Den målløse Mærsk-målgruppe

Jeg skrev om Mærsks nye rekrutteringsvideo, ”Together, All The Way”, her på Kforum d. 16. november. Mit pip har afstedkommet en del kritik. Normalt ville jeg sidde stoisk omme bagved på min verdensfromme piedestal. Men ikke i den omgang. Så værsgo. Dér røg mystikken.
"Jeg er jo ikke målgruppen. Skulle jeg have holdt kæft? Sikkert. Ændrer den lille troværdighedskrølle ved, at reklamen er noget lort? Nej" .Kilde: Mærsk
"Jeg er jo ikke målgruppen. Skulle jeg have holdt kæft? Sikkert. Ændrer den lille troværdighedskrølle ved, at reklamen er noget lort? Nej" .Kilde: Mærsk
af Bo Kampmann Walther

Der er dem, som synes, jeg er en skidt fætter, fordi jeg hælder møg og værdidomme ned over en respektabel biks. Der er dem, som synes, jeg burde lukke måsen, når nu jeg tydeligvis ikke tilhører målgruppen. 
 
Niks, jeg er ikke målgruppen. Jeg er 53 år. Jeg satser ikke på at søge job i Mærsk sådan lige foreløbig (jeg ville givetvis være en kollegial katastrofe). Jeg drømmer heller ikke om at få et arbejde, hvor jeg kaster rundt med sjove kasser sammen med ICarly-mennesker og synger med på kiksede refræner om fællesskab og tolerance.
 
Kilde: Mærsk
 
Der er også dem, som hævder, jeg har misforstået det med troværdigheden. Således i Børsen og i Berlingske. Det er rigtigt, at jeg gør mig lystig over, at Mærsk i årtier har stået for bladguldsbefængt verdensdominans, og at det derfor virker noget ungdomsskoleagtigt påtaget pludselig at puste sig op på vimsende afroamerikanere som taget ud af Hennings aftenskolekursus: ”Lær at synge gangsta-rap hold B”.
 
Men utroværdigheden er slet ikke det væsentlige her. Mærsk må gøre lige, hvad de vil. Inklusive at spasse rundt i en gymnastiksal til funk og fingermaling. Og være ung med de unge.
 
Nej, det handler om, at reklamen er dårlig. Som i universelt dårlig. Som i det dårligste, universet indtil videre har fundet på. Som i dårligere end den blokfløjtekoncert, jeg selv deltog i, da jeg var 8, og vi spillede en unison C-dur-udgave af ”Blowing in the Wind”. Det var ved den lejlighed, at Søren, vores musiklærer, udviklede en akut tinnitus. 
 
Du er ikke målgruppen! Ja, det er rigtigt. Du er også en dum akademiker! Bevares, korrekt, ligesom resten af k-folket: Vi er ansat i underholdningsbranchen.
 
Jamen, du er altså ikke målgruppen!
 
Det håber jeg sateme ikke, der overhovedet er nogen, der er.
 
Men du kan ikke kaste med værdidomme, når du ikke er målgruppen! Jo, man kan. Hvad skulle man ellers gøre? Hvis man ikke måtte det, var der ingen – som i ingen – der kunne sige noget som helst om verden. 
 
Kilde: Mærsk
 
Begreberne objektivitet og universalitet ville sive væk med badevandet. Karl Popper ville besvime. Thomas Kuhn ville få en hjerneblødning. Videnskaber ville falde som dominobrikker. Valorisering ville være som at råbe ind i en dør. 
 
Vi ville havne i absurditeter, som at det kun er børnehavebørn, der kan evaluere pædagogikken på lyserød stue. Fra i morgen skal jeg træne Real Madrid. Jeg er jo målgruppen. Jeg er vild med fodbold.
 
Så endnu engang: Beklager, at jeg ikke er 17+, har kontaktlim i frisuren, leger med Mærsk-LEGO og stemmer på ICarly som den næste præsident.
 
Og ja, Mærsk kunne sgu da godt rent brandstrategisk have ageret smartere. Eksempelvis ved at have lanceret små teasere, så vi, skridt for skridt, kunne have morfet billedet af et tonedøvt jakkesæt længere og længere i retning af en lalleglad teenager med retrosmart træningstøj.
 
Ville jeg så have stået af? Jeps. Jeg er jo ikke målgruppen. Skulle jeg have holdt kæft? Sikkert. Ændrer den lille troværdighedskrølle ved, at reklamen er noget lort?
 
Nej.
 
”Together, All The Way” er stadig Mozart udsat for Carl-Mar Møller. Den er stadig mere pivfalsk end det kaos udsat for blokfløjte, som for 45 år siden invaliderede Søren, vores musiklærer.
 
I den sammenhæng er troværdighedsparametre og målgruppepostulater lokale sandheder. Folk må gerne have dem. Det er demokrati, så det synger. Der er ingen, der dør. Det er fint og frejdigt. ”I love it”, som Ole Henriksen siger.
 
Nu vil jeg tage mig en morfar. Det er sådan noget, vi gør i vores målgruppe.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job