FACE TIME. Rembrandt, selfies og selvmedier

Selvom selfien er ny, er selvportrættet ikke. Med kameraet i smartphonen brød selfien frem og blev allemandseje. Men allerede for 350 år siden satte Rembrandt scenen med sine mange selvportrætter. Hvad kan vi egentlig lære om os selv og vores tilgang til selfien i dag, hvis vi ser det i lyset af Rembrandt? Bent Fausing undersøger subjektets opståen med selvportrættet og selfien’.
af Bent Fausing
Det er i år 350 år siden, Rembrandt van Rijn døde. Det bliver markeret mange steder og på flere måder. I de sidste seks måneder har der været snesevis af udstillinger med Rembrandts værker. I Amsterdam iscenesatte Rijksmuseum en udstilling kaldet All the Rembrandts, hvor man havde samlet 400 værker for første gang. I London lavede Gagosian udstillingen Visions of the Self: Rembrandt and Now med Rembrandts selvportrætter, der blev vist ved siden af nutidig værker. I Chicago iværksatte Art Institute en specialudstilling kaldet Rembrandt Portraitssammen med et essay. En række nye bøger om Rembrandt har også set dagens lys, f.eks. Rembrandt: Biography of a Rebelog Taschens seneste, Rembrandt: Selfportraits.
 
Der er mange indfaldsvinkler til Rembrandt, hans arbejder og hans 350-årsdag. Her er valgt en, der forbinder det helt nye, Rembrandt tog op, selvportrætter, og som han dyrkede fortættet hele livet, og så nutidens selvportrætgenre par excellence, selfien. Begge vinkler vil blive samlet i udtrykket selvmedier.
 
Hvorfor selvportrættere?
Mange af de nævnte udstillinger og bøger beskæftiger sig med Rembrandts selvportrætter. Han var en af de første, der tog selvportrættet op, og han gjorde det meget intenst og intensivt gennem hele livet. Man kender til 200 selvportrætter. Man har peget på, at han på den måde kunne studere og indøve lysvirkninger, at han kunne indynde sig hos rige kunder ved at klæde sig i og selvportrættere sig i flot og historisk tøj, og andre fremhæver, at han ville cementere sig som kunstner ved at afbilde sig og derved berømme sig via sit ansigt. Med tiden blev hans selvportrætter mere introspektive og rå; det sidste, han nogensinde har frembragt, viser ham stirre tankevækkende på beskueren – her er ingen skøre hatte eller forcerede grimasser, men tvivl og ensomhed.
 
Rembrandt, ung og gammel. Før der kom alle de filtre.  
 
Begæret efter at finde en bevidsthed om ’mig’
Alle disse overvejende kunsthistoriske forklaringer springer det åbenlyse svar over: At det på det tidspunkt med Renæssancen blev muligt og legalt at se på og reflektere over sig selv som subjekt. Og subjektet markerer sin individualitet i ansigtet; det er selvets showroom. Individet var nu ikke mere underlagt en øvrighed eller en Gud, men var sig selv. Det selvrådende individ, der derefter skulle komme til at præge den vestlige kultur fremefter, er ved at tage form. Og det tog især form hos Rembrandt. Og det tager form i selfier. Mere om ligheder og forskelle med nutidens selfier senere. 
 
Det, der lever i Rembrandts selvbilleder bag al humoren, løjerne, forvrængningerne og ændringer i udseende, er begæret efter at finde en bevidsthed om ’mig’. Lige meget hvor meget han skildrer sig selv, er det en drift, der aldrig kan blive mættet. Udover med et nyt forsøg. ’Jeg’ forandrer mig hele tiden. Ligesom der på YouTube findes en række ’time lapse selfies’, hvor en person i længere tid, ofte flere år, har registreret sit ansigt og forandringer i udseendet.
 
