SVM-skælvet, der udeblev i 100 dage
Den politiske journalistik er blevet reduceret til seismologi: Alle lytter efter den mindste rystelse fra SVM-flertallet. Status efter regeringens første 100 dage er, at det forventede jordskælv er udeblevet. Det har efterladt både opposition og politiske journalister rådvilde.
af Mikkel Skov Petersen
“SVM-regeringen er en tikkende bombe. Alle venter på, at den detonerer,” skrev politisk kommentator Noa Redington forleden som optakt til regeringens 100-dagesjubilæum.
“Det allermest interessante på længere sigt er HVORDAN, regeringen går i opløsning, snarere end hvornår,” skrev A4 Mediers chefredaktør, Kristian Madsen, på Twitter.
Prognoserne fra de to iagttagere kastede efterfølgende en artikel hos Berlingske af sig.
Udsagnene indkapsler, hvordan Mediedanmark er blevet befolket med politiske seismologer, der med spænding afventer det forventede jordskælv udløst af sammenstødet mellem de tre tektoniske plader, der udgør SVM-regeringen. Dansk politiks svar på San Andreas-forkastningen.
Forventningen er, at det på et tidspunkt vil begynde at knage og brage, og at det umage trekløver vil blive flået fra hinanden i et voldsomt skælv, der til sammenligning vil få SF’s dramatiske og tårevædede exit fra Thorning-regeringen til at ligne rystelsen fra en vibrerende telefon.
Årsagen til forventningen er dels, at regeringskonstellationen indlysende trodser de sædvanlige naturlove i dansk politik, dels, at den dermed også har disrupted den vanlige politiske journalistik.
Forventningen om et spektakulært sammenstød rummer derfor også et håb. Et håb om en tilbagevenden til mere normale tilstande med drama i kulissen. Sagen er jo, at en flertalsregering neutraliserer broderparten af de proces- og konflikthistorier, der er den politiske journalistiks vanlige drivmiddel.
Ryger de ikke snart i flæsket på hinanden?
Tag nu polemikken om afskaffelsen af store bededag: Det var jo dybest set som en fodboldkamp mellem Manchester City og Fremad Amager. Resultatet var givet på forhånd, og det var spil til et mål. SVM-regeringen kom, så og sejrede, og der var ikke meget at skrive hjem om.
Med SVM-flertallet in mente er det den politiske udsigt for de næste knap fire år, med finanslovsudspillet som seneste eksempel. Det er en trist udsigt for de politiske mandagstrænere i kommentariatet og de politiske redaktioner.
Tilbage er der – ganske vist saftige – personhistorier, som den om Moderaternes Jon Stephensen, og positioneringskampe i oppositionen til højre og venstre, der tilsammen har udsigt til en om muligt endnu mere perspektivløs tilværelse.
Og så er der altså den nidkære overvågning af seismologien ude på redaktionerne: De tre regeringspartier må da snart ryge i flæsket på hinanden?
Virkeligheden er bare, at de forventede rystelser er udeblevet de seneste måneder. Et lille pip efter statsministerens nytårstale her og en sidebemærkning fra en ordfører der. Det er det hele.
Selv ikke da Løkke Junior smuttede over til farmands parti med det Venstre-mandat i Europa-Parlamentet, han fik tildelt som suppleant, da Søren Gade blev formand for Folketinget, udløste det et offentligt rivegilde mellem Venstre og Moderaterne.
Skulle Venstre nære en smule bitterhed over dette træk, er det svært at fortænke dem i det. Udadtil har det bare ikke vist sig som en sprække i “arbejdsfællesskabet” SVM.
Meningsmålinger som pauseunderholdning
I det store hele har regeringen i de forgangne 100 dage haft blikket på den politiske substans, som de har flertallet til at definere og tromle igennem efter planen.
Indtil videre har denne substans ikke været i afdelingen for decideret folkeforførelse. Snarere tværtimod, hvilket et bemærkelsesværdigt tab af omkring 20 mandater i meningsmålingerne vidner om.
Vælgerflugten betyder ganske vist ikke noget, før vi nærmer os en valgdag, og indtil da er meningsmålingerne mest pauseunderholdning for Kommentatorkøbing og omegn, når der ikke er personhistorier, en rådvild opposition eller seismologiske målinger at kaste sig over.
Den kommunikative status over regeringens første 100 dage handler altså først og fremmest om et fravær. Fraværet af intern kiv og kævl, der er tilflydt offentligheden. Fraværet af seismiske rystelser under fortællingen om arbejdsfællesskabet.
Det uanset hvor meget Noa Redington og andre måtte have lyst til at skrige: Regeringen er færdig!
