Ugens ananas: Rasmus Fisker

Hvem er k-branchens rising stars? Hvor arbejder de, hvad er deres visioner for branchen, og hvem ser de op til? Kforum har sat en stafet i gang - og tredje k-komet er Rasmus Fisker, der er Content & Strategy Director i mediebureauet MediaCom.
Rasmus Fisker. Ugens ananas i egen juice.
Rasmus Fisker. Ugens ananas i egen juice.
Navn: Rasmus Fisker
Alder: 33
Titel + Arbejdssted: Content & Strategy Director, MediaCom – The Content & Connections Agency
Uddannelse: Cand. public (analytisk journalistik), bachelor i medievidenskab og retorik.
 
Rasmus Fisker.
 
Jeg valgte k-branchen fordi... jeg ramte branchen lidt af omveje. Faktisk ville jeg være journalist. Jeg arbejdede på DR2 omkring afslutningen på min uddannelse. Det var dengang ’Nak og Æd’ blev til, og Jan Gintberg på grund af et afslag finansierede sin egen dummy af ’På Kanten…’ for at modbevise DR’s ledelse og få dem til at se, at han havde fat i noget rigtigt (godt kald). Jeg sad bla. og arbejdede med sociale medier på redaktionen, da telefonen ringede en dag. Det var en fyr fra et bureau, der tilbød mig et job efter at have set nogle af de ting, jeg lavede på Facebook. Der er løbet meget vand under broen siden, men jeg bilder mig stadig ind, at min interesse for public service og journalistik er noget af det, der holder mig skarp, når det kommer til kommerciel kommunikation.
 
Så grundlæggende var der måske ikke tale om et valg, men jeg har valgt at blive hængende, fordi jeg motiveres af at udkomme med god, gennemtænkt kommunikation og hjælpe andre med det samme.
 
Jeg er valgt som ananas fordi… Mette Bacher fra Mindshare var sød at pege på mig i sit sidste indlæg. Helt generelt synes jeg, det er svært at bedømme mig selv, men jeg håber, det er fordi hun og folk i branchen synes jeg er dygtig til mit arbejde. Jeg har det altid ambivalent med den slags spørgsmål.
 
Grundlæggende vil jeg helst opdages fremfor at gøre opmærksom på mig selv. Men hvis man gerne vil anerkendes, er man er nødt til at gøre noget selv i denne branche. Så selvfølgelig arbejder jeg med min personlige branding, og selvfølgelig vil jeg gerne anerkendes. Men derfor synes jeg stadig, det er problematisk. Det er måske et livsvilkår, men undertiden mener jeg, vi har en udfordring i branchen, fordi vi har en tendens til at fremhæve personer fremfor kommunikation. Der sidder en masse dygtige strateger, historiefortællere og håndværkere derude, og en del af deres arbejde drukner ofte i kommunikationsbranchens personlige branding-hav.
 

Om ti år er jeg... ti år er lang tid – især i den her branche. Måske har jeg skrevet en bog og holder foredrag ved siden af MediaCom. Måske arbejder jeg i udlandet. Måske er jeg selvstændig og har mit eget bureau. Men uanset hvad, så arbejder jeg stadig med kommunikation. Min drøm er at blive så dygtig til mit arbejde, at jeg ikke behøver at arbejde helt så meget, som jeg gør i dag, men i stedet få lidt mere tid til alt det, der ellers er i verden.
 
Min vision for k-branchen er... at vi skal blive bedre til at kommunikere kommercielle budskaber - både når det handler om indhold og kontekst. Reklamer er lagt for had, antallet af adblockere vokser markant, og alligevel bliver branchen ved med at lave kommunikation med traditionelle taktikker. Det er lidt ligesom at leve af at spise chili cheese tops fra McDonalds. Man ved godt, den er gal. Men vi tænker alligevel, at det nok ikke er den næste klump friturestegt ost, der gør udfaldet (selvom den umiskendeligt ligner en blodprop). Og hjertestoppet - det venter lige om hjørnet.
 
Det er ikke ment som en dommedagsprofeti. For selvom vi forsætter med at spise chili cheese tops, så skal det nok gå. Brands vil altid have et behov for at kommunikere og være villige til at betale for det. Således skal medierne og branchen nok opfinde nye forstyrrende formater, som vi kan bruge, indtil de ikke er effektive mere. Det kan vi forsætte med i en uendelighed. Men vi skal spørge os selv, om vi ikke kan gøre det bedre? Og om vi ønsker at indrette en verden, hvor kommerciel kommunikation for altid skal invadere og forstyrre?
 
 
Jeg er vild med... følelsen af at levere. Hvad enten det handler om at gå velforberedt ind til en kunde og eksekvere en god præsentation, stille op til interview på TV eller holde foredrag for en gruppe studerende. Det der adrenalinkick, man får af at have forberedt et stykke arbejde, levere det godt, og fornemme andre nikke anerkendende – det er der ikke meget, der slår.

Jeg har svært ved at tolerere... folk, der ikke sætter en ære i deres arbejde, og forfalder til at gøre lige præcis nok, men aldrig mere.

10 k-folk jeg vil fremhæve er… Jesper Juhl Brogaard (MediaCom), Mads Cramer (Danske Bank), Katrine Thielke (Selvstændig digital rådgiver), Samantha Folmar (Universal Music), Tine Schjødt (MediaCom), Martin Kronborg (Danske Spil), Kristoffer Markussen (StarCom), Tim Fremmich Andresen (DDB), Anders Christiansen (Envision) og Mark Bækgaard (Lunar Way).

Jeg sender stafetten videre til... Jesper Juhl Brogaard. Jesper er en, man bør vide hvem er. Jeg ved godt, det er faux pas, når han arbejder samme sted som mig, men han er, hands down, en af de skarpeste strateger, jeg har arbejdet sammen med på tværs af mediestrategi, kreativitet og forretningsstrategi - og han kommer til at have en meget central rolle i branchens fremtid. 
 
Jesper og jeg diskuterer altid, når vi er i rum sammen, og har ofte ret forskellige måder at gribe opgaver an på – netop derfor får jeg optur hver gang vi arbejder sammen.
-
Rasmus Fisker fik stafetten af Mette Bierbum Bacher.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job