Systemet Politiken

Relanceringen af politiken.dk lægger op til en Facebook-agtig slentretur gennem stort og småt snarere end til den målrettede afsøgning af det aktuelle nyhedsbillede, der indtil nu har været mange brugeres hovedformål med at besøge sitet.
Redesignet af politiken.dk byder blandt andet på et farvel til desktop-formatet.
Redesignet af politiken.dk byder blandt andet på et farvel til desktop-formatet.
På min daglige vej til arbejde passerer jeg et reklameskilt fra halvfjerdserne, som afslører, at her engang har ligget en kiosk. Med ordene ”En levende avis” minder skiltet mig om, hvordan dagbladet Politiken altid, eller i hvert fald i hele min levetid, har været andet og mere end blot et dagblad. ”Systemet Politiken” kaldte Søren Krarup det, og det var ikke ment positivt.
 
Skiltet fra halvfjerdserne minder om, hvordan dagbladet Politiken i mange år har været andet og mere end blot et dagblad.
 
Uagtet hvad politikerpræsten ellers har fremført af besynderlige udtalelser, kan jeg godt følge hans tankegang lige på dette punkt. Politiken føles nogle gange som en lun morgenkåbe, man kan gå og hygge sig i, andre gange som en spændetrøje, der forsøger at kvæle en i politisk korrekthed, finkultur og nuttethed. Nå ja, og så er Politiken selvfølgelig et nyhedsmedie, det var jeg lige ved at glemme. Organet for den højeste oplysning – omend avisens kvalitetsjournalistik efterhånden skal stå på tæer for at rage op over Netflix-gossip, prøvesmagninger af øko-is og markedsføring af designerbrødristere med plusrabat.
 
Politiken har, bedre end konkurrenterne, magtet at stimulere adskillige lag i målgruppens behovspyramide og gennem årene knyttet bånd til sine læsere, som de fleste andre dagblade må misunde dem. Blandt abonnementssælgere er det almindeligt kendt, at får man en Politiken-abonnent i røret, kan man næsten lige så godt give op på forhånd: Det er stort set umuligt at lokke vedkommende til at give andre aviser en chance. Politiken er blevet en livsstil.
 
Det visuelle udtryk har altid haft stor betydning for Politikens identitet. Siden Søren Nyeland i 1997 overtog hvervet som designchef, er Politiken-skabelonen blevet rendyrket og raffineret, en udvikling, der de seneste ti år nærmest har fået nationale og internationale designpriser til at styrtregne ned over avisen. Hemmeligheden ligger i den enkle recept, der kan pindes ud på tre bulletpoints:
 
  • Farverne sort, rød og hvid;
  • Egyptienne-skrifttypen (den markante versalskrift med ”store fødder”, som bygger på tegneren Ib Andersens ikoniske bladhoved fra 1955), samt
  • En markant billedside med rigelig plads til både fotos og illustrationer – udført af landets fremmeste fotografer, tegnere og layoutere, for hvem Politiken pr. definition har været det bedste sted, man kunne havne.
     
Det seneste tiår er nationale og internationale designpriser regnet ned over Politikens design. Hemmeligheden ligger i den enkle recept, der bygger på farverne sort, rød og hvid, egyptienneskriften samt en markant billedside med rigelig plads til både fotos og illustrationer.
 
Midt i nullerne besluttede den daværende, nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden, at der skulle satses massivt på avisens digitale udvikling, og siden da er politiken.dk blevet en obligatorisk del af den daglige nyhedsopdatering for flere hundrede tusinde danskere – nok især fra den mere veluddannede del af befolkningen. Ikke mindst derfor er det en stor begivenhed, når sitet præsenterer en så markant omlægning som den, der blev rullet ud onsdag den 7. december.
 
Redesignet markerer et farvel til desktop-formatet som matrix for sitets arkitektur – til fordel for mobiltelefonens mindre og vertikale skærm. En logisk udvikling, eftersom Politiken i lighed med flertallet af nyhedsmedier får stadig flere smartphone-brugere.
 
Den ny forside er enkel, flot og stilsikkert ”Politikensk” i sit udtryk. Især på smartphone.
 
Forsiden er enkel, flot og stilsikkert ”Politikensk” i sit udtryk. Men den minimalistiske opbygning svækker den oplevelse af overblik, mange brugere har sat pris på hos politiken.dk. I stedet tilbyder sitet mig nu først og fremmest en ordentlig en på opleveren.
 
Redesignet markerer et farvel til desktop-formatet som matrix for politiken.dks arkitektur og dermed også til det nyhedsoverblik, det tidligere design tilbød. Her et eksempel fra 2013.
 
”Vores nye hjemmeside bygger på kærlighed, kvalitet og overraskelser”, skriver redaktionschef Jakob Nielsen i sin præsentation af omlægningen. Og alle tre ting kan jeg sagtens få øje på, omend det der med kærligheden passer lidt for godt ind i føromtalte nuttetheds-paradigme. I præsentationen uddybes punktet således: ”På Politiken er jeg i selskab med mennesker, der holder af mig, og som gennem formen og historien vil mig noget vigtigt”. Skulle nogle brugere her begynde at føle sig en smule omklamret, er det ikke nødvendigvis dem, der er noget galt med.
 