 
Mediemæssige forandringer muliggjorde selfien 
Det blev bl.a. via portrætmaleriet for første gang muligt for mennesket at reflektere sig selv og reflektere over sig selv. En række andre medier markerer den samme bevægelse fra en øvrigheds magtperspektiv mod subjektets syn på sig selv. Udover manifestationen via det lille maleri, miniaturemaleriet, i forhold til de store trommesalsmalerier, har vi også på samme tidspunkt opfindelsen af spejlet, hvor man kunne se og spejle sig selv. I begge tilfælde var man tæt på sig selv, og ved malerierne skulle tilskueren være tæt på maleriet for at se motivet, som også blev malet i intim afstand. Endelig har vi også opfindelsen af bogmediet, der også som mål har at tilgodese den enkelte læser, den individuelle oplevelse.
 
Det er disse kulturhistoriske og mediemæssige forandringer og nye kontekster, som Rembrandt i særlig grad benytter, og der er en lige linje fra frembringelsen af disse medier og selfiens opståen.
 
Spejle sig og reflektere over sig selv
Det, der opstår med selvportrættet, er ganske nyt. Nu må man gerne se ’sig selv’ og være et subjekt. Sociologen Anthony Giddens mener, at det selvrefleksive projekt er det moderne individs vilkår. Det er betingelsen for det selvstændige individ, at det selv overvejer sin situation.
 
Spejlet, der gør det muligt at se en refleksion af sig selv; selvportrættet, hvor man kunne gengive sig selv, og den intime bog, som man selv læser og danner forestillinger ud fra det læste, er alle udtryk for den nye tendens: At det moderne subjekt tager form.
Gennem synet på os selv får vi mulighed for at vurdere os selv og reflektere over vores situation. Refleksion betyder ikke for ingenting at bøje tilbage, genspejle og omtanke. I billedet af os selv bøjer vi os tilbage mod os selv for at iagttage os selv, sådan som vi tager os ud for andres blikke. I spejlet og billedet af en selv mødes det ydre ansigt med den indre bevidsthed.
 
Når vi ser i spejlet eller på et (selv)portræt, kommer ansigtet til at besidde os, fordi det viser den fremtoning og de karakteristika, vi er bundet til. Vi får en spejlbevidsthed og i videre betydning en selvrefleksion. Hvordan ser jeg ud for andre, og hvordan ser andre mig? Dermed bliver subjektet også en del af et socialt projekt via omgangen med og anerkendelsen fra andre. Alene er det ingenting; subjektet dannes i interaktion med andre. Vi er sociale pattedyr.
 
Ikke vildt flatterende selfier.
 
Rembrandts selvportrætter og selfierne
Det karakteristiske ved selfier er, at de gengiver individets udtryk og markerer grænserne for udtrykkene. De søger også at overskride grænserne. Selfien er en leg med grænserne og overskridelse deraf. Hvor langt kan jeg gå med mig selv, og kunne jeg være en anden? Legen med mimik, gestik, tøj, masker og poseringer er en del af attraktionen ved selfier; sådan som det også blev anslået hos Rembrandt. Her kommer det selvrefleksive projekt ind igen.
 
Men Rembrandt har en intonation, især i de seneste af selvportrætterne, som man meget sjældent finder i selfier. Af tekniske og social-psykologiske årsager.
 
Det melankolske hos Rembrandt  
Det melankolske, introspektive og grusomme, der findes i Rembrandts portrætter, findes ikke, eller kun meget sjældent, i selfier. Selfien er rette mod ’mig’. Hvis jeg er depressiv, indadvendt eller aggressiv, vil en koncentration om en optagelse fjerne mig fra disse følelser. Jeg ville blive opmærksomme på dem i det øjeblik, jeg retter kameraet mod mig selv, og derved ville jeg fjerne mig fra tilstanden. Desuden er disse introspektive udtryk, der er i den fortælling, man vil give af sig selv, ikke er umiddelbart attraktive. De grænser, der bliver afprøvet, det ekstroverte. De udadrettede, legende, aktive og flirtende signaler er ungdommelige udtryk, der gør sig i enhver alder.
 
