Ville Barbie sige: ”Jeg elsker dig så maje, faktisk hundaar procent!”?
De fleste af os er enige om, at dialekter og egnssprog er ih så åh så charmerende – men er vi villige til at betale prisen for at bevare dem, og er betingelserne overhovedet til stede? Ny bog giver bud på, hvor vores talesprog er på vej hen og hvorfor.
Man kan se på dialekt som på vindmøller.
Prægtige at skue, når man kører gennem landområder. Charmerende. Nødvendige. Men er du villig til at have dem i din egen have, i dit eget sprog?
Dér kommer de for mange for tæt på og skæmmer udsigten til et liv, hvor man ikke behøver kæmpe hårdere end andre for at blive taget alvorligt. Som din ejendomsværdi falder med sådan en vindkrabat i privatsfæren, så mister du status, hvis dialekten er for tydelig i dit sprog. Medmindre du altså satser på et liv på hjemegnen, der ikke indebærer, du skal i medierne, på højere læreanstalter, i Folketinget eller ud på storbyens scoremarked.
Rigsdansk er som bankmandens dueblå skjorte, som man ikke lægger nogen særlig værdi i, mens dialekter er et Eldorado-jakkesæt, som tager opmærksomhed.
Man er splittet mellem trofasthed over for sin egen opvækst og lysten til ikke at kæmpe unødigt hårdt for status.
Den dorske betjent
I folkeskolen og gennem mediemastodonter som DR har vi lært, at jo tættere dit sprog er på rigsdansk, jo mere korrekt. Rigsdansk gør dig fri, mens dialekter sætter dig i bås som alt fra stenbrodulle til provst fra den sorte skole.
Et fast element i manuskriptforfatterens værktøjskasse er eksempelvis den jyske betjent. For med en tyk, jysk udtale behøver man ikke bruge så mange minutter på at etablere ham som karakter: Enhver ved instinktivt via den drevne dialekt, at han er castet som den dorske og nævenyttige. En noller og langsom fyr, der helt sikkert drikker Valash, spiser kringle og bor i et parcelhus med mørkegrønne røvballegardiner og arvet kaffestel af ringe kvalitet.
Den jyske betjent er blevet en arketype på film.
Her Ole Thestrup i DR's Rejseholdet. Foto: DR
Selv er jeg fra Aalborg, og en interessant detalje fra min barndom er, at når jeg og veninderne legede med Barbier, så var det helt indforstået, at vi talte med københavnsk dialekt, akkurat som alle de kendte i tv. Det var ganske utænkeligt, at smarte Barbie ville sige følgende til Ken: ”Prøliahørher: Jeg elsker dig så maje, faktisk hundaar procent”. Det ville ganske enkelt være en degradering af Barbies værdi. Det ville være socialt selvmord for den langlemmede dukke.
Eksempelvis kæmper Radio4 også med statusudfordringen – som om det ikke var nok at sende oven på 24syvs lit de parade). Tanken om talesprog med stemmer fra hele landet er smuk, men mange mennesker vil afvise kanalen på grund af den ikkekøbenhavnske klang. Indholdet får ikke en chance. Radio4 lyder ikke nær så cool og effektiv i bilradioen, som 24Syv gjorde. Heller ikke hos mange mennesker uden for København.
Rygtet er overdrevet
Den manglende status i dialekt er ét af argumenterne for, at sprogeksperter har stemplet mange dialekter som terminalpatienter gennem tiden. For eksempel udkom en bog med titlen Dialekter – sidste udkald? i 2002 fra Modersmål-Selskabet. Det er dem, der gerne vil fremme og udvikle brugen af modersmålet med respekt for dialekterne. Og heldigvis – hvis man da holder af dialekter, så besvarer de nu deres eget spørgsmål med en ny bog: Dialekter i rigt mål. Den består af 18 artikler, parlører, for- og efterord af forskellige forfattere.
.jpg)
Den nye bog fra Modersmål-Selskabet.
Bogen kommer ikke med en klokkeklar diagnose for dialekternes fremtid, men den stikker et termometer lige op i rævgaf på det danske sprog.
Og det går okay med patienten, omend den til stadighed udvikler sig. Det gør sprog jo.
En foreløbig diagnose er, at egns- og regionalt talesprog i større eller mindre grad har afløst dialekterne mange steder i landet. Altså: De større, mere generelle talesprogsformer erstatter de smalle dialekter med ord og ordstillinger, som kun forstås af de indfødte.
Ændringen sker blandt andet på baggrund af, at sproggiganter som DR, folkeskolen og højere læreanstalter har en vis afsmitning på vores sprog – og her tales der rigsdansk med forbillede i skriftsproget. Eller i hvert fald tilstræbes rigsdansk, selvom for eksempel intonationen på Randers Skole og Bernadotteskolen i Hellerup vil være meget forskellige. Det vil mængden af dialektord sandsynligvis også.
