Medieudspil: lappeløsninger til en ny virkelighed
Vi venter stadig på en ny mediekommission, som kan reformere og modernisere en forældet lovgivning, og et støttesystem fra sidste århundrede, der i medieforlig efter medieforlig vrides, vendes og lappes for at passe til en radikalt forandret medievirkelighed.
af Lasse Jensen
Efter mere end to år barslede Kulturministeriet omsider med et medieudspil. Det første fra den socialdemokratiske regering, hvis hånd og ånd ligger tydeligst i udspillets titel Den demokratiske samtale skal styrkes med undertitlen Demokratisk kontrol med tech-giganter, mere dansk indhold og stærkere lokale og regionale medier.
Udspillet indeholder 37 ”fakta”, som det hedder i ministeriets opsummering. Omkring en tredjedel er konkrete tiltag, resten smukke hensigtserklæringer – ikke mindst, når det drejer sig om tech-giganterne.
Bedre sent end aldrig
Der skal oprettes et tech-center i Kulturministeriet – der er allerede oprettet et kontor, nu bliver det til et ”center”. ”Demokratisk kontrol” er et dejligt begreb, men det udmøntes i bløde vendinger: ”Der tages initiativ til” (..en skærpet EU-indsats om demokratisk kontrol med tech-giganterne); ”indsatsen oprustes” (…mod falske nyheder); ”det undersøges” (…hvordan sociale medier kan gøres ansvarlige for indhold); ”Der arbejdes for” (...at forhindre udenlandsk kontrol med dansk medieindhold). Tech-giganterne ”anmodes officielt om at dele oplysninger om algoritmers effekter på det danske samfund”.
Det er lidt for optimistisk at tro, at et sådant beløb vil resultere i en betydningsfuld stigning i dansk medieindhold. En enkelt dansk ambitiøst tv-dramaserie og måske et par dokumentarer mere. Men forhåbentligt et mærkbart tilskud til podcast.
Alt sammen et rosværdigt signal om, at tiden er inde – måske ikke til handling, men i hvert fald til at vide noget mere. De fleste af initiativerne kunne i princippet være blevet iværksat langt tidligere. Men bedre sent end aldrig.
Podcast som public service
Det konkrete udspil på tech-området er, at regeringen – i lighed andre lande – ønsker at indføre et ”kulturbidrag” på 5 % af streamingtjenesternes omsætning i Danmark. Bidraget, der forventes at indbringe 75-125 mio. kroner, skal udvide public service-puljen samt forøge tilskuddet til dansk film.
Samtidig udvides puljen til også at omfatte radio og – ikke mindst – podcast. Det er lidt for optimistisk at tro, at et sådant beløb vil resultere i en betydningsfuld stigning i dansk medieindhold. En enkelt dansk ambitiøst tv-dramaserie og måske et par dokumentarer mere. Men forhåbentligt et mærkbart tilskud til podcast.
Den kolde sandhed er nemlig, at ”kulturbidraget” synes at være den eneste stigning i den samlede mediestøtte, der anslås til at være godt 4,5 milliarder kroner.
Omfordeling fra landsdækkende til lokalt
Næsten fire milliarder er allerede fastlåst til DR, TV 2-regionerne og de to statsfinansierede privatdrevne radiostationer Radio4 og 24syv (fhv. LOUD, red.), der slet ikke er nævnt i udspillet. Tilbage bliver under 500 millioner i støtte til private journalistiske medier, primært dagbladene.
Hvis man troede, at den store nedskæring af DR ville komme andre medier til gode, skal man tro om igen. De forsvandt allerede i omlægningen fra licens til skat. Initiativet om ”stærkere lokale og regionale medier”, som udspillet taler om, er i virkeligheden bare en omfordeling.
Det handler ikke om hundreder af millioner, men måske et par snese. Næppe så meget, at det vil gøre en væsentlig forskel der, hvor en kombination af de lokale/regionale mediers ned- og bortskæringer kombineret med befolkningens radikalt ændrede medievaner har skabt de såkaldte ”nyhedsørkener”.
Udspillet går ikke i detaljer, men så meget ved vi da, at det handler om at sænke loftet for tilskud til de store medier fra 17,5 millioner kroner til måske 11-12 millioner og sende differencen ud til lokale og regionale medier, inklusive lokale digitale journalistiske medier.
Det handler ikke om hundreder af millioner, men måske et par snese. Næppe så meget, at det vil gøre en væsentlig forskel der, hvor en kombination af de lokale/regionale mediers ned- og bortskæringer kombineret med befolkningens radikalt ændrede medievaner har skabt de såkaldte ”nyhedsørkener”.
Og så skal der etableres en ny pulje til distriktsblade og ugeaviser og en pulje til samarbejdsprojekter mellem public service-medier og lokale og regionale medier. Det er prøvet før. Og puljer har jo den fordel, at politikere er vilde med dem, og de kræver endnu flere DJØF-kræfter til administration.
Overenskomster og kædeansvar
En anden socialdemokratisk mærkesag er et nyt krav om, at alle produktioner, der modtager mediestøtte, skal overholde gældende overenskomster om løn- og arbejdsvilkår, og det såkaldte kædeansvar vil gælde. Det er et af de få punkter i udspillet, hvor de politiske fronter måske trækkes hårdt op, men næppe så hårdt, at det vil forhindre et bredt forlig.
Det er positivt, at tech-giganternes rolle endelig er et centralt punkt. Det har kun taget omkring ti år for Kulturministeriet at nå frem til den erkendelse
Men i modsætning til de seneste mange medieudspil er dette i store træk renset for de store værdipolitiske armbevægelser. DR er ikke længere et stridspunkt, statens næststørste medievirksomhed, TV 2, er som sædvanligt kun nævnt med en bemærkning om, at det heller ikke skal sælges i denne omgang.
Lappeløsninger på et forældet grundlag
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen er en dreven politiker, men hun og hendes ministerium har produceret et medieudspil, der som de sidste mange medieudspil indeholder lappeløsninger på et forældet grundlag.
Det er positivt, at tech-giganternes rolle endelig er et centralt punkt. Det har kun taget omkring ti år for Kulturministeriet at nå frem til den erkendelse. Men det er altid godt med mere viden via et nyt tech-center, en nedsættelse af et presseetikudvalg, der bl.a. skal overveje en etablering af en medieombudsmand efter svensk forbillede, og årlige rapporter om tech-giganternes indflydelse på intet mindre end ”demokrati, trivsel og sammenhængskraft i Danmark”.
Alt sammen nyttigt, men vi venter stadig på en ny mediekommission, som kan reformere og modernisere en forældet lovgivning, og et støttesystem fra sidste århundrede, der i medieforlig efter medieforlig vrides, vendes og lappes for at passe til en radikalt forandret medievirkelighed.
Alt tegner til, at der kan skabes bred politisk enighed om et i bund og grund uambitiøst udspil. Men et bredt forlig er i sig selv et positivt og konstruktivt alternativ til årtiers værdipolitisk krig og usikkerhed.