Det afpudsede i det moderne 
Endvidere har alle smartphones nu indbyggede filtre, der bliver opdaterede via algoritmer, der sørger for, at huden ser glat og ungdommelige ud – til enhver tid. Det er ikke nødvendigt med foundation her; hududjævningen sker via optik og algoritmer. Digitale kameraer bruger algoritmer til at omdanne de forskellige bølgelængder af lys, der rammer kameraernes sensorer, til et billede. Det nye billede er sammensat af algoritmer fra gamle billeder, friske impulser og det nye ansigtsudtryk, der skal tages. Man har altid søgt godt lys. I smartphone-æraen tilbyder apps fra Snapchat til FaceApp og Beauty Plus at opgradere dit ansigt. Andre telefoner har en ’skønhedstilstand’, som man kan tænde eller slukke for. Nu er det standard på de fleste kameraer på smartphones. De alderstegn og den eksistentielle rådvildhed, Rembrandt giver udtryk for i de senere selvportrætter, ser man ikke på selfier. Kun i baggrunden i enkelte tilfælde.
 
Den eftertænksomme type  selfien foran en sommerbog (der aldrig læses) findes vist i høj grad endnu.
 
Tjernobyl og andre ‘disaster selfies’
Da selfier begyndte at markere sig på de sociale medier og andre steder, er der opstået en række undergenrer; en af de meget levedygtige er ’disaster-selfien’ eller ’dare devil-selfien’. Efter ulykken tager en person en selfie – vel og mærke af sig selv og den halverede bil, det forulykkede fly, den sunkne båd. Budskabet er igen centreret omkring selvet, fordi billederne – selfierne – siger, at jeg er stadig mig selv på trods af ulykken, jeg overlevede og er fortsat et subjekt. Se selv.
 
Seneste udvikling inden for disse undergenrer er at bruge katastrofesteder som baggrund for den smilende og udadvendte selfie. Tjernobyl er et af disse steder. Den location har været brugt som baggrundstæppe til selfier og gruppeselfier, usies, for influencers, polterabender og enkeltpersoner.
 
Selfie i Tjernobyl. En disaster-selfie. 
 
Et baggrundstæppe var noget, der tilførte noget positivt til den portrætterede, et yndigt landskab eksempelvis. Det er ikke tilfældet i disse disaster-selfier; her er det gruen, der tilfører subjektet integritet, ikke idyllen.
 
Igen kan man sige, at subjektet overlever og markerer sig i forhold til katastrofen på den nye form for baggrundstæppe. Men temaet er også – som det også kendes fra børns lege, eventyr, computerspil og sange – som en rituel og symbolsk overlevelse af ulykken og dermed tilintetgørelse af subjektet. Jeg er intakt, men se, hvad der kunne ske mig.
 
Katastrofesteder findes overalt omkring os, der er derfor ikke noget mærkeligt i, at det bliver en del af ritualerne og symbolerne, i al fald i baggrunden, hvor de kan kontrolleres og ikke lugter af forfald. De forurenede byer, ukontrollerede affaldsdepoter, oceaner fulde af plastic og flygtninge og mange dødsfald. Disse selfier bliver dobbelte udsagn. På den ene side en måde at vise en overlevelse – som i børns leg og andre udtryk som nævnt – på den anden side en manglende evne til at møde virkeligheden, som derfor skubbes bag om ryggen og bliver baggrundstæppe for begivenheder og mit intakte selv.
 
Selfier er flydende 
Der har været mange skarpe reaktioner mod selfier, i bedste fald ambivalente, i værste fald direkte hadske. Det er både et kulturelt smagsspørgsmål og delvis et generationsspørgsmål. Kulturelt er vi vant til, at billeder er en sandhed og for evigheden. Det gælder ikke billeder som selfier og sociale medier; de er en samtale, noget flydende, sladder, afprøvelse af grænser, noget engangs, pral, stærke gestikulationer og affekter samt ønsket om anerkendelse af ’mig’ via deling. Selfier er ikke kun forbeholdt en ung generation; alle tager dem. Det er blevet en måde at tage billeder på, og de fleste bliver overraskede over, hvor mange selfier de har på deres smartphone, når de kigger efter i oversigten. Forældre tager ikke kun billeder af deres unge, der har taget studentereksamen, de tager en selfie, en usie, med den unge og sig selv.
 