Social løftestang
I nævnte tilfælde har sociolekt også en stor betydning, og eleverne på Bernadotteskolen er i højere grad blevet opdraget til at tale nydeligt samt mestre flere sprog flydende. Sprog er en social indikator, og gennem historien har overklassen haft deres egne sprogkoder, der løfter dem fra pøblen og gør det nemt at gennemskue, hvem der hører naturligt til på de bonede gulve. Eksempelvis var det meget almindeligt, at adelen talte tysk engang.
Men hvor smalle dialekter i landområderne langsomt forsvinder, så dukker der andre sprogvarianter op på grund af urbaniseringen. Eksempelvis taler sprogforskerne om forskellige dialekter i den samme by nu.
Derudover påpeges det, at dialektformer, der f.eks. havde et repertoire af ord for forældede landbrugsredskaber, siver naturligt ud. Vi har ikke brug for at sige, vi lige går ud og tærsker med plejl mere.
Til gengæld får egnssproget bedre betingelser i den digitale tidsalder. Vi præges ikke udelukkende af monopoltidens tv-personligheder, der talte rigsdansk eller københavnsk. Der findes youtubere og podcasters fra hele landet. Det vil alt andet lige skabe mangfoldighed.
Dialekter i rigt mål er på 384 sider og går fra de supernørdede diskussioner om f.eks. mellemhøje vokaler og konsonantstød til at trække klare og alment relevante ahaoplevelser frem i lyset om, hvorfor vi taler, som vi gør – dengang og nu.
Det er den sidste del, denne artikel bruger krudtet på – pølet sammen med egne betragtninger, viden og erfaring.
Dialekt som identitetsmarkør
Vi har fastslået, at egnssprog og/eller dialekter ikke har samme status. Derfor er det rimeligt at fastslå, vi mennesker bevidst lærer eller aflærer en bestemt måde at tale på.
Et selvoplevet eksempel på det er, at når vi i teenageårene var på en weekendtur til København, så kom vi hjem til Nordjylland og lød akkurat ligesom Kim Larsen: Altså – vi kunne simpelthen slet ikke stoppe med at tale københavnsk igen, mand!
Omvendt oplever jeg københavnere, der har boet et halvt liv i Aalborg, fortsat taler københavnsk.
Ikke et ondt ord om det. Det er jo kavt at smide den sproglige sølvske væk, som man er født med i munden.
Først når man er veletableret som et kunstnerisk geni eller andet orakel, kan dialekten bruges uden omkostninger – eller endda være med til at brande én – hør f.eks. Morten Albæk eller Niels Hausgaard.
For folk med dialekter fra Jylland, Fyn osv. gælder det ofte, at de som voksne nærmest bliver tosprogede. Konverteringen til rigsdansk sker både ubevidst via sproglig afsmitning og bevidst for at distancere sig fra myterne om f.eks. den lalleglade fynbo og den brovtende nordjyde.
Man er splittet mellem trofasthed over for sin egen opvækst og lysten til ikke at kæmpe unødigt hårdt for status.
På jobbet inde i byen taler man rigsdansk eller egnssprog. Når man er hjemme på besøg hos familien og barndomsvennerne, så falder man naturligt ind i den gamle dialekt – nogle anstrenger sig endda, fordi man gerne vil genskabe det fællesskab og den tryghed, der ligger i at kunne de samme dialektord: Godt nok er jeg blevet et hotshot i København, men hjemme i Hvide Sande er jeg stadig jeres bette Finn!
Her et kort over jyske dialekter fra Peter Skautrup,
Centret for Jysk Dialektforskning.
Udtryksform som social lim
Og mens vi er ved Vestjylland, så kommer én af bogens forfattere, Michael Ejstrup, med en interessant betragtning: Vestjyder er kendte for ikke at sige klart ja eller nej. I stedet siger de henholdsvis ”det ka da osse gåt væær, te vi ska prøw det” og ”Det håij a så æ’t lii rajnedv mæj”. Og det spændende ved dialekter og udtryksformer er, at de ikke er tilfældige.
Michael Ejstrup forklarer manglen på store ord og utvetydige svar i det vestjyske med, at der i sin tid var langt mellem gårdene, og afhængigheden af de få andre derfor var stor, hvorfor det var vigtigt ikke at falde i unåde ved at fornærme naboen med en militant tone. Så selvom vestjyder er hårdføre og selvstændige – og der ingen tvivl for de indviede er om, at ”Det håij a så æ’t lii rajnedv mæj” er et klokkeklart NEJ, så udtrykkes det mere blidt. Udtryksmåden er her en form for social lim.
I øvrigt har jeg kopieret den vestjyske udtale direkte fra bogen med stor ærefrygt. Der findes nærmest ikke noget mere tåkrummende, end når ikkeindfødte forsøger at kopiere en dialekt.
