Regeringen fortsætter som kaospiloter
Efter corona er politikere blevet kaospiloter, der skal styre os gennem alverdens samfundskriser. Men kan vi ud fra regeringens nye strategi stole på, at de ting de siger før et valg, også er gældende efter?
af Tim William Zøllner
Statsministeren vendte 180 grader, da hun i går sammen med finansminister, Nicolai Wammen, og beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, fremlagde regeringens reformudspil på et pressemøde i Spejlsalen. Her forsvarede Statsministeren regeringens holdningsskift til bl.a. dimittendsatsen og den gensidige forsørgerpligt med sætningen: ”Når virkeligheden forandrer sig, så gør vi det også”.
En raffineret argumentation, set med retoriske briller, der tager afsæt i, hvordan vi efter Corona er begyndt at betragte politikerne som kaospiloter, hvis altoverskyggende opgave nu er at kunne styre os gennem alverdens samfundskriser. Spørgsmålet er så bare om vi står tilbage med følelsen af, at vi stoler mere på politikerne, fordi de nu tør at være mere åbenhjertede, eller om vi stolede mere på dem, da de fremstod ufejlbarlige?
Vi har været vant til statsministerens metafor om ”dansen med Corona” gennem de seneste års pressemøder fra Spejlsalen. Nu er dansen, der altid har været en makaber metafor for bekæmpelsen af en pandemi, blevet til en piruette i holdningen til dimittendsatsen og den gensidige forsørgerpligt. Noget som altid har været forbudte trin i dansk politik – hvis jeg selv lige skal udtømme danse-metaforen fuldstændig – for hvordan skal vi dog placere vores stemme nede i valgboksen på korrekt grundlag, hvis politikerne bare render og laver piruetter i tide og utide?
Ikke desto mindre, fik Statsministeren på pressemødet i går leveret det med begrundelsen om, at ”når virkeligheden forandrer sig, så gør vi det også”. I retorikkens verden kan det betegnes under stilfiguren anadiplose, som er en effektiv opstilling af en årsag og en konsekvens på en lettilgængelig og konkret måde. Helt konkret, får det regeringen til at fremstå som pragmatikere, der blot tager bestik af virkeligheden og følger med samfundsudviklingen. Ja sådan helt menneskelige – ved at fejle.
Det lyder jo indtil videre meget godt. Vi har i mange år efterlyst, at politikerne skal turde tabe ansigt i debatten, erkende deres fejl, ja sågar turde at ændre holdning, særligt når de i ministerposter opdager, at de ikke længere bare kan råbe alle pengene ud af statskassen. Dykker man lidt dybere ned i argumentet, kan man dog anfægte om ikke virkeligheden altid er og bør være belægget for politiske tiltag. Og ikke bare, når man lige har behov for den?
Undtagelsestilstanden under Corona har på mange måder forandret den fredsommelige tilgang til dansk politik og politikere, vi har haft. Længe har beslutningsprocessen i dansk politik virket kringlet og langsommelig, men pludselig blev det nødvendig for statsministeren at kunne sætte sig i cockpittet og træffe hurtige og afgørende beslutninger, inden hele kaosset styrtede mod jorden.
Vi har netop også hørt Statsministeren bruge udtrykket ”det operative rum” i forbindelse med håndteringen af Talibans overtagelse af Afghanistan, der er sammenlignelig med The Situation Room i Det Hvide Hus. Detaljerne og bagatellerne er væk. Politikerne underskylder nu bare for fejlene, som i minksagen. Og skifter holdning, når virkeligheden forandrer sig. Deres vigtigste opgave er at kunne styre os gennem kriser, hvor vi undervejs, med Statsministerens egne ord, kommer til at lave fejl. Handling. Tempo. Det er en virkelighed, mange under Corona har accepteret. Inklusiv mig selv. Vi har haft fokus på målet, og så måtte processen komme i anden række.
Men i går på pressemødet blev det afsløret, at regeringen agter at forsætte som kaospiloter med en pragmatisk tilgang, også på andre politiske områder. Er vi klar til det også? For egentlig bliver man jo ikke mindre tyv af at indrømme tyveriet. Og man bliver det heller ikke af at proklamere tyveriet, lige inden man vil begå det. Og hvis regeringen mere og mere begynder at skifte mening som vinden blæser, så kan det godt begynde at virke lidt som om, de har aldrig rigtig har været i trit med den.
Så længe jeg kan huske, har der været debat om politikeres troværdighed. Kan vi stole på, at de ting de siger før et valg, også er gældende efter? At de ikke bare forsøger at realisere deres egne karrieredrømme? At de ikke siger hvad som helst, for at vinde stemmer. Listen er lang. Og det er svært at vide om troværdighed skabes bedst af at indrømme fejl, eller slet ikke at lave dem. Jeg tror blot, at jeg vil lade den stå op til dig som læser at afgøre, ud fra dit temperament, og så afslutte min kommentar i et anerkendende svirp med halen, der var mit udgangspunkt for denne kommentar, for forfriskende var det at se politikere, der erkendte sine holdningsskift, og så tilmed på vellykket retorisk manér. Man blev, til en forandring, ikke talt ned til. Så er spørgsmålet bare, hvor meget kaos, der skal til, og hvor meget virkeligheden må forandre sig, før regeringen alligevel fastholder deres meninger – eller måske rettere – før vælgerne siger stop!
