Nobody should be prosecuted based on an anonymous accusation”, som den republikanske senator Lindsey Graham har sagt. Derudover er intet af det, som whistlebloweren har skrevet, rent faktisk blevet bekræftet. De vidner, som demokraterne påstår, implicerer præsidenten, har kun andenhånds-information. “Any trial in the senate cannot be based on hearsay”, som Lindsey Graham har udtalt.
#NewHoaxSameSwamp pic.twitter.com/GIg9R9Txe0
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) November 16, 2019
Demokraternes modargument: Først og fremmest er alt, hvad whistlebloweren har sagt, blevet bekræftet af upartiske vidner. Whistlebloweren er derfor irrelevant. Derudover er det farligt at bringe whistleblowerens navn ud i offentligheden. Reglerne er, som de er, for at beskytte mod eventuelle repressalier. Når præsidenten privat leger med idéen om at henrette whistlebloweren, har de regler aldrig været vigtigere.
For det andet blokerer Det Hvide Hus ethvert forsøg på at indkalde vidner, der har mere direkte adgang til præsidenten. Hvis republikanerne gerne vil lægge en dæmper på situationen, kunne de bare lade Trumps rådgivere levere vidnesbyrdet, som demokraterne siger igen og igen.
Senest har Trump antydet overfor Nancy Pelosi, at han godt kunne tænke sig at aflægge vidneudsagn – skriftligt.
Enten er du med Trump, eller også er du ikke republikaner
Trumps tætteste allierede, de mere konservative republikanere, er gået all in på at få rigsretssagen til at handle om bitre demokrater og sure liberals. Den gruppe har givet den fuld knald på det konspiratoriske forsvar af Trump, og man kan se dem udfolde sig i medier som Fox News om aftenen. Men optisk er de under høringerne gået lige i demokraternes fælde.
Mens demokraterne er seriøse, beklager Devin Nunes sig over, at demokraterne efter sigende har forsøgt at anskaffe nøgenbilleder af præsidenten. Mens demokraterne stiller vidnerne spørgsmål, holder Jim Jordan, en af de førende i det konspiratoriske forsvar, enetaler.
Mens demokraterne fokuserer på deres forfatningsmæssige ansvar, prøver republikanerne at levere lydklip til Fox News, som Trump kan dele på Twitter til sine ca. 67 millioner følgere, hvilket han har gjort 37 gange over de to første høringer.
Republikanerne, der forsvarer Trump ud fra de konspiratoriske argumenter, gør det primært af to grunde. Først og fremmest for at tilfredsstille præsidenten. Hvis Trump støtter op om dig, eller deler dine videoer på Twitter, stiger din nationale berømmelse. Fx er antallet af følgere på både Jim Jordans og Devin Nunes’ Twitter-profiler vokset med mere end 11 % over de sidste 30 dage.
.png)
Til venstre: Nunes. I midten: republikanerens advokat. Til højre: Jordan. De ser ud til at nyde høringen.
For det andet har over 80 pct. af republikanerne allerede nu besluttet sig for, at Trump ikke skal for Rigsretten.
Med andre ord: udfordrer man Trump bare det mindste, risikerer man at blive væltet indefra. Der kan til enhver tid komme en anden republikaner, som er villig til at erstatte dig. Derfor er det ligegyldigt, om du går i demokraternes fælde eller ej, så længe du ikke bliver kvast af Trumps greb om partiet.
Trump kunne skyde et menneske uden at miste stemmer
Siden valget i 2016 har alfa og omega for republikanerne været: Man sætter sig ikke op mod præsidenten.
Den eneste republikaner, der har støttet rigsretssagen, er blevet smidt ud af partiet. Konsensus er efterhånden, at selv hvis Trump skød en mand, ville der sikkert være en god grund (og so mange sikkert husker, sagde præsidenten også selv i 2016, at han kunne ”skyde en mand ned på Fifth Avenue, jeg ville vinde alligevel”)
Som en vælger sagde på CNN: “We would have to know why he shot him”.
Den seneste uges høringer i Repræsentanternes Hus har kun understreget, at republikanernes spinstrategi ikke har ændret sig, siden Trump blev præsident.
Selv hvis han brændte Det Hvide Hus ned til jorden, ville republikanerne have to retoriske ben at gå på: Ét, der afviste, at huset var brændt ned, og ét, der påstod, at demokraterne stod bag det.
Det store spørgsmål fremover er, hvad demokraterne regner med at få ud af en rigsretssag.
De er klar over, at de fleste republikanere aldrig kommer til at ændre mening. De ved, at det republikansk kontrollerede senat med al sandsynlighed vil frikende Trump og lade ham fortsætte som præsident.
Så hvad kan en Rigsretssag egentlig nytte?
Ca 40 pct. af alle amerikanske vælgere er hverken demokrater eller republikanere, men uafhængige.
Ud af denne, meget vigtige vælgergruppe, støtter ca. 44 % på nuværende tidspunkt en rigsretssag mod Donald Trump.
Men tager man Trump ud af ligningen og spørger den samme grupper af vælgere, om en vilkårlig præsident burde blive anbragt for en rigsret for at afpresse et andet land til at efterforske en politisk rival, siger 60 % ja.
Hvem kan bruge en Rigsretssag i 2020?
Og lige præcis i de tal ligger både svaret på demokraternes store spørgsmål og på, hvorfor republikanerne argumenterer, som de gør.
Hvis demokraterne kan få rigsretssagen til at handle om præsidentembedet og ikke præsidenten, kan de få overbevist den nødvendige mængde af selvstændige vælgere og i sidste ende bruge rigsretssagen som et selvstændigt våben i valgkampen i 2020 til deres fordel.
Hvis republikanerne kan fastholde et narrativ om, at rigsretssagen udelukkende handler om demokraternes vendetta mod Trump, forøger de deres chancer for, at rigsretssagen bliver set som en partipolitisk smædekampagne.
Den dag republikanernes argumentation ikke har Trump i centrum, er dagen, hvor Trump er i problemer.
Indtil da må alle leve med, at rigsretssagen mod Trump hverken handler om, at demokraterne skal overbevise republikanerne, eller om man vil afsætte præsidenten. Det handler om vælgerne i midten og om, hvem, der kan bruge en rigsretssag frem mod valget i 2020.
