Når man er klassisk konservativ, som jeg er, er noget af det mest platte, man overhovedet kan forestille sig, den rent populistiske idé om, at nu skal alting flyttes ud af København. Årsagen skal naturligvis findes i den patriotiske glæde ved det nationale – ikke at forveksle med nationalisme – som findes i alle konservative hjerter. Vi elsker Danmark, og vi elsker, at Danmark er en nation. Derfor elsker vi også, at vi har en hovedstad. Og naturligvis mener vi, at både Folketinget, ministerierne og Nationalmuseet og Det Kongelige Teater skal ligge i nationens hovedstad. Alt andet er fjollet. De vigtigste ting samler man i den vigtigste by i landet. Deraf navnet hovedstad. Punktum.

 

Men når det er sagt, så er der alligevel opstået en temmelig fjollet frygt for provinsen blandt københavnerne. De opfører sig, som om de nærmest frygter provinsen. Og man fornemmer, at det værste, der kunne overgå en kulturjournalist, ville være, at vedkommende skulle overnatte bare en enkelt gang på Als.

 

Anklagerne for københavneri på diverse nationale medier ramte Radio 24syv i januar, hvor socialdemokrat Benny Engelbrecht foreslog at rykke radiostationen til Sønderjylland for at skabe mindre hovestadsstyring.

 

Den nyeste ballade om provins versus hovedstad startede for alvor, da den tidligere socialdemokratiske skatteminister Benny Engelbrecht den 20. januar 2017 i et debatindlæg i JydskeVestkysten opfordrede til, at man flytter den licensbetalte radiokanal Radio24syv til Jylland.

 

Engelbrecht mente, at det ville gavne mangfoldigheden og radiolytterne, hvis radiokanalen ”rykkede teltpælene op, lagde københavneriet bag” sig og fik adresse i Jylland – og allerhelst på Engelbrechts hjemmebane, nemlig i Sønderjylland. Han foreslog specifikt Sønderborg eller Tønder.

 

”Danmark skal opleves som en helhed. Hvis vi kræver Radio24Syv udflyttet, tager vi et lille, men vigtigt skridt i den rigtige retning for at ændre dele af mediebilledet. Vi bør gøre op med den misforståelse, at der ikke sker interessante ting i provinsen. Det er faktisk her, fire ud af fem af os danskere bor. Provinsen er andet end smukke naturomgivelser. Det er her vi producerer stort set alle de industrivarer, der er hovedsøjlen i dansk eksport,” skrev Benny Engelbrecht blandt andet i JydskeVestkysten.

 

Nu har Radio24syv hele tiden været tænkt som et alternativ. Ikke et alternativ til national radio som sådan, men som alternativ til den altdominerende nationale radiostation, nemlig DR, og som taleradio naturligvis som alternativ i særdeleshed til P1. Altså: Radio24syv skulle være en slags ny DR. Den skulle være noget lignende, men samtidig lidt anderledes end DR.

 

Radio24syv var med andre ord aldrig tænkt som en konkurrent til Radio Mojn ovre i Aabenraa – den var fra starten en national radiostation. Og det lever den faktisk op til. Radio24syv har i dag dokumenterbart flere lyttere uden for københavnsområdet, end P1 har.

 

Eller som fagbladet Journalisten skrev 4. maj sidste år: ”Ifølge Radio24syvs egen Public service-redegørelse for 2015 tyder lyttertallene fra Gallup på, at kanalens bestræbelser på at komme ud over Valby Bakke er begyndt at bære frugt. I 2015 var 34 procent af kanalens lyttere bosat i hovedstadsregionen. Til sammenligning bor 47 procent af P1’s lyttere i hovedstadsregionen.”

 

Derfor skal Radio24syv naturligvis ligge i København – nemlig det sted, hvor vi har vores nationale institutioner. Ikke desto mindre er tanken, eller rettere spørgsmålene, jo faktisk besnærende: Kunne man overhovedet have en radiostation som Radio24syv i provinsen? Og hvordan skulle det gå for sig? Og hvad ville resultatet være?

 

Radio 24syv gjorde sig verdenskendte, da radioværten Asger Juhl under et radioprogram om dyrevelfærd, aflivede en ni uger gammel kanin med en cykelpumpe. Asger Juhl modtog efterfølgende dødstrusler og i England blev der samlet over 3000 underskrifter for at lukke radioen. 