Når selfier kommer på museum
Museumsselfie er er særlig undergenre af selfien, nemlig en selfie taget på et museum, og som mimer et kunstværk. Man efterligner ansigts- og kropsudtryk i et maleri eller en skulptur og placerer sig i stedet for personen på maleriet. Man gør sig til en del af kunsten, leger med den fine kultur. Men man kunne udvide betegnelsen ’museumsselfie’ til at omfatte alle de udstillinger, der har været om selfier på museer.
 
Nogle eksempler: Selfies – Now and Then på Nationalmuseum i Stockholm, 2015, og SMK i København havde en udstilling med gamle portrætter og selfier samme år, og Brandts i Odense havde en om selfier i 2015, Self-portraits from Rembrandt to Selfiesvar på Musée des Beaux-Arts, Lyon 2016 (derefter i en række europæiske storbyer), og Smartphone Artblev vist på Saatchi, London, i 2017. Hertil kommer de udstillinger med udgangspunkt i Rembrandt og selfier, der blev nævnt i starten. Desuden har man lavet en særlig Museums Selfie Day den 16. januar.
 
Selfie på museum.
 
Udstillingsformen og kataloger er oftest, men ikke kun, meget moraliserende, først den gamle portrætsamling og dernæst forfaldet i den moderne selfiekultur. Selfietrenden på de 'gamle' museer tager sig mest af alt ud som et aktuelt marketingforsøg på at være moderne og helt fremme i skoene. Først var det godt, dernæst kom tilbagegangen. Men løsriver man sig fra dette, og det viser de aktuelle Rembrandt-udstillinger også, får man en fornemmelse af noget, der blev sat i gang med bl.a. Rembrandt i Renæssancen, og som nu har fundet sin nye digitale form og interaktion via selfien og de sociale medier.
 
Den nuancering af ansigtet, der findes i Rembrandts selvportrætter, er unikke. Vi finder dem ikke i selfier, eller kun meget sjældent, fordi teknologien både i sine algoritmer og programmer og i egen opmærksomhed ved optagelsen er rettet mod det uforanderlige nu og kommunikationen af positive udadvendte følelser.
 
Selvets medier
Udviklingen med selvets medier starter altså med Rembrandts malerier og tegninger i Renæssancen, hvor også to andre medier – spejlet og bogen – kommer til, hvilket accentuerer fokus på individet og subjektet status. Der sker ikke så meget de næste to hundrede år, men opfindelsen af fotografiet i 1839 er skelsættende, fordi tid og sted nu bliver markant adskilt; vi kan se et fotografi et helt andet sted, end det er taget. Næste punkt er TV i 1929, og jeg accentuerer TV, idet mediet ligesom den samtidige radar er bygget op omkring live-udsendelsen som det optimale. Det er nu, det sker, og hvad kan der ikke ske? Virkeligheden redigerer. Dernæst udviklingen i de sociale medier, 2.0 eller de såkaldte betaformater, hvor vores deltagelse former indholdet og endelig det kraftige boom omkring 2013 omkring selfier. Udtrykket selfie kendes fra 2002, men i 2012-2013 får det en bred kulturel omtale via Time Magazine og optagelse i Oxford Dictionary. Udviklingen ser visualiseret således ud: 
 
 
Rembrandt kunne have ladet være med at male og tegne og vise sit ansigt frem på den måde. De, der tager selfier, kunne lade være med at vise sig frem på sociale medier og blot have selvportrætterne liggende i en skuffe og beundre sig selv dér. En Rembrandt bliver en Rembrandt ved at blive set i et sammenspil med en beskuer, ligesom en selfie bliver en selfie ved at blive betragtet – af andre. Denne kommunikative og emotionelle interaktion er væsentlig i den medieudvikling, der er vist. Vi eksisterer som subjekter ved at blive set og indgå i samspil med andre. Den humanisme, leg, følsomhed og selviagttagelse, som Rembrandt anslår, og som er med til at markere subjektets dannelse, er ikke i samme grad i selfierne af de tekniske, optagelsesmæssige og affektive årsager, der er blevet nævnt. Til gengæld viser selfierne en lyst til at formidle, en glæde ved at afprøve grænser og nye udtryk og til at være kreativ, der kan blive til meget mere og andet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også