Det bliver direkte kikset, hvis det skal bruges som en hån. Som f.eks. dengang, hvor jeg fik løftet pandehåret (og pulsen), mens en københavner brølede: Man er njiok fra noller ÅÅÅÅÅlborg, hwa?! Noller er noget, de siger i Aarhus. Vi siger træls. Bare lige FYI.
Og hvis man virkelig vil håne folk for deres egnssprog eller dialekt, så skal den sidde lige i skabet, capisce? Men nok om min sproglige bitterhed.
Virksomheden Dialægt har specialiseret sig i underholdende
dialektplakater – her med aarhusianske udtryk. Foto: Dialægt.
Dialekt som strategi
Dialekt kan være en ærlig og hyggelig markering af, at man elsker sin egn.
Det kan vise, man er stærk og ikke skammer sig. Egnssprog og dialekt er charmerende og kan fortælle meget om en egn, hvad folk lever af, om de bor tæt, og om, hvad gennemsnitsindkomsten er.
Dialektforskning er ikke blot et studie i intonation og sprog. Der er et dybere lag. Dialekten kan knække koden til at forstå en egns særpræg, og hvordan mennesker dér omgås hinanden.
Omvendt kan de også blive en anstrengende ”acceptér mig, du fisefornemme rigsdansker”-markering.
En evig insisteren på at tale dialekt, hvor ingen andre gør, svarer til at insistere på at bruge æggeshampoo, for det er så udmærket, og sådan har det altid været. Også selvom der er kommet en masse forbedrede shampoovarianter på markedet.
Dialekt kan også give en form for lurendrejer-overload, når nogle mennesker igen og igen bruger dialektord og forventer et latterbrøl. Eller kigger triumferende på dig efter en gang sort snak og spørger: ”Forstod du ikke engang det?”. Nej. Jeg forstod det ikke, for hvor og hvorfor skulle jeg dog lære sønderjysk, når jeg bor i Nordjylland?
Vi har et nordjysk rejsebureau, der lavede et tv-spot, hvor deres friske medarbejder rejste til København og spurgte indfødte, hvad ”pangl” betyder. Det vidste københavnerne ikke engang, hvilket ligesom var joken. Jeg er sikker på, det var en fin brandingstrategi, hvis bureauet har et ønske om kun at være nordjydernes bureau, altså de meget lokalpatriotiske nordjyders.
Personligt er jeg mere bob-bob. For mig er prisen og destinationerne fra Aalborg vigtigere, end at jeg bliver forstået i transferbussen, hvis jeg siger pølværk.
Så for egen regning: Dialekt skal doseres naturligt og troværdigt. For nogle gange er en særlig udtale eller et særligt dialektord charmerende og opbygger fællesskab. Andre gange er sproget bare en praktisk måde at levere en information videre, uden formen støjer for meget.
En evig insisteren på at tale dialekt, hvor ingen andre gør, svarer til at insistere på at bruge æggeshampoo, for det er så udmærket, og sådan har det altid været. Også selvom der er kommet en masse forbedrede shampoovarianter på markedet.
Når jeg kloger mig i landsdækkende radio eller taler med mennesker fra andre egne, så forsøger jeg at tale mere rigsdansk, end jeg normalt gør. Det handler ikke om, at jeg er flov over mit ophav. Det handler om praktik: Jeg vil gerne forstås.
Og så handler det om, at jeg ikke orker, modtageren tager fordomsbrillerne på. Jeg magter ikke igen at skulle træde over det dér trin, hvor jeg opfattes som en pudsig bjørn, der siger sære lyde og er lidt langsom i det.
Først når man er veletableret som et kunstnerisk geni eller andet orakel, kan dialekten bruges uden omkostninger – eller endda være med til at brande én – hør f.eks. Morten Albæk eller Niels Hausgaard.
Den nordjyske trubadur og satiriker Niels Hausgaard er fra
Hirtshals og har alle dage med stor succes brugt den lokale
dialekt som en del af sin brand.
The return of Jon Snow
Kort opridset er dialekter lidt ligesom Jon Snow fra Game of Thrones. Man ser dialekterne blive dolket ihjel af urbaniseringen, øget skriftlig afsmitning, magtfulde københavnermedier samt andre sproglige supermagter som folkeskolen.
Men man har på fornemmelsen, at han nok alligevel ikke skrives helt ud af serien. Han er en god motor. Har udviklingspotentiale.
Og ligesom Snow lever dialekter videre, bare i en anden form: som egnssprog og bydelssprog mere end små, smalle dialekter på landet.
Alt imens har vi eksempelvis Modersmål-Selskabet til at udgive dialektforskning i f.eks. den nye Dialekter i rigt mål.
Det er heldigt. For dialekter er ikke blot noget, der er sjovt at klistre på en sketch i Cirkusrevyen.
Deres udvikling fortæller uendeligt meget om danskernes historie og særpræg – praktisk, kulturelt og demokratisk.
De hjælper os med at forstå de dybere lag i vores hverdag, sprog, natur og kultur: det levede livs vigtige detaljer.