 

Allerførst er der hele diskussionen om al det såkaldte københavneri. Hvad det går ud på, kunne man få en smagsprøve på, da Radio24syvs madanmelder Martin Kongstad gav sin mening om Jylland til kende på Facebook den 23. januar 2017. Han skrev, i en slags åben henvendelse til Benny Engelbrecht samme sted:

 

”Når 24Syv, som foreslået af dig i dit indlæg, flyttes til Sønderborg eller Tønder, hvordan forestiller du dig så, at gæster fra det politiske liv, kultur, offentlige institutioner, osv skal deltage i radioen? Skal de transporteres fra København (det har de muligvis ikke tid til), skal de kun deltage over telefon/Skype eller skal det være helt andre gæster, altså folk fra regionen? Radio 24syvs formiddagsflade er baseret på gæster i studiet, vil jeg minde om (det kan selvfølgelig laves om, men det skal bemærkes, at en radiostations popularitet er funderet i kontinuitet, og at det tager tid at få programmerne til at få deres eget liv). Og hvad med medarbejderne? Skal de have tilbud om at flytte med eller lade være? Og hvad hvis de ikke vil flytte med (deres kone/mand har måske job i København, jobbet på radioen er et af flere freelancejobs og de andre jobs er i Kbh, børnene er integreret i institutioner, osv)? Skal man da rekruttere lokalt? Vil du mene, at det der findes kvalificerede værter/medarbejdere i Sønderborg? Jeg stiller disse spørgsmål, fordi de er essentielle for gennemførelsen af din plan om at flytte 24Syv til Sønderborg.”

 

Opvisningen i storbyens landsbyagtige indspisthed er lige flot nok, synes jeg. Man får jo indtryk af, at det slet og ret ikke kan lade sig gøre at flytte til provinsen – og da slet ikke, hvis man har en familie. At det ikke kan lade sig gøre overhovedet at rejse til Tønder – for eksempel, hvis man skal være med i et radioprogram. Og at det er nærmest utænkeligt, at der skulle være noget at lave radio om andre steder end i København – og da slet ikke i udkanten af landet.

 

Når man tænker på, at Roskilde Festivalen hvert eneste år uden problemer kan flytte 130.000 mennesker til en større provinsby – og når man tænker på, at langt de fleste, hvis man skal tro dækningen af livet i Mediebyen, er journalister – så kan det undre, at indstillingen er så nagelfast. Læg dertil, at det faktisk hvert år lykkes 10.000 mennesker, hvoraf i hvert fald en håndfuld er journalister fra København, at rejse hele den farefulde vej til Tønder – og faktisk overleve der i flere dage.

 

Personligt synes jeg, at debatten er ubetalelig. Jeg bor nemlig i Tønder, og jeg kan afsløre, at man ikke bare kan leve i Sønderjylland, men at man faktisk kan leve rigtig godt i Sønderjylland. For at gøre det helt skørt, så er jeg faktisk selv fra tid til anden vært på Radio24syv.

 

Men jeg er også hyppigt gæst i debatprogrammer på radioen. Og jeg plejer at tage en flyver fra Sønderborg, når radioen kalder. Eller et tog. Eller min gamle spand af en bil. Og hver gang lykkes det mig sådan set at nå frem. I øvrigt helt uden problemer, hvis man ser bort fra dem, DSB skaber for alle danskere for tiden.

 

Det sidste spørgsmål – kunne man lave spændende radio i Tønder? – har jeg først forstået dybden af i de senere år. Efter at have boet nu i alt i cirka fem år i Slesvig – på begge sider af grænsen – er det gået op for mig, hvad problemet egentlig er. Og den letteste måde at forklare det på, er faktisk nok ved at skæve til USA.

 

Danmark er nemlig ikke bare et land med en hovedstad og en provins. Det er et land, der som sådan er provinsielt. Hvor man netop tænker i sort-hvide termer på forholdet mellem provins og hovedstad. Det er det fede liv eller total fortabelse. Hvilket igen giver grobund for en frygt for alt, hvad der ikke er inderkreds, thi det er jo så ”Udkantsdanmark”.

 

Sagen er bare den, at når man bor få timer i bil fra en så sindssygt fed by som Hamborg, og når man har oplevet, hvor spændende der faktisk kan være i randområderne, så opdager man også langsomt, at der er forskel på, om man tænker i ét centrum, eller om man tænker i flere centre.

 

Da jeg selv gik på universitetet ovre i København, var det faktisk en af de ting, vi lærte, da vi studerede urbanisering i faget Moderne Kultur: At en provinsby er karakteriseret ved, at man tænker i ét centrum, f.eks. kirken eller rådhuset, og derfor kirkepladsen eller rådhuspladsen, mens en storby opererer med flere centre, hvor magten og kulturen og så videre samles. Det minder mig som sagt lidt om USA. Man kan nemlig sagtens være megahip og bo i Austin i Texas – ja, faktisk er det et af de hippeste steder, man overhovedet kan bo i Amerika.

