5 spørgsmålsregler, Mette Frederiksen har brudt

Mette Frederiksen har udvist beundringsværdig beslutnings- og handlekraft de seneste uger, men i går gik det galt. Ikke fordi hun ikke annoncerede nogle nye beslutninger og handlinger, som mange måske er tilbøjelige til at tro, men fordi hun ikke formåede at demonstrere, hvordan det ser ud, når man beslutter og handler sammen.

Det kræver nemlig, at man er mindst lige så nysgerrig på andres spørgsmål, som man er på sine egne svar – og hvis man er det, bryder man ikke de fem basale spørgsmålsregler, som Mette Frederiksen brød i går:

Sig ikke, at folk skal stille spørgsmål, hvis du ikke har tænkt dig at lytte til dem.
Læg ikke op til, at du vil besvare spørgsmål, du ikke kan eller vil besvare.
Kald aldrig – aldrig! – andres spørgsmål forsimplede (eller dumme).
Kald ikke et spørgsmål ”det allerbedste spørgsmål” for så at afvise det blankt.
Lad være med at bruge andres spørgsmål til at gentage dine egne svar.

1. Sig ikke, at folk skal stille spørgsmål, hvis du ikke har tænkt dig at lytte til dem

Efter at have rost de ansatte i og omkring vuggestuer, dagplejer og skoler for at få ”det næsten umulige til at blive muligt” og understreget, at hun er sikker på, at børnene nok skal klare deres nye hverdag, trak Mette Frederiksen vejret dybt og sagde:

”Og så er der alle forældrene, som forståeligt har rigtig mange spørgsmål. Bliv ved med at stille spørgsmålene, fordi det er rigtig vigtigt, at I gør, men prøv også at blive ved med at have lidt tålmodighed.

Det er ikke sikkert, at alle spørgsmål kan besvares med det samme, og husk på, at ingen har prøvet at genåbne et samfund efter corona, så vi bliver nødt til også at prøve os ad med nogle ting for at være sikre på, at tingene kan komme til at fungere, så det er sundhedsmæssigt forsvarligt og pædagogisk brugbart.”

Statsministeren har selvfølgelig ret. Vi skal alle være tålmodige. Det er bare ikke det, det handler om. ”Alle forældrene” ved godt, at de ikke kan få svar på alle deres spørgsmål med det samme, og de er helt med på, at kommuner og skoler må prøve sig frem.

De spørger ikke for at stille statsministeren, undervisningsministeren eller skolelederne til ansvar for noget, de ikke er sikre på endnu, men for at udtrykke engagement, bekymring, begejstring og behov for at være en del af den løsning, der lige om lidt omslutter deres børn.

Og når statsministeren ikke anerkender det, men reducerer forældrenes spørgsmål til utålmodighed, så skaber hun ikke større forståelse for, at ”ingen har prøvet af genåbne et samfund efter corona”, men frygt for, at ’netop mit barn bliver prøvekanin i et farligt eksperiment, som ingen kender konsekvenserne af’.

Det er fornuftigt af statsministeren at opfordre os alle sammen til at blive ved med at stille spørgsmål, for det er netop, når vi stiller spørgsmål, at vi er åbne over for forandring. Men hun begår en kæmpe brøler, når hun i stedet for at lytte til de spørgsmål, vi stiller, beder os om at have tålmodighed med egne og sine ansattes svar.

2. Læg ikke op til, at du vil besvare spørgsmål, du ikke kan eller vil besvare

Godt ti minutter inde i pressemødet kom den gode nyhed: Tallene er så fornuftige, at der nu bliver plads til lidt mere aktivitet. Og som Mette Frederiksen rigtigt sagde: ”... så melder det naturlige spørgsmål sig jo så igen: Hvad er det så for en aktivitet, vi den her gang vil åbne for?”

Det var præcis det spørgsmål, de fleste af os sad og ventede på at få besvaret, og selvom nogle af os syntes, at ti minutter var lang tid at vente, så sad vi formentlig alle sammen på stikker, mens vi lyttede til det, der fulgte:

”Vores pejlemærke som regering, da vi skulle træffe den første beslutning før påske, var, at det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, og vores fokus derudover selvfølgelig er på arbejdspladser og økonomisk aktivitet.

Jeg ved godt, at vi på pressemødet her måske risikerer at tænde flere håb, end vi kommer til at indfri, så bare lige så alle hører det nu: Vi kommer ikke til at kunne åbne for alle, heller ikke for alle arbejdspladser i landet, men vores prioritet er, at det er arbejdspladser, vi har et fortsat fokus på. Det er vores tilgang som regering for en udvidelse af fase 1.”

Jeg måtte se hele pressemødet igennem igen for at finde den ene sætning, der nærmer sig noget, der ligner et svar på spørgsmålet om, hvad det er, regeringen nu vil åbne for: ”Vores prioritet er, at det er arbejdspladser, vi har et fortsat fokus på.”

Arbejdspladser? Er det så konkret, det kan blive? Er det den ”aktivitet”, tallene gør det muligt at åbne for? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Det kan blive meget mere konkret, og det bliver det også, når statsministeren har talt med de øvrige partiledere. Men hvorfor sagde hun ikke bare det?

Hvorfor sagde hun ikke: ”Der er kun ét spørgsmål, I alle sammen sidder med lige nu, og det kan jeg desværre ikke besvare før i morgen. Derfor vil jeg – af respekt for vores alle sammens tid – gøre resten af pressemødet ultrakort.”?

Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg er sikker på, at hun ville have stået stærkere, hvis hun havde gjort det.

Både i forhold til at demonstrere, at hun forstår, hvad der betyder noget for danskerne lige nu, og i forhold til at markere det skift fra at være en hårdfør beslutningstager til at være en lydhør forandringsleder, som den nye situation kræver.

3. Kald aldrig – aldrig! – andres spørgsmål forsimplede (eller dumme)

Hvis man ikke var opmærksom på det før, efterlader den sidste del af statsministerens tale ikke nogen tvivl om, at gårsdagens pressemøde stod i spørgsmålets tegn:

”Jeg vil nu samle op på nogle af de spørgsmål, jeg kan mærke, fylder ekstra meget. Jeg har hørt det spørgsmål eller synspunkt fra flere, at regeringen skulle have valgt sundhed frem for økonomi. (…)

Jeg vil også gerne sige, at jeg synes, at det er alt for forsimplet at stille sundhed og økonomi op over for hinanden. (…) Vi skal balancere mellem det, der er sundhedsmæssigt forsvarligt, og det, der økonomisk giver bedst mening.”

Igen har statsministeren jo ret. Det hele hænger sammen. Men hvis man kæmper med at finde hoved og hale i noget så komplekst som forholdet mellem sundhed og økonomi, så har man ikke brug for at høre, at man stiller det forsimplet op.

Når borgere, meningsdannere og oppositionspolitikere stiller spørgsmål til regeringens prioriteringer, så er det jo ikke, fordi de er uenige i, at vi skal balancere mellem det, der er sundhedsmæssigt forsvarligt, og det, der økonomisk giver bedst mening – det er ikke, at vi skal balancere, de er uenige i, men hvordan vi skal balancere.

Og når Mette Frederiksen ikke anerkender det, kommer man i tvivl om, om det er hende, der er dum, eller dem, hun beskylder for at stille det forsimplet op.

Ingen af delene er formentlig tilfældet, og det er under alle omstændigheder ikke et spørgsmål, man bør efterlade folk med, når man gerne vil have deres opbakning.

4. Kald ikke et spørgsmål ”det allerbedste spørgsmål” for så at afvise det blankt

”Så er der omvendt nogle, der siger: Har I ikke i det hele taget overreageret som regering i hele den her coronakrise og har lukket alt for meget ned?

Jeg bliver nødt til at være ærlig over for jer og sige, at det er jo det aller-allerbedste spørgsmål, man kan stille os, fordi i mine øjne betyder det, at vi er på rette vej.

Og det korte svar på det spørgsmål er: Nej, vi har ikke overreageret. Jeg mener faktisk, vi har gjort det modsatte i Danmark. Vi har vist handlekraft, og vi har gjort det på det rigtige tidspunkt.”

Jeg holder mig generelt fra at fælde dom over andres spørgsmål. Jeg kan finde på at sige, at et spørgsmål er interessant eller tankevækkende, men jeg er varsom med at kalde det godt eller dårligt.

Og jeg vil råde stats- og virksomhedsledere til at være det samme. For hvad sker der, når Mette Frederiksen siger, at det er ”det aller-allerbedste spørgsmål, man kan stille os.”?

Der sker det, at hun gør sig til herre over spørgsmålet. Det bliver meget tydeligt, når hun sekundet efter bruger spørgsmålet til at konkludere, at ’vi’ er på rette vej.

Hvordan i alverden kan hun udlede det af et spørgsmål om, om regeringen har overreageret?

Det kan hun kun, fordi hun har taget magten over spørgsmålet. Fra det øjeblik statsministeren konstaterer, at det er ”det aller-allerbedste spørgsmål”, ophører spørgsmålet med at have sin egen betydning og får i stedet den betydning, statsministeren tillægger det.

Det er smart, hvis man gerne vil demonstrere magt og kontrol, men det er farligt, hvis man er afhængig af andre for at lykkes – og det er man altid som leder.

5. Lad være med at bruge andres spørgsmål til at gentage dine egne svar

Statsministeren sluttede sin indledende del af pressemødet af med at konstatere:

”Der er helt utrolig mange spørgsmål, også til regeringen, i den her tid. Det forstår jeg godt. Jeg tror, der havde været lige så mange spørgsmål, hvis vi havde valgt en anden strategi.

Det, der har båret Danmark igennem den første rigtig svære tid omkring corona, det er vores samfundssind, og det skal I have en tak for. På den videre færd skal vi også gå sammen, et skridt ad gangen; det er ukendt terræn; det er det, vi navigerer i, og hvis man spørger, om vi kender ruten eller har kortet foran os, så er det korte svar jo et nej, det har vi ikke, for det er en helt ny situation, hele verden står i.

Vi får brug for noget tålmodighed stadigvæk hos alle danskere, men det vi ved, og det vi skal blive ved med at basere vores fælles strategi på, det er, at vi skal hindre smitten i at sprede sig for meget og for hurtigt og især til dem, der ikke kan tåle at blive syge.”

Mette Frederiksen er ikke den eneste, der har svært ved at gøre plads til og lytte til andres spørgsmål. Det har vi alle sammen.

Men vi har ikke længere noget valg. Når vi ikke kender svarene – og det er der ingen af os, der gør lige nu – er vi afhængige af hinandens spørgsmål for at kunne tænke og handle hurtigt nok.

Så skal vi ikke lave en aftale om, at det ikke kun var gårsdagens pressemøde, men alle de møder, vi har i den kommende tid, der står i spørgsmålets tegn?