”I mange år gik det mig på ikke at være smuk – jeg skiftede mellem at føle mig snydt og ked af det, men med tiden lærte jeg at undgå spejle og billeder og gemme den prikkende energi væk. Så kom Zoom – en ny slags helvede”. Sådan cirka fortæller Eva Wiseman i en læseværdig septemberklumme i The Guardian. Wiseman bruger ikke selv ordet, men det er Zoom Dysmorphia, hun taler om. Postpandemiens nye would-be-diagnose.

To ud af tre i behandling

Hvis du kan genkende grundtonen i Wisemans beskrivelse, er du ikke alene. I en ny undersøgelse, der bygger på svar fra 7.000 amerikanere, siger 64 procent, at de følte sig så stressede over at skulle møde kolleger igen fysisk, da de skulle tilbage fra lockdown, at de har søgt psykisk støtte. Det var deres udseende, der fik dem til at føle sig skidt tilpas: De synes, de vejede for meget, havde for lidt hår, og at deres hud var misfarvet/for bumset/for rynket. Alt sammen, konkluderer undersøgelsen, på grund af den megen tid brugt på videokonferencer og sociale medier under nedlukningen.

Det er dermatologen Shadi Kourosh og en række forskere fra diverse amerikanske universiteter, der står bag undersøgelsen, der havde form af et spørgeskema, som forskerne spredte på de sociale medier. En sådan metode er skabt til at give skæve resultater, og der er da også alt for mange universitetsuddannede, alt for mange fra Østkysten og alt for mange nonbinære (5 %!) blandt dem, der har svaret.

Sådan virker Zoom Dysmorphia

Det er et års tid siden, Kourosh først fik øje på – og navngav og forklarede – Zoom Dysmorphia: At videokonferencedeltagelse for mange fører til en forvrænget selvopfattelse og utilfredshed med deres fremtoning. På det tidspunkt havde Kourosh lagt mærke til, hvor mange flere af hendes patienter syntes, de så værre ud end normalt. De var ualmindeligt og overdrevent opmærksomme på deres slappe halshud, deres næses størrelse og form og deres blege kulør, som Kourosh senere fortalte til Wired. En selvkritik, Kourosh sporede tilbage til Zoom, Teams og den store videokonferenceaktivitet, patienterne havde været udsat for under den første lockdown.

Logikken bag lyder således: Vi er ikke vant til at betragte os selv, når vi holder møder med andre – og slet ikke til direkte at se vores eget ansigt side om side med andres, som det sker i videomøder. Det gør os grundlæggende utilpasse.

Den ringe webcam-kvalitet gør ondt værre, påpeger Kourosh. Hvis dit kamera er placeret 30 cm foran dit ansigt, kan din næse se op til 30 procent større ud, end hvis kameraet står halvanden meter væk. Samtidigt vil dit ansigt se rundere ud og dine øjne blive større. Det er altså en væsentligt grimmere version af dit eget jeg, som du, og alle dine mødekolleger, møder på Zoom.

For egen regning vil jeg tilføje, at særligt møder, hvor man ikke selv er på toppen – eller bare keder sig – og skal kæmpe med at se oplagt ud, er problematiske. Du er ikke bare tvunget til at se dig selv sidde der og glane – du får også automatisk broadcastet dig selv og alle dine ansigtstræk ud til mødets øvrige deltagere. Det gør oplevelsen endnu mere smertefuld.

Straksforbud: Klistr webcam’et til!

I de fleste selfiesituationer har du selv god kontrol over din fremtræden. Du bestemmer, om du overhovedet vil vise dig frem, hvad og hvor meget du vil vise frem, og hvordan du vil have dig selv til at se ud.

Men sådan er det ikke med Zoom & co. Ni ud af ti gange er dit onlinemøde et arbejdsmøde med mødepligt, hvor kameraet helst skal være tændt, om du har lyst eller ej. Du er i praksis bundet til at streame fra, hvor du sidder med din computer, hjemme hos dig selv. Du skal være på i al den tid, mødet varer, og så kan du ikke engang smukkesere dig med filtre, for dem er det meget sparsomt med i mødeplatformenes feature-udbud.

Kom arbejdsmiljørepræsentanten forbi, burde han nedlægge straksforbud og kræve alles webcams klistret til.

Selfiens forbandelse

Det er ikke kun i Zoom-sammenhænge, det her med at vise sig selv frem er svært. Det er det i alle mulige situationer, og det er det, fordi vi er mennesker, der er afhængige af, at andre opfatter os og reagerer på os på en måde, der matcher vores egen selvopfattelse. Det er derfor, vi går så meget op i, hvordan vi ser ud. Også på vores selfies. Går det galt med dem, går det galt med os selv.