 

Man kan også bo i New York og være über cool, selv om landets hovedstad faktisk er Washington. Sådan kan man blive ved. Da den landsdækkende tv-station NBC i USA skulle lave en sitcom om en radiovært, placerede de ham i USA’s svar på Sønderborg – nemlig Seattle, altså så langt fra det hippe, som man kunne komme. Men tv-serien Frasier handler naturligvis om hele USA. For ”centrum” i USA kan sagtens være Seattle. Landet består nemlig af mange ligeværdige centre.

 

Og det interessante ved at bo i nærheden af Tyskland er, at man hurtigt opdager, at tyskerne tænker helt anderledes end danskerne – fordi de tænker som amerikanere. Man kan være berliner, man kan være fra München, eller man kan være fra Dresden. Men man føler intet mindreværd af den grund. Det er bare ”noget andet”.

 

Seniorkorrespondenten og radio-karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, er blevet så populær, at hun ved udgangen af 2016 holdt sin egen nytårstale på Vinstue 90 i København. Ifølge Benny Engelbrecht burde hun fra næste år tale fra Ringriderfesten i Sønderborg i stedet.

 

 

Når man har boet en tid i Tønder, så bliver Tønder centrum. Og når man har boet ti kilometer længere ude vestpå i en tid – i Højer, eller Hæwer, hvor jeg selv bor – så bliver dét jo centrum. Og så åbner verden sig langsomt, omtrent som en af de østers, man kan samle op med de bare hænder ude i Vadehavet, kun cirka en snotklat fra mit hus. Og så opdager man de mest overraskende ting.

 

Det helt store partytrick, når vi sjællændere, der lever på tålt ophold i Højer, har besøg ovre fra hovedstaden, er, at vi spørger om, hvor mange Michelin-stjerner, den angstlammede københavner egentlig tror, at vi har til rådighed inden for en radius på 50 kilometer?

 

Spørgsmålet skal forstås rigtigt: Det er vel og mærke inden for en radius af 50 kilometer fra Højer – og dermed altså uden at medregne den nærmeste tyske store by, nemlig Flensborg, som ellers er næsten dobbelt så stor som den danske provinsby Roskilde.

 

Folk ser normalt ud, som om de slet ikke forstår spørgsmålet. Blikket flakker ud over marsken og rovfuglene og fårene. Og man kan se, at de tænker … ”Jamen … Ingen!?”

 

Det rigtige svar er fire. Fire Michelin-stjerner. En af de restauranter i nærheden, som har Michelin-stjerner, nemlig Söl’ring Hof, har endda to – altså ligesom Noma i København. Men det kræver selvfølgelig, at man sætter sig lidt ind i, at udkanten slet ikke er en kant, at et lokalområde sagtens kan gå ud over landegrænser.

 

Og at man forstår, at man måske skal helt ud over udkanten – og det vil i en køwenhavnersnudes hjerne formentlig sige helt ud i afgrunden – hvis man vil se, hvad den berømte Michelin-kok Johannes King får ud af det, når han brillerer med sin tostjernede ret, der bare hedder ”rødbede, sennep, creme fraîche”. Restauranten ligger nemlig ovre på den tyske ø Sild, cirka 30 kilometer i trækfugleflugt fra min stråtækte frisiske bondegård.

 

Jeg synes, som sagt, at nationale institutioner skal ligge i hovedstaden. Men måske skulle kanalcheferne alligevel tage handsken op inde på vores kære radio og sende Martin Kongstad til grænselandet, så han kunne teste Michelin-restauranterne dér? Det ville – som det altid er tilfældet med hans udsendelser – være fuldfed gastronomisk radio. Og hvis der er for langt til arbejde, kan han jo bare få en ”samlet aftale”, så den daglige tur kan klares for cirka 27.400 kroner per måned – ligesom Ulrik Haagerup i DR.

 

Og måske kunne politikerne, herunder Benny Engelbrecht, så også tage at lære noget af USA, af Tyskland og af andre lande med sans for, at magten godt kan være centraliseret, uden at man af den grund dræner udkanterne. Hvad med at lave nogle nye taleradioer med centre i udkanten af Danmark – men med en rækkevidde, der er national? For hvem ved. Måske kunne den decentraliserede tanke en skønne dag nå hele vejen til København?

 

-

 

Artiklen har genereret debat på Facebook bl.a på forfatteren Martin Kongstads side.