Kvalitet er her masser af. Politiken.dk loader lynhurtigt, og det grafiske niveau er tårnhøjt, uanset om man fokuserer på typografien, billederne, de grafiske detaljer eller sitets arkitektur. Ikke mindst det sidste.
 
Siderne er bygget op med Facebook-agtige ”fliser” (tiles), der på smartphone har højde nogenlunde som et skærmbillede og bliver stablet i lodret rækkefølge (så der skal scrolles meget, men det er vi jo også vant til fra Facebook), mens fliserne på desktop kan stå ved siden af hinanden, nogle to og to, andre tre ved siden af hinanden og endelig de visuelle satsninger, der fyres af med fuld skærmbredde. Af redaktionschefen omtalt som ”x-faktor-felter” (vi bliver i det kælne hjørne).
 
Siderne er bygget op med Facebook-agtige ”fliser” (tiles), og det grafiske niveau er tårnhøjt hele vejen igennem.
 
Så er der det med overraskelserne. ”En gang imellem tager Politiken virkelig røven på mig”, formuleres det i netavisens værdisæt.
 
Og det lever den op til. Det ny designkoncept sikrer, at ingen nogensinde behøver kede sig på politiken.dk, indtrykkene står nærmest i kø, både hvad angår form og indhold. Den journalistiske prioritering afspejles ikke altid tydeligt i historiernes placering eller størrelse, lige bortset fra at tophistorien står øverst.
 
Sammensætningen af stof bærer undertiden tilfældighedens præg og kan ind imellem virke mindre vellykket, som når et kyssende par i julekalenderen ”Kærlighedsjul” havner side om side med en maskinpistolbevæbnet FARC-partisan og en Nokiatelefon, der markerer en serie om at leve uden sin smartphone.
 
Sammensætningen af stof længere nede på siden bærer tilfældighedens præg og kan ind imellem virke mindre vellykket.

 

Alvor og sjov, lykke og ulykke sameksisterer i et visuelt miljø så pletfrit og delikat som en nyrenoveret Vesterbro-lejlighed, og hastigheden, hvormed det hele dukker frem på skærmen, er som nævnt imponerende – ikke mindst med tanke på de tunge billedfiler, der jongleres rundt med.

Kun annoncemængden forstyrrer oplevelsen af gennemført lækkerhed. Det er værst for desktopbrugerne, for de højtråbende bannerannoncer optræder kun på denne platform. Her indebærer annoncernes omfang, at toprubrikken kun sjældent kan ses i første skærmbillede, fordi illustrationen konsekvent er anbragt over overskriften. Ikke særlig funktionelt, men naturligvis designet til smartphonens lodrette skærm.
 
Det redaktionelle indhold taber på desktop-udgaven konkurrencen om vores opmærksomhed til bannerannoncerne, hvis omfang bevirker, at toprubrikken kun sjældent kan ses i første skærmbillede, fordi illustrationen konsekvent er anbragt over overskriften.
 
”Hvor jeg end befinder mig, stoler jeg på, at Politiken giver mig et overblik og en følelse af at være opdateret”, står der videre i værdisættet. Her virker den nye form knap så overbevisende. Den, der leder efter noget bestemt på politiken.dk, kan hurtigt rende ind i problemer. Søgefunktionen er ligeså håbløs som på mange andre nyhedssites, og langt de fleste menupunkter er lagt ind i en særdeles omfattende folde-ud-oversigt, der optager hele skærmbilledet (og i mobiludgaven fylder endnu mere). Her lægges op til en Facebook-agtig slentretur gennem stort og småt, snarere end til den målrettede afsøgning af det aktuelle nyhedsbillede, der indtil nu har været mange brugeres hovedformål med at besøge politiken.dk.
 
Politikens lettere håbløse dropdown-menu. 
 
Med omlægningen lanceres en ny abonnementsstruktur med tre alternativer: et digitalt abonnement med fuld adgang til politiken.dk og den daglige udgave af e-avisen, et kombiabonnement med avisen digitalt i hverdagene og printudgaver i weekenden – samt det fulde abonnement med avisen bragt ud alle ugens syv dage (plus digital adgang).
 
Det er ikke det første – og bliver sikkert heller ikke det sidste – forsøg på at afhjælpe de ”gamle” nyhedsmediers helt store hovedpine: Hvordan skal de kunne blive ved med at tjene penge på deres indhold?
 
Med det ny webdesign satser Politiken øjensynlig på en løsning, der først og fremmest handler om at skabe en atmosfære, brugeren ikke kan undvære. I værdisættet hedder det: ”Politiken gør min verden større, tør rykke mine grænser og får mig til at rykke med”.
 
Med andre ord: Nu er det systemet Politiken, der skal sælges. Ikke bare en avis